Japan oplever i dag økonomisk trængte tider, og antallet af teltlejre for hjemløse vokser hastigt. Flere hjemløsegrupper kræver ret til at bo på gaden, selvom det ofte er til stor gene for byernes officielle brand.
Af Lasse Wamsler
Nojyukusha, eller ’de der lever udenfor’, kaldes de. De hjemløse i Japans megabyer, som bosætter sig imellem flakkende billboards og skyskrabere, omkring parker, metrostationer og floder. Tilværelsen som hjemløs er for nogle barsk og uforsonlig, for andre er det et tiltrængt åndehul uden for det krævende arbejdsmarked.
For de lokale japanske myndigheder er de hjemløses teltlejre ofte en hæmsko for prestigebyggerier og forskønnelse af bymidten. Landskaber af tilsømmede masonitplader og billige blå presenninger passer dårligt ind i byernes branding af sig selv.
Senest i marts var de hjemløse i vejen, da byen Nagoya ville finpudse sit internationale omdømme inden afholdelsen af Verdensudstillingen (EXPO). Her blev 600 parkbetjente og sikkerhedsvagter sat ind tidligt om morgenen for at rydde otte hjemløse fra en centralt beliggende park.
Samme udvikling sker for tiden i megabyen Osaka, der har Japans største koncentration af hjemløse. Ifølge bystyrets seneste måling fra 2003 er 7.500 af bybefolkningen hjemløs.
I Osaka har myndighederne netop indført et forbud mod at ligge på parkernes bænke og installeret vandingsanlæg ved de fortove, hvor hjemløse typisk sover.
De hyppige rydninger af de hjemløses teltlejre har de seneste år ført til, at flere hjemløse samler sig i fællesskaber for at beskytte deres faldefærdige hjem.
Teltlejre som frirum
En af disse sammenslutninger er Kamagasaki Patrol fra Osaka. Gruppen består af nuværende og tidligere hjemløse og atter andre er støttemedlemmer med fast adresse. Gruppen hjælper med at organisere Kamagasaki-områdets teltlejre, danner netværk imellem de enkelte lejre og afholder protester foran rådhuset, når myndighederne vil rydde hjemløse fra parker eller metrostationer.
"Vi kræver, at teltlejrene bliver holdt som uafhængige fællesskaber. Mange tænker måske, at hjemløse lever et miserabelt liv, så deres situation må fikses med det samme. Men det handler ikke blot om at opnå mad og husly. Men om at vi alle skal kunne leve et værdigt liv ved selv at vælge, hvor og hvordan vi vil bo. Anerkendelse," siger hjemløse-aktivisten Masanori Kanazu.
Han peger på, at flere af de hjemløse selv har valgt at leve på denne måde. Som et slags frirum fra et stresset arbejdsmarked, mener han:
"Den her kamp handler både om at kunne have vores egne fællesskaber, men også om at have jobs, der støtter os, ikke slår os ihjel."
En ny underklasse
Netop udviklingen på Japans arbejdsmarked har i mange år været tæt knyttet til livsvilkårene for de hjemløse. I 60’erne ændrede den japanske økonomi sig drastisk, og mange minearbejdere og landmænd mistede deres jobs og drog mod Osaka.
Her opstod zoner, yosebaer, hvor en ny urban underklasse kunne leve og arbejde fra dag til dag. Om dagen fungerede yosebaen som marked for dagarbejdere, hvor byggeentreprenører nemt kunne hente lavtlønnet arbejdskraft, og om aftenen kunne arbejderne leje sig ind på billige pensionater, der hastigt skød op overalt.
Fra starten af halvfemserne, da det japanske væksteventyr stilnede af, mistede en stor del af dagarbejderne deres job og blev hjemløse. Mange af de samme mennesker befolker stadig Kamagasaki, mens byggefirmaerne nu dropper at bruge yosebaen som hyrested.
"I dag udvikler Japan sig i en neoliberal retning, hvor der efterspørges mere og mere fleksibel arbejdskraft i hele samfundet. Nu kan byggefirmaerne finde den slags arbejdskraft overalt - de har ikke længere brug for yosebaen. En jobannonce i avisen er meget mindre problemfyldt," fortæller Masanori Kanazu.
Han henviser til væksten inden for vikar- og kontraktansættelser, som, ifølge en opgørelse fra det japanske indenrigsministerium fra marts, omfatter en tredjedel af den japanske arbejdsstyrke.
Hjemløse får skylden
Hjemløse er derfor ikke længere hengemt i yosebaens skyggefulde tomter, men er forgrenet ud over hele byen. Denne spredning har de sidste fem år gjort, at Osakas bystyre i stigende grad som modtræk satser på at huse hjemløse midlertidigt i herberger, som nu er en del af mange parkers udseende. Her kan hjemløse spise og sove, hvis de inden for seks måneder finder et job. Hvis det fejler, må de genoptage tilværelsen som hjemløs, uden ret til at vende tilbage. Ifølge Masanori Kanazu er det en strategi til at give de hjemløse skylden for deres situation:
"Regeringen vil ikke skabe offentlige jobs eller social sikkerhed, og på denne måde kan de give udstødte mennesker skylden for deres egen marginale position. Herbergerne bruges til at rydde folk fra parkerne, men også til at skjule neoliberale reformer i samfundet. Men denne model har skabt arbejdsløsheden, så den må også tage ansvaret. At skjule problemet er ikke løsningen."
Fakta:
I den japanske Særlov for Hjemløse fra 2002 er hjemløse defineret som: mennesker, der uden grund sover i parker, på gader eller i det offentlige rum.
Det er lovpligtigt for alle, der arbejder i det offentlige rum at fjerne hjemløse.
Vinteren i Osaka trækker hvert år omkring 200 hjemløse med i døden.
Kilde: City of Osaka og Medecins Sans Frontieres