Vanviddet efter 11. september - stort indstik i GAIA, produceret i fællesskab af Demos Nyhedsbrev, Gaia og Solidaritet
Af Eduardo Galeano
I kampen mellem det gode og det onde er det altid folket, der stiller med ofrene.
Terroristerne har myrdet arbejdere fra 50 lande i NewYork og Washington i "det gode mod det ondes" navn. Og i "det gode mod det ondes" navn sværger Bush om hævn: "Vi vil eliminere ondskaben i verden", erklærer han.
Eliminere ondskaben? Hvad skal der blive af det gode uden det onde? Ikke kun de religiøse fanatikere har brug for fjender for at retfærdiggøre deres vanvid. Også våbenindustrien og det enorme militærapparat i USA har brug for fjender, der kan retfærdiggøre deres eksistens. Gode og onde, onde og gode: Skuespillerne bytter forklædning - heltene bliver til monstre og monstrene til helte. Rollerne bestemmes af dem, der skriver dramaet.
Det er der ikke noget nyt i. Den tyske videnskabsmand Werner von Braun var ond, da han opfandt de V2-raketter, som Hitler kastede over London, men forvandledes til god, da han senere stillede sit talent til rådighed for USA. Stalin var god under 2. Verdenskrig, men ond bagefter da han regerede "det onde imperium".
I den kolde krigs tid skrev John Steinbeck: "måske har alle brug for russere. Jeg vil vædde med, at russerne også har brug for russere. Måske kalder de dem amerikanere". Senere blev også russerne gode, og nu siger også Putin: "det onde må straffes".
Saddam Hussein var god, og gode var de kemiske våben, som han anvendte overfor iranerne og kurderne. Senere blev han ond. Han blev kaldt Satan Hussein, da USA kom fra en vellykket invasion af Panama og invaderede Irak, fordi Irak havde invaderet Kuwait. Den gamle Bush bar ansvaret for denne krig mod det onde. Med den menneskekærlige og barmhjertige ånd, der karakteriserer hans familie, dræbte han over hundredetusinde irakere - flertallet civile. Satan Hussein er stadig på sin plads, men denne menneskehedens fjende nummer et, er blevet degraderet til kategorien "fjende nummer to". Verdens svøbe hedder nu Osama bin Laden. CIA lærte ham alt, hvad han ved om terrorisme: bin Laden, elsket og bevæbnet af USA’s regering, var en af de vigtigste "frihedskæmpere" mod kommunismen i Afghanistan. Den gamle Bush var vicepræsident, da præsident Reagan sagde, at disse helte var "et moralsk sidestykke til de forfædre, der grundlagde Amerika". Hollywood var enig med Det Hvide Hus. I denne periode optog man Rambo 3: De muslimske afghanere var de gode. Nu er de ondskaben selv - i den unge Bush’ tid - tretten år efter.
Henry Kissinger var en af de første, der reagerede på den nylige tragedie. "Ligeså skyldige som terroristerne er de, som giver dem støtte, finansiering eller inspiration" dømte han. Ord, der et par timer efter blev gentaget af Præsident Bush.
Hvis det virkelig er sådan, burde de starte med at bombardere Kissinger. Han ville være skyldig i mange flere forbrydelser end bin Laden og alle andre terrorister i verden. Og i mange flere lande: I en række amerikanske regeringers tjeneste gav han "støtte, finansiering og inspiration" til statsterror i Indonesien, Cambodja, Cypern, Iran, Sydafrika, Bangladesh og i de sydamerikanske lande, som led under Plan Condors beskidte krig.
Den 11. september 1973, præcis 28 år før brandene i år, var Chiles nationalpalads nedbrændt. Kissinger havde forudsagt Salvador Allende og det chilenske demokratis død, da han kommenterede valgresultaterne: Vi ser ingen grund til at acceptere, at et land bliver marxistisk på grund af dets indbyggeres uansvarlighed."
Foragten for folkets vilje er en af mange ligheder mellem statsterrorismen og den private terrorisme. For eksempel siger en talsmand for ETA, som i et uafhængigt Baskerlands navn myrder andre mennesker: "Ret og uret har ikke noget at gøre med flertal og mindretal".
På mange måder ligner de to hinanden - den hjemmelavede terrorisme og den på højt teknologisk niveau, de religiøse fundamentalisters og markedsfundamentalisternes, de desperates og de magtfuldes, de vanvittige individer og de professionelle i uniform. Alle deler de den samme foragt for menneskelivet: Mordene på 5500 indbyggere - knust under ruinerne af tvillingetårnene, der styrtede sammen som slotte af tørt sand og mordet på 200.000 guatemaltekere - flest af dem indianere. De blev udryddet, uden at hverken fjernsynet eller verdens aviser gav det den mindste opmærksomhed. Guatemaltekerne blev ikke ofret af en fanatisk muslim, men af militære terrorister, som modtog "støtte, finansiering og inspiration" fra en række amerikanske regeringer.
Alle de, som elsker døden er også kendetegnet ved altid at ville reducere sociale, kulturelle og nationale modsætninger til militære termer. I det gode mod et ondes navn - i den eneste sandheds navn - vil de løse alt ved at dræbe først og spørge bagefter. På denne måde ender de med at nære den fjende, som de bekæmper. Det var i stort omfang den lysende stis uhyrligheder, der udklækkede præsident Fujimori, der med anseelig folkelig opbakning skabte et terrorregime og solgte Peru til spotpriser. Det var i stort omfang USA’s uhyrligheder i Mellemøsten som udklækkede terrorismen i Allahs navn.
Selvom civilisationens leder nu opfordrer til et nyt korstog, er Allah uskyldig i de forbrydelser, som bliver begået i hans navn. Til syvende og sidst var det ikke gud, der beordrede nazisternes Holocaust mod Jehovas tilhængere, og det var ikke Jehova, der fandt på massakrerne i Sabra og Chatila eller gav ordre til at fordrive palæstinenserne fra deres land. Måske Jehova, Allah og Gud i virkeligheden er tre navne for den samme guddommelighed?
En tragedie af tvetydighed. Røgen fra eksplosionerne er en del af et langt større røgslør, som forhindrer os i at se. Fra hævn til hævn vil terroristerne føre os til vores grav. Jeg ser et foto, der blev bragt for kort tid siden: På en væg i New York har en hånd skrevet "Øje for øje gør verden blind."
Voldens spiral fostrer vold og også forvirring, smerte, frygt, intolerance, had og vanvid. I starten af året i Porto Alegre advarede algiereren Ahmed Ben Bella: "Dette system, som allerede har gjort køerne gale, er ved at gøre menneskene gale." Og de gale, der er gale af had, handler ligesom den magt, som skaber dem.
En dreng på tre år som hedder Luca, sagde for få dage siden: "Verden ved ikke, hvor dens hjem er." Han kiggede på et kort. Han kunne ligeså godt have kigget på Tv-nyhederne.
Oversat af Pelle Dragsted og Janne Tynell