Internationalt Forum

Sådan ender krigen i Irak

En afslutning på Irakkrigen vil ikke blive et anliggende for USA’s næste præsident, fastslår den amerikanske sociolog Immanuel Wallerstein. Krigen kan kun standses af irakerne, der må samles på ny omkring modstanden mod besættelsesbasernes endeløse tilstedeværelse.

Af Immanuel Wallerstein

Alles øjne er rettet mod den amerikanske præsidentkampagne, hvor kandidaterne har indtaget helt forskellige positioner i forhold til krigen i Irak. Men det er et forkert sted at rette blikket mod. Jeg mener det må være rimelig sikkert, at Barack Obama bliver USA’s næste præsident, og hans holdninger til Irak-krigen er nærmest modsat hans rival John McCains. Obama var imod den amerikanske invasion fra starten, og han mener fortsat at krigen er skadelig for alle - for USA, Irak og resten af verden. Han siger, at han vil forsøge at trække alle amerikanske tropper ud af Irak inden for seksten måneder.

Når først Obama sidder i præsidentstolen, vil han utvivlsomt indse, at betingelserne for en tilbagetrækning af tropperne er et kontroversielt emne i USA. Desuden vil det vise sig sværere at opnå sit mål, end han selv hævder, selv hvis spørgsmålet blot var indenrigspolitisk. En afslutning på krigen i Irak vil ikke være op til Obama, eller for den sags skyld USA. Nøglen til at stoppe krigen ligger i irakisk politik, ikke i amerikansk politik.

Med en rask forudsigelse vil jeg tro, at Moqtada al-Sadr bliver premierminister i Irak i 2009 eller senest 2010, og at al-Sadr vil bringe krigen til ophør. Følgende er, hvad der mest sandsynligt vil ske. Hver dag vil medierne minde os om de splittelser, som netop nu bliver set som de mest afgørende i irakisk politik. De tre store etniske grupper er henholdsvis kurdere, shia- og sunnimuslimer, og hver af disse grupper er knyttet til et geografisk område. Bagdad er her en undtagelse, da befolkningen her er en blanding af shia- og sunnimuslimer, som dog stadig er knyttede til forskellige bydele.

Hertil kommer, at disse geografiske områder er internt splittede, som vi alle synes at være klar over nu. Der er adskillige shia-grupperinger, som hver synes at have en milits til sin rådighed, og i mellem disse har der længe hersket modsætninger. De to vigtigste grupper er den al-Sadr-ledede gruppe og en anden milits kendt som SCIRI, ledet af Abdul-Aziz al-Hakim. I sunni-områderne er billedet mindre klart. Der er sheikerne og ex- Baathisterne forbundet med forskellige irakiske politikere. Derudover er der også
—  en lille, men vigtig gruppe af jihadister, der på den ene eller anden måde er for bundet til al-Qaeda, og hvoraf hovedpar ten er ikke-irakiske. I den kurdiske zone findes to konkurrerende grupperinger sammen med et kristent og et turkmensk mindretal.

Denne form for kompliceret politisk landskab varierer dog ikke meget fra det, man finder mange andre steder i verden. Tænk på hvordan man kan beskrive viften af grupper involveret i USA’s politik. Hvis vi skal nærme os et billede af, hvad der sandsynligvis kommer til at ske i Irak, bliver vi altså nødt til at skære igennem denne mangfoldighed af grupper og kigge på de mest iøjnefaldende problemer.

Statens enhed

Det forekommer mig, at det tydeligste problem for irakerne i dag er, hvorvidt Irak vil overleve som en forenet stat eller ej. En stat der kan genvinde sin stærke økonomiske og geopolitiske position i regionen. Men hvem er imod dette? Der er faktisk kun to grupper, der er fjendtligt indstillede over for en fornyet og genoplivet irakisk nationalisme shiastyrkerne ledet af al-Hakim og de kurdiske styrker. De førstnævnte drømmer om et selvstændigt og uafhængigt sydligt Irak, de kan regere, og hvor der er store olieforekomster. De ønsker at bryde alle bånd med de sunnimuslimske regioner, ligesom de ønsker at svække al-Sadr grupperingen. Al-Sadrs gruppe er stærk i regionen, men endnu stærkere i Bagdad. Derfor tror Al-Hakim-gruppen, at de kan ødelægge al-Sadr hvis Bagdad bliver afskåret fra regionen.

Kurderne drømmer selvfølgelig om en uafhængig kurdisk stat. De er dog ualmindeligt pragmatiske. De ved, at en stat uden kyst vil få svært ved at overleve. Tyrkiet vil sandsynligvis invadere deres om råde, eller også vil Iran gøre det. USA vil formentlig ikke gøre meget og mest af alt være flov over situationen. Og Israel vil være irrelevant. Kurderne er hermed parate til fortsat at beholde en de facto selvstændighed inden for et forenet Irak. De slås stadig med de andre om kontrollen over Kirkuk. Jeg tvivler på, at kurderne får Kirkuk, og jeg formoder, det eneste de vil gøre ved det, er at brokke sig højlydt.

Lad os kaste et blik på de andre parter. De sunnimuslimske styrker er overordnet set også ganske realistiske. De har indset, at det er umuligt at vende tilbage til et Irak, som de kan regere alene. Det de nu ønsker er en tilpas stor del af styringen af det politiske maskineri og dets ressourcer (siden deres zone næsten ingen olie har i hvert fald indtil nu). Mens de ikke kan håbe på et sunnidomineret Irak, håber de på at kunne få genopbygget Irak til sin tidligere fremtrædende rolle i den arabiske verden. Individuelt som kollektivt ville de klart kunne drage fordel af en sådan genoprejsning.

Shiaerne sidder med nøglen

I sidste ende er nøglegruppen, altså shiaerne. Moqtada al-Sadr har fra begyn-delsen givet udtryk for, at han ønsker et forenet Irak. For det første mener han, at det er den eneste måde, hans folk i Bagdad kan overleve og trives på. For det andet tror han på et forenet Irak. Han og hans tilhængere led meget under Baathi sterne, men han er åben for at forhandle med et reformeret og yderst svækket Baath parti, hvilket han har vist i løbet af de sidste to år. Han gav moralsk støtte til befolkningen i Falluja, da de var under angreb fra de amerikanske styrker for to år siden. Det blev gengældt i de seneste kampe i Bagdad, hvor hans styrker var under angreb fra samme amerikanske styrker.

Dette efterlader én vigtig aktør tilbage, nemlig Grand Ayatollah Ali al-Sistani, den vigtigste åndelige leder af shiamuslimerne i Irak. Al-Sistani har spillet et taktisk politisk spil lige siden den amerikanske invasion, hvor hans hovedprioritet har været at holde shiaerne sammen. Det meste af tiden holder han sig i baggrunden, men i de afgørende øjeblikke er han parat til at gribe ind. Da sidste års amerikanske prokonsul L. Paul Bremer ønskede at skabe en irakisk regering efter sit eget hoved, insisterede al-Sistani på valg og USA måtte give sig. Som et resultat heraf fik han en regering domineret af shiaer. På samme måde fik han en våbenhvile i hus, da der var for hårde kampe mellem al-Hakim lejren og al-Sadr-lejren.

Men hvad ønsker al-Sistani? Teologisk vil han have Najaf til igen at blive det teologiske centrum for den shiareligiøse verden. I dag er det Qom i Iran som har den rolle, specielt efter den iranske revolution i 1979. Geopolitisk kræver dette et stærkt Irak, der er Iran ligeværdigt. For at få et stærkt Irak har han brug for et forenet Irak, der er i stand til at skille sig af med de amerikanske invasionsstyrker.

En vaklende militæraftale

For øjeblikket forsøger USA at få Irak til at underskrive en langsigtet militær af tale, der skal sikre tilstedeværelsen af amerikanske baser på ubestemt tid. Den nuværende premierminister i Irak, Nouri al-Maliki, forsøger at gennemtrumfe dette uden en afstemning i parlamentet. Moqtada al-Sadr kræver en folkeafstemning, og det ser ud til, at al-Sistani gør det samme. En folkeafstemning vil sandsynligvis sikre et nederlag for aftalen.

Det ser altså ud til at al-Sadr, al-Sistani, sunnierne og selv kurderne i 2009 vil forene sig omkring en platform for national enhed og for USA’s totale tilbage trækning uden en langsigtet sikring af de amerikanske baser. Moqtada al-Sadr vil gennemføre dette som premierminister. Al-Hakim vil ikke være glad, men derimod blive holdt i nakken af al-Sistani. Iranerne vil være ambivalente. Den amerikanske offentlighed og eksperterne vil blive overraskede over den relative ro i Irak. Og præsident Obama og Pentagon vil ikke have mange muligheder. De vil nådigt samtykke, og måske vil de endda proklamere det som en ’sejr’.

Artiklen er oversat af Anne Rehder