Rusen eller revolutionen
For mange er et frit forhold til rusmidler en naturlig del af kampen for frigørelse. Men ikke alle synes, at adgangen til rusmidler er en ret, der er værd at kæmpe for. GAIA har talt med Ola Nilsson fra Venstrepartiet i Sverige, der hverken mener, at alkohol og stoffer er en del af kampen eller målet for et socialistisk samfund.
Hvordan ser I på venstrefløjens forbrug af stoffer?
Baggrunden for vores holdning til stoffer og alkohol finder man i vores historie, som jeg tror, adskiller sig en del fra den Centraleuropæiske. I arbejderbevægelsens begyndelse i Sverige, var det ikke unormalt, at kapitalisterne udbetalte en del af arbejdslønnen i form af brændevin. Flere af de tidlige strejker i Sverige kombinerede krav om højere løn og brød med krav om lukning af byens barer. Under savværksstrejken i Sundsvall 1879, som var den første store strejke i Sverige, var strejkekomiteens første tiltag at sætte barerne under blokade. Kapitalisternes svar var at starte fri uddeling af vodka udenfor de strejkendes lejr, hvilket resulterede i hårde sammenstød med de strejkende. Det samme var tilfældet under sultoprøret i foråret 1917 og flere andre tilfælde. Mens den restriktive linje i spørgsmålet om alkohol og stoffer i Centraleuropa var et moralsk spørgsmål, som blev drevet frem af kirken og borgerskabet, var det i Sverige et led i arbejderklassens disciplinering og i høj grad et proletarisk spørgsmål. Dette er en del af forklaringen på den restriktive linie, vi har på alkohol- og narkotikaområdet. Derudover har Ung Venstre en alkohol/stof-politik, hvor alkohol og stoffer er bandlyst i alle sammenhænge, der organiseres af organisationen eller hvor vi repræsenterer organisationen. Det er både et praktisk/organisatorisk spørgsmål såvel som et ideologisk. Diskussionen på en kongres eller et møde bliver sjældent bedre af, at folk har drukket alkohol eller taget stoffer. Den anden side af problemet mener vi er almengyldig for alle lande og kulturer. Middelklassen og borgerskabet har altid haft et socialt accepteret forbrug af alkohol og stoffer. Det være sig hjemmegående husfruer, der drikker sig fulde i vin af ensomhed, overklassens mænds forbrug af cognac, akademikerbarnet, der ryger hash og tager ecstasy som supplement til alkohol når der festes, eller idrætsstjerner og musikere, der tager baner af kokain til frokost. Disse har altid klaret sig og vil altid klare sig. Hvis de får brug for hjælp, så får de hjælp. Men vigtigst af alt er, at de har magten i samfundet og derfor ikke bliver nødt til at efterstræbe den samme disciplin i deres organisering som os.
Hvad lægger du til grund for forbruget på venstrefløjen?
Det øgede forbrug af stoffer, som man kan se på dele af venstrefløjen, kan meget vel være et resultat af, at venstrefløjens sociale karakter har ændret sig til i høj grad at bestå af andre sociale lag end arbejderklassen. Og disse har et mere individualistisk syn på den politiske kamp. Dette er ikke noget, jeg kan sige med videnskabelig sandhed, men mere en yderst subjektiv og personlig opfattelse. For at tydeliggøre, hvad jeg mener, kan jeg give et eksempel fra Brasilien. Under et møde med en repræsentant for en marxistisk fraktion i præsident Lulas arbejderparti, PT, kom det frem, at en af de vigtigste sociale kampe, man kæmpede, var for legalisering af hash. Man mente, at kriminaliseringen anvendtes som påskud for at slå ned på sorte unge i slumområderne. Da jeg dagen efter var i et fattigt slumkvarter, spurgte jeg en gruppe unge om deres indstilling til hash, for at se om kammeraten fra PT havde ret. Stik modsat mente de, der boede i slumkvarteret, at det største problem i arbejdet med at organisere unge var det høje forbrug af hash der fandtes. Konklusionen må være, at den fattige venstrefløj i slummen så hash som et problem for organisering, mens den rige venstrefløj i byen brugte legaliseringskravet for at organisere flere unge. Endnu mere tydeligt bliver det, når man ser på organisationer, hvor den sociale kamp er på et sådant niveau, at brugen af stoffer kan være det, der afgør, hvorvidt man formår at holde kollektivet sammen til sejr eller om man taber. I de jordløses bevægelse i Brasilien (MST) bliver man smidt ud fra en besættelse, hvis man bruger stoffer eller har problemer med alkohol. For middelklassevenstrefløjen kan det ligne, at man slår ned på de mest udsatte; narkomaner og alkoholikere. For MST drejer det sig om, at forudsætningen for sejr er disciplin, og den kan ikke skabes, hvis nogle af besætterne er høje eller berusede. Dette er bare nogle eksempler fra Syd, hvor synet på stoffer og alkohol er nært forbundne med krav om organisering og social kamp Hvordan skal samfundet som sådan håndtere stoffer? Skal nogen stoffer legaliseres?
Vi vender os kraftigt imod opdelingen mellem såkaldte “hårde” og “ikke-hårde” stoffer, og vi mener, at samfundet har et ansvar for at oprette stof- og alkoholfrie miljøer og mødesteder. Vi ser en forskel mellem besiddelse, salg og forbrug. Besiddelse og salg mener vi skal være illegalt - uden undtagelser. Derimod vil vi ikke have, som det er tilfældet i Sverige i dag, at forbrug skal være illegalt. Hvis du holder en joint i hånden, skal det være ulovligt, men hvis du ryger en joint skal det ikke være ulovligt. Hvad er forskellen? Hvis man mener, at stofmisbrug er et socialt problem, der hovedsageligt rammer arbejderklassen, skal man ikke tro, at man kan straffe problemet væk. Den fornedrelse, det indebærer jævnligt at blive straffet af samfundet, giver ikke mulighed for pleje og rehabilitering. Besiddelse og salg indebærer ikke nødvendigvis, at du har et stofproblem - forbrug viser derimod, at du har et.
Fører kriminalisering af stoffer ikke til kriminalisering af store befolkningsgrupper? Kommer man ikke til at reducere økonomiske og sociale problemer til misbrugsproblemer?
Svaret på dette spørgsmål er på mange måder lignende det foregående. Programmer, hvor heroinmisbrugere kan få nye og rene sprøjter en gang om ugen og kontakt med eksempelvis læger og sygeplejersker, er en god ide. Det samme gælder udskrivning af metadon og subutex, selvom dette kræver hård kontrol og restriktioner. Mennesker, der befinder sig i et tungt misbrug, opgiver ikke dette ved blive straffet. Samfundet kan give de fysiske muligheder for narkomanen til at søge rehabilitering, ved at hjælpe ham eller hende med at holde sig i live. Det er dog vigtigt, at dette ikke glider over i det, som kaldes ”harm reduction”, med fixerum og statsligt producerede stoffer. Samfundets mål må være at give forudsætningerne for at bryde narkotikaafhængigheden hos mennesker og samtidigt ikke give slip på målet om et narkotikafrit samfund. Et centralt led i dette er at bekæmpe roden til problemet med narkotikamisbrug, nemlig de sociale uretfærdigheder og den sociale udstødelse, der findes i samfundet. Det gør man bedst på kort sigt gennem en generel velfærdspolitik, og på lang sigt ved at angribe selve grunden til, hvorfor uretfærdigheder og udstødelse forekommer - det kapitalistiske system.
Hvilke konsekvenser mener I, at det vestlige forbrug af stoffer har i de lande, hvor de produceres?
Konsekvenserne er tydelige. Vestens uformåen med at håndtere et øget forbrug i sine egne lande, leder til øget økonomisk og militærkamp mod flere af de narkotikaproducerende lande. Det tydeligste eksempel er Colombia, hvor den beskidte krig mod guerillaen dækkes ind under kamp mod kokain. Eller i Bolivia, hvor den manglende forståelse af, at koka kan anvendes til andet end kokainproduktion har ført til, at præsident Evo Morales er havnet på en uofficiel terrorliste hos CIA. Den øgede produktion af f.eks. koka i Colombia og valmuer i Afghanistan er et resultat af de hårdere vilkår, som bondeklassen lever under i Syd. Konkurrencen fra store jordejere og industriel jordbrugsproduktion leder til, at man af nød tvinges til at have hektarer af koka til fremstilling af kokain eller valmuer til produktion af heroin. Løsningen er hverken at giftbombe fattigbønder eller fylde fængslerne med millioner af unge og socialt udsatte. Vesten må fokusere mindre på produktionen og mere på at finde måder at forhindre distribution og forbrug i egne lande. Produktionen bekæmpes gennem efterforskning og optrævling, mens forbruget bekæmpes gennem velfærd og social kamp.
Ola Nilsson sidder i ledelsen for Venstrepartiet i Malmø. Han underviser desuden i moderne politisk historie, marxistisk teori og imperialismeteori på Kvarnby Folkhögskola i Malmø.