Den såkaldte fredsplan for Mellemøsten er ”en luns til de reaktionære arabiske regimer”, udtaler palæstinensisk advokat, der deltog i Ifs konference om politiske fanger
Af Irene Clausen, IFs Mellemøstgruppe
Den palæstinensiske advokat, Mohamad Na’ammed fra Addameer (Organisationen for politiske fanger og menneskerettigheder) deltog i Internationalt Forums konference om politiske fanger d.16.august (se andetsteds i Gaia). Mohamad bor i ”før-1948-Palæstina”, altså den del af Palæstina, der efter FNs delingsplan i 1948, officielt kom til at hedde Israel.
Det var ikke kun politiske fanger, som Mohamad kunne tale om. Vi mødte den storrygende Mohamad til kaffe i IFs køkken, hvor han fortalte om sit syn på den såkaldte ”Road Map”, altså den ”fredsplan”, som er udarbejdet og fremlagt af ”Kvartetten”, bestående af USA, Rusland, EU og FN:
Hvad er formålet med Road Map’en?
Mohamad: Roadmap’en har til formål at støtte USA’s og Israels interesser i Mellemøsten. Så kort kan det siges. USA’s formål med planen var at kaste en luns kød til de reaktionære arabiske regimer for at lukke kæften på dem i forhold til den kommende invasion af Irak. USA lovede de arabiske lande det de har skreget efter i årevis - en selvstændig palæstinensiske stat. USA hyklede omsorg for palæstinenserne og gav det udseende af at presse Sharon. Men det var kun et spil for galleriet. USA’s interesser er at få fat i olien i Mellemøsten og resten af verden, nu hvor den anden supermagt Sovjetunionen er borte. Man tog Afghanistan, nu tager man Irak. USA har militære baser i Saudiarabien, Kuwait og Qatar. Irak skal udgøre en vigtig militærbase for USA. Og sådan vil det fortsætte: Kina, Rusland osv.
Endvidere skal planen sikre præsident Bush genvalg til næste år. Han er afhængig af den zionistiske lobby i USA, som med Road Map’en skal lokkes til at stemme på ham.
Israels mål med Road Map’en er sikkerhed. Den skal give staten Israel adgang til at øge landets sikkerhed ved at presse det palæstinensiske selvstyre til et opgør med modstandsgrupperne, til at stoppe Intifadaen, til at splitte palæstinenserne i dem, der er for Road Map’en og dem, der er imod. Kort sagt: gøre en ende på og splitte den palæstinensiske modstandskamp. Med henvisning til Road Map’en vil Israel gøre de palæstinensiske organisationer ulovlige og likvidere deres ledere, således som man så tydeligt ser det demonstreret for tiden.
Ifølge Mohamad overser Road Map’en stort set alle de væsentlige elementer i den palæstinensiske sag:
Mohamad: 1. Den betragter ikke Vestbredden og Gaza, der blev besat i 1967, som besatte områder, men betragter dem som ”områder under konflikt” - fuldstændig ligesom ministerpræsident Sharon gør det. Det israelske parlament Knesset har for 2-3 uger siden vedtaget en resolution, ifølge hvilken disse områder ikke er besatte territorier, men territorier der skal forhandles om.
2. Den ignorerer kravet om flygtningenes ret til at vende hjem. Mere end halvdelen af den palæstinensiske befolkning har siden 1948 levet i eksil. Man vil fratage flygtningene deres ”naturlige ret” til at vende hjem. Retten til at vende hjem er ikke en kollektiv ret. Det er en individuel ret, som enhver palæstinenser har. Den palæstinensiske selvstyremyndighed og regering kan slet ikke forhandle om palæstinensernes ret til at vende hjem til deres landsbyer, huse og jorde. Ifølge international lov har palæstinenserne denne ret, jf. resolution 194 fra FNs generalforsamling, december 1948, der garanterer palæstinensernes ret til at vende hjem og retten til kompensation. Eftersom FN er med i Kvartetten, kan Road Map’en - såfremt den gennemføres - betyde en underminering af flygtningenes ret til at vende hjem og dermed af resolution 194.
3. Om bosættelser på Vestbredden og i Gaza siges der ikke noget klart. Sharon taler om at ”man” vil fjerne de ”illegale bosættelser” - altså nogle betydningsløse skure i udkanten af bosættelserne. Men alle bosættelserne er illegale og skal fjernes.
4. Vi har aldrig før hørt tale om - og vi har naturligvis aldrig krævet - en ”midlertidig palæstinensisk stat”, som Road Map’en taler om. Opfindelsen ”en midlertidig stat” skal måske etableres i 2005. Road Map’en taler ikke om en suveræn palæstinensisk stat. Man kan få en forestilling om, hvordan sådan en ”stat” vil se ud. Den vil højst omfatte 10 % af det oprindelige Palæstina og vil bestå af bantustans (som man kender fra apartheidsydafrika) under israelsk-amerikansk kontrol. Ifølge Israel kan der ikke blive tale om at forhandle om Jordandalen, idet dalen af Israel betragtes som en sikkerhedszone. Derfor skal denne del af Vestbredden forblive under israelsk besættelse, og vil måske blive juridisk annekteret af Israel - ligesom Østjerusalem.
— Som et eksempel på Israels manglende vilje til fred, nævner Mohamad den mur israelerne i øjeblikket er i gang med at opføre:
Mohamad: Apartheidmuren kaldes af Sharon og medierne for en ’sikkerhedsmur’. Alle Sharons og Israels forbrydelser mod palæstinenserne bliver legitimeret med ’sikkerhedshensyn’. Men opførelsen af apartheidmuren er et godt eksempel på det totale fravær af fredsvilje fra staten Israels side. Den bliver bygget lige nu - i skyggen af Road Map’en, som tiltrækker sig alverdens opmærksomhed. Den skade muren forvolder i forhold til den palæstinensiske befolkning, er enorm - både økonomisk og socialt. Muren vil isolere mange landsbyer, der vil komme til at ligge vest for muren (på den israelske side, red.) - afskåret fra de andre arabiske landsbyer. Store områder jord og afgrøder vil blive konfiskeret vest for muren. Senere vil Israel så annektere jorden.
— Tror du Road Map’en bliver ført ud i livet?
Mohamad: Nej, det tror jeg ikke, selvom dele af det palæstinensiske borgerskab inde i de besatte områder måske kan se en interesse i den - altså se en interesse i en ministat, uanset hvor ringe og hvor lille. Men Road Map’en vil automatisk blive stoppet, bl.a. på grund af Israels opførsel - fordi Israel fortsætter med sine likvideringer, med bygning af apartheid-muren, med fængslinger. Og ikke mindst fordi flygtningespørgsmålet ikke bliver løst med Road Map’en. Alt dette vil snart tvinge den palæstinensiske regering til at forlade forhandlingerne.
Road Map’en - opsummering
Mål: En endelig og omfattende løsning på den israelsk-palæstinensiske konflikt ved oprettelse af en demokratisk palæstinensisk stat side om side med Israel.
Fase 1: Afslutning af terror og vold, normalisering af palæstinensernes liv og opbygning af de palæstinensiske institutioner.
Fase 2: Overgangperioden afsluttes med oprettelsen af en palæstinensisk stat med midlertidige grænser.
Fase 3: Den permanente aftale og den endelige afslutning på konflikten. Målet er en palæstinensisk stat med anerkendte grænser i løbet af 2005.
(Kilde: Palæstinaorientering, nr. 2, juli 2003)