Af Carlos M. Vilas mexicansk sociolog
Krisen i 80’ernes Latinamerika og regeringernes svar har medført store forandringer på arbejdsmarkederne, øget den sociale ulighed og forarmet store dele af arbejderklassen og mellemlagene. Dette er udtryk for de teknologiske forandringer, for kapitalens globale omstrukturering og dens konkrete konsekvenser for Latinamerika. Statsinterventionen dømte bestemte klasser og lag til at bære byrderne ved omstruktureringen, som har ført til en dybere differentiering blandt de folkelige klasser. Indenfor rammerne af den faldende beskæftigelse indenfor den formelle sektor og de stadig dårligere arbejdsforhold og lønninger, har enkelte små grupper indenfor arbejderklassen, fået bedre lønninger og levevilkår, mens forholdene for det store flertal er forværrede.
Differentieringen har også fået konsekvenser for de traditionelle fagforeningsaktiviteter. På den ene side har faldet i antallet af arbejdspladser og udvidelsen af kapitalistisk fleksibel akkumulation reduceret organiseringsgraden. På den anden side har væksten i uformel beskæftigelse ført til, at et stigende antal arbejdere nu befinder sig udenfor fagbevægelsens rækkevidde. Endelig har en stigende deltagelse af folk fra mellemlagene i fagbevægelsens ledelser uhulet kløften imellem medlemmer og ledelse.
En ny marginalisering
Den nuværende situation adskiller sig markant fra tidligere situationer. Proletariatet har aldrig udgjort et flertal i befolkningen som helhed, og industriproletariatet der er centralt placeret i den socialistiske og kommunistiske venstrefløjsideologi, har næsten altid udgjort en minoritet blandt byernes arbejdende masser, der overvejende består af selvstændige (sælgere), ubetalte familiearbejdere, sæsonarbejdere o.lign. Disse deltager enten ikke i lønarbejde, eller har kun et forbigående forhold til arbejdsmarkedet. Men lige fra dens begyndelse har arbejderklassens organisationer søgt at repræsentere arbejderklassen som helhed - både proletariserede og kun delvist eller slet ikke proletariserede arbejdere. Desuden har proletariseringen af arbejdsstyrken - i den betydning at den er blevet lønarbejdende og ikke blot adskilt fra reproduktionsmidlerne - altid været et mål for både fagbevægelse og venstrefløj.
Det vi i dag er vidne til er en proletariseringsproces, der adskiller større og større dele af den arbejdende befolkning, fra reproduktionsmidlerne, samtidig med at de kastes ud af det formelle arbejdsmarked, berøves lønnen og dermed undergår en proces, hvor den kollektive identitet reduceres. Dette aspekt indgik tidligere ikke i venstrefløjens beregninger, da dets omfang og relation til akkumulationsprocessen går langt videre end diskussionen af "reservearmeen". Man kan sige, at arbejderbevægelsens tidligere evne til at repræsentere et bredt spektrum af de folkelige klasser var baseret på kapitalens tendens til at integrere arbejdsstyrken i produktionsprocessen i dens egen interesse. I dag går tendensen i retning af kapitalakkumulation kombineret med social udstødning. De arbejdsløse udgør ikke længere en reservearmé, og marginaliseringsbegrebet der var stærkt omdiskuteret i 1960’erne har nu fået ny betydning.
Klasser og subjekter
Den latinamerikanske venstrefløjs traditionelle sociale basis udgøres af lønarbejdere, dele af mellemlagene, teknikere og mindre erhvervsdrivende. Men denne traditionelle basis er under differentiering, og dette udtrykker sig også i opkomsten af et nyt bredt spektrum af "nye sociale subjekter", hvis organisationsformer og krav kun har ringe berøringsflader med venstrefløjens traditonelle organisationsformer: partier og fagforeninger. De faktorer der bestemmer identiteten hos disse nye subjekter og de temaer de organiserer sig omkring - køn, etnicitet, seksuelle præferencer - artikuleres ofte komplekst og på tværs af klassekriterier. Aktørerne og deres bevægelser har klassepræferencer, i den udstrækning at de udtrykker og handler indenfor en sammenhæng af fattigdom, undertrykkelse og udbytning, men samtidig kan de ikke på nogen måde reduceres til rene klasseforhold. Den aktuelle teoretiske omorientering indenfor diskussionen af social mobilisering ser i dens mere ekstreme former mobiliseringerne som summen af individuelle motivationer og problemer. Dette betyder at den sociale organisering altid bliver særdeles ustabil. Hvor begreberne "arbejder" og "bonde" udtrykker et betydeligt klasseindhold, udtrykker begrebet "subjekt" langt mere forbigående identifikationer, der kun i mindre grad er en konsekvens af objektive forhold, og i højere grad afledes af den måde hvorpå subjekterne "læser" disse forhold.
Enhver meningsfuld diskussion af dette spørgsmål, må i udgangspunktet erkende, at der er tale om en ret kompliceret proces, der berører vidt forskellige indhold, perspektiver og karakteristiker. Denne proces forløber meget forskelligt for forskellige sociale klasser. De folkelige klassers omstrukturering modsvares ikke af en tilsvarende udvikling indenfor de herskende klasser. Tabet af eller omformningen af identitet blandt sociale aktører er langt mere en oplevelse blandt de fattige end blandt de rige, langt mere blandt arbejderne end blandt kapitalisterne, langt mere i fagbevægelsen end i virksomhederne. Strukturelle forandringer reducerer det klassiske proletariat, forandrer resterne af det og driver bønderne til næsten udslettelse som klasse. Fleksibel akkumulation kræver en drastisk reduktion af lønomkostningerne som middel til genrejsning af profitterne. Disse økonomiske forhold kræver samtidig politiske ændringer: Omstruktureringen af arbejdsstyrken til en gruppe af differentierede subjekter eller aktører, der er adskildte fra hinanden. Mens klassebegrebet som hypotese har et interessefælleskab og en klar forestilling om kollektiv aktivitet, er et individ mere eller mindre forskellig fra andre individer og enhver klassebaseret opdeling bliver derfor fiktion.
Styrkelsen af kapitalens organisationer og strategier - i stigende grad støttet af staten, massemedierne og de internationale finansinstitutioner er modpolen til omstruktureringen af arbejderklassen, bønderne og andre grupper. Denne udvikling tvinger os til at udvikle en analyse, der tager hensyn til disse forandringer, uden at det dog giver anledning til at opgive klassebegrebet.
Sociale aktører
Den nye mangfoldighed af sociale aktører og udviklingen af deres dagsordener skete langt overvejende uafhængigt af fagforeninger og partier. Det er der en række årsager til. Den vigtigste er de autoritære forhold og diktaturer, der udvikledes i 1960’ernes Latinamerika og fortsatte frem til slutningen af 80’erne. Gennem mere end to årtier blev partier, der mobiliserede folk fra de folkelige sektorer og mellemlagene forfulgt, forbudt og drevet under jorden. Både ledere og almindelige medlemmer blev udsat for forfølgelse, voldelig undertrykkelse og drevet i eksil. Historien om menneskerettighedskrænkelser og statsterrorisme er langt overvejende historien om undertrykkelsen mod medlemmer og sympatisører af disse organisationer, ja mod alle der blot var i kontakt med dem.
Historisk set har disse partier rejst mange af de krav, som senere skulle blive rejst af de "nye bevægelser": Kravet om boliger, adgang til basale fornødenheder, mad og kvinders politiske rettigheder. Men samtidig blev de forskellige sektorers konkrete krav ofte underordnet partiets politiske perspektiver, og dermed mindre specifikke. Spørgsmålet om "oprindelige folk" blev reduceret til et spørgsmål om jord, da jord blev reduceret til et spørgsmål om produktionsmidler. Kvinders sociale forhold blev behandlet udfra et arbejdsmarkedssynspunkt eller udfra retten til at stemme, men ikke som et kønsspørgsmål. Sammen med andre faktorer betød udslettelsen af partier og fagforeninger fra det offentlige liv, at der blev åbnet et rum, hvor disse, samt mere traditionelle krav, kunne fremføres, og hvor de ikke altid blev udsat for de samme autoritære eller repressive svar fra myndighedernes side.
Det er udenfor rammerne af denne tekst at gennemanalysere fordele og ulemper ved de forskellige organisationsformer. Men det er vigtigt at slå fast, at som følge af de meget forskellige udgangspunkter og udviklingserfaringer, er forholdet mellem de sociale bevægelser og partierne blevet et af de mest komplekse og konfliktfyldte, som den latinamerikanske venstrefløj i dag står overfor. Det er ikke tilfældigt, at den latinamerikanske venstrefløjs mest succesfulde organisation - det brasilianske arbejderparti PT - netop er et parti med et godt forhold til aktører i fagbevægelse, beboerorganisationer, kvindebevægelser, kristne basismenigheder osv. På det andet yderpunkt finder vi det mexikanske PRD, Cause R i Venezuela og Frente Grande i Argentina, der alle har haft meget store problemer med at nå frem til aftaler og koordinering med de folkelige bevægelser.
Forslag til forandring
Spiller de igangværende institutionelle forandringer indenfor bl.a. den politiske repræsentation en rolle for venstrefløjens omskrivninger af politiske programmer? Eller er de nærmere et resultat af forandringerne internationalt? Eksisterer der en reformistisk eller endog konservativ tendens i den institutionelle udvikling af det repræsentative demokrati, der kan føre til, at venstrefløjen bløder deres krav op og søger med midten? Udformningen af programmer og strategier blev hæftigt diskuteret i både 1. og 2. Internationale. Dengang var de to centrale spørgsmål for debatten: Er det for det første muligt for et proletarisk parti at opnå kontrol med et borgerligt statsapparat? Hvis svaret er ja, er det da for det andet muligt at forandre den borgerlige stat, samtidig med at dens institutioner bevares? Selvom latinamerikanske socialist- og kommunistpartier allerede på et tidligt tidspunkt slog ind på den parlamentariske vej, blev spørgsmålet først konkret i 1970, da Folkefronten vandt valget i Chile og Salvador Allende blev præsident. Men samtidig var det sidste gang, spørgsmålet blev behandlet. Folkefrontsregeringens tragiske afslutning ved et militærkup opmuntret og støttet af USA beviste, at de der havde besvaret spørgsmålene ovenfor med et nej havde ret: Der findes ingen institutionel vej til radikale forandringer. Erfaringerne fra Chile havde en afgørende indflydelse på de revolutionære organisationer i Mellemamerika - en region hvor respekten for de politiske institutioner kunne ligge på et lille sted.
Samtidig betød sammenbruddet af den revolutionære vej i Chile, at der skete en styrkelse af identifikationen mellem venstrefløjens politiske program og midlerne til at nå disse mål. Forvirringen omkring niveauer og dimensioner var allerede opstået i kølvandet på den cubanske revolution, og blev nu forstærket i Mellemamerika. På sin vis reproducerede venstrefløjen Shumpeters reduktionisme omkring demokratiske regimer. For Joseph Schumpeter består demokrati alene af et sæt valgregler. Han inddrager ikke fundamentale spørgsmål som fordelingen af magten indenfor statsapparatet, embedsmændenes ansvar, retssikkerheden osv. I den latinamerikanske venstrefløjs udgave blev det sådan, at radikaliteten i forslagene til forandring først og fremmest blev vurderet udfra hvilke midler, der skulle sikre deres gennemførelse. Den væbnede kamp hvis formål var at undergrave statsapparatet og udvikle folkeoprør, blev anset for et nødvendigt identitetskort for det revolutionære perspektiv. Samtidig blev den institutionelle vej til forandring af kapitalismen nærmest definitivt afvist. Spørgsmålet om midlerne kom med andre ord til at overskygge spørgsmålet om forandringernes indhold.
Mål og midler
Denne situation står i skærende kontrast til den nuværende, hvor både program- og metodediskussion er forsvundet fra dagsordenen. Udbredelsen af parlamentariske valg og de stærkt omdiskuterede vurderinger af Mellemamerikas revolutionære erfaringer, har ført til de modsatte slutninger af de der blev taget efter kuppet i Chile i 1973. Det er nu et generelt accepteret dogme på venstrefløjen, at der ikke eksisterer noget alternativ til den parlamentariske vej. Samtidig er det generelt accepteret, at forslagene til forandring må fremtræde moderate, for ikke at true stabiliteten og konsolideringen af de demokratiske regimer. Diskussionen om forholdet mellem projekt og metoder er atter trådt frem i debatten, omend i en vulgær form som spørgsmålet om evnen til folkestyre. Intentionen med debatten er at undgå, at statsapparatet overbebyrdes og overophedes, samtidig med at det skal undgås, at aktørene på højre side af det politiske spektrum føler sig truet.
Den teoretiske og praktiske kompleksitet i debatten omkring midler og indhold blev overvundet gennem det forsimplede slogan: "Undgå at lave bølger". Grundlæggende udtrykker det den holdning, at de bekræftende svar på spørgsmålene om staten rejst for over 100 år siden var korrekte. Dog med den forskel at det i dag ikke fører til en kreativ søgen efter alternativer, tvært imod blokerer, og begrænser indholdet og perspektiverne i ethvert forandringsprojekt, til hvad der nu er acceptabelt indenfor det konkrete politiske system. Det er paradoksalt, at samtidig med at det bliver alment accepteret, at det politiske system skal indtage en autonom position ifht. den samfundsmæssige basis, så forbindes eller identificeres systemets eksistens med bevaringen af den givne strukturelle sammensætning - altså med den faktisk eksisterende kapitalisme i et givent land, og dermed også med den givne klassedominans.
FMLN - et eksempel
Specielt splittelsen af FMLN i El Salvador i to forskellige partier er et glimrende eksempel på problemstillingens teoretiske og praktiske karakter. Indenfor FMLN eksisterede der lige fra organisationens oprettelse i 1980 betydelige strategiske, metodiske og politiske forskelle. De blev forstærket under fredsforhandlingerne i starten af 90’erne og dukkede igen op til overfladen efter undeskrivelsen af fredsaftalen mellem guerillaen og den salvadoranske højreregering i 1992. Den ene af organisationerne havde forkortelsen ERP, hvilket stod for "Folkets revolutionære Hær". Under ledelse af Joaquin Villalobos tog den nu navneforandring til "Folkets fornyende Udtryk", hvilket gav samme forkortelse, men unægteligt et noget andet politisk udtryk. Efter flere åbne konfrontationer med lederskabet i FMLN, hvor ERP bl.a. beskyldte FMLN for "ideologisering", militarisme og destabilisering af den politiske proces efter fredsafslutningen, brød ERP, sammen med en anden tidligere guerillaorganisation RN, formelt med FMLN i sommeren 1994. Sammen med det lille socialdemokratiske parti MNR, der var medlem af Socialistisk Internationale, dannede de Det Demokratiske Parti, PD. I maj 1995 udsendte dette sin såkaldte "San Andrés" pagt til de øvrige politiske partier og regeringen. Pagten var koncentreret om økonomisk politik og reproducerede stort set ordret højreregeringens makroøkonomiske strukturtilpasningspolitik. Den blev derfor fordømt af en samlet opposition. Pagten blev i sidste ende underskrevet af PD og det regerende ARENA parti, og markerede dermed de tidligere partisaners udvikling til halehæng til El Salvadors ekstreme højrefløj. De tre tilbageværende organisationer i FMLN besluttede at nedlægge sig selv og istedet blive tendenser indenfor et samlet FMLN parti - på samme måde som det mexikanske PRD og det brasilianske PT. Men det forhold at FMLN stadig må lægge kræfter i at presse regeringen til at overholde fredsaftalerne specielt hvad angår menneskerettighederne, jordfordelingen og opløsningen af dødspatruljerne placerer FMLN i en defensiv position overfor højrefløjen, og der er da også flere ryster på venstrefløjen, der taler om at lægge fortiden bag sig og se fremad.
Det sociale og politiske spørgsmål
Opgivelsen eller udskydelsen af udviklingen af globale forslag til forandring, fører til udviklingen af en stadig dybere afgrund mellem sociale protester og den politiske handlen, der praktiseres i mange lande. Brede lag af lavindkomstgrupper og mellemlagene ser i disse år deres levevilkår forværret, f.eks. i form af massiv forarmelse, social marginalisering, stigende ulighed, arbejdsløshed og personlig usikkerhed, men dette har endnu ikke ført til en politisk omorientering i retning af politiske positioner i opposition til de siddende regeringer. I stemmeboksen synes de fattige i vid udstrækning at undgå de mere radikale alternativer. Det gælder også de sektorer af befolkningen, der for 10 år siden bakkede op om den revolutionære venstrefløj. Eksempler på dette er genvalget af Alberto Fujimori i Peru og Carlos Menem i Argentina, samt Fernando Henrique Cardosos valgsejr over "Lula" i Brasilien. Højrefløjspartiet PAN’s stadige fremgang i Mexico på bekostning af PRD, der har lidt en række valgnederlag. ARENA’s valgsejr i distrikter i El Salvador, hvor guerillaen FMLN ellers havde stået stærkt under krigen. Hypotesen om at en skarp og udbredt forringelse af levevilkårene vil føre til en venstredrejning har atter en gang vist sig at være problematisk. Det ser ud til, at politikken i Latinamerika efter 20-30 år med militærdikaturer, revolution, krig, oprørsbekæmpelse og krise, vender tilbage til sin oprindelige form af konservativ dominans baseret på en parlamentarisk underlæggelse af de undertrykte.
Uden at komme med vidtgående generaliseringer ser det ud til, at der sker et skift i dele af den latinamerikanske arbejderklasses politiske orientering: Sektorer der tidligere var villige til at støtte forslag til dybtgående sociale og politiske forandringer, eller som i det mindste deltog i vigtige mobiliseringer til fordel for demokratisering; bevægelser der åbent eller i det skjulte rummede projekter for vidtgående sociale forandringer. Netop disse massebevægelser er vendt tilbage til parlamentarisk demokrati hvilket har skabt en situation, hvor muligheden for sociale forandringer og venstrefløjens perspektiver enten er stærkt udvandede eller helt fraværende. Den sociale opløsning der har fundet sted parallelt med de seneste 10 års udvikling af institutionaliseret demokrati, har ofte ført til voldelige protester, som igen har affødt ikke mindre voldelig repression. Der er dog endnu ikke tegn på, at denne sociale frustration og protest udvikler sig til egentlig politisk opposition. Venstrefløjens orientering efter sektorspørgsmål har blot bidraget til at folks utilfredshed holdes indenfor de givne sociale rammer.
Venstrefløjens svigt
Der eksisterer et kausalt forhold mellem disse to aspekter. For det første har forandringerne på internationalt plan og de politiske, socio-økonomiske, institutionelle og kulturelle forandringer lokalt ført til forvirring på venstrefløjen og startet en søgen efter en ny retning. Dette har hindret eller i bedste fald udsat formuleringen af sammenhængende alternativer. Samtidig fremmer manglen på alternativer demobiliseringen af befolknigen, der lider under den aktuelle situation, og understreger samtidig deres følelse af, at de ikke i politikken finder nogen løsning på deres problemer. Vælgerstøtten til figurer som Fujimori og Menem kan derfor forstås som udtryk for, at folk søger et alternativ til den manglende forandring og til den elegante og i stigende grad uforståelige retorik fra de konventionelle politikeres side. Det rum der nu udfyldes af disse neo-populistiske, neoliberale politiske caudilloer, er i vid udstrækning det rum, venstrefløjen ikke har været i stand til at udfylde, bla. pga. en massiv repression. Det er netop på dette niveau, at den latinamerikanske venstrefløjs største politiske fadæse bliver synlig: Dens manglende evne til at udvikle en diskurs eller en solid og stabil relation med de undertrykte, fattiggjorte og udbyttede af det kapitalistiske system.
Trods brud, gensidige udfordringer og selvbekræftelse, accepterer en række partier i Chile, Mexico, Nicaragua, El Salvador, Argentina, den Dominikanske Republik, Guatemala og Colombia det demokratikoncept, der er udviklet af liberale politiske teoretikere i USA (Schumpeter, Dahl) og Europa (Bobbio), trods det at de betragter sig som en del af venstrefløjen eller i det midste som reformister. Indenfor denne forståelse er politikken tømt for enhver mulighed for progressiv forandring og begrænset til en række institutionelle eller formelle handlinger. Det burde derfor ikke komme som nogen overraskelse, at folk reagerer med mistro og søger andre veje for at udtrykke deres protester. Det burde heller ikke overraske, at folk søger stærke mænd og stærkt personificerede figurer, når så mange venstrefløjsaktører giver udtryk for, at globale forandringer er utopiske, uladsiggørlige og bør opgives. Samtidig er begreber som "folket", "arbejderklasse" og "folkelige klasser" der tidligere mobiliserede de undertryktes sociale og politiske identitet, blevet tømt for deres traditionelle indhold. Det er blot et udtryk for den sociale og politiske identitetskrise, der præger brede sektorer af befolkningen. Den folkelige identitet der i Latinamerikas politiske historie banede vejen for anerkendelsen af arbejdernes, kvindernes og de oprindelige folks rettigheder, erstattes nu af folkelig marginalisering og en individualisering af rettighederne.
Chiapas og venstrefløjen
EZLN’s (Ejercito Zapatista de Liberacion Nacional - Den zapatistiske nationale Befrielseshær) oprør i Chiapas, Mexico er et dramatisk eksempel på de vanskelige relationer mellem sociale og politiske aktører, mellem sociale konflikter og politisk strategi. Det samlede politiske spektrum i Mexico blev taget på sengen af zapatisterne, og de første udtryk af støtte eller fordømmelse skal først og fremmest opfattes som udtryk for denne overraskelse, mere end udtryk for reflektion. Både de mexikanske politiske partier og regeringen havde afvist forestillingen om, at et sådant oprør kunne finde sted i et Mexico præget af globalisering, NAFTA og Sovjets bortdøen. Trods den statslige undertrykkelse af PRD’s medlemmer og konstante meldinger om valgsvindel, insisterede specielt dette parti på den institutionelle vej som den eneste mulige vej til demokrati og social forandring. Samtidig erklærede præsidenten Carlos Salinas de Gortari den mexikanske revolution for død. Oprøret i Chiapas kom derfor for de fleste mennesker som et lyn fra en klar himmel.
Militært var Chiapas en vigtig væbnet propaganda- operation. Den succesfulde indtagelse af 5 mellemstore byer, kampene gennem den første uge, den efterfølgende ordnede tilbagetrækning sammen med en meget intelligent udnyttelse af massemedierne placerede zapatisterne i centrum af det nationale og internationale politiske liv. Våben var midlet til at dreje verdens opmærksomhed over på Chiapas og EZLN. Det var aldrig meningen, de skulle anvendes til at tage magten lokalt endsige nationalt. De væbnede kampe ebbede ud efter et par uger. Kommunikeerne som gjorde EZLN verdenskendte summerede venstrefløjens krav op: Salinas de Gortaris illegitime regering, den mexikanske stats repressive natur, PRI’s autoritære praksis og korruption samt kravene om jordreform, folkelige strukturelle forandringer, de oprindelige folks historiske rettigheder, gennemgribende demokratisering og frie valg. Fordømmelserne og kravene blev sat ind i en symbolsk sammenhæng, der refererede til en uafbrudt folkelig og national revolution, baseret på væbnet kamp. Heraf referencerne til revolutionshelten Emiliano Zapata.
Det er endnu uklart, hvilke forhold der gjorde udviklingen uacceptabel for den mexikanske politiske venstrefløj. Om det var fordi EZLNs krav blev fremsat på en måde, der understregede deres konfrontationspotentiale, eller om det var appellerne til en symbolik og metoder, som venstrefløjen stort set havde opgivet i dens forsøg på at blive accepteret som en legitim aktør indenfor systemet. Det er interessant, at de fleste kommunikeer udsendt af Subcomandante Marcos i disse første måneder var adresseret til "det civile samfund" og ikke til venstrefløjspartierne. En lang række sociale organisationer placerede sig selv i det vakuum, der opstod mellem zapatisterne og partierne. De tvang Salinasregeringen til at beordre våbenhvile, til at standse bombningerne, og i februar 1995 var de i stand til standse en ny regeringsoffensiv.
EZLN og PRD
De sociale organisationers aktivisme står i skærende kontrast til det vaklende PRD, der kritiserede EZLN for at have grebet til våben. Det var ikke i stand til at acceptere legitimiteten af denne form for politisk kamp. Trods det forhold, at PRD var det svindlende og autoritære mexikanske politiske regimes skarpeste kritiker og mest synlige offer, kunne partiet ikke få sig selv til at erkende, at der findes ekstreme situationer, hvor folk har ret til at forsvare sig mod undertrykkelsen med alle midler. En ret der ellers kan spores tilbage til den klassiske græske politiske filosofi og den kristne politiske teologi i middelalderen. I et land som Mexico der ellers har en lang historisk tradition for politisk vold, blev spørgsmålet om volden begravet i en strøm af retorik og i et uforbeholdent forsvar for det eksisterende politiske system.
PRD’s præsidentkandidat, Cauhtemoc Cardenas’ tur til Chiapas op til valget i august 94 endte i total fiasko. EZLN misforstod Cardenas’ initiativ som et kynisk forsøg på at score stemmer, og Subcomandante Marcos kritiserede derfor offentligt det manglende demokrati og magtkoncentrationen i PRD. Udtalelser der blev spredt vidt og bredt af de regeringskontrollerede medier. I et samfund som Mexico, hvor autoritetstro er en vigtig ingrediens i de folkelige klassers politiske kultur, blev billedet af en præsidentkandidat, der blev overfuset af en anonym maskeret mand aldeles ødelæggende. Konsekvenserne af denne og andre fejltagelser trådte med alt ønsket tydelighed frem i resultatetet af valget i august 94. PRD indarbejdede ikke EZLN’s krav i sin nationale valgplatform. De blev overladt til lokale kampagneaktiviteter. PRI vandt derfor atter valget i Chiapas, og trods beskyldninger om valgsvindel, lykkedes det ikke at få valget annulleret. Efter få måneder blev PRD’s "rebelregering" med en ellers velanset social aktivist i spidsen opløst. På denne baggrund besluttede centralregeringen at fjerne PRI guvernøren, og indsætte en midlertidig lokalregering, der også omfattede centrale intellektuelle støtter for EZLN-oprøret. Da der den 12. November 1995 blev afholdt et nyt lokalvalg, opfordrede subcomandante Marcos til boykot, og brød enhver formel og uformel kontakt med PRD. Hans appel hindrede PRD- kandidaternes valg - som iflg. PRD kilder var støttet af græsrodsorganisationer og Maya byråd - hvilket førte til, at PRI vandt selv i områder under zapatisternes kontrol.
Fiaskoen for udviklingen af en fælles platform mellem EZLN, PRD og de mindre organsiationer på venstrefløjen fandt sted under forhold, hvor regeringen og PRI havde adgang til ressourcer, der gjorde det muligt for dem at fremme splittelse og kombinere forhandling med trusler. Den nuværende situation har faktisk øget regeringens manøvrerum. To år efter dens offensiv er EZLN blevet isoleret til en lokal styrke og synes at være ved at miste det politiske initiativ. Dens forventning om, at lignende oprør ville finde sted i andre dele af Mexico, der oplever lige så megen fattigdom og udbytning som Chiapas viste sig ikke at slå til. Selv ikke i andre delstater med stor koncentration af oprindelige folk, blev sådanne oprør gennemført. Det "civile samfunds" opbakning har været uorganiseret og er nu aftagende i lyset af den økonomiske krise og skandalerne omkring Salinas de Gortaris’ familie. Fraværet af en fælles platform mellem både partier på venstrefløjen og rebellerne i Chiapas har hidtil hindret udviklingen af en integreret social og politisk venstrefløj. Efter to år uden militær aktivitet eller andre spektakulære hændelser,er både EZLN og Marcos på vej bort fra overskrifterne og TV programmerne.
Det mulige og det ønskelige
Det er et empirisk faktum, at de fleste organisationer på den latinamerikanske venstrefløj har udsat eller forkastet formuleringen af forslag om globale alternativer til kapitalismen. Med dette udganspunkt, eksisterer der et bredt rum for en konsolidering af deres position i det nationale politiske system og en mulighed for opnåelse af både større vælgermæssig opbakning. Den eksisterende kapitalisme i Latinamerika har en række åbne brudflader, der er åbne for venstrefløjens kritik, uden at den går så langt som til at kritisere kapitalismen som globalt system. Når et sted mellem 40% og 75% af befolkningen lever i fattigdom, og mellem 33% og 50% i ekstrem fattigdom, så kræver det ikke nogen særlig stor fantasi at se, at der eksisterer enorme objektive muligheder for udviklingen af folkelige og demokratiske politiske perspektiver. Venstrefløjens udfyldning og udvidelse af dette politiske rum kan i virkeligheden blive udgangspunktet for en strategi for gradvis social forandring.
I denne forstand og indenfor disse rammer, er valgprocesser og erfaringer med kommunalt og regionalt styre specielt relevante. I en epoke hvor store dele af de folkelige klasser er mistroiske overfor politik og politikere, kan kommunale og regionale styrer overfor befolkningen bevise, at venstrefløjen ikke blot påstår at den er bedre, men faktisk er bedre. Samtidig kan politisk magt på disse niveauer give venstrefløjen erfaring med forhold, den hidtil har anset for irrelevante - så som administration. Dette er især relevant på et tidspunkt, hvor mange lægger større vægt på adminstrationen af lokale ressourcer og løsningen af lokale problemer, end på den nationale politik. Det er også muligt, at venstrefløjens tilstedeværelse indefor disse områder kunne øge den lokale administrations rækkevidde, ved at drage nytte af den aktuelle fokusering fra multilaterale financielle institutioners side på administrativ decentralisering og folkelig deltagelse. Denne type erfaringer kunne dermed hjælpe partier og organisationer på venstrefløjen med at udvikle politiske svar på de problemer, de støder på, i modsætning til den stærke akademiske ideologisering, der indtil nu har præget deres politik.
Nationale politikker
Men hvis venstrefløjen ønsker at nå videre end denne lokale administration af de makroøkonomiske politikker, der fastlægges andetsteds, så må den være i stand til udfra det kommunale og regionale arbejde at udvikle nationale politikker. Fattigdom, social marginalisering, usikkerhed, udlandsgæld, finansspekulation, reaktivering af industrien og demokratisering er alle temaer, der kræver en indsats på nationalt niveau, hvis man skal have blot det mindste håb om forandring. I en situation hvor der ikke eksisterer nogen global kritik af kapitalismen, og hvor den fortsatte eksistens af det repræsentative demokrati tages som et ufravigeligt udgangspunkt, er det ikke desto mindre nødvendigt at overkomme dets mangler gennem udviklingen af et parallelt deltagerbaseret demokrati. I denne forbindelse har lokale og provinsregeringer i Brasilien, Uruguay, Venezuela og Mexico allerede høstet en hel del succesfulde erfaringer.
Kombinationen af folkeligt deltagerbaseret demokrati med det repræsentative demokratis institutioner kan også føre til en omformulering af begrebet borgerskab på basis af de interesser og initiativer, der udspringer af de folkelige klasser, og dermed bidrage til at overskride den individualistiske forestilling om borgerskab, der ligger i den kapitalistiske ideologi. En omformulering af borgerskab, der lægger vægten på den betydning, der udspringer af de sociale kampe for et ordentligt liv og for den kollektive udformning af en fælles fremtid. Altså et borgerskab hvor praktiseringen af de individuelle rettigheder baserer sig på og beriges af dag-til-dag kollektiv handlen. Grundlæggende handler det om en genopbygning af borgerskabsbegrebet - på samme måde som borgerskabet gør det i dets egen interesse, når det kollektivt tilkæmper sig rettigheder gennem pression fra de store virksomheders side, manipulationen af massemedierne, mobiliseringen af regeringsinstitutioner og multinationale financielle institutioner. Fra de folkelige klassers sysnvinkel handler det om at legitimere et borgerretsbegreb, der rummer den progressive kollektive handlen fra arbejderes, bosætteres, kvinders, oprindelige folks og mange andres organisationer. På den måde vil repræsentativt demokrati blive et udtryk for en fortsættelse og ikke et brud med de folkelige klassers historie.
Det er min hypotese, at den nuværende situation åbner interessante muligheder for venstrefløjen, hvis den er interesseret i at åbne op over disse nye ideer. Det repræsentative demokrati bør ikke betragtes som en hindring for grundlæggende forandringer. I bund og grund er det seneste ti års demokratisering af Latinamerika jo netop udtryk for den mobilisering, kamp og de ofre som de folkelige organisationer og partierne på venstrefløjen har stået for. Man kan argumentere for, at det ikke var dette demokrati de kæmpede for, men uden folkelig og uden venstrefløjens deltagelse, havde man ikke engang opnået dette. Samtidig har forsøgene på udvikling ad en revolutionær vej hidtil ikke kunne fremvise resultater, der har været mere succesfulde. Det er derfor vigtigt, at vi stopper med at "fetichere" bestemte institutioner udfra såvel en positiv som negativ tilgang.
Folkets håb
Det repræsentative demokrati er langt mere end de begrænsede og ofte svindlende og korrupte udgaver, der eksisterer på vort kontinent. Den latinamerikanske venstrefløj må atter engang konfrontere sig med den udfordring det er, at udvikle de demokratiske institutioners evne til social forandring udfra de folkelige klassers perspektiv. Altså vurdere og styrke de demokratiske værdier uden at legitimere kapitalismen, og uden at opgive projektet for en global socialistisk forandring. Dette indebærer en stræben mod sektorielle forbedringer og forbedringer i dagligdagen, samtidig med at fokus på kapitalismen som hovedfjenden fastholdes. Når tingene betragtes i et historisk perspektiv, må vi erkende, at de vanskeligheder vi i dag stilles overfor hverken er større eller mindre end de vi tidligere er blevet stillet overfor - men de er anderledes. Hvis den latinamerikanske venstrefløj i den nære voldelige, repressive og svindlende fortid var i stand til at bygge bro til brede sektorer af de folkelige klasser, så vil det være fjollet at påstå, at projektet er dømt til at mislykkes under de nuværende omstændigheder. Den latinamerikanske venstrefløjs evne til at bygge en solid folkelig basis har altid været baseret på folks håb snarere end deres frygt og behov. Når udsigten nu ser så dyster ud, må håbene dyrkes og styrkes gennem politisk uddannelse og engagement. Eller som Oliver Cromwell udtrykte det: "Tro på gud og hold krudtet tørt".
Artiklen er sakset fra Socialist Register, oversat af A. Jensen og forkortet og redigeret af Red.