Rejseskildring fra Vestbredden
Af Alice Larsen, Irene Clausen, Johnna Mortensen
Under overskriften ”Ridser i Muren” rejste vi i perioden 14.-28. august med en international solidaritetsdelegation rundt i Palæstina. Delegationen bestod af i alt 20 deltagere fra 5 forskellige lande: Østrig, Schweiz, Tyskland, Italien og Danmark. Den østrigske organisation ”Antiimperialist Camp” havde arrangeret rejsen, og formålet var at udtrykke vores solidaritet med det palæstinensiske folks kamp imod Israels besættelse af deres land. Derudover ville vi danne os et eget indtryk af situationen og samle oplysninger om livet under denne besættelse.
Vores rejse i Palæstina kom til at koncentrere sig først og fremmest om Vestbredden. Men vi tog også en enkelt afstikker til Nazareth, som ligger inde i ”1948-området” (palæstinensernes betegnelse for Israel). I Nazareth besøgte vi en af de 531 såkaldte ”ødelagte landsbyer”, d.v.s. en landsby, som de palæstinensiske indbyggere blev fordrevet fra i 1949/50 af det israelske militær. Efter fordrivelsen blev landsbyen ødelagt og derefter erklæret for militært område. Palæstinenserne kæmper stadig så mange år efter for deres ret til at vende tilbage til deres landsbyer, som nu bare ligger øde hen uden at blive brugt til noget. På forhånd var planen, at vi endvidere skulle besøge Gaza. Det kunne ikke lade sig gøre, fordi rømningen af de israelske bosættelser i Gaza var i fuld gang netop på samme tidspunkt.
Hvad vi fik at se på Vestbredden var voldsomt. De mange hundrede israelske bosættelser, omgivet af ”sikkerhedszoner” (et stort ingenmandsland) er altdominerende. Dertil kommer det net af såkaldte ”bypassroads”, der forbinder alle bosættelserne og som kun jøder har lov at benytte. Overalt har man udsigt til den 8 m høje og indtil nu mere end 300 km lange apartheidmur bygget af grå beton. Man støder hele tiden på de militært bevogtede checkpoints, som palæstinenserne kun med besvær kan krydse, hvis de i er besiddelse af en skriftlig tilladelse udstedt af de israelske besættelsesmyndigheder.
De palæstinensiske byer og landsbyer er således reduceret til små isolerede enheder eller rettere fængsler. Palæstinensernes mulighed for at komme fra sted til sted i deres eget land er et projekt, der kræver god tid og lang forberedelse og ofte er det også livsfarligt. Eksempelvis blev vi fortalt under et besøg på An-Najah Universitetet i Nablus, at nogle studerende skal hjemmefra 5 timer før de skal møde på universitetet, selvom de egentlig kun bor 20 minutter derfra. Siden starten af den anden Intifada (2000) er 46 af universitetets studerende døde.
Under vores ophold mødte vi repræsentanter for palæstinensiske politiske partier og organisationer samt græsrodsbevægelser på alle niveauer. På den måde fik vi god mulighed for at danne os et overblik over det politiske landskab lige nu. Det islamiske Hamas har i de seneste år haft en øget tilslutning. Det skyldes ikke så meget, at palæstinenserne er blevet mere religiøse men nærmere utilfredshed med Fatah, ledet af præsident Mahmoud Abbas. Selvstyremyndighederne (PNA) har problemer med omfattende korruption. Desuden har de ikke formået at gøre noget ved den voksende arbejdsløshed og udbredte fattigdom blandt palæstinenserne. Arbejdsløsheden ligger i øjeblikket på ca. 50%. Hamas derimod laver et stort socialt arbejde lokalt. Det kan de gøre, fordi de får tilført penge fra andre arabiske lande og muslimer rundt om i verden. Dertil kommer, at de er meget aktive i modstandskampen. Den politiske venstrefløj står i øjeblikket ikke ret stærkt, men PFLP har dog vundet en enkelt borgmesterpost i Bethlehem ved sidste lokalvalg.
De sidste tre dage, vi var i Palæstina, brugte vi på at arbejde på en mark ved landsbyen Beit Jala uden for Bethlehem. Bonden, som vi hjalp, Abu Abed, har for nylig plantet en mark til med oliventræer. Men hans arbejde med olivenlunden obstrueres konstant af besættelsesmagten. Der findes ingen vand i nærheden og han er blevet forbudt at grave en brønd Derfor må han transportere vandet i dunke fra landsbyen. Til det formål er han nødt til at bruge et æsel. Militæret har nemlig sprængt et stykke af vejen op til landsbyen i stykker og har sat såkaldte ”roadblocks” op for at forhindre Abu Abed i at bruge sin bil til og fra marken og for at gøre livet besværligt for landsbyboerne i almindelighed. I de dage, vi arbejdede med at rense jorden for ukrudt og vande træerne, dukkede der ustandselig en militærvogn op for at holde øje med os. På tredjedagen havde soldaterne fået nok. De truede Abu Abed med, at han ville blive arresteret, hvis ikke vi holdt op med at arbejde. Efter lang tids diskussion opgav de dog deres forehavende og kørte væk igen.
På vores rejse rundt i Palæstina var det meget opmuntrende at opleve, hvordan de mange græsrodsbevægelser arbejder overalt i lokalområderne. Den politiske bevidsthed er høj blandt de almindelige palæstinensere og de har bestemt ikke opgivet modstandskampen mod den zionistiske besættelsesmagt. Der kæmpes stadig på alle fronter. Og der er bred enighed om at opfordre os europæere til at støtte kampen bl.a. ved at udvide kampagnen for Boykot af Israel på alle områder.