Dagbog fra den israelske besættelse på Vestbredden af billedkunstneren Jakob Jakobsen
Af Jakob Jakobsen
I sommeren 2008 besøgte jeg Palæstina. Jeg var inviteret af undervisningsprojektet Art School Palestine med henblik på at samarbejde og mødes med lokale kunstnere og andre folk i de besatte områder. Besøgets tema var temmelig åbent og min palæstinensiske vært havde forklaret mig, at opholdet godt kunne betragtes som en form for kunstnerisk forskning. Det passede jo fint for mig, som har arbejdet med aktivistiske undersøgelser og kunstnerisk forskning ved Det Fri Universitet i København i næsten 8 år. Jeg har fulgt situationen i Palæstina i mange år og den palæstinensiske sag har til stadighed udfordret min politiske retfærdighedssans. Siden d. 11. september 2001 er livet for palæstinenserne blevet endnu sværere, da de israelske overgreb er blevet præsenteret og retfærdiggjort i den vestlige offentlighed, som en del af krigen mod terror, og ligestillet med krigene i Irak og Afghanistan. På den måde har den israelske hær haft nærmest frie hænder i udbygningen af det omfattende kontrolsystem, som i den grad præger hverdagen i de palæstinensiske områder.
To aspekter af besættelsen har specielt haft min interesse. For det første de sindrige og brutale rummelige metoder for dominans, som den israelske hær til stadighed udvikler i samarbejde med både arkitekter og planlæggere. Her tænker jeg især på hvordan Muren i samspil med bosættelser, bosætterveje, checkpoints og militære områder skaber et landskab og en geografi, hvor palæstinenserne er tvunget til at leve i en række meget tæt befolkede enklaver under konstant israelsk overvågning og kontrol. Det er rystende at tænke på, at mine kolleger inden for arkitektur og planlægning på den måde er med til at begå hvad der kan betragtes som forbrydelser mod menneskeheden. Kunstnere har jo overvejende ry for at forsvare menneskeheden, men har i den israelske ekspansion været en vigtig part i overgrebene. Min nysgerrighed drejede sig tilsvarende om hvorledes palæstinenserne i hverdagen udvikler modstandsformer og modstrategier overfor israelernes massive dominans af rummet.
For det andet har jeg været meget interesseret i den måde som konflikten og specielt palæstinenserne bliver repræsenteret på i den vestlige verden. Her tænker jeg især på de billeder, som skabes i offentligheden, både af medierne og af billedkunstnere og filmfolk. Man kan godt tale om, at konflikten forsætter som en kamp om billeder, der på mange måder er med til at fastholde visse billeder som repræsentative for konfliktens to parter. Billedet af palæstinenserne som primitive og fanatiske muslimer bliver løbende indprentet på nethinden for folk i den vestlige verden. Samtidig er israelerne aldrig sene med at sprede billeder af ofrene i Tel Aviv eller Vest Jerusalem når palæstinensiske bombemænd har udløst deres dødbringende sprængstoffer. De sørger på den måde for at portrættere sig som ofrene i en konflikt hvor der dræbes omkring 10 gange så mange palæstinensere som israelere. Som et modtræk mod de stereotype og forvrængede billeder har mange kunstnere og filmfolk gjort en stor indsats for at fortælle andre historier om palæstinensernes forhold, hvilket som regel har givet indblik i den umenneskelige situation i de besatte områder. Som regel er den slags repræsentationer skabt ud fra devisen: ”De kan ikke repræsentere sig selv, så de må repræsenteres”, hvilket ikke er uproblematisk, da denne form, som bl.a. Edward Said har peget på, er endnu en kolonisering. Ofte mangler der en selvstændig palæstinensiske stemme i forbindelse med mange af disse fortællinger. Derfor var det et kompliceret spørgsmål for mig hvordan jeg overhovedet kunne tage til Palæstina som billedkunster og solidarisere mig med palæstinenserne, uden at reducere dem til stumme ofre. Så jeg ankom til Ramallah i midten af juni 2008 for i første omgang at blive klogere og lytte til folk.
Som et minimum havde jeg besluttet at føre en blog på nettet under mit ophold, hvor jeg løbende ville fortælle om mine overvejelser og oplevelser i de besatte områder. På den måde ville jeg kunne påtage mig rollen som vidnet, der formulerer sit vidnesbyrd til dem derhjemme for at give et kritisk og mere detaljeret billede af forholdene. Dog hele tiden med opmærksomhed over for min egen potentielt koloniserende rolle, da mit blik selvfølgelig ikke er upåvirket af de herskende billeder i den vestlige offentlighed. Selv om jeg egentlig troede at jeg var godt orienteret om livet på Vestbredden inden jeg rejste, var det faktisk forbløffende hvor anderledes forholdene opleves når man står på gaden i Ramallah. Alene den oplevelse gjorde det klart hvor langt der er fra mediebilledet af Palæstina til det konkrete liv i de besatte områder. Samtidig var det en gave under mit ophold at opleve hvor rig kulturen var blandt den gruppe palæstinensere som jeg brugte det meste af mine 6 uger sammen med. Meget hyppigt bruges billeder af Muren og checkpoints når man vil skildre livet i Palæstina. Men det er helt forfejlet, fortalte mine venner mig, da både Muren og checkpoints er israelernes værk, og fortæller langt mere om israelerne end om palæstinenserne. På den måde var det en konstant kamp for palæstinenserne også at skabe og sprede billeder fra deres egne liv. Nedenfor følger nogle uddrag fra min blog med betragtninger og observationer. Jeg kaldte bloggen The Ramallah Lecture, og den kan læses i sin helhed på theramallahlecture.blogspot.com
En palæstinensisk arkitekt fortalte mig om begrebet Learned Helplessness, som han også ved en tidligere lejlighed havde intruduceret mig til, men som stadig er fascinerende og grusomt. Learned Helplessness er et adfærdspsykologisk begreb, som det israelske militær har foranlediget forskning i på Universitet i Haifa. Der har forskerne lavet forsøg med mus for at undersøge hvordan man ved hjælp af et konstant varierende miljø kan indlære hjælpeløshed. Forskerne konstruerede en labyrint med to hovedstationer; en for musens rede og en for føde. Derimellem havde man en række forskellige gange og lemme, som kunne lukkes og åbnes. Musen fik så mad på visse tidspunkter og fandt i begyndelsen uden større problemer frem til maden gennem labyrinten. Det lille dyr undersøgte de forskellige muligheder og kunne efterhånden snuse sig vej til måltidet. Derefter begyndte man at ændre ruten samtidigt med at man gjorde den mere vanskelig, så musen hver gang skulle bruge flere ressourcer på at finde vej. Dette uforudsigelige miljø umattede musen og gjorde, at musen efterhånden opgav at finde vej til fødestationen, også selvom at forskerne åbnede alle lemme og vejen var ganske åben for musen. I sidste ende døde musen af sult, selvom den uden videre ville kunne finde vej til fødestationen hvis den forsøgte. Denne måde havde forskerne i Haifa fundet frem til rumlige strategier som kunne indlære hjælpeløshed. Forbindelsen til de metoder som IDF (Israel Defence Force) anvender på Vestbredden behøver næsten ingen kommentarer.
Nu har jeg mest færdes fra min lejlighed i Al Tireh og ind mod Ramallah-centrum, og tænkte at jeg i dag gerne ville prøve at se hvad der findes på den anden side af bakken ud af byen. Ramallah-centrum virker så fjernt fra konflikten og stridighederne over territorium og land. Derfor begav jeg mig på en vandretur ud af byen for at få et indtryk af hvordan landet ligger der. Al Tireh er præget af nye store og pompøse villaer og lejlighedsbyggerier, og er helt klart det velhavende område af byen. Ligesom det hus jeg bor i er de fleste huse her i området splinternye og der bliver ikke sparet på noget i bygge-processen. Jeg gik og fotograferede nogle af de nye huse, der som regel er ejet af folk, som enten er kommet tilbage fra USA eller Europa efter Oslo-aftalen, eller af folk, som stadig bor i den rige del af verden. Det meste af byen er præget af nybyggeri i høj klasse, men også af mange tomme boliger, som sikkert står og venter enten på en lejer, eller deres ejermand, som stadig lever i eksil. De nye huse er eksklusive, men sjældent særlig elegante, snarere tværtimod. Jeg kom helt ud til de sidste huse på bakkekammen, nogle af dem var stadig ved at blive bygget og man kunne høre at der blev hamret og savet. Vejene var også nyanlagte og gik i 4 spor med blomster i midterrabatten. Her var der en fantastisk udsigt ud over dalen ind mod Israel. Man kunne se det bakkede landskab forsvinde i det fjerne og jeg prøvede at se om man kunne skimte Middelhavet, men jeg tror at det ligger lige den bakketop længere væk. Hvis man kiggede over på den anden side af dalen så lå der på den højeste top et stort israelsk militæranlæg og lidt længere henne lå der en eller flere bosættelser. De kan tit genkendes på at de ligger på de højeste punkter og som regel har et vandtårn, som rager op. Meget af Israelernes kontrol af Vestbredden drejer sig om visuel kontrol og bosættelserne ligger ofte og troner på bakketoppene med udsigt ned over de arabiske landsbyer, som ligger længere nede af bjergsiden. Bosættelserne er på den måde en vigtig del af besættelsen og de fungerer også som fremskudte forposter inde i fjendeland. Fra mit udsigtspunkt gik den nye vej ned i dalen, men jeg kunne ikke rigtigt se hvor den førte hen, hvilket fik mig til at vende rundt, da man ikke skal lege med skæbnen her på Vestbredden. Der var heller ikke længere palæstinensiske flag i lygtepælene, som der ellers er i hele byen.
Livet i Ramallah kan umiddelbart virke meget frit og folk her kan virkeligt godt lide at gå ud og drikke en øl eller et få et glas vin. Der findes i hvert fald en håndfuld barer, som serverer alkohol i centrum af byen. Ellers er folk gæstfrie og inviterer ofte hjem til endnu en øl derhjemme. Hver aften i min første uge her, har jeg været ude og er nærmest uden undtagelse kommet sent hjem efter at have drukket en del palæstinensisk øl eller vin. Og det har været rigtigt hyggeligt og der er blevet grinet en hel del. Der er måske en tendens til at vende ryggen lidt til problemerne og alle begrænsningerne, som de forskellige besættelser byder på, men der ligger også en hvis trodsighed i at insistere på at livet må forsætte på trods af problemerne. Og så er Ramallah den mest velhavende by på Vestbredden og sæde for den palæstinensiske regering og præsident, samt knudepunkt for alle de internationale organisationer, som arbejder her. Nu har jeg stadig ikke været oppe nordpå i Nablus og Jenin, men atmosfæren dér skulle være meget mere trykket og følelsen af håbløshed skulle være mere fremtrædende. Og Gaza bløder, som en af mine venner sagde. Jeg forsøgte faktisk sammen med en bekendt, at få tilladelse til at komme til Gaza og besøge nogle af de lokale kunstnerne, som er fuldstændigt isoleret, men det var umuligt at få en tilladelse fra israelerne. Folk siger, at hvis jeg kan få tilladelse så skal jeg rejse, for folk i Gaza har brug for at blive hørt. De fleste indbyggere i Ramallah kan slet ikke tage til Jerusalem og mange andre kan ikke tage til Nablus for eksempel. Det er i det hele taget ofte for besværligt at bevæge sig gennem checkpoints og over de hulede veje, så folk er tilbøjelige til at blive hvor de er og nyde det relativt gode liv i Ramallah. Emily, der er billedkunstner og underviser på Akademiet i Ramallah mente, at det er et spørgsmål om tid før der ville ske noget; måske ville en bombe gå af i en af kaffebarerne her i byen. Hamas eller sådan noget. Hun havde læst en udtalelse fra en gazaner, som havde sagt at livet i Ramallah nærede sig ved de øvrige palæstinensiske byers lidelser. Derfor mente hun at det var en forpligtigelse for palæstinenserne at forsætte med at rejse mellem byerne, hvis de kan få lov til det.
En tysk kunsthistoriker, som jeg mødte ved et tilfælde til et middagsselskab, fortalte at grunden til at hun rejste gennem Ramallah var, at hun havde været til en konference i Tel Aviv under titlen ’Art and Nationalism’. Her havde hun holdt et oplæg om kunstinstitutionernes ændrede betydning i globaliseringens tidsalder. Hendes tese var at kunstinstitutioner er ved at løsrive sig fra de forskellige nationalistiske projekter, som ellers havde været deres udgangspunkt siden 1800-tallet. Men det var lidt som at smide en bombe i selskabet, at hun fortalte at hun havde præsenteret denne tese inde i Israel. Måske er den dækkende i Europa, men i Israel bruges kunstinstitutionerne og den kulturelle historieskrivning, som et meget politisk redskab i konstruktionen og retfærdiggørelsen af den jødiske stat. Specielt her i 60-året for den israelske stat (kaldt Nakba = katastrofen i Palæstina) har der været en række udstillinger i Israel, som nærmest udraderede alle spor af arabisk kultur i deres historie inden for de sidste 60 år. På den måde bidrager institutionerne netop til myterne som opretholder den jødiske stat. Det var min holdning at det var meget problematisk at bidrage til den slags konferencer i Israel, også selvom den har haft et kritisk sigte. Kritikken virker i denne sammenhæng blot legitimerende. Vi diskuterede den kampagne for en akademisk boykot af Israel, som er ved at vinde ørenlyd, bl.a. i UK hvor adskillige akademikere efter sigende har besluttet sig for at boykotte og stoppe al akademisk og kulturelt samarbejde med institutioner i Israel. Seneste var den franske filminstruktør Jean-Luc Godard inviteret til at tale ved åbningen af Filmfestivalen i Tel Aviv i maj og havde i første omgang accepteret invitationen, men efterfølgende besluttet at takke nej efter politisk pres fra palæstinensisk side. Efter hvad jeg har set, hørt og læst hernede under mit korte ophold synes jeg faktisk ikke der er anden vej end en total boykot, og så må det israelske folk selv gøre op med deres ledere om fortsættelsen af dette sindssyge projekt de har gang i.
Et af mine spørgsmål før jeg rejste herned var netop hvad solidaritet med palæstinenserne kan betyde og hvordan den kan praktiseres, så der faktisk bliver tale om en reel støtte. Mange af de mangfoldige initiativer som florerer hernede, hvor folk fra hele verden kommer for at skabe hvad de kalder ’fred og dialog’, virker ofte mere som selvterapi for de besøgende, end som en reel støtte palæstinenserne kan bruge til noget. Det er helt klart at palæstinenserne ikke har gavn af at folk kommer og opfordrer til dialog med israelerne, samtidigt med at besættelsesmagten på daglig basis nærmest uhindret stjæler de palæstinensiske bønders marker og i det hele taget gør dagligdagen ubærlig. For palæstinenserne handler det, for mig at se, mere om fundamentale rettigheder, og de kan ikke bruge opfordringer til dialog til noget som helst; hvordan skulle de tale, når de ingen stemmer har?