Tema: Racisme
Når racismen bliver så omfattende og almindelig, at den bevæger sig ind og er med til at forme samfundets strukturer, bliver den også mere ukonkret og svær at udpege. Når racismen bliver strukturel, er det pludselig ikke nok at bekæmpe racisterne. Med racismens almindelighed følger nemlig benægtelsen af, at det handler om racisme, og så findes der jo pludselig ingen racister. Denne artikel vil forsøge at pege på nogle af de mekanismer, der former racisme i Danmark.
Af Asta Nielsen
Ofte forbinder man racisme i Danmark med stærkt højreorienterede grupper eller Dansk Folkeparti, med racistisk motiveret vold og chikane, eller med udvisning af flygtninge til en uvis og højst usikker skæbne. I disse former er racismen tydelig og nem at få øje på, og de grupper eller handlinger, der kan gøres til mål for den antiracistiske kamp, er relativt lette at udpege, om end de kan være nok så krævende at bekæmpe.
Mere abstrakt og uhåndterbart bliver det, når racismen bevæger sig ind i de praksisser, der strukturerer den almindelige hverdag, eller når den bevæger sig langt hen over den politiske midte, og iklæder sig legitimerende forklaringer om, at det handler om problemer som fx kulturforskelle, manglende integration, ghetto-dannelse, sociale problemer, kvindeundertrykkelse eller religiøs ekstremisme. I denne udgave går racismen hånd i hånd med benægtelsen af, at der er tale om racisme, og derfor er den svær at udpege og derfor også svær at bekæmpe, idet det kan være svært at finde ud af, hvad man skal rette sin kamp mod.
”Jeg er ikke racist, men…”, lyder det, og så følger fx en bekymring om at sende sit barn i en skole, hvor mere end en tredjedel er såkaldt ’tosprogede’ børn – dvs. brune børn. Underforstået i sådan en holdning ligger det, at det er bedre for børn at slippe for ’tosprogede’ børn. Og endnu mere underforstået, børn har bedre af at være sammen med ’danske’ børn – dvs. hvide børn. Når det for mange hænger fint sammen at have sådanne synspunkter og samtidig ikke opfatte sig som racist, er det sandsynligvis fordi man abonnerer på en biologisk racisme-forståelse, og derfor opfatter racisme som der, hvor man ikke bryder sig om andre mennesker på baggrund af en idé om forskellige biologiske menneskeracer, som genkendes i form af såkaldte ’raciale kendetegn’ som fx hudfarve og andre fysiske træk. I stedet forklarer man sin holdning med, at det handler om kulturforskelle, eller sociale problemer som følge af forældrenes anderledes kultur.
Således kommer racismen til udtryk gennem en hierarkisering af kulturer, og derfor omtales den type racisme, der findes nu ofte som ’kulturel racisme’ i modsætning til den tidligere ’biologiske racisme’. Men spørgsmålet er, om der egentlig er så stor forskel på de to typer racisme, eller om henvisningen til kulturforskelle ikke snarere er et retorisk greb, der kan bruges til netop at afvise, at der er tale om racisme og dermed komme antiracismen i forkøbet.
Når der tales om, at ’2. og 3. generationsindvandrere’ og ’tosprogede børn’ udgør en kulturel forskellighed, netop på grund af deres forældres og bedsteforældres kultur, gives der udtryk for en forståelse af, at kulturelle egenskaber kan nedarves, og dermed nærmer man sig et biologisk race-begreb, hvor ’racen’ også forstås som noget medfødt, arvet fra forældrene. Ord som ’rødder’ og ’etnisk oprindelse’ er med til at fremme en sådan arvelighedsopfattelse. Et ord som ’etnicitet’ kommer derfor tæt på ’race’-begrebet, idet det udtrykker en forestilling om etnicitet som noget medfødt, og som man derfor ikke kan slippe af med. Og når bestemte kulturelle egenskaber knyttes til etnicitet, bliver hierarkiseringen af disse forestillinger om kultur de facto til en hierarkisering af mennesker af forskellig ’etnicitet’, der i praksis aflæses i form af fx hudfarve og andre fysiske kendetegn, præcis som den tidligere ’race’-opfattelse. På den anden side betyder forestillingen om, at det handler om kulturforskelle, at nogle, der bærer de racialiserede fysiske kendetegn kan optræde som næsten inkluderet i det hvide danske, som det fx er tilfældet med en som Naser Khader. Desuden kan sådan en næsten-inklusion bruges som legitimering af en racistisk praksis ved netop at benægte, at der er tale om racisme, fordi man tilsyneladende inkluderer ’racialiserede’ individer.
I denne sammenhæng er det vigtigt at fremhæve, at de racialiserede kendetegn ikke er statiske, men ændrer sig i takt med de magtmekanismer, der udpeger de ekskluderede befolkningsgrupper. Desuden er de rent fysiologiske kropstegn tæt forbundet med mere kulturelt betingede kendetegn som fx navne, dialekt/accent, beklædning eller religiøs/kulturel adfærd, i racialiseringsprocessen.
Det er ved, at bestemte synlige kendetegn knyttes til forestillingerne om den afvigende eller underordnede kultur, at der bliver tale om racisme. Dermed også sagt, at det er racismen der skaber de raciale kendetegn, idet det er den historiske konteksts strukturer af magt og dominans, der sætter rammen for hvilke synlige kendetegn, der knyttes til forestillingen om laverestående ’fremmede’ kulturer. Her spiller imperialismen ind, idet der knyttes en tæt forbindelse mellem, på den ene side politisk, økonomisk eller militær magtudøvelse på globalt plan, i form af fx krige eller udbytning, og på den anden side den idé om ’fremmede kulturer’, der vokser frem inden for de imperialistiske stater, som fx Danmark. De ’fremmede kulturer’ kan således fremstå som truende, eksotiske eller offergjorte alt efter de relationer, der udspiller sig mellem de magthavende stater i ’Vesten’ på den ene side, og på den anden side de dele af verden, hvor ’kulturen’ forestilles at have sin oprindelse. For øjeblikket er den mest iøjnefaldende forbindelse den, der er mellem den såkaldte ’krig mod terror’ og racismen mod muslimer og mennesker hvis udseende opfattes som arabisk, og opfattelse af disse mennesker som nogle gange truende og andre gange offergjorte – alt efter om der i det konkrete tilfælde er tale om fx en terrortrussel – som bliver gjort til repræsentant for den ’fremmede kultur’, eller fx flugt fra et undertrykkende regime – som bliver gjort til offer for den ’fremmede kultur’. Her spiller køn også ofte en afgørende rolle.
Et eksempel herpå er myten om, at invasionen af Afghanistan skete for at ’redde’ de undertrykte burka-klædte kvinder, en forklaring, der minder meget om forestillingerne om, at den ’muslimske kvinde’ i fx Danmark skal reddes fra hendes undertrykkende mand, bl.a. gennem et forbud mod at bære burka, som for nyligt foreslået af De Konservative og siden Dansk Folkeparti.
Selvom imperialismen ofte vil racialisere de samme synlige kendetegn i mange dele af verden, spiller nationalisme også en afgørende rolle. Som beskrevet bygger racismen på en hierarkisering af grupper, som opfattes som kulturelt forskellige. For at retfærdiggøre, at nogle kulturer er mindreværdige, er det for racismens logik nødvendigt at fremhæve sin ’egen’ kultur som bedre end de andre. Her spiller nationalismen ind, idet ’de fremmede’ kulturer netop bliver sat i relation til det, der opfattes som ’dansk kultur’, som nærmest på selvindlysende vis bliver regnet for den rigtige kultur i kraft af at man befinder sig i Danmark. Ved at knytte en idé om en særlig (god) kultur til det at være dansk, bliver ’den danske kultur’ på samme måde som ’de fremmede’ kulturer gjort til en form for kerne, som man besidder blot i kraft af at være født som dansker, og nærmer sig dermed også en biologisk forståelse af at være noget, man arver.
Blandt andet gennem statistiske målinger opdelt på ’danskere’, ’indvandrere’ og ’2. generationsindvandrere’, og som noget nyt også ’3. generationsindvandrere’, fra henholdsvis ’vestlige’ og ’ikke-vestlige’ lande (som er den opdeling Danmarks Statistik benytter sig af ) fastholdes en forestilling om disse grupper som faste størrelser, og dermed ’danskere’ som en homogen gruppe, der kan være bærere af en ’dansk kultur’. Desuden legitimeres den nationale kulturs status gennem idéen om, at den udgør en majoritet i det pågældende land (den optræder dog også i en afart som ’vestlig’ kultur).
Størrelserne majoritet og minoritet giver kun mening, idet man befinder sig inden for en national ramme. Det er kun i Danmark, at ’danskere’ er en majoritet. Derfor må racismen i Danmark (og andre lignende europæiske lande) knyttes til den historiske sammensmeltning af stat, territorium og forestillingen om et kulturelt fællesskab, som netop udtrykkes i idéen om ’den danske nation’. Denne idé kan bruges som politisk magtredskab, for netop ved at fremstille ’dansk kultur’ som en homogen størrelse, der kan knyttes til størstedelen af befolkningen og til ’nationen’ som sådan, kan den fremstilles som truet af ’fremmede’ minoriteter. Og idet det ’danske’ også knyttes til staten har det også en juridisk og politisk dimension, i form af de rettigheder og pligter, der følger med et statsborgerskab. Dermed bliver den ’kulturelle’ racisme mod mennesker, der opfattes som minoriteter i forhold til den ’danske’ kultur, og afvisningen af nye danske statsborgere to sider af samme sag, nemlig den ideologisk-nationalistiske opretholdelse af ’den danske nation’ som både kulturel og politisk enhed.
Ofte knyttes der også andre parametre end de ’raciale’ kendetegn, som fx hudfarve, til den praktiske racistiske diskrimination og ekskludering, idet de ofte knyttes sammen med parametre, der mere handler om klasse eller køn. Fx kan man i den måde, der tales om integration af ’indvandrere’ på, høre, at dette ofte knyttes til arbejdsløshed eller ’etnisk’ opdeling af arbejdsmarkedet, samt til spørgsmål om såkaldt ghetto-dannelse og parallelsamfund, der i praksis ofte i virkeligheden refererer til boligområder med en overvejende fattig befolkning, og således snarere handler om klasse end om ’etnicitet’.
Når det gælder køn, er det en gammel kending, som også berørt ovenfor, at forestillingen om ’det ligestillede Danmark’ bliver stillet i modsætning til forestillingerne om ’den undertrykte muslimske kvinde’ og ’den farlige muslimske mand’. Ulighed, der skyldes klasse og køn bliver dermed også pakket ind i den racistiske kulturpakke, idet uligheden flyttes til kun at findes blandt ’de fremmede’ kulturer, mens den ’danske’ kultur er herligt fri for ulighed.
Den nye racismes reference til kultur betyder altså, at idéen om hvad den danske kultur er, spiller en stor rolle. Men da der netop er tale om en idé om den nationale kultur som noget særligt godt og berettiget, er der tale om nationalisme, dvs. det nationale som ideologi. Som sådan virker nationalismen ideologisk ved at give plads til en forestilling om enshed og fælles interesser for alle danskere, og kan dermed skygge for fx klassebestemte interesseforskelle, der går på tværs af nationaliteter.
At Dansk Folkeparti er meget aktiv i fremsættelsen af en dansk nationalisme er en gammel nyhed, og er del af en større europæisk højrenationalistisk bølge, der især har taget fart siden 1990’erne. Nyere er det, at også venstrefløjen melder sig på banen i kampen om det nationale. Det er især SF, der har markeret sig på den nationalistiske bane, og har tilsyneladende opnået en markant fremgang på baggrund af den strategi. Senest har SF tilsluttet sig DF’s såkaldte ’repatrierings’-forslag om at betale indvandrere fra ’ikke-vestlige lande’ for at frasige sig deres opholdstilladelse i Danmark. Desuden har ikke mindst Villy Søvndal benyttet en nationalistisk retorik, som fx i sin blog på politiken.dk, hvor han 12. november går ”til kamp for de ægte danske værdier”. I blog-indlægget skriver Søvndal om fællesskab, lighed, velfærd og tryghed som ’ægte’ danske værdier, og stiller dem i modsætning til de værdier, som højrefløjen kalder danske, men som ifølge Søvndal ikke er ’ægte’ og dermed altså må forstås som en slags bedrageri mod hvad, det ’danske’ rigtigt er, som en – med Søvndals ordvalg – ”forloren nationalisme” hos højrefløjen. På den måde giver han netop udtryk for at det ’danske’ kan forstås som en essens – en kerne af de ’ægte’ danske værdier, der fremstår givne og uforanderlige i deres ’danskhed’, og modsat højrefløjens ’forlorne nationalisme’ ser det ud til, at Søvndal gør sig til talsmand for en ’ægte’ nationalisme.
Udover at Søvndal forsøger at tage patent på disse værdier, kommer de i den kulturelle ’danskheds-indpakning’ derudover til at fremstå som en legitimering af en nationalistisk dagsorden, snarere end at fremstå i deres egen ret som væsentlige politiske idealer. Det fremstår snarere som om, at hvis blot man kæmper for det ’ægte’ danske, så følger fællesskabet, ligheden, velfærden og trygheden med automatisk, fordi disse værdier netop præsenteres som ’ægte’ danske per definition. Når partiet så samtidig tilslutter sig en politik, der signalerer at nogle mennesker er uønskede i Danmark, idet man vil betale dem for at holde sig væk, kommer denne kamp for ’de ægte danske værdier’ til at indgå i en fastholdelse af en hierarkisering af mennesker på baggrund af en idé om, at de tilhører bestemte faste kulturer, hvor den ’danske’ er den, der bør være i Danmark. En af idéerne med ’repatrieringsloven’ er jo netop, at såkaldt ’utilpassede’ eller ’ikke-integrerede’ indvandrere skal motiveres til at forlade landet.
Læs mere om imperialisme, køn og racisme i Anna Storr-Hansens artikel i Gaia nr. 59, forår 2008