Internationalt Forum

Puerto Rico Yankee - Go home

Den caribiske øgruppe Puerto Rico er en af de få tilbageværende amerikanske kolonier. Modstanden mod kolonialismen har i det sidste århundrede flere gange udfordret den amerikanske besættelse. Alligevel ligger uafhængigheden er ikke lige om hjørnet.

Af Pelle Dragsted

Den 19. april 1999 fløj et amerikansk jægerfly som så mange gange før henover den puertoricanske ø Vieques, som i 50 år er blevet brugt som militært øvelsesterræn af den amerikanske flåde. Piloten tog fejl af positionen og smed sin last af 250 kilos bomber nedover et civilt observationstårn, som kontrollerede de amerikanske øvelser. En af bomberne ramte plet, dræbte den unge puertoricaner David Sanes Rodriguez og sårede fire andre. Mordet igangsatte omfattende protester mod den amerikanske regerings skalten og valten med puertoricansk territorium. Modstanden mod den amerikanske kolonialisme er imidlertid lige så gammel som USA’s besættelse af øen. Gaia mødte Rafael Bernabe fra ventrefløjsalliancen Frente Socialista. Han fortalte om kolonialismens historie, om modstanden og om forhindringerne for puertoricansk uafhængighed.

USA velkommen

Den amerikanske dominans på Puerto Rico begyndte i 1898. Puerto Rico var ligesom Cuba et af det spanske imperiums sidste amerikanske besiddelser. I 1898 erklærede USA Spanien krig og invaderede kort efter både Cuba og Puerto Rico. Cuba blev få år efter, i hvert fald på papiret, en selvstændig nation, mens Puerto Rico den dag i dag er en amerikansk koloni.

Rafael Bernabe fortæller, at Puertoricanerne faktisk bød den nye kolonimagt velkommen:

" I Puerto Rico så man USA som en moderne, demokratisk nation, i modsætning til det gamle spanske imperium. Derfor støttede næsten alle politisk organisationer, også de progressive den amerikanske besættelse, og så den som en garanti om demokrati og udvikling."

Der gik dog ikke mange år før illusionen brast. Landet blev udviklet til en monokulturel sukkerproducent, under direkte kolonialt styre fra USA. Allerede på dette tidspunkt opstod den uafhængighedsbevægelse, som fortsat kæmper for puertoricansk uafhængighed. Bevægelsen har dog haft meget forskellige udtryk. Rafael Bernabe forklarer:

" Den første uafhængighedsbevægelsen var ledet af det konservative nationalistparti. Partiet var meget modsætningsfuldt. Det var antikolonialistisk, anti-imperialsitisk, revolutionært og havde militante kampformer, men var samtidig konservativt med hensyn til religionen, familien og sociale spørgsmål."

Nationalistpartiet opnåede i 30’erne anseelig styrke, som følge af krisen på verdensmarkedet, der ramte puertoricanerne hårdt. Nationalistbevægelsen var en voksende trussel mod USA’s interesser Partiets ledere blev arresteret, dømt for konspiration og fængslet i amerikanske fængsler. Partiet fortsatte dog i de følgende årtier kampen for selvstændigheden og i 50’erne gennemførte nationalisterne vigtige aktioner.

" I 1954 nedkæmpes et nationalistisk oprør. Oprøret inkluderede en nationalistisk kommandos angreb på den amerikanske præsidents residens, som desværre mislykkedes. Senere i 1954 trænger fire puertoricanske nationalister ind i den amerikanske kongres og skyder på kongresmedlemmerne. Det var heltemodige aktioner, men de var isolerede og først og fremmest udtryk for den desperation som bevægelsen befandt sig i", fortæller Rafael Bernabe.

Cuba inspirerer

Den cubanske revolutions sejr i 1959 førte til en genfødsel af den puertoricanske uafhængighedsbevægelse. Men uafhængighedsbevægelsens anden generation var i følge Bernabe anderledes:

"Den nye bevægelse var meget mere progressiv og socialistisk orienteret end den traditionelle. En lang række nye folkelige, politiske organisationer blev grundlagt. Alle med et socialistisk udgangspunkt og for uafhængighed af USA."

Ligesom i mange andre steder fik den nationale befrielse også i Puerto Rico sit væbnede udtryk:

" Forskellige organisationer dannede Ejercito Popular Boricua (Puerto Ricos folkehær red.) kendt som "Macheteros". Bevægelsen gennemførte de følgende årtier mange bombeangreb og væbnede aktioner, som regel rettet mod militære installationer og amerikanske regeringskontorer".

En af de vigtigste aktioner var et angreb på en amerikansk flyvebase i Puerto Rico, som blev brugt under krigene i El Salvador og Nicaragua. Aktionerne førte til ny repression mod venstrefløjen, samt en omfattende efterretningsvirksomhed, som kulminerede med arrestationen af flertallet af medlemmerne af Befrielseshæren.

En anden gren af den puertoricanske militante bevægelse blev opbygget af den puertoricanske befolkning i USA, inspireret af blandt andet Black Panthers. I 1960’erne og i mindre grad i 70’erne gennemførte denne bevægelse en række aktioner for puertoricansk uafhængighed.

"Fri tilsluttet stat"

På trods af mange års kampe for uafhængighed er Puerto Rico altså stadig den dag i dag en amerikansk koloni. Den koloniale styreform er dog blevet ændret flere gange gennem århundredet og i dag er Puerto Rico en såkaldt "fri tilsluttet stat". Rafael Bernabe forklarer:

" Systemet er en slags amerikansk commonwealth, hvor øens befolkning selv vælger deres lokale repræsentanter, men der er en lang række begrænsninger for hvilke områder der kan lovgives på" (se boks red.).

Befolkningens opbakning til fuld selvstændighed er i dag ikke særlig stor. Ved den sidste afstemning i 1998 stemte kun omkring 3 % for fuldstændig uafhængighed, en anden mindre gruppe ønskede fuldstændig indlemmelse i USA, mens de store flertal ønskede at bevare den aktuelle relation til USA. Ifølge Rafael Bernabe skyldes den manglende tilslutning ikke at Puertoricanerne er ved at blive amerikanere:

"Puertoricanerne er ikke i tvivl om hvad deres kultur er. De hører puertoricansk musik, de snakker spansk, ikke engelsk. Hvis du tager til Puerto Rico og spørger en person hvad hun er, vil hun sige at hun er puertoricaner, aldrig at hun er amerikaner. USA’s koloniherredømme i Puerto Rico forhindrer ikke vores kultur. Hvis spansk var blevet gjort forbudt, eller hvis vi ikke måtte høre puertoricansk musik i radioen, ville det ikke være svært at mobilisere hele befolkningen og konfrontere USA . Men sådan er det ikke. Vi behøver ikke at konfrontere nogen for at forsvare vores kultur."’

Hovedårsagen til befolkningens skepsis overfor uafhængighed er imidlertid de økonomiske forhold.

"Det grundlæggende problem for uafhængighedskampen er det faktum at levestandarden i Puerto Rico, selvom vi er undertrykt, koloniseret, underordnet, er så meget højere end de uafhængige nabolande. Du kan argumentere i 25 timer mod den underordning som Puerto Rico befinder sig i, men folk ser på den dominikanske republik eller Jamaica og siger "hvis det er uafhængigheden, så er vi ikke interesserede"".

Langvarig proces

Kampen for uafhængighed må derfor i følge Frente Socialista være en del af en international proces.

"Uafhængighedsbevægelsen i PR har altid haft størst styrke når revolutionære sektorer har haft fremgang i andre lande. Da Cuba lavede revolution, da Mexico lavede revolution, sagde puertoricanerne. Vi vil være en del af dette. Vi vil ikke blive tilbage. De uafhængige nabolande som Puerto Rico sammenligner sig med er jo ikke dømt til elendighed for altid. Men så længe at folk i PR tror at det forholder sig sådan, vil de ikke have nogen interesse i uafhængigheden."

Rafael Bernabe mener, at vejen frem for uafhængighedsbevægelser er at gøre uafhængigheden til en del af en samlet social kamp.

"Derfor bruger vi begrebet selvbestemmelse. Dette betyder at menneskene har magten til at kontrollere deres liv. Selvbestemmelse er at arbejderne bestemmer på fabrikkerne. At kvinder har ret til at bestemme over deres krop, at alle har ret til at bestemme deres seksuelle præferencer. Alt dette indeholder selvbestemmelsen. Men en del af denne selvbestemmelse er også den nationale selvbestemmelse. Vi tror at opnåelsen af uafhængigheden er betinget af at det lykkes at skabe et kontinuum mellem den sociale kamp og den nationale kamp".

Derfor prioriteter Frente Socialista den sociale kamp før agitationen for puertoricansk uafhængighed. Som så mange andre steder indledte regeringen i 1997 privatiseringer af de offentlige selskaber. Det første på listen var telekommunikationen. Protesterne mod privatiseringen kulminerede i en generalstrejke i den offentlige sektor. Det lykkedes ikke at forhindre privatiseringen, men protesterne førte til en styrkelse og radikalisering af fagbevægelserne.

I overensstemmelse med opfattelsen af selvbestemmelse arbejder Frente Socialista med emner som venstrefløjen traditionelt har undgået, - de homoseksuelles kamp, udbytningen af dominikanske gæstearbejdere mv.

Vieques

Selvom puertoricansk uafhængighed fra USA ikke ligger lige om hjørnet viser "slaget om Vieques" at puertoricanerne ikke vil finde sig i hvad som helst fra koloniherrerne.

USA’s flåde har i de sidste 50 år brugt en del af den puertoricanske ø Vieques som øvelsesområde. Tusindvis af bomber er hvert år blevet smidt ned over øen. USA har tilmed erkendt at have gennemført øvelser med Napalm indenfor de seneste 10 år.

Bombningerne har alvorlige miljømæssige konsekvenser, hvilket rammer øens befolkning af fiskere hårdt. Desuden har sygeligheden været højere end nationalgennemsnittet blandt Vieques 9300 beboere. Dette har i de seneste år ført til en række protester mod bombningerne.

Drabet på David Sanes blev imidlertid dråben der fik bægret til at løbe over. Rafael Bernabe fortæller :

"Drabet har udløst en af de vigtigste bevægelser på Puerto Rico i mange år. Det er lykkedes at samle stort set alle sociale sektorer i landet. Politiske og religiøse organisationer, studenter, undervisere og arbejdere, ja faktisk hele samfundet tager på en eller anden måde del i denne proces. I løbet af de første måneder efter mordet, trængte grupper af demonstranter ind på det militære område og oprettede "modstandslejre" for at forhindre USA i at genoptage bombningerne, disse lejre findes stadig og flere er kommet til. Der har også været flere massedemonstrationer.

I starten af februar indgik Puerto Ricos guvernør stærkt presset af den folkelige bevægelse, en aftale med USA’s regering. Ifølge aftalen skal befolkningen på Vieques ved en afstemning afgøre om øen forsat skal være et øvelsesområde. For at smøre befolkningen har Clinton lovet at støtte øens infrastruktur med 50 millioner dollars, hvis de tillader bombningerne at fortsætte. Mange er imidlertid ikke tilfredse med aftalen og vil fortsætte modstanden. Rafael Bernabe lover at modstanden vil fortsætte:

"Problemet ved aftalen er at flåden uanset afstemningens resultat først trækker sig ud i 2003. Indtil da skal området fortsat bruges til militærøvelser. Men før at de kan bombe igen må de flytte de personer der har besat området og det kommer til at føre til alvorlige konfrontationer".

Estado libre asociado - ELA

— MST - Movimiento Socialista de trabajadores