Camerouns præsident Biya har siden 1992 udsultet landet i bogstaveligste forstand. Ikke desto mindre er den tidligere franske kolonimagt og IMF enige om at landet er på rette kurs.
Af Signe Yde-Andersen
Cameroun blev ’opdaget’ i 1472 af Portugiserne, der også gav landet navn efter de kæmpe rejer de så (camarões = rejer). Indtil midten af 1800-tallet indgik Cameroun i slavehandlen ligesom de omkringliggende lande, hvorefter tyskerne koloniserede landet. (Billedet af den tyske general siddende på tronen mellem store stødtænder i imperialismeartiklen i sidste nummer af GAIA, er taget i Cameorun i kongedømmet Bamoun.) Under 1.verdenskrig blev Cameroun erobret fra tyskerne og delt i en fransk og i en engelsk del.
Uafhængighed?
Modstanden mod kolonimagterne var stor og havde hovedsageligt sin base i den fremspirende arbejderbevægelse og i partiet UPC (Union des Populations des Camerouns), der blev forbudt af franskmændene i 1955. Under de efterfølgende protestdemonstrationer blev op mod 50.000 mennesker dræbt. Uafhængighed blev opnået i 1960, men under pres fra Frankrig blev aftalen vedtaget i FN uden at valg indgik som en del af uafhængigheden.
Amadou Ahidjo blev indsat som præsident og regerede indtil 1982. Med fransk støtte nedkæmpede han oprørene, satte oppositionen i fængsel eller i koncentrationslejre og førte en hård økonomisk politik, der med hjælp fra store oliefund gjorde Cameroun til et mønstereksempel for udvikling i andre afrikanske lande. I 1982 overtog den nuværende præsident Paul Biya magten, og udskiftede regeringen med håndplukkede folk fra sit eget folk - Beti-folket. Det blev starten på en systematisk udsultning af landet og en fortsættelse af Ahidjos undertrykkende styrre.
Èt skridt frem...
I 1990 startede en bølge af oprør mod Biyas korupte politik, og han tog alle midler i brug for at holde befolkningen nede. Modstanden førte til dannelsen af SDF (Social Democratic Front), der sammen med andre oppositionspartier som UNDP (Côté Union nationale pour la démocratie et le progrés) fik samlet store dele af befolkningen til at lægge massivt pres på Biya for at gennemføre demokratiske valg. Butikker, kontorer, markeder lukkede og havnen i Douala var ude af drift i flere måneder. Biya indførte militær undtagelsessttilstand, men var nødt til at bøje sig til sidst. Oppositionen vandt 52% af pladserne i parlamentet ved det første flerpartivalg. Kort tid efter i 1992 vandt Biya præsidentposten ved et overraskelsesvalg.
Vestens kæledække
På trods af at landet åbenlyst udsultes er Poul Biya stadig ved magten. Valgsvindlen prægede ’naturligvis’ parlamentsvalget i 1997 og oppositionen boycottede derfor det efterfølgende præsidentsvalg, som Biya dermed ’vandt’ med 93% af stemmerne. John Fru Ndi fra SDF, der var en alvorlig trussel for Biya under valget, er netop blevet idømt tre års fængsel for bagvaskelse. Dette er muligt i følge camerounsk lov, men loven bliver stadig misbrugt til at stoppe al form for kritik af præsidenten og regeringen. Listen over krænkelser af menneskerettighederne er uendelig. Journalister oppositionspolitikere og studerende trues og sættes i fængsel, hvor forholdende er umenneskelige og hvor der ofte forekommer tortur. Aviser og blade forbydes og forsamlingsfriheden ophæves med jævne mellemrum. Biya er tilsyneladende godt tilfreds med sit land, på trods af de gentagne rapporter om overtrædelser af menneskerettighederne og den for nyligt vundne OECDs pris for ’mest korrupte land’. IMF og Frankrig er også godt tilfredse, privatiseringerne fortsætter og Cameroun er efter lang tids økonomisk nedgang på vej ud af krisen, så det bliver sandsynligvis festligt når Jacques Chirac, en god ven af Biya, kommer på besøg i slutningen af maj - der bliver sikkert råd til et par ekstra asfalterede veje til folket.
(Henvisninger: Jeune Afrique, No 1990, 2-8 marts 1999, Amnesty International Report on Cameroun 1997)