Mens de spanske medier og politikere kræver at ETA nedlægger våbnene, benægtes og ignoreres den vold som baskerne udsættes for i det spanske retssystem og fængselsvæsen. Der er over 700 politiske fanger i Baskerlandet.
Af Siris Hartkorn
Det er tirsdag aften i Andoain, en lille baskisk bjergby. Gamle og unge er begyndt at stimle sammen på torvet, og politiet er begyndt at patruljere i de nærliggende gader. Folk kan se, at vi er fremmede, og de hilser os velkommen. Emanol som er formodet ETA medlem, blev dræbt for fem dage siden ved et af politiets tjekpoints, og siden har der været et hav af demonstrationer og over 30 gadekampe i Baskerlandet. Alle på torvet, på nær os, kender Iker, men ingen ved, hvad der skete, da han blev arresteret for tre dage siden i San Sebastian. Man formoder, at han var tilstede ved den mindedemonstration for Emanol, hvor politiet begyndte at skyde ind i mængden, og at det er her, han blev arresteret.
Efter en tur rundt i Andoains gader, ender vi tilbage på torvet. Her stiller folk sig op i en stor cirkel, og synger en baskisk frihedssang. Denne ceremoni har fundet sted de sidste tre aftener og vil gentage sig de mange kommende. Alt imens sidder Iker fængslet, under antiterrorloven, i incommunicado detention, og ingen ved hvor han er, hvordan han har det, eller hvornår de ser ham igen.
Den organiserede vold
De, der bliver anholdt under antiterrorloven, bliver placeret i incommunicado detention. Incommunicado detention betyder, at fangerne i fem dage bliver holdt totalt isolerede fra omverdenen. Dette betyder at hverken familie, venner eller advokater kan få oplysninger om, hvor fangen befinder sig, vedkommendes tilstand eller sigtelse. Brugen af tortur er et centralt element i fængslingen. Formålet med torturen er at nedbryde en person psykisk, nogle gange gennem fysisk vold, andre gange gennem trusler og anden psykisk terror. Ifølge Behatokia, en baskisk menneskerettighedsorganisation, er det Policía National og Guardia Civil - to spanske politienheder, der udøver torturen. Det er næsten umuligt at bevise, at torturen har fundet sted, da de bruger metoder, der ikke efterlader nogen mærker på kroppen. Nogle af de metoder der bliver brugt, er strømkabler fæstnet på brystvorter og kønsdele, kvælningsforsøg i fyldte badekar, samt slag og spark, mens offeret er rullet ind i en madras. Dertil kommer seksuelle ydmygelser og voldtægt.
Kvinder i ”incommunicado detention”
”...Han smed mig på sengen, og holdt mine arme fast. Da kunne jeg se dem - de var maskerede, og ham, der også havde været i politibilen, havde sine bukser og underbukser trukket ned. Han sprang på mig og gnubbede sin krop mod min. Jeg kunne føle hans penis mellem mine ben. Jeg græd og forsøgte at få ham væk, mens de andre råbte, at nu ville de voldtage mig. Ham, der lå oven på mig, gramsede på hele min krop, mens han skubbede sig hårdere og hårdere imod mit skridt og råbte ”hvad siger din kæreste, når han knepper dig, ETA? Jeg ved du er liderlig, bitch, vi vil alle kneppe dig og more os med dig...!”... . Jeg var skrækslagen, for det her var kun begyndelsen, de havde fem dage til at gøre med mig hvad de ville, jeg var fuldstændig overladt til dem.”
Sådan lyder vidneforklaringen fra en kvinde, der har været i incommunicado detention. En anden kvinde beretter:
”De grinede alle sammen, en af dem holdt fast om min hals, mens en anden trak et pistolløb ind og ud af min vagina og samtidig tog voldeligt på min bryster. Jeg kunne føle det kolde metal inden i mig, og de blev ved med at sige, at den var ladt, og det var min skyld, hvis den gik af.”
Fangernes troværdighed betvivles
Også mænd bliver udsat for voldtægt, men kvinderne er særligt udsatte, da de konstant holdes nøgne under de fem dage i incommunicado detention.
Grundet manglen på synlige mærker, oplever torturofrene at myndighederne beskylder dem for at lyve, og ikke vil efterforske sagerne.
”Hvis du klager over tortur, skal du først overvinde frygten for de trusler du er blevet udsat for, derefter vil du af myndighederne blive beskyldt for at lyve, samt for forsøg på at nedværdige en betjents ære,” fortæller Maria fra Behatokia.
Efter et møde med præsidenten for Amnesty International, Irene Khan, i 2004, udtalte den spanske justitsminister, J. F. López Aguilar, følgende: ”Det er helt normalt, at fanger, sigtet for terrorisme, klager over tortur. Disse klager viser sig senere at være falske. Ikke kun i nogle tilfælde, men i 100 procent af tilfældene.”
J.F. López Aguilars giver udtryk for en holdning der gennemsyrer hele det spanske samfund, både blandt almindelige mennesker, medier, politikere og op igennem retssystemet.
Langt fra familien
”Mange bliver efter de fem dage i incommunicado detention løs-ladt, fordi der ikke er nogen beviser imod dem. De kommer ud med varige traumer og de der fængsles, risikerer at sidde fængslet op til fire år uden retssag. Herefter bliver også mange af dem løsladt grundet manglende beviser,” forklarer Maria fra Behatokia.
Udover lange fængselsstraffe, fx op til ti år for at deltage i gadekamp, bliver isolationsfængsling også brugt til at nedbryde fangerne. Selvom den spanske lovgivning siger, at en person højst må sidde isolationsfængslet i op til 42 dage, findes der eksempler på politiske fanger, der har siddet i isolation i op til 13 år. Eksempelvis Satur Lopez de Pariza, der tilbragte 22 år i fængsel, hvoraf de 13 var i isolation.
Omfanget af baskiske politiske fanger, har naturligvis også store omkostninger for de fængsledes familier - fangerne anbringes konsekvent i fængsler meget langt væk fra deres hjem.
De cirka 700 politiske fanger fra Baskerlandet sidder fængslet i Spanien og Frankrig med en gennemsnitsafstand til deres familier på 650 km. Ifølge Behatokia rejser 2100 mennesker derfor 1300 km hver weekend for at besøge deres pårørende.
Fredag i San Sebastian
En ældre kvinde smiler til os og giver os skiltet med billedet af sin søn. Hendes datter forklarer os, at de er glade for, at vi viser solidaritet, det har de brug for. Vi træder ind i en af de to kolonner, der går i hver sin side af vejbanen. Forrest kører en bil, hvorfra der bliver spillet klassisk musik, og bag den går hundreder af familier med hvert sit skilt af en søn, en datter, en far, en mor, en bror eller en søster. Under navn og billede står dato for fængslingen. Mange af familierne har gået denne tur igennem San Sebastian hver fredag i 15 år.
Siris Hartkorn var med Internationalt Forum i Baskerlandet i Juli.