“This is not Vietnam, neither is it Yankee Imperialism” sagde Bill Clinton da han var i Colombia for at overrække en hjælpepakke på 1,3 milliarder dollar hvoraf hovedparten går til træning og oprustning af den colombianske hær. USA forsvarer denne handling midt under den igangværende fredsproces med “the war on drugs”. Men de områder i det nordlige Colombia hvor de fleste narkohandlere og transportører holder til forbliver uberørt af den amerikanske indsats
af Hilde Hylland Uhlving
Plan Colombia blev præsenteret som en freds- og udviklingsplan af den colombianske præsident Andrés Pastrana i slutningen af 1999. En plan der skulle “fremme fredsprocessen, sætte gang i økonomien, besejre narkoindustrien og styrke demokratiet”. Planen var udarbejdet i nært samarbejde med amerikanske myndigheder, og inden præsentationen i Washington var Plan Colombia end ikke blevet debatteret i den colombianske kongres, og kun ganske lidt omtalt i de nationale medier. Alligevel blev planen fremstillet som endnu et bevis på Pastrana-administrationens store vilje til at fremme fred og udvikling, efter næsten et års fredsforhandlinger med guerillabevægelsen FARC (Colombias Væbnede Revolutionære Styrker).
Flere dele
Den oprindelige plan beløber sig til en samlet pris på op mod 7,5 milliarder dollar, svarende til 68 milliarder kroner. Colombia vil selv stå for omkring de 4 milliarder dollars, mens de har bedt det internationale samfund om at bidrage med resten. Den nordamerikanske andel på 1,3 milliarder dollar er øremærket til narkotikabekæmpelse, hvoraf hovedparten går til den militære indsats. Europa blev bedt om at bidrage med social og humanitær hjælp, blandt andet til de mange internt fordrevne i Colombia, hvis antal forventes at stige med de USA-støttede militære aktioner. Den europæiske del var beregnet til at koste ca. 1 milliard dollar. Den resterende milliard vil man søge at få af fra de internationale finansorganisationer, fra FN, og ved bilateral støtte fra bl.a. Japan.
Europa nøler
Den europæiske støtte har foreløbig været relativt sparsom. Spanien har givet 100 millioner til Plan Colombia. Norge har bevilget 20 millioner til prosjekter i Colombia, men vistnok ikke til Plan Colombia. EU har sagt ja til at støtte projekter der fremkommer som resultat af forhandlinger mellem parterne i fredsprocessen. Flere europæiske lande har stillet sig kritisk til Plan Colombia, og den ensidige fokusering på en militær løsning på Colombias problemer, og foreløbig har EU kun bevilget 321 millioner af de 1045 millionerne præsident Pastrana havde håbet på.
men USA nøler ikke...
Den amerikanske støtte blev sikret allerede i foråret da Kongressen bevilgede 1,3 milliarder til narkobekæmpelse i Andes-regionen, hvoraf 862 millioner går direkte til Colombia. Nær 3/4 skal bruges til oprustning af det colombianske politi og militær. Det er ikke forbavsende at de amerikanske våbenproducenter har drevet en intens lobby-virksomhed for Plan Colombia. Ifølge den franske avis Le Monde vil omkring 900 millioner af den nordamerikanske “gave” vende tilbage til USA, som betaling for militært udstyr, træning af militære styrker og sprøjtning af coca-marker. Det største enkeltstående beløb, 328 millioner dollar, går til indkøb af kamphelikoptere. Under Senatets debat om Plan Colombia var kvaliteten på helikopterne Blackhawk og Huey et af hovedtemaerne. Minimal tid blev brugt til at diskutere hvorvidt man overhovedet burde give militær støtte til Colombia.
Den colombianske olieindustri er heller ikke en helt ligegyldig faktor. Vicepræsidenten for Occidental Petroleum, Lawrence Meriage, var en af de få uden for regeringen, der blev hørt under kongressens høringer om Plan Colombia. Olieselskaberne har efter eget udsagn tabt flere millioner dollar som følge af guerillaens sabotageaktioner, og er desuden interesseret i nye boringer i de nuværende konfliktområder.
Narkobekæmpelse?
De officielle intentioner om narkotika-bekæmpelse kan ikke stå alene. De store coca-plantager i det nordlige Colombia, der står under paramilitære gruppers beskyttelse, berøres ikke af planen. Dette til trods for at de paramilitære gruppers leder, Carlos CastaÒo, åbent indrømmer at omkring 70% af deres indtægter stammer fra narkotrafikken.
Anti-narkotika-styrkerne skal i stedet sættes ind i det sydlige Colombia, i provinserne Caquetá, Guaviare og Putumayo. Her er det de mindre coca-bønder der dominerer produktionen. De dyrker coca fordi det er en af de få afgrøder der giver et overskud, og dermed mad på bordet. Men det sydlige Colombia er også guerillaens område. Det er her den største guerillabevægelsen FARC står stærkest. Amerikanerne bruger det nyttige begreb “narco-guerrillas” for at forklare hvorfor en kamp mod guerillaen også er en kamp mod narkotika.
Men “guerillaen er ikke det samme som narkohandlere og transportører”, siger lederen af FNs narkotika-kontrolprogram i Colombia, Klaus Nyholm. FARCs andel i narkoproduktion drejer sig, ifølge dem selv, først og fremmest om beskatning af de illegale afgrøder, på samme måde som de også beskatter andre landbrugsprodukter i de områder de kontrollerer. FARC er samtidig fortaler for en udviklingsplan i det sydlige Colombia, som medfører at coca-planterne kan erstattes med andre afgrøder. Af de nordamerikanske midler vil 68,5 millioner dollar blive brugt til fredelige projekter, der skal få bønderne til at skifte afgrøder, og kun en lille del heraf vil gå til det sydlige Colombia.
Interne flygtninge
I stedet vil man sætte mere militær ind. Putumayo, i det sydlige Colombia, har hidtil været en af de hårdest prøvede provinser, og den paramilitære terror forøges stadig. Colombia har i dag omkring 1,8 millioner interne flygtninge. Plan Colombia forventes at fordrive yderligere 100.000 mennesker fra deres hjem.
Et middel i kampen vil være en omfattende sprøjtning af afgrøder. Det bliver i øjeblikket diskuteret hvorvidt man i Colombia skal bruge et bekæmpelsesmiddel som indeholder en særlig svamp, Fusarium Oxysporum, der er forbudt i de fleste amerikanske stater, fordi man ikke kender de eventuelle virkninger på dyr og mennesker. Konsekvenserne for Amazonas regnskov kan man bare gætte sig til.
Menneskerettigheder
Da den amerikanske kongres bevilgede penge til Plan Colombia, var det under forudsætning af at visse menneskerettighedskriterier blev opfyldt. Det gjaldt blandt andet opphævelsen af det militære retssystem, der bidrager til den enorme straffrihed man ser i landet. Men Clinton havde travlt og frafaldt samtlige krav, “af hensyn til rigets sikkerhed”, - for at “hjælpepakken” skulle kunne sættes hurtigere i værk, og således at Clinton selv kunne overrække den symbolske check til præsident Pastrana, da han besøgte Colombia i august 2000.
Colombia har ikke opfyldt et eneste af de menneskerettighedskrav Kongressen stillede. Den hær som USA vil pumpe så mange penge i, står ifølge rapporter fra Human Rights Watch og Amnesty International, i nær kontakt med paramilitære dødspatruljer. Disse står bag ca. 80% af menneskerettighedsovertrædelserne i landet.
En plan for fred?
I Colombia er modstanden mod Plan Colombia stor. Clintons besøg udløste demonstrationer over hele landet. Fagforeninger, studenterorganisationer, og samtlige politiske bevægelser på venstrefløjen, afviser Plan Colombia blankt. I oktober måned mødes over 100 colombianske NGO’er i Costa Rica, for at skabe en fælles modstand mod Plan Colombia. Den 10. december løber en international kampagne af stablen. Den kræver en international fordømmelse af Plan Colombia, at den colombianske stat griber ind over for paramilitarismen, og fortsat støtte og opbakning til fredsprocessen. Colombia behøver fred og social retfærdighed. Plan Colombia er ikke løsningen.
Kilder: NACLA #2,2000 “The Colombia Plan”, Colombia Report, Juli 2000 ANNCOL