Interview: Den globaliseringskritiske bevægelse, der i de seneste år har mobiliseret millioner af mennesker verden over, har fået et dansk skud på stammen. Globale Rødder er navnet på den nye organisation, der kæmper imod politiske dogmer og dæmonisering, men først og fremmest for en folkelig og farverig globalisering nedefra. Gaia har mødt aktivisten Anders Hassing
af Janne Tynell fotos: Anders Pedersen
Globale Rødder blev dannet i løbet af sidste efterår, primært af personer, der har baggrund i det venstreradikale miljø. Baggrunden for at danne en ny organisation var både politisk og praktisk. Praktisk set manglede der i Danmark et permanent udtryk for den sprælske aktivistiske globaliseringsbevægelse, som mange af os havde mødt i forbindelse med topmøderne i Prag, Gøteborg og Genova. Et åbent netværk med en konstant aktivitet, der gik ud over de enkelte mobiliseringer i forbindelse med elitens topmøder. Vi ville kort sagt hægte os på den fremgang, nytænkning og dynamik, som globaliseringsbevægelsen har haft i andre lande, fortæller Anders Hassing.
Og den politiske baggrund?
I de senere år har vi oplevet, at de radikale idéer og den
radikale kritik af kapitalismen, som er blevet udtrykt
f.eks. af autonome bevægelser, er blevet mere og mere
marginaliseret. Vi er blevet mere opmærksomme på marginaliseringen,
netop fordi det med den nye bølge af sociale
protester er blevet tydeligt, at der faktisk er en voksende
modstand og mulighed for at engagere mange
mennesker i bevægelsen.
Men for at bryde med isoleringen af de radikale idéer vurderede vi, at der var brug for nytænkning med hensyn til hvordan man arbejder for radikale forandringer af samfundet.
Kan man snakke om et brud med fortiden?
Der er ikke tale om et grundlæggende politisk brud. Vi ser
fortsat samfundet som grundlæggende konfliktfyldt. Vi
lever i et samfund som bygger på nogle helt grundlæggende
modsætninger, hvor nogle lever af andres elendighed.
Derfor er der en latent konflikt. Magthaverne forsøger
konstant at dække over denne konflikt. At tegne et
billede af at vi alle har de samme interesser, og at der i
dag ikke længere eksisterer interessemodsætninger
i verden. For os handler det stadig
om at synliggøre og styrke konflikten,
for uden konflikt og konfrontation vil tingene
ikke ændre sig.
Problemet er, hvordan vi bryder dette billede af konsensus. Gadekamp markerer godt nok en meget klar afvisning af den eksisterende orden, men det er en protest, som er svær at kommunikere ud til andre end de i forvejen indviede. Og gadekampene bliver brugt af magthaverne til at gøre en politisk bevægelse og protest til et juridisk, kriminal-politisk problem. Samtidig er politiet ekstremt godt forberedt på den type modstand.
Vores idé er altså at finde nye former, som kan styrke konflikten i samfundet, men samtidig engagerer mange flere mennesker sig i kampen for at forandre samfundet. Man kan sige, at den nye sociale internationale bevægelse står overfor to effektive magtstrategier: Den ene er marginaliseringen, som jeg allerede har været inde på, den anden er omklamringen, der kommer til udtryk, når NGO’erne f.eks. inviteres til dialogmøder og receptioner med WTO og IMF.
Vores strategi må konfrontere begge disse strategier. Vise en klar og radikal afvisning af institutioner og magter, der støtter den destruktive globalisering, uden at hjælpe magthaverne med at isolere de radikale idéer.
Hvordan kan man gøre det ?
Vi henter megen inspiration fra den italienske
bevægelse, der hedder Ya Basta -
Tute Bianche (se side 13). Deres aktionsstrategi
går ud på at lave en radikal konfronterende
og offensiv protest, der indeholder
to elementer, som gadekampen ikke
kan rumme, nemlig at kunne inddrage flere
mennesker - også mennesker som ikke
er villige til at sætte livet på spil - og en
form for protest der lettere kan kommunikere
vores budskab ud igennem medierne.
Strategien er at konfrontere politiet og
beskytte sig mod deres vold uden selv at
bruge vold. Et eksempel har været, at
demonstranter har pakket sig ind i skumgummi
og har båret store plexiglas skjolde.
Bag ved de indpakkede demonstranter har
store farverige demonstrationer, fyldt med
musik og dans, rejst sig. Altså en radikal
aktionsform, som samtidig fuld-stændig
bryder med stereotype billeder af sortklædte
stenkastere. Greenpeaces aktioner har
også været en stor inspiration. Organisationen
laver ekstremt radikale og konfrontative
aktioner, men nyder samtidig stor sympati
og undgår således at blive marginaliseret.
Vi vil ikke definere vores aktionsformer
for snævert, men grundlæggende er
der tale om civil ulydighed.
Hvad forstår I ved civil ulydighed?
Der er mange, som i tidens løb har forsøgt
at definere civil ulydighed, senest på et
åbent møde, hvor én forsøgte at definere
det som ”den aktionsform man bruger i et
næsten perfekt samfund, til at korrigere
det.” Den opfattelse deler vi ikke. Vi mener,
at der er noget helt grundlæggende galt i
den måde, det globale system fungerer på,
og at den økonomiske orden grundlæggende
er uretfærdig. Efter vores opfattelse
bygger denne orden på menneskers accept
og lydighed over for den måde, man får
af vide, at man skal opføre sig på i
vores samfund. Det er ved at bryde
med den lydighed, at man kan forandre
den eksisterende orden. Og den ulydighed
kan man manifestere på et utal af
forskellige måder.
I har før sagt, at åbenhed og lydhørhed
er vigtige elementer i Globale Rødders
arbejde. Hvad mener I med det?
Det er igen en nyskabelse i forhold til den autonome eller venstreradikale måde at handle på. Det er et spørgsmål om at komme væk fra den marginaliserede undergrundsposition, hvor man retfærdiggør sin lukkethed ved at man bliver overvåget osv. Vi mener, at hvis man i stedet går offensivt ud og melder ud, hvad man vil gøre, så vil det dels give mulighed for at inkludere flere i protesterne og dels giver det os større mulighed for selv at forklare vores mål, i stedet for at det er op til et forvansket mediebillede krydret med politiets oplysninger, at fremstille vores protester.
Hvad består Globale Rødder helt konkret af
i dag?
Globale Rødder består af mange forskellige
ting, og det er også det der har karakteriseret
den globale bevægelse - det er en
meget mangfoldig bevægelse. Politisk er
organisationen meget bredspektret, og rent
organisatorisk er det et netværk af mange
mennesker, der koordinerer aktiviteter på
et stormøde én gang om måneden. Det nye
i forhold til den traditionelle autonome
organisationsform er, at der desuden er et
sekretariat og nogle lidt mere stramt organiserede
opgaver. Vi mener, at der er behov
for en mere effektiv og levedygtig organisering.
Hvad er Globale Rødders politiske grundlag?
Ligesom at vi hellere vil kalde bevægelsen
for globaliserings-bevægelsen, frem for
anti-globaliserings bevægelsen,
som er negativt ladet og
lægger mest vægt på det, vi er
imod, så har vi forsøgt at
opstille nogle visioner for,
hvordan vi synes, at verden
skal se ud. Nogle globale og
universelle principper og rettigheder,
som vi synes burde
gælde for alle mennesker.
F.eks. at alle mennesker skal
have et sikkert livsgrundlag, at
folk skal have ret til at bevæge
sig hvorhen de vil - nogle
offensive krav, som samtidig
formulerer en kritik af den
måde, som verden ser ud i
dag. Det er et meget bredt
grundlag, for vi ser en styrke i
at gå ud over venstrefløjens
traditionelle måde at positionere sig i forhold
til hinanden.
Efter min mening er det et mere tidssvarende grundlag. Vi forsøger f.eks. ikke at sige, at det kun er arbejderklassen, der kan forandre verden. Det er klart nok, at fagbevægelsen og arbejderklassen spiller en vigtig rolle og er i stand til at handle, men samtidig er der også så mange andre grupperinger og bevægelser rundt omkring i verden, der reagerer, og som vi mener bør inkluderes i et forandringsprojekt. I takt med at nogle få enorme transnationale selskaber, understøttet af kapitalistiske stater og internationale institutioner, får indflydelse på flere og flere sider af menneskers tilværelse må modstanden mod kapitalismen også forstås langt bredere end det traditionelle fokus på konflikten mellem lønarbejdere og kapital. Globalisering er et ord, som bruges i flæng, men som mange mennesker definerer forskelligt, eller måske slet ikke definerer.
Hvordan definerer Globale Rødder
ordet globalisering?
Vi plejer at dele definitionen op i to dele:
en globalisering fra oven og en globalisering
fra neden. Globaliseringen fra oven er
et nyliberalt projekt, kapitalismens forsøg
på at trænge ind alle steder i alle menneskelige
fællesskaber for at profitere.
Kan du give nogle eksempler på det?
Den breder sig dels geografisk dvs. ud over
flere dele af verden f.eks. til den tidligere
socialistiske blok, og dels i dybden, dvs.
ind på nye områder, der ikke tidligere var
omfattet af markedets magt. F.eks. sport,
kultur, medier, seksualitet, transport, pleje
og patenter på liv.
Over for denne globalisering fra oven sætter vi så det vi kalder globalisering nede fra - dvs. den globale bevægelse, som vi selv er en del af. Udgangspunktet for denne bevægelse er, at den firmastyrede globalisering også skaber global modstand, der kommer til udtryk på alle mulige forskellige måder verden over. Det er blandt andet heri at bevægelsens mangfoldighed ligger. Bevægelsen mål er en organisering og styrkelse af civilsamfundet, der på kort sigt måske kan aftvinge den globale kapitalisme indrømmelser, og på længere sigt er i stand til at skabe et nyt og virkeligt demokratisk samfund lokalt og globalt. Civilsamfundet skal blive en magtfaktor, som det er umuligt at komme uden om.
Hvordan vil du karakterisere
den globale bevægelse - eller
den globaliseringskritiske
bevægelse - som Globale
Rødder placerer sig i?
Jeg vil helst kalde bevægelsen
for ”globaliseringsbevægelsen”,
fordi det er meget mere
offensivt.
Det vigtigste er, at der for første gang i mange år er tale om en markant styrkelse af den antikapitalistiske bevægelse og samtidig en dynamisk og nytænkende bevægelse, som i vid udstrækning har turdet gøre op med fortidens firkantede dogmer.
Men bevægelsen er meget bredspektret, den strækker sig fra grupper, der er globaliseringskritiske til jubelglobalister. Fra mere reformistiske kræfter til revolutionære. Men denne forskellighed er nok netop styrken i bevægelsen.
Det vil sige, at I ikke nødvendigvis er i
opposition til de andre grupperinger i
bevægelsen?
Nej, sådan ser vi det ikke. Det er klart, at
der vil opstå uenigheder om forskellige
ting, men det vil der jo altid være. Efter
vores opfattelse ligger bevægelsens eksistensberettigelse
i dens mangfoldighed, og
det er også det, der giver den det potentiale,
som den har, at den kan mobilisere alle
mulige forskellige mennesker. Det er et mål
i sig selv at udtrykke alle de forskellige former
for utilfredshed, som den globale kapitalisme
afføder.
Hvordan påvirker erfaringerne fra tidligere
topmøder Globale Rødders planlægning af
protesterne i forbindelse med topmødet i
København til december?
Konfrontationerne i Gøteborg og Genova
opstod som resultatet af angreb fra politiet
på fredelige demonstrationer, som reagerede
voldeligt på politiets angreb. Og
selvom man kan sige, at det er forståeligt,
at mennesker reagerer på overgreb, så er
det som jeg tidligere har været inde på en
dårlig taktik. Vores analyse er, at myndighederne
bevidst har fremprovokeret gadekampe
for at kunne kriminalisere og marginalisere
bevægelsen. Gadekampene har
også ført til alvorlige splittelser i bevægelsen.
En hovedprioritet for Globale Rødder er
at modvirke denne splittelse. For det første
ved at være til stede i alle de netværk, som
er dannet for at forberede aktiviteterne
under EU-formandskabet og bygge bro og
skabe enhed i mangfoldighed. Dele af
bevægelsen er desværre meget hurtig til at
hoppe på mediernes dæmonisering af
andre dele af bevægelsen. Vi vil under
ingen omstændigheder deltage i opdelingen
af bevægelsen i ”gode” og ”onde”
demonstranter.
For det andet må vi erkende, at enhed i mangfoldighed også må omfatte overvejelser om, hvordan den måde man handler på, påvirker andre dele af bevægelsen. Gadekampene har som sagt i høj grad flyttet fokus helt væk fra de modstandsformer, som udtrykkes af andre dele af bevægelsen.
Vores budskab er derfor, at der skal skabes handlerum for alle mulige forskellige former for aktiviteter i den udstrækning, at de respekterer og giver plads til andre.
En anden ting, vi har talt meget om
efter Gøteborg, er politiets brug af medierne.
De kørte en meget effektiv mediestrategi
— man kunne kalde det en desinformationskampagne.
Politiet lækkede falske
oplysninger til pressen som f.eks. historien
om et planlagt attentat mod Bush og om
fundet af en ”granatkaster” - begge ting
viste sig siden at være fri fantasi. Men det
lykkedes at dæmonisere demonstranterne
og dermed retfærdiggøre en meget brutal
fremfærd fra politiets side. Tilsvarende
havde aktivisterne meget svært ved at
trænge igennem og havde et meget mangelfuldt
pressearbejde. Det vil vi gerne forsøge
at ændre, ved offensivt og bevidst at
vise medierne vores side af historien. Vi vil
organisere reportere ude i marken, som
hele tiden kan dokumentere, hvad der
foregår. Det er en vigtig opgave.
Er der et punkt, hvor den ikke-voldelige
strategi spiller fallit?
Ja, det gjorde den jo i hvert tilfælde i et
vist omfang i Genova. For det er klart, at
selv om man er beklædt med skumgummi,
så stopper det ikke politiets kugler, og
man kan heller ikke gardere sig imod, at
politiet vælger at bruge køretøjer til at køre
ind i folk. Det er klart, at over for sådan en
ekstrem vold og militær magtanvendelse,
der kan man ikke reagere på den måde. En
forudsætning for at undgå voldelige konfrontationer
er derfor, at der eksisterer et
minimum af demokratisk spillerum og rettigheder.
Dette skal ikke opfattes som en
trussel, men som en almen forståelse for,
at vold ofte avler vold.
Boks: Italiens sociale ulydighed
Globale Rødder henter meget inspiration fra den italienske sociale bevægelse, som i de seneste år er vokset betydeligt og har gjort sig bemærket ved nye tanker om modstand og modstandsformer.
Protesterne ved den Internationale Valutafond og Verdensbankens møde i Prag i september 2000 var det første forsøg på at organisere en europæisk pendant til begivenhederne ved WTO-mødet i Seattle i 1999. Det var ved samme lejlighed, at den italienske Tute Bianchebevægelse - De Hvide Overalls - for alvor blev kendt i aktivistkredse uden for Italien. Iklædt hvide dragter og polstret med skumgummi, plexiglas og scooterhjelme spillede de en hovedrolle i forsøgene på at bryde politiets afspærringer og ”åbne mødet for det civile samfund”. Selvom Tute Bianche favner bredt, kan de groft beskrives med nogle af de ideologiske referencer, de selv fremhæver: Fra den italienske marxist Antonio Gramsci bruges forestillingen om kampen om ideologisk hegemoni, populært sagt den offentlige bevidsthed. Fra Antonio Negri (medforfatter til bogen Empire, se anmeldelse i sidste nummer af Gaia) og andre, der i 1970’erne udviklede den såkaldte autonome marxisme i Italien, stammer blandt andet forestillingen om modstanden mod kapitalismen som en ”mangfoldighed”. Og endelig knytter de sig tæt til zapatisterne i Chiapas, Mexico. Det er tydeligt, at en af hovedkræfterne i Tute Bianche-bevægelsen har været gruppen Ya Basta!, som blev dannet i midten af halvfemserne til støtte for zapatisterne. Herfra henter de blandt andet vægtningen af den symbolske politik: Fokuseringen på at kunne kommunikere sit budskab videre, at kunne nå civilsamfundet. Som zapatisterne mener de ikke, at målet er at overtage magten gennem ”impotent reformpolitik og umulig revolution”, men i stedet at opbygge en ny verden nedefra gennem folkelige netværk og råd (consultas), der kan underminere de eksisterende neoliberale institutioner og tankemønstre og danne basis for et nyt græsrodsdemokrati.
Fra Hvide Overalls...
Bevægelsen arbejder ikke-voldeligt, men har samtidig et ønske om at ophæve modsætningen voldelig/ikke-voldelig. Med hvide overalls-strategien har de søgt at fastholde konflikter som politiske kampe i stedet for militære konfrontationer med ordensmagten og dermed undgå den dæmonisering og isolation, som radikale bevægelser ofte effektivt er blevet udsat for - især i kølvandet på topmøde-protesterne. Samtidig har det været en måde at udvikle en aktionsform, der kan inkludere mange flere mennesker end de kompromisløse militante konfrontationer, der har præget - og ofte isoleret - radikale europæiske venstrefløjsbevægelser i årtier. Tute Bianche har fået både skeptiske og meget kritiske bemærkninger med på vejen, og bevægelsen har befundet sig i en krydsild mellem henholdsvis militante grupper og moderate NGO’er. De militante har anklaget Tute Bianche for mediefiksering og svaghed i det politiske udtryk ud fra en opfattelse af den voldelige konfrontation som ”den absolutte negation til det bestående”. De er sågar blevet kaldt ”revoltens brandslukkere”. Fra den anden kant har der lydt en højlydt skepsis overfor, hvorvidt den ikke-voldelige, men konfrontative strategi ikke altid vil udarte i voldelige sammenstød. Meget af kritikken er dog forstummet i takt med nogle bemærkelsesværdige succeser, som aktivister iført hvide overalls har kunnet opregne. ... til De Ulydiges Bevægelse En række omstændigheder har imidlertid fremtvunget en revision af strategien. På godt og ondt. Beslutningen bygger på en analyse af situationen efter to nøglebegivenheder i 2001.
For det første G8-mødet i Genova, hvor den civile ulydighed blev et massefænomen. Det var ikke kun de organiserede deltagere i Tute Bianche og andre radikale grupper, som aktivt konfronterede og satte spørgsmålstegn ved topmødets formål og ordensmagtens rolle, men titusinder af mennesker. Derfor var symbolikken i de hvide overalls som ”de usynlige”, der ikke kunne være til stede og protestere, ikke længere nødvendig. Men strategien viste også sin begrænsning i Genova: Da politiet valgte at skyde med skarpt mod og køre med biler ind i demonstranter, var strategien med mange polstrede kroppe, der skulle stå imod politiets vold, ikke længere meningsfuld.
For det andet 11. september, som fundamentalt omdefinerede magthavernes redskaber og strategier over for systemmodstandere. ”Krigen mod terror” (læs: mod alle ytringer som kritiserer den herskende orden) har udløst et langt større behov end tidligere for at kunne kommunikere med ”almindelige mennesker” og være forankret i det civile samfund. Samtidig er anti-krigsengagement, kampen mod hvad de kalder den ”permanente totale krig”, blevet altafgørende - ikke mindst i lyset af, at USA øjensynligt arbejder på at bryde med et princip, som selv under Den Kolde Krig blev regnet for en forbrydelse mod menneskeheden: Viljen til at bruge atomvåben uden selv at være blevet angrebet med samme.
Som led i nyorienteringen har de italienske aktivister valgt at tage navneforandring til ”De ulydiges bevægelse”, Movimento Delle e Dei Disobbedienti, der definerer sig som ” en del af bevægelsen af bevægelser mod neoliberal globalisering og den permanente totale krig”. Italienerne har i dag inspireret til dannelsen af lignende grupper i (i hvert fald) Finland, Sverige, Danmark, Storbritannien, Tjekkiet, Spanien, Grækenland, USA og Australien.
Læs mere: www.disobbedienti.org