Dag for dag bliver palæstinenserne frataget mere og mere af deres jord og livsgrundlag. I en øjenvidneskildring fra den palæstinensiske flygtningelejr Aida syd for Jerusalem, fortæller en dansk fredsvagt, hvordan flygtningelejrens jord er blevet eksproprieret af en nærliggende israelsk bosættelse
Af Ulrik S. Kohl
Aida og Gilo ligger på hver sit højdedrag. Mellem flygtningelejren og bosættelsen skærer der sig en dalstrækning, og i bunden løber en asfalteret vej. Den israelske hær behersker vejen med en kontrolpost. Midt mellem vejbanerne er der rejst en stribe meterhøje betonelementer, så trafikken fra Jerusalem til de palæstinensiske selvstyre-øer omkring Betlehem er effektivt adskilt fra trafikken til bosættelsen Gilo. Bilister, der kører på den samme vej, men på hver sin side af betonhegnet, får end ikke et glimt af hinanden. Betonmuren er en del af et større fæstningsværk, der, når det er færdigbygget, kommer til at omslutte Jerusalem og de nærliggende bosættelser med en seks meter høj mur forsynet med pigtråd, elektrisk hegn og overvågningskameraer. Hvis planen lykkes, vil den palæstinensiske befolkning i det besatte Østjerusalem blive effektivt isoleret fra resten af den palæstinensiske Vestbred, og hen ad vejen vil de titusinder af nye jødiske bosættere betyde,at Jerusalem for første gang får et jødisk flertal.
Pigtråd så langt øjet rækker
Over Gilo vajer blåhvide israelske flag mod den blege grå himmel. På den stenede skråning for foden af bosættelsens mure ligger en israelsk militærforlægning, og rundt omkring ligger små jordlodder øde og uopdyrkede hen. Enkelte forladte palæstinensiske huse står endnu tilbage og venter på at blive revet ned for at skabe mere plads til bosætterne. På den skråning, der rejser sig op mod Aidalejren, er jorden dyrket, her vokser abrikostræer og små olivenlunde. Men jorden er flænset op i en bred fure langs selve kanten af flygtningelejren, som om en gigantisk plov har ædt sig gennem landskabet. Der er intet grønt tilbage i striben, som de israelske entreprenørmaskiner har efterladt sig, og huse og træer er blevet væltet undervejs. Midt i furen kører en terrængående lastbil ledsaget af jeep med påmonterede tunge maskingeværer. Langsomt men ubønhørligt ruller israelske soldater en tyk rulle barberblads-pigtråd ned fra ladet af lastbilen. Pigtråden snor sig som en kæmpe sølvskinnende pølse så langt øjet rækker i en halvkreds omkring Gilo. Pigtråden har tommelange skarpe skær, der stritter i alle retninger. Soldaterne lægger rullerne i spænd, så et forsøg på at klippe tråden over vil få barberbladene til at svirpe på kryds og tværs som piskesnerte.
Vi holdt skindet på næsen
I den østlige del af Aida ligger en klynge huse. Nogle af dem er i flere etager, og i de indhegnede haver omkring husene gror der frugttræer og blomster. I et af husene bor Tarek Sahan, der slår følge med os, da vi går forbi hans havelåge. Han fortæller, at han før invasionen hver dag kørte til Hebron for at undervise. Det er slut nu, efter at det israelske militær har lukket vejene. Men selv når det er hårde tider, plejer familien at holde skindet på næsen, siger han - takket være deres marker på skråningen af Aidabjerget. Men nu er Tarek Sahan ikke længere tryg ved at gå rundt på sine egne marker. Da vi gennem træerne kommer frem til den meterdybe fure, der løber et stenkast fra hans hus, standser han tavst op. Først står han længe og betragter soldaterne, der læsser pigtråd ned af lastbilen en halv kilometer længere oppe af furen. Så kniber han øjnene sammen og vender ansigtet op mod Gilo, der knejser på højdedraget overfor.
Abrikostræer revet op
Sahan’s familie har mistet syv dunum mark med abrikoser og oliven, i alt omkring 7.000 kvadratmeter. Stort set alt den jord, de har til at dyrke, er blevet flået op af israelernes sikkerhedsbælte eller ligger på den anden side, der nu tilfalder Gilo. Ekspropriationen kom som et lyn fra en klar himmel. En israelsk officer stod en dag uanmeldt foran hans dør ledsaget af en gruppe soldater og viste ham et stykke papir, der var en ordre til beslaglæggelse af landbrugsjorden. Hvis Sahan ville protestere, havde han to ugers frist til at gøre indsigelse ved retten. Samtidig meddelte soldaterne ham, at der var nedlagt udgangsforbud for hele klyngen af huse i den østlige del af lejren. Det betød, at soldaterne patruljerede lige uden for hans vinduer, mens han selv end ikke måtte gå over til naboen, ej heller forlade huset for at kontakte retten eller en advokat. Da to ugers indsigelsesfristen var udløbet, gjaldt udgangsforbuddet stadig. Da soldaterne kom for at rasere plantagen, løb Tarek Sahan og familien i deres fortvivlelse alligevel ud på markerne for at bede om lov til i det mindste at redde de modne frugter, før træerne blev ødelagt. Så stak en soldat et geværløb i maven på ham og sagde, at hvis han gik ét skridt til, var han dødsens.
Vi vil bare have fred
"Deres regering vil ikke have fred," siger Tarek Sahan. "Vores egne myndigheder er svage og gør alt, hvad USA vil. Min familie er allerede flygtet én gang. Nu tager de igen vores marker, og senere vil de forsøge at fordrive os fra vores hus. Men denne gang bliver vi her, til vi dør." Michael Levin, en amerikansk fredsvagt i fyrrerne med hestehale og et bekymret udtryk i ansigtet, trækker Tarek Sahan i ærmet. Hjemme i USA er Levin med i "Not In Our Name", et netværk for amerikanske jøder, der modsætter sig, at Israel bruger den jødiske religion som undskyldning til at fordrive palæstinensere fra Det Hellige Land. "Prøv at høre her, jeg er jøde. Hvad vil du ha’ at jeg skal sige til jøderne i USA?" Tarek Sahan kigger på ham i et langt øjeblik uden at fortrække en mine. "Sig til dem, at vi vil ha’ fred," siger han så. "Bare det: fred."