Internationalt Forum

Partiet, aktionsgruppen og netværket

Nogle tanker om modstandens organisationsformer

Af Torkil Lauesen

Det følgende er nogle tanker om sammenhængen mellem: indholdet af ønsket om radikal forandring, de betingelser kampen for forandring har udspillet sig i, og den form organiseringen af de mennesker der kæmper for radikale forandringer tager.

Jeg tror det kan være fornuftigt også at gennemtænke den organisatoriske opbygning af modstanden mod neoliberalismen, hvis vi skal styrke vores position.

Organiseringen af mennesker der ønsker radikal forandring må forandre sig, fordi verden forandrer sig. Organisationer har det med at stivne i former, der måske var effektive da organisationen blev dannet, men med tiden bliver de en hæmsko for udviklingen af modstanden.

Jeg vil prøve at skitsere forandringerne i organiseringen i de sidste tre årtier som jeg har set dem.

Vi bevæger os i en verden, hvor nationalstatens politiske ramme ikke længere har den samme betydning som tidligere. Globaliseringen eroderer nationalstatens økonomiske og politiske råderum. Produktion og forbrug bliver stadig mere transnationalt. Global transport og kommunikation bliver stadig mere udbredt og hurtigere. Flere og flere mennesker i vor del af verden, bevæger sig rundt på Internet. Vi tænker stadig mere globalt. Vi ved godt at klimaproblemer, miljø, økonomi, flygtningeproblemer osv. ikke har en national, men global karakter. Den globaliserede kapitalisme hæver sociale, politiske og kulturelle konflikter til et højere niveau i intensitet og i omfang.

Der har sådan set i århundreder været internationale relationer, dvs. forhold mellem relativt selvstændige nationer. Det specielle ved den nuværende fase af globaliseringen er, at den netop gennemskærer og nedbryder den politisk/økonomiske skal, der omgav den gamle nationalstat. De globale relationer bevæger sig fra at være internationale (dvs. mellem nationer) til at være stadig mere transnationale (dvs. gennemskærer nationen).

I en sådan verden forandrer organisationsformerne sig også. Kapitalen bliver stadig mindre knyttet til et bestemt land og organiserer sig i stadig stigende grad i forhold til det globale marked for kapital, arbejdskraft og afsætning. Den gamle nationalstats administration arbejder i stadig højere grad transnationalt. Det er ikke længere kun Udenrigsministeriet der har relationer til omverdenen. En stadig større del af den politiske styring lægges over i transnationale organisationer og aftaler som EU, WTO, MAI osv. Folketinget er ikke hvad det har været, de globale markedskræfter og transnationale organisationer presser på.

Det betyder ikke blot at den gamle stats autoritet er svækket i relation til verden uden for nationalstaten, men også inden for. Staten har ikke den samme autoritet over for borgerne. Statsmagten som instrument til at forandre samfundet har således heller ikke den samme kraft længere.

Man kan roligt sige, at hos dem der ønsker radikal forandring, har der i det sidste tiår hersket en rumlig og social forvirring. Er der en national vej til radikal forandring? Er det det globale, internationale, nationale eller lokale niveau, der er det primære forum for forandring? Socialt set har neoliberalismens offensiv, Sovjetunionens og de østeuropæiske landes sammenbrud, forandringerne i den globale arbejdsdeling og klassestrukturer samt nye identitetsformer skabt en forvirring om hvem der er drivkræften i modstandprocessen, hvor slaget skal slås, hvordan modstandsformerne skal være og hvad der er målet. De kræfter der ønsker radikale forandringer har tabt terræn og er i vildrede om vejen fremad. Den forvirring har naturligvis også et organisatorisk udtryk. Modstanden forekommer splittet både hvad angår sagsområder og rent geografisk.

Hvordan skal modstanden organisere sig i en globaliseret verden? For at komme et svar lidt nærmere så lad os se kort på modstandens organisatoriske udvikling.

Efterkrigstiden

I 1950’erne stod autoriteterne stærkt: faderen, skolen, chefen, myndighederne, ministeren, staten og USA som sejrherre i krigen. Generationer var disciplineret via de militære institutioner, den kolde krig og den relative knaphed på arbejde og varer der herskede i efterkrigstiden. Modstanden mod efterkrigstidens verdensorden var først og fremmest organiseret omkring nationale kommunistiske partier med tilknytning til Sovjetunionen, i Danmark DKP. Men via koldkrigs-diskursen var de effektivt marginaliserede i forhold til det danske samfund. På grund af deres relationer til Sovjet og Østblokken blev de betragtet som en femte kolonne.

68’oprøret

1968 var et brud med efterkrigstidens autoriteter og magtformer. Da 68’oprøret brød løs på Colombia universitet, Paris, Berlin, San Francis, Prag, Mexico city og Tokyo var det et oprør uden præcis retning, uden planlægning, spontant og uden fastere organisering. 68-oprøret kom som en overraskelse for både deltagere, såvel som for dem oprøret blev rettet i mod. Overrasket var også den partiorganiserede traditionelle kommunistiske venstrefløj.

1968 var først og fremmest et opgør mod forældede styringsmetoder. Det var et oprør mod autoriteterne på alle fronter. Det var et oprør mod det et netværk af magtrelationer der i hverdagen, i talrige former og på forskellige niveauer, formede de opvoksende generationers krop og sind efter førkrigstidens normer.

I familien var det et ungdomsoprør mod forældrene, kvinden mod patriarkatet, ja - selve kernefamilien stod for skud. Det var nye samlivsformer og kollektivernes tid. Det var et opgør med gamle seksuelle normer, bøsser og lesbiske søgte frirum.

I skolen var det et oprør mod den gammeldags pædagogik og opdragelsesmetoder, mod forældet pensum, mod lærernes autoritet og professorvældet på universiteterne.

På arbejdspladsen var der krav om mere i lønposen, forbedrede arbejdsforhold og ikke mindst medbestemmelse. Myndighederne havde ikke længere den samme autoritet. Der var knaldertbøller, læderjakker, hippier og slumstormere. Der blev rejst kritik af USA’s engagement i Vietnam og af racismen i USA.

Hele dette antiautoritære oprør var i de første 2-3 år organiseret af nye mennesker på den politiske arena. Det var ikke de gamle kommunistpartier der planlagde og organiserede i 68. 68-oprøret var et spontant, decentralt og lokalt organiseret, men alligevel globalt oprør. 68-oprørerne var karakteriseret ved, at der ikke var noget skel mellem det private og det politiske, man levede "alternativt". Det var det enkelte menneske, der reagerede i de relationer hvor han/hun indgik. Oprøret var rettet mod de nærmeste omgivelser. Det var en selv, der handlede. Det var ikke nogle andre der skulle skabe forandringen.

Men det var alligevel i allerhøjeste grad et fælles oprør. Der opstod en fælles antiautoritær identitet, de forskellige kampfelter og lokaliteter understøttede og supplerede på umærkelig vis hinanden. 68’oprøret blev således en magtfaktor. Uden at erobre de gamle institutioner blev normer og sandheder rent faktisk flyttet i disse år. Kvinderne, ungdommen, mennesker af ikke europæisk herkomst og minoriteter af forskellig slags blev styrket eller i hvert fald synliggjort, nye sociale bevægelser og organisationsformer blev skabt.

68-oprøret forandrede sig i begyndelsen af 70’erne på to måder. Dels blev en del af oprøret inkluderet i en modernisering af kapitalismens styringsteknikker, dels blev det disciplineret og organiseret af partiinstitutioner, der dels allerede eksisterede i form af kommunistpartierne og dels blev gendannet i form af alle de nye venstrefløjspartier.

Partiet har altid ret

Partierne blomstrede i begyndelsen af 70’erne. De rekrutterede 68’erne. Partiet kunne tilbyde dem en samlet plan, en strategi, en taktik, et mål. Partiet kunne effektivisere og øge handlekraften. Vejen til socialismen og det socialistiske samfund var ikke blot politik og ideologi, det var "videnskab". Man studerede "Kapitalens" lovmæssigheder. Det gjaldt om at tilegne sig (via skoling) og udbrede den videnskabelige sandhed. Deraf fulgte også de vanskelige samarbejdsforhold mellem venstrefløjens partier og de mange uforsonlige fraktionskampe der ofte førte til splittelser. Hver især besad de forskellige partier og fraktioner jo sandheden. Forskelle var ikke blot meningsforskelle, men objektive forskelle mellem det fejlagtige og det korrekte. Optagelse, skoling og truslen om evt. eksklusion fra partiet disciplinerede medlemmerne.

Det var kun gennem partiet man kunne handle. Det var partiet, der skulle overtage magten og blive til staten. Uden for partiet var man intet og kunne intet. Man kunne godt arbejde i en fagforening eller i andre sammenhænge, men så var det for at fremme partiets linie. Det gjaldt om at opbygge partiet som organisation, dets styrke, dets indflydelse, osv. Det drejede sig om at forberede revolutionen. Forandringen ville komme engang i fremtiden. Partimedlemmets opgave var først og fremmest propaganda og agitation, dvs. at få andre til at lave revolutionen: arbejderklassen, de undertrykte i den tredje verden osv.

Partiet var først og fremmest nationalt organiseret. Partiets mål var at overtage statsmagten i nationen. Fokus for kampen var det nationale rum. Nok var der meget snak om international solidaritet, men det var netop en solidaritet mellem nationale revolutionære organisationer.

Det revolutionære partis kulmination som organisationform ligger omkring 1978. Fra det tidspunkt begynder optimismen, troen på partiernes sandheder, og verdensrevolutionen som en serie af nationale revolutioner at blegne. Den revolutionære proces i Den tredje Verden dør ud og de revolutionære stater, det var lykkedes at skabe, formår ikke at etablere de samfund de selv og vi i vesten havde håbet på. Neoliberalismen begynder sin offensiv symboliseret ved politikere som Reagan og Thatcher.

Partiet havde ikke længere patent på sandheden. I organisationers og tidsskifters formålsparagraffer dukker sætningen: "uafhængig af partiinteresser..." stadig oftere op. Lige som det nationale niveau som ramme for radikale forandringer begynder at blive utroværdigt.

Aktionsgruppen slår til

Fra begyndelsen af 80’erne er det nye mennesker og nye organisationsformer der dynamiserer den radikale modstand. Arketypen for det politiske parti blev udviklet af den tyske arbejder- og socialistiske bevægelse i slutningen af sidste århundrede. Allerede dengang blev den kritiseret for at skabe og reproducere et fåmandsvælde. 1980’ernes BZ’ere og senere autonome brød sig hverken om partiets sandhedsmonopol, eller dets "demokratisk centralisme" De søgte at udvikle organisationsformer der var basisdemokratiske. Om det lykkedes kan diskuteres.

Det var ikke de store sammenhænge og langsigtede strategier, men konkrete enkeltsager, der optog og mobiliserede disse unge. Begreber som retfærdighed, uretfærdighed, vrede, moral og følelser, spillede en større rolle end "videnskabelige analyser" i politikken. Der var ikke meget teoretisering. Aktionen stod i fokus. "Lad os gøre noget og se hvad der sker". Man drømte om den "eksemplariske aktion" dvs. en aktion, der åbnede folks øjne for forhold eller sammenhænge de ikke før havde set. Aktionen der satte en ny dagsorden for debatten. Eller man søgte aktionsformer der viste at alle kunne gøre noget her og nu for at forandre forholdene. Organisationen var blot et redskab til at få aktioner på benene. Det var "initivgruppernes" tid. Organisationerne opstod ofte omkring enkeltsager. De kom og gik derfor i en lind strøm alt efter hvad der var bevægelse i, og muligheder for at aktionere for. Det langsigtede perspektiv, planen og strategien var væk. Troen på at aktionerne var led og del i en revolutionær proces og strategi var begrænset. Målet var ikke at overtage statsmagten men at genere den. Det drejede sig ikke om at opbygge den socialistiske republik Danmark. Men det var vigtigt at yde modstand for blot at bevare en identitet og skabe små frirum her og nu. Fokus var det lokale. De mange lokale tiltag skulle så måske engang smelte sammen til et større projekt men det havde man ingen dybere strategiske eller teoretiske overvejelser om. Det teoretiske bekymrede aktionsgruppen sig ikke videre om. Den var netop fokuseret på handling.

Den radikale aktionsgruppe bliver i løbet af anden halvdel af firserne og begyndelsen af halvfemserne marginaliseret og isoleret. Den rumlige og sociale forvirring som globaliseringen, "den virkeliggjorte socialismens" sammenbrud og neoliberalismens offensiv har ført til, at de lokale enkeltsagskampe i al for høj grad søgte at profilere sig på bekostning af hinanden, i stedet for at søge at supplere og støtte hinanden. De lokale delkampe forstod sig ikke som en del af et fælles projekt. Modstanden fremstod fragmenteret og isoleret i midten af 90’erne.

Sociale bevægelser, lokale kampe og det globale rum

Den socialistiske bevægelse, ikke mindst arbejderbevægelsen, har været tæt bundet til stedet - til nationalstaten. Den var fokus for organiseringen og aktioner. Det var inden for dens rammer man ville overtage magten. Denne sted-fiksering i organisering og handling synes jeg bliver et stigende problem som globaliseringen skrider frem, fordi den skaber mulighed for splittelse og konkurrence mellem de nationalt bundne sociale bevægelser i forhold til den stadig mere globalt bevægelige og fleksible kapitalakkumulation.

Globaliseringen transportmæssigt, kommunikationsmæssigt og bevidsthedsmæssigt betyder at det globale rum bliver et stadigt mere centralt, tilgængeligt og brugbart terræn for sociale bevægelser. I begyndelsen af dette århundrede var der en klarhed over hvad der var lokalt, nationalt og internationalt. Nu ved slutningen af dette århundrede er det knapt så klart. Det lokale og det globale bliver stadig mere uadskilleligt. Naturligvis er der stadig et sted, hvor ting sker. Men på IF’s kontor kan der f.eks side en iransk flygtning og kommunikere med en indiansk organisation i Chaipas på Internet om at holde et møde i Milano om lokale initiativer i en global kampagne mod neoliberalisme. Hvad er globalt og hvad er lokalt bestemt i en sådan sammenhæng? Griffenfeldsgade og La Realidad i Chaipas jungle er lokaliteter bragt sammen af konflikten med en neoliberal globalisering. Via Internets world-wide-web er de del af og bidrager til en globalt solidaritets net som kan lære af hinanden og støtte hinanden.

Det forhold at det globale felt bliver stadig mere betydningsfuldt for sociale bevægelser betyder ikke, at globaliseringen er uproblematisk, den indebærer både nye muligheder og nye risici.

Hvis de sociale bevægelser skal kunne udnytte og gebærde sig i det globale rum, kræver det at de udvikler en verdensopfattelse og anskuelse der er langt mere radikal end den gamle internationalisme. De skal netop bevæge sig ud over det inter nationale, d.v.s bevæge sig bort fra den opfattelse at den radikale forandrings geografiske byggesten er det nationale rum og, mod en ny forståelse af global medborgerskab og global solidaritet der opfatter verden som ét sted med plads til mange verdner. Det kræver at bevægelserne bliver bedre til at opfatte verden, d.v.s søge information og bedre til at kommunikere globalt, d.v.s. blive i stand til at udvikle en global offentlighed. Udvikle et globalt projekt for radikal forandring - en globalisering fra neden som alternativ til den nuværende globalisering fra oven.

En kompleks solidaritet i en kompleks verden

Globaliseringen betyder et farvel til den nationalt baserede alternativ til kapitalismen, og dermed også et farvel til den gamle - hovedsagelig retoriske - internationalisme fra nationalstatens glansperiode (1848-1945). Et bredere globalt netværk end de gamle kommunistiske Internationaler, der mere havde karakter af et efterretningsvæsen end en bred folkelig bevægelse.

Globaliseringen rejser spørgsmålet om omdannelsen af den gamle internationalisme til en ny form for global solidaritet. En global solidaritet, der forholder sig til globale sociale, økonomiske og politiske problemer. En solidaritet, der anerkender og fremmer forskellighed.

En global solidaritet må basere sig på solidaritet mellem mennesker mere end mellem stater eller partier. Den globale solidaritet må baserer sig på respekt for forskellighed mere end på solidaritet baseret på enshed. En solidaritet, hvor jeg anerkender, at du er anderledes og kan gøre en forskel, hvis du anerkender min forskellighed og at jeg kan gøre en forskel. En verden med plads til mange verdner. Det betyder ikke en accept af klasseforskelle, kønsdiskriminering eller racisme, men at målet ikke er at vi alle skal være ens.

Netværket og muligheder for globalisering fra neden

Netværk som organisationsform er ikke noget nyt. Netværket som måde at forholde sig til hinanden på er både den ældste og mest almindelig form for menneskelig relation. Det var først med udviklingen af den industrielle nationalstatsligt baserede kapitalisme, at den formelle hierarkiske bureaukratiske organisation (hos os i form af det repræsentative demokrati) udviklede sig og sugede kraft og mening ud af de uformelle netværk og præsenterede sig selv som den ideale form for social organisering, hvor den besluttende magt i samfundet skulle koncentreres.

Den globaliserede kapitalisme bringer nu netværksorganiseringen tilbage som organisationsprincip på globalt plan og hægter dermed de grupper af, som er fastlåste og afhængige af den traditionelle hierarkiske organisations form. Partiet med stort P er i krise hvad enten det er kommunistisk eller konservativt.

Netværket idag er en langt mere bevidst opbygning og dens geografiske udstrækning begrænser sig ikke længere blot til det lokale område. Nettet udstrækkes i dag til det globale rum

Der er ikke forbundet nogen særlig magisk kraft til netværket hverken i dag eller før, men netværket har nogle fordele frem for hierarkiske organisation. Netværk kan være flade i organiseringen, fleksible og åbne. Netværk kan have forskellig arkitektur: stjerneformet, hjulformet eller netformet, som f.eks w.w.w., der i stigende grad benyttes af aktivister og sociale bevægelser som kommunikations form. De forskellige udformninger af netværket medfører forskellige former for kontrol og indflydelse. Ting vi endnu ikke ved særlig meget om, som vi må gøre os vores erfaringer med.

Men trods denne usikkerhed og kompleksitet som netværksorganiseringen frembyder tror jeg ideen, værdien og opbygningen af netværk åbner vide perspektiver for udviklingen af globale sociale bevægelser med radikal forandring på dagsordenen.

Jeg tror det er væsentligt at inddrage "partier" og "aktionsgrupper" i disse nye globale netværk. Partiet er forbindelse til det nationalstatslige politiske system, der selvom det er svækket stadig spiller en rolle. Aktionsgruppens erfaring og muligheder for at sætte en dagsorden skal bestemt heller ikke undervurderes. Aktionens kraft og virkning vil blive mangedoblet ved at indgå i netværksorganiseringen.

Jeg ser de globale træf mod neoliberalismen i Chiapas 1996 og i Spanien 1997 og de netværk der er kommet ud af det, som eksempler på de førte spæde skridt mod en sådan global organisering (se Gaia efterår 1996 s. 24-34 og Gaia nr. 18 efterår 97 s. 40-45). Peoples Global Action, hvis politik og aktiviteter der var omtalt i sidste nummer af Gaia og hvis manifest der bringes i dette nummer, er en del af denne proces. Disse transnationale modstandsnetværk ser sig ikke som repræsentanter for deres nation, men for en lokal decentral modstand mod neoliberalismen og dens institutioner i al deres mangfoldighed. De er ikke fikseret omkring en relativ snæver ideologisk opfattelse som partierne typisk var. De taler om "en verden med plads til mange verdner". Disse organisationsformer søger at integrere modstandsemner og geografiske steder til netværk, der kan støtte og supplere hinanden med informationer og koordinerede aktiviteter, og dermed skabe andre sandheder, andre praksisser og andre institutioner end dem den globale neoliberalisme kaster af sig. Det er også nødvendigt at vi begynder at udvikle analysemetoder til at se på verden, som kan skabe basis for koordinering af vores strategier. Det er vigtigt, at vi i vores hoveder og i vores praksis begynder at se den antiracistiske/antinazistiske kamp, miljø bevægelserne, de kønspolitiske kampe, protesterne mod neoliberalismen, solidariteten med mennesker der kæmper i den tredje og fjerde verden som del af et samlet projekt lokalt og globalt. Det er vigtigt vi gør det i de organisationer hvor vi indgår, men ikke mindst er det vigtigt vi hver især gør det i vores hverdag.

Der er stadig en tro på, eller i det mindste et ønske om i den socialistiske bevægelse og blandt venstreorienterede teoretikerer at det er muligt at genopbygge en nationalstatslig politisk styring af kapitalismen. (Se f.eks. James Peatras artikel i Gaia nr 22 side 26). Det tror jeg er en illusion der ignorerer historisk erfaring. Forandringerne i kapitalismen, teknologisk eller organisatorisk, kan ikke skrues tilbage. Det er maskinstormeri. Man kan ikke standse globaliseringen og vende tilbage til en verden af nationalstater. Det er ikke kun en defensiv strategi, det er et håbløst projekt. Det man kan er at påvirke kapitalismens videre udvikling, ændre globaliseringens karakter, dynamik og indhold. Fremme en globalisering fra neden.

Jeg er imidlertid ikke i tvivl om at der i de kommende år vil udvikle sig et eller flere reformistiske statsligt baserede projekter med det formål at tæmme den neoliberale kasino kapitalisme. Den globale bevægelse, der er ved at vokse frem i disse år, kan utvivlsomt finde alliancepunkter med disse tiltag, men den skal ikke identificere sig med disse projekter, men i stedet udvikle sine egne.

Det gamle slogan: "tænkt globalt og handel lokalt" er ved at have udtømt sit potentiale. Internationalismen må skiftes ud med global solidaritet. Den revolutionære parole i det næste århundrede er "tænk lokalt og handel globalt!"