For de internationale fredsvagter i Palæstina har foråret budt på et mord, to meget alvorlige skudepisoder og adskillige arrestationer. Men fredsvagterne er vigtigere end nogensinde, skriver Lasse Schmidt, der lige er vendt hjem fra Palæstina
Af Lasse Schmidt, fredsvagt
Israel vil ikke tillade FN at sende observatører til det besatte Palæstina. Efter tre måneder som frivillig fredsvagt på Vestbredden, har jeg et kvalificeret gæt på, hvorfor de israelske autoriteter nødigt ser observatører i de besatte områder: Hvad verden ikke ved, har verden ikke ondt af.
Og tro mig, hver eneste dag fortager de israelske soldater sig ting, der ikke tåler dagens lys. Når FN svigter, må andre tage over. En af dem er International Solidarity Movement (ISM) - en lille palæstinensisk organisation, der arbejder med at få frivillige udlændinge til Palæstina for at modarbejde besættelsen og bevidne den israelske hærs overgreb på civilbefolkningen.
Overlagt mord?
I løbet af dette forår er fredsvagternes arbejde øjensynligt blevet så stor en torn i øjet på israelerne, at de har besluttet sig til at slå hårdt ned. Det startede i midten af marts, da en ung amerikaner, Rachel Corrie, blev brutalt kørt ned af en militær bulldozer i Rafah, grænsebyen mellem Gaza-striben og Ægypten. Det er stadig usikkert, om det var overlagt mord eller uagtsomt manddrab, men fakta er, at hun stod foran bulldozeren for at forhindre en uskyldig families hus i at blive ødelagt. Og at hun havde været på stedet i flere timer. Og at hun havde haft øjenkontakt med soldaten bag rattet. Og at hun havde snakket med ham, kort tid før han kørte hende over. Og at hun blev kørt over to gange - da han kørte frem og da han bakkede. Og at ingen af soldaterne i nærheden løftede en finger for at hjælpe den dødeligt sårede pige bagefter.
To amerikanere skudt
Anden episode kom under en uge senere. En amerikaner blev skudt i brystet med fire gummikugler i Nablus på Vestbredden. Hans forbrydelse var, at han stod på ”sikker” afstand og observerede soldaternes hærgen i den gamle bydel. Han slap med skrækken og blå mærker, men gummikugler er metalkugler omsvøbt med et tyndt lag plastik og kan være dødelige på kort afstand.
Cirka to uger senere blev en tredje ung amerikaner, Brian Avery, ramt direkte i ansigtet af en kugle fra et israelsk maskingevær i Jenin på den nordlige Vestbred. Hans forbrydelse var, at han trodsede et udgangsforbud - noget ISM-aktivister har gjort tusinde gange før - og at han stod klart synligt på vejen med hænderne i vejret iført en rød vest med reflekser. Havde kuglen ramt et par cm. tættere på hjernen, var han sandsynligvis faldet død om på stedet.
Ville redde 5-årig
Fem dage senere blev en ung englænder, Tom Hurndall, skudt gennem hovedet i Rafah. Som de tre foregående ofre havde han vest på, der klart identificerede ham som international hjælpearbejder. Skuddet blev affyret af en israelsk snigskytte og gik gennem hjernen. Han lever endnu, men hjerneaktiviteten er så begrænset, at det nok kun er et spørgsmål om tid, før det er slut. Tom Hurndalls forbrydelse var, at han ville redde en femårig pige. Hun sad fuldstændig paralyseret af angst på den forkerte side af en jordvold, der blev beskudt fra et tårn på grænsen til Ægypten. På vej hen mod pigen faldt han om, og en stor del af hans hjerne var væk.
Soldater var ikke truede
Et bemærkelsesværdigt fællestræk ved tre af de nævnte situationer er, at de israelske soldater ikke var truede. Der forgik ikke skudvekslinger med palæstinensiske modstandskæmpere. Der var ikke grupper af vrede, stenkastende palæstinensere forsamlet. Rachel Corrie, Brian Avery og Tom Hurndall blev alle myrdet eller skudt i situationer, hvor der kun var internationale aktivister og deres palæstinensiske samarbejdspartnere tilstede.
Få dage efter nedskydningen af Tom Hurndall udtalte den israelske forsvarsminister, at Israel nu ville arbejde på at få alle disse ”såkaldte” fredsaktivister ud af de besatte områder. ”For deres egen sikkerheds skyld”.
Arrestationer
Derefter skiftede de taktik og holdt op med at skyde fredsvagter. I stedet er de fra slutningen af april gået over til at arrestere os for at smide os ud af Israel. Samtidig stormede de ISMs hovedkontor og beslaglagde alle computere og sagsmapper. Siden har de arresteret over 15 ISM-aktivister. Men de har svært ved at komme helt af med os: Ofte vil det israelske politi ikke tage imod arresterede aktivister, som selv ifølge israelsk lov intet ulovligt har gjort. Og selv når politiet bliver involveret, må de som regel lade aktivisterne gå fri efter nogle få dage i fængsel. Tidligt på foråret lykkedes det dem at få deporteret en ung amerikansk ISM-aktivist, Susan Barkley, men kun fordi hun blev dømt ved den israelske højesteret for at have deltaget i en voldelig demonstration. Vel og mærke en demonstration, der aldrig havde fundet sted.
De truer bare
Det har været et barskt forår for de internationale fredsvagter i Palæstina. Det første dødsfald, sandsynligvis et mere på vej (Tom Hurndall), én alvorlig såret, et hærget hovedkontor og mindst 15 arresterede. Hårde slag for en lille organisation, der i dette forår på intet tidspunkt har talt mere end 40 aktive fredsvagter på en gang.
Det oplagte spørgsmål er: hvor meget er vi værd som beskyttelse for de civile palæstinensere, når vi også selv bliver skudt? Da jeg tog af sted i slutningen af januar, følte jeg, at mit danske pas og mit skandinaviske udseende var en skudsikker vest. I løbet af de først uger oplevede jeg blandt andet at få en maskinpistol trykket hårdt mod tindingen af en soldat, der med vanvid i øjnene sagde: ”Jeg er sindssyg. Du aner ikke, hvad jeg er i stand til at gøre”. Jeg er ikke et øjeblik i tvivl om, at manden ville blive tvangsindlagt, hvis han havde levet i Danmark. Jeg oplevede også, at der blev skudt med skarpt lige hen over hovedet på mig og at kugler ramte jorden under en meter fra min vens fødder. Men hver eneste gang følte jeg mig tryg.
”De truer blot. Det er alt for dyrt for dem, hvis der sker dig noget. Verden vil slå hårdt ned på Israel, hvis de skyder dig,” fortalte jeg mig selv igen og igen. Og det virkede. Indtil midten af marts, hvor vi oplevede, at det alligevel ikke var dyrt for Israel at skyde en international borger med koldt blod.
Da Rachel Corrie blev dræbt og verdens reaktion udeblev, var jeg rystet. Da Brian Avery blev skudt ned for øjnene af mig, følte jeg mig meget sårbar. Væk var den skudsikre vest. Og da reaktionen fra verden endnu en gang udeblev, var jeg frustreret til grådens rand.
Hvad verden ikke ved
For mig er konsekvensen klar. Det er slut med at være ”levende beskyttelse” for palæstinensiske børn, der kaster sten efter israelske soldater i tanks. Ingen - slet ikke palæstinenserne - er tjent med at vi tager til Palæstina og dør. Men tiden i Palæstina lærte mig værdien af at være tilstede. En fredsvagts vigtigste bidrag er blot det at være der. Af tre grunde:
— For at vise palæstinenserne, at de ikke har ret, når de siger, at hele verden er ligeglad med deres lidelser. Det gør en stor forskel for dem, at vi er der og tror på deres historier.
— For at bevidne de voldsomme over-greb, de daglige ydmygelser, drabene og henrettelserne. Hver gang endnu én oplever sandheden om den israelske besættelse, er vi et lille skridt nærmere retfærdigheden.
— For at undgå en optrapning af de israelske overgreb. Vi må ikke glemme, at spørge os selv: hvorfor kæmper Israel så indædt for at slippe af med vagthundene? Det er nok ikke fred og retfærdighed, de vil tilbyde palæstinenserne, hvis det lykkes dem at slippe af med vidnerne.
Hvad verden ikke ved, har kun palæstinenserne ondt af.
Du kan læse mere om de internationale fredsvagter på www.palestinafredsvagter.dk og www.palsolidarity.org
Se også Gaia nr. 38