I oktober vandt det brasilianske arbejderparti PT en jordskredssejr, og 1. januar overtager partiets populære leder - Lula - præsidentembedet. Men hvad var baggrunden for valgsejren, hvilket parti er PT i dag, og hvilke muligheder har partiet for at forbedre forholdene for Brasiliens millioner af fattige?
Af Pelle Dragsted
Efter at være blevet valgt ved en jordskredssejr med over 61 % af stemmerne kan Luis Inacio "Lula" da Silva sætte sig i præsidentembedet 1. januar 2003 i Latinamerikas største land med over 175 millioner indbyggere. Lula, som han kaldes i folkemunde, fik tre millioner flere stemmer end George Bush høstede i USA i 2000. Den progressive teolog Leonardo Boff kalder Lulas triumf for "en sejr for et projekt, der kommer nedefra - de fattiges projekt". Lula sagde selv kort efter sin sejr, at "hvis alle brasilianere ved afslutningen på min præsidentperiode får tre måltider om dagen, så har jeg virkeliggjort mit livs vision."
Skopudser
Lula blev født i 1945 i det nordøstlige Brasilien. I hans barndom pudsede han sko og solgte peanuts og lærte ikke at læse før han var 10 år. Kort efter kom han i lære som metalarbejder og immigrerede til det sydlige Sao Paolo for at finde arbejde. Efter at have været fagligt aktiv i en årrække blev han i 1975 valgt til formand for Brasiliens Metalarbejderforbund med 100.000 medlemmer. På den post var han medvirkende til at forvandle det tidligere regeringsvenlige forbund til en magtfuld uafhængig bevægelse. I 1980 samlede Lula faglige, intellektuelle, kirkeaktivister og andre progressive og dannede Arbejderpartiet PT - det første større socialistiske parti i Brasiliens historie. Partiet udfordrede det daværende militærregime og krævede en radikal omfordeling af rigdom fra landets herskende klasser til bønder, arbejdere og andre fattige. Efter diktaturets ophør har PT deltaget i valg, og det er fjerde gang, at Lula stiller op til præsidentposten.
Katastrofal økonomi
Lulas valgsejr ved dette valg skyldes først og fremmest det, som den brasilianske politolog Emir Sader beskriver som "et rungende kollaps" for den afgående præsidents Fernando Henrique Cardosos økonomiske projekt. Cardoso var i 80’erne en kendt venstreorienteret intellektuel, men forvandledes i 90’erne til en fortaler for neoliberalisme, ven af de multinationale selskaber og allieret med USA. Under Cardoso er Brasiliens udlandsgæld mere end fordoblet, fra 148,2 milliarder dollar da han blev valgt i 1994 til 400 milliarder dollar i dag. Baggrunden for dette er Cardosos berømte Plano Real, som knyttede Brasiliens valuta til dollaren i et forsøg på at stoppe inflationen og tiltrække udenlandske inverteringer. Strategien så ud til at virke de første par år, inflationen blev bragt under kontrol og investeringerne mere end fordobledes. Men Cardosos succes var kortvarig. Den bundne valuta blev overvurderet, da dollaren steg i midthalvfemserne hvilket eroderede den brasilianske eksports konkurenceevne. Den samtidige liberalisering af handelen, der førte til en oversvømmelse af det brasilianske marked med udenlandske varer, resulterede i en negativ handelsbalance, der krævede mere og mere udenlandsk kapital. Dette betød at staten måtte hæve renten for at tiltrække udenlandsk kapital.
Da Brasilien i 1997 blev "smittet" af den asiatiske finansielle krise, tog renten himmelflugt idet den nåede 50 % i oktober 1998, da regeringen på opfordring af IMF forsøgte at undgå kapitalflugt. Samtidig brugte regeringen 50 milliarder dollar på at forsvare den overvurderede valuta mod spekulative angreb, indtil den endeligt måtte opgive tilknytningen til dollaren og hjælpeløs se til, mens Realen faldt i værdi. I dag går der 4 real på en dollar.
Transnationale kontrollerer
Cardosos monetære politik var en del af en større pakke, der havde til formål at globalisere Brasiliens økonomi. Økonomen Reinaldo Goncalves siger, at Cardoso istedet for at søge en selektiv åbning af økonomien mod verdensmarkedet, ukritisk og samtidigt åbnede kerneområderne inden for finans, handel, teknologi og investeringer. På alle fire områder kom Brasilien ud som taberen. På investeringsområdet har udviklingen været særlig katastrofal. Liberaliseringen af lovgivningen om udenlandske investeringer og privatiseringen af statsentrepriser har medført en stigning i investeringer fra 1, 8 milliarder dollar i 1994 til 30 milliarder dollar i 2000. Transnationale virksomheder kontrollerer i dag 40 procent af den brasilianske eksport.
Men det, der for nogle år siden så ud til at være en del af løsningen, er nu blevet en stor del af problemet i mange brasilianske økonomers øjne - med så stor en del af produktionen kontrolleret af transnationale selskaber, kontrollen med beslutningerne i hænderne på selskaber, der retter sig mere efter internationale profitforhold end efter det lokale økonomiske behov.
Således er Cardoso-periodens store paradoks opstået: Den udenlandske kapitals dominans har ikke medført større sikre kapitalinvesteringer, større international konkurrenceevne eller større teknologisk innovation. Tværtimod har transnationaliseringen af den brasilianske økonomi ført til en massiv desindustrialisering. Den udenlandske kapitales entré har ikke ført til en styrkelse af den nationale kapital i samarbejde med udenlandsk kapital, men til fortrængelse af den nationale kapital.
Mens mindre sektorer inden for finanskapitalen og den storindustrielle kapital har lukreret på samarbejdet med den udenlandske kapital, har den største del af den lokale industrielle elite og mellem- og småindustrien, som primært har forsynet det lokale marked, set deres rigdom forsvinde. Den økonomiske politik har også resulteret i, at 53 millioner ud af Brasiliens 180 millioner lever i fattigdom, og 23 millioner lever i ekstrem fattigdom. Det er denne fejlslagne økonomiske politik, som Lula ufortrødent har angrebet i sin valgkamp.
Klassesamarbejde
Efter fire tidligere forgæves forsøg på at vinde valget har PT, for at tiltrække den politisk magtfulde middelklasse, i de sidste par år skruet ned for den radikale retorik og gradvist sat en mere pragmatisk og socialdemokratisk dagorden, hvis økonomiske hovedprioritet er en skattereform, der skal stimulere produktionen og eksporten.
PT har også effektivt udnyttet den splittelse inden for borgerskabet, som den neoliberale økonomiske politik har skabt. Underminering af den nationale industri har også fået en del af industriborgerskabet til at opgive støtten til det neoliberale projekt. Det er således lykkedes Lula at overbevise hovedsektorer i erhvervslivet om, at han vil indvie en ny æra af national kapitalistisk udvikling, der vil beskytte og forsone deres interesser med de lavere klassers interesser.
Dette skift symboliseres af Lulas valg af vicepræsident. Den nye vicepræsident, Jose Alencar, er en af Brasiliens største tekstil-magnater med en personlig formue på omkring 500 millioner dollar. Alencar har erklæret, at alliancen er produkt af et nyt politisk landskab, og at det reflekterer en ny social pagt "hvor Lula repræsenterer arbejdskraften, og jeg repræsenterer kapitalen". Og da han blev spurgt, hvorfor han accepterede vicepræsidentposten, udtalte Alancar. "I menneskehedens historie kom arbejdskraften først, og så kom kapitalen. Og også i min personlige historie...det var arbejdskraft, der byggede min kapital."
Lula har også søgt alliancer med andre stærke sektorer i det brasilianske samfund, herunder militæret. Lula modtog en tordnende applaus på et møde med en gruppe officerer den 13. september, da han sagde, at han ville fastholde Brasiliens militærs udvikling og investere mere i nationens våbenindustri og beklagede Brasiliens tilslutning til den nukleare ikke-spredningsaftale. "Brasilien," sagde han, "skal være stærk. Økonomisk, teknologisk og militært".
Denne udvikling har fået mange til at mene, at Lula vil forråde sin klassebaggrund og partibase efter sin indsættelse på præsidentposten. Den amerikanske politolog James Petras mener, at PT er blevet et "bureaukratisk parti kontrolleret af middelklasse-akademikere og fagforeningspampere, der er totalt orienteret mod valgkampagner og magtprivilegier. "
Grænser for forandring
Men det er ikke alene de brede alliancer, der lægger begrænsninger på PT’s muligheder for at forandre det brasilianske samfund. Også Brasiliens rolle i den globale økonomi sætter alvorlige begrænsninger. Allerede under valgkampen blev det tydeligt, at den internationale kapital ikke vil acceptere et brud med den neoliberale politik, som den har lukreret på. Da det i månederne op til valget stod mere og mere klart, at Lula ville vinde, opfordrede en række større internationale investeringsrådgivere investorerne til at flytte deres inverteringer væk fra Brasilien, hvilket medførte en devaluering af Realen på mere ned 40 %.
IMF tog også sine forholdsregler før valget, idet den lånte 30 milliarder dollar til den afgående regering. Kun 6 milliarder måtte faktisk bruges under Cardoso, mens resten vil blive udbetalt til den nye regering, hvis den har et budgetoverskud på 3 1/2 procent. Ingen regering i Sydamerika har opnået et sådant overskud de sidste år. PT’s ledelse er da også forsigtig, når det gælder de kortsigtede økonomiske forandringer. Antonio Prado, som var koordinator for PT’s valgkampagne fortæller, at den virkelighed, som den neoliberale krise har skabt, giver "et lille manøvrerum på kort sigt. Dette betyder, at vi vil blive nødt til at fortsætte nogle af den gamle regerings politikker såsom inflationsbekæmpelse, en flydende vekselkurs og skabe budgetoverskud de første par år." Lula har også understreget, at han anerkender Brasiliens gæld og IMF’s lånebetingelser. "Ingen skal lære mig om vigtigheden af at kontrollere inflationen. Jeg begyndte mit engagement i arbejderbevægelsen, fordi jeg var vred over undergravelsen af arbejderlønningernes købekraft."
Brasiliens fattige skal altså ikke forvente hurtige forandringer, og spørgsmålet er, om PT - uden radikale forandringer - vil kunne fastholde opbakningen blandt sine kernevælgere - de fattige bønder og arbejdere. Lulas valgkoordinator Prado siger, at "vi har tillid til, at arbejdernes borgerbevidsthed vil have overtaget, og at de vil være enige i regeringens gradualistiske tilgang."
Satser på produktion
Men på længere sigt er det PT’s hensigt at ændre den neoliberale økonomiske politik. Først og fremmest skal staten igen spille en større rolle i økonomien. "At skabe job vil være min lidenskab," sagde Lula i sin sejrstale. "Til det formål vil vi øjeblikkeligt mobilisere alle tilgængelige offentlige ressourcer fra statsbankerne - for at aktivere byggeriet og sanitetssektoren. Udover at skabe job vil dette bidrage til en gradvist voksende vækst".
Et centralt punkt for PT er at uddanne den brasilianske arbejdsstyrke. Eksempelvis vil PT sætte en tidsfrist på eliminering af analfabetisme. 25 millioner voksne brasilianere er analfabeter. Alle over 18 år, som ikke kan læse eller som ønsker mere uddannelse, skal kunne deltage i et arbejderstudieprogram, der tillader dem at fortsætte en form for produktiv virksomhed, mens de uddanner sig. "Enhver investor vil komme til Brasilien, når der er en infrastruktur, der støtter produktionen, en godt uddannet arbejdsstyrke og et marked, der konsumerer, fordi der er høje lønninger,"har Lula sagt.
PT’s økonomiske hovedstrategi er altså en udvidelse af Brasiliens produktive kapacitet gennem en ekspansion af den nationale efterspørgsel og stimulering af den nationale industri. Det overordnende mål er at skabe en mere selvcentreret økonomi, med et købedygtigt hjemmemarked, og således blive mindre sårbar over for de internationale konjunkturer. Lula siger således: "Vi vil skabe et bredt massehjemmemarked, der skaber sikkerhed for private investeringer, tiltrækker internationale investeringer i produktion og repræsenterer en ny udviklingmodel, som gør ind-komstudjævning og økonomisk vækst kompatibel."
Demokratiske reformer
PT har vist, at partiet er en varm tilhænger af græsrodsdemokratiske tiltag. PT kontrollerede inden valget delstater, der i alt dækkede 18 % af Brasiliens befolkning. Ifølge PT’s valgprogram skal disse erfaringer nu anvendes på nationalt plan. Et vigtigt initiativ er den såkaldte "inkluderende statsadministration." PT`s økonomiske rådgiver, Marcos Arruda, fortæller, at idéen er at danne "lokale og regionale råd, der involverer repræsentanter fra civilsamfundet og NGO’erne". Disse råd skulle hjælpe med at fastsætte økonomiske, sociale, politiske, kulturelle og miljømæssige politikker og arbejde direkte sammen med ministerierne i Brasilia - landets hovedstad. Andre råd ville fokusere på områder som landbrug, transport, uddannelse og sanitet. Både erhvervslivet, tekniske eksperter og repræsentanter fra civilsamfundet skulle deltage.
Nej til frihandel
På det internationale område betyder valget af PT et klart skred i forhold til den tidligere regering, der var en af USA’s nærmeste allierede. PT har slået fast, at den nye regering vil føre en uafhængig international politik og selv vælge sine alliancepartnere uafhængigt af USA. Men den mest truende konflikt med storebror i nord vedrører den amerikanske frihandelsaftale FTAA. PT har gjort det klart, at de under ingen omstændigheder vil underskrive aftalen i dens nuværende form. Aftalen vil, ligesom det er tilfældet med NAFTA, gøre det muligt for transnationale selskaber at lægge sag an mod regeringer, der diskriminerer deres salg. Dette vil ifølge PT gøre det praktisk umuligt for den nye regering at føre sin industripolitik ud i livet, idet den vil umuliggøre subsidieringen af den nationale industri på særlige kerneområder.
Patentreglerne ville desuden true folkesundheden i Brasilien ved at gøre det svært at producere nødvendig billig kopimedicin. Samtidig er PT utilfreds med, at USA i det nuværende aftaleoplæg vil beskytte amerikansk produktion af appelsinjuice, soyabønner og metalindustrien - alle vigtige områder for brasiliansk eksport. Ifølge PT vil den nye regering i det hele taget arbejde for større globalt demokrati. Både gennem IMF, FN, Verdensbanken og WTO.
USA bekymret
Venstrefløjens sejr ved valget i Brasilien skaber da også bekymring i USA. Bush-regeringen udtalte godt nok kort efter valget at den "ser frem til at arbejde produktivt sammen med Brasilien", men højrefløjseksperter og politiske strategikere i USA er allerede begyndt at kritisere Lula-regeringen. Constantine Menges, en seniorforsker, der fungerede som rådgiver for Reagans sikkerhedsråd, udgav for kort tid siden rapporten: ’Brasilien - en strategisk advarsel.’ I rapporten fordømmer han det, han kalder "Castro-Chavez-Lula-aksen." Menges argumenterer for, at disse lande er "i stand til at skubbe andre sydamerikanske lande mod venstre og etablere farlige alliancer med det kommunistiske Kina og med de to terroristiske lande Iran og Irak". Ifølge Menges betyder Lulas sejr skabelsen af en gigantisk "sydamerikansk venstreblok, som vil skabe en dominoeffekt på lande som Colombia, Bolivia, Ecuador og Argentina."
At holde USA stangen, at vedligeholde splittelsen i den økonomiske elite, at fastholde støtten fra sin massebase, mens han og hans team forsøger at genopstarte økonomien. Det er størrelsen af Lulas opgave de næste 12 måneder. "Alle nye regeringer har en honeymoon med det brasilianske folk," sagde en leder for Brasiliens LO. Lula har brug for så lang en honeymoon som overhovedet mulig.
Dele af artiklen er klippet fra www.NACLA.org, og www.focusweb.org (af Roger Burbach, Walden Bello)