Tema: Sydafrika
Af Pelle Dragsted
Den 30. august valgte befolkningen i Østtimor en grundlovgivende forsamling og tog dermed endnu et skridt mod egentlig uafhængighed efter 35 års indonesisk besættelse. Den tidligere befrielsesbevægelse Fretilin vandt valget, men uden absolut flertal
I ugerne op til valget i Østtimor spåede de fleste iagttagere en overvældende sejr for den tidligere venstreorienterede befrielsesbevægelse Fretilin, der førte befrielseskamp først mod kolonimagten Portugal og derefter mod den indonesiske besættelse.
Støtten til Fretilin blev dog knap så overvældende som ventet. Partiet opnåede 57 % af stemmerne og kan dermed ikke alene mønstre det totredjedels flertal, som kræves for at vedtage den nye grundlov.
Valget til en grundlovgivende forsamling var et vigtigt skridt mod egentlig uafhængighed for Østtimor. Alligevel var optakten til valget ikke præget af samme massemobilisering, som gik forud for afstemningen om uafhængighed i 1999. En årsag til dette kan være vælgernes manglende kendskab til de opstillede partiers programmer.
Samtidig peger iagttagere på, at partiernes programmer på mange områder ligner hinanden. De lægger op til en "fri markedsøkonomi" og integration på verdensmarkedet. En undtagelse er det mindre "Timors Socialistiske Parti" (PST), der opnåede 5.6 % af stemmerne. Partiet har gennem sit arbejde for jordreform, oprettelse af landbrugskooperativer og ordentlige løn- og arbejdsforhold opnået en voksende støtte.
Besættelse og undertrykkelse
Øst-timoreserne har måttet gå meget igennem før de nu omsider er ved at opnå deres formelle uafhængighed. I 1975 trak den tidligere koloniherre Portugal sig ud af Østtimor. Men den nye uafhængighed blev brat stoppet, da indonesiske tropper med Vestens stiltiende accept invaderede landet. I de følgende årtier kæmpede timoreserne for deres uafhængighed og mod den stadig mere brutale indonesiske undertrykkelse - en tredjedel af befolkningen menes at være blevet dræbt. Den indonesiske undertrykkelse kom i løbet af 90’erne i stigende grad i det internationale søgelys, og da Indonesiens mangeårige diktator Suharto i 1998 blev væltet, blev vejen åbnet for en FN kontrolleret folkeafstemning om Østtimors uafhængighed.
Afstemningen viste klart flertal for uafhængighed, men hermed var trængslerne ikke forbi. I de følgende uger gennemførte militser støttet af Indonesien et regulært folkedrab, der jagede tusindvis på flugt og forvandlede flere byer til rygende ruinhobe. Først da FN landede med en fredsbevarende styrke begyndte situationen at stabilisere sig. FN nedsatte samtidig en overgangsadministration, der skal administrere landet, indtil den grundlovgivende forsamling har udformet grundloven for det nye Østtimor.
Pres på ny regering
Den nyvalgte forsamling skal i den kommende tid udarbejde landets nye grundlov og beslutte hvilken styreform landet skal have. Flere af partierne støtter et præsidentielt styre og den tidligere Fretilinleder Xanana Gusmao forventes at være en oplagt kandidat, selvom han i lang tid selv har afvist dette. Socialistpartiet PST kæmper for en genindførelsel af den grundlov som Østtimors befrielsesbevægelse vedtog i 1975 - i den ene uge hvor landet nåede at være uafhængigt før Indonesiens invasion. Den socialistisk inspirerede grundlov sikrede menneskerettigheder, arbejderrettigheder og lige muligheder for mænd og kvinder. Uanset hvilket system Østtimor udvikler, vil den kommende regering blive udsat for stigende og konkurrerende pres - både fra egen befolkning og fra udlandet.
Østtimors befolkning har store forventninger til, at den nye regering får gjort noget ved landet sociale problemer. Udefra er der imidlertid et andet pres. Verdensbanken og IMF har på det kraftigste opfordret til en "ansvarlig" og "realistisk" social og økonomisk politik. Den australske regering er kommet med lignende opfordringer, specielt med hensyn til aftalen om farvandene rundt om Timor og den eksisterende stridighed mellem Østtimor og den US-amerikanske oliegigant Phillips Petroleum Company.
Uenighed om naturgas
Phillips udtalte i midten af juli i år, at hvis ikke firmaet modtog en garanti fra Østtimor om, at skatterne ikke ville blive hævet, så ville det stoppe bygningen af en 500 kilometer rørledning fra et naturgasfelt i Timorhavet til Darwin i Australien. Phillips påstår, at den foreslåede 4% skatteforøgelse vil begrænse firmaets profit alvorligt. En mindre beskæring af Phillips profitter er dog intet imod den enorme betydning som en øget indtægt fra Timorhavets gasproduktion vil have for Østtimors befolkning. Økonomisk set er Østtimor en loppe i forhold til Phillips. Firmaets indkomst i andet kvartal af 2001 på 601 millioner dollars svarer næsten til 10 gange Østtimors nationalbudget for hele 2001. På trods af at Australiens regering har fastslået, at striden alene står mellem Østtimor og Phillips, har Australien klart taget Phillips side. Udenrigsminister Alexander Downer mener således ikke, at Østtimor har ret til at genforhandle en mere retfærdig aftale og Industriminister Nick Minchin har udtalt, at det er en trussel mod Australiens energiforsyning, at Østtimor "vover" at hævde deres suveræne rettigheder over egne ressourcer. Konflikten med Phillips eksemplificerer, at Østtimor måske nok bevæger sig imod en politisk uafhængighed, men samtidig bliver landet fanget i det økonomiske afhængighedsforhold, der er de fleste tredjeverdenslandes skæbne.
Kilde: Green Left Weekly