I 1978-79 var det iranske samfund tæt på revolution. Store dele af befolkningen var involveret i et omfattende oprør mod Shahens diktatur, som var skabt og støttet af USA-imperialismen.
Imperialismen vurderede, at Shahen ikke kunne holde sammen på det iranske kapitalistiske samfund og besluttede derfor at satse på et islamisk regime under ledelse af Ayatollah Khomeini. Strategien var: Hvis folket vil have revolution, så giv dem religion. Dermed var ”The Green Belt Doctrine” født, opkaldt efter islams grønne farve.
I dag hvor det iranske folk har gennemlevet 25 års islamisk diktatur, er der igen gang i oprøret. Nu lyder parolerne: Ned med det islamiske regime, ned med Khatami, ned med Kamenei, for frihed og demokrati, for et retfærdigt samfund. Der er mange lighedspunkter med situationen i 1978-79, men der er også væsentlige forskelle.
Af Irene Clausen
Interview med Ali fra Iran:
GAIA har interviewet Ali, som er politisk flygtning fra Iran og lever i eksil i Danmark. Ali er aktiv i ”Den Iranske Venstrefløjskoalition”, som består af forskellige venstrefløjspartier, organisationer og uafhængige personer.
— Hvordan var situationen i Iran op til 1979?
Ali: I slutningen af 1977 og gennem hele 1978, efter årtiers undertrykkelse under Shahens regime, kom folk for alvor på banen med demonstrationer og aktioner; man strejkede på arbejdspladserne, f.eks. i den vigtige olieindustri, man aktionerede på universiteterne og i folkeskolen. Mange forskellige grupper i samfundet gik i aktion mod det USA-støttede Shah-regime. Oprøret var så omfattende, at man havde styrke til at bryde organisationsforbudene, man lavede strejkekomiteer og gik i millionstærke demonstrationer i Irans hovedstad Teheran.
Råbene der lød gennem gaderne var: For frihed og demokrati. Væk med Shahen. Bekæmp USA-imperialismen. Under Shahens regime var partier og fagforeninger illegale. Nøglepersoner fra oppositionen var blevet henrettet på stribe. Det var en politistat.
Da islamisterne stjal revolutionen
Under Shahen var der tale om et kapitalistisk samfund med monarki som styreform. Efter 1979 hvor Ayatollah Khomeini og islamisterne kom til magten, fortsatte det kapitalistiske samfund, men nu med et religiøst styre.
Den iranske befolkning var slet ikke forberedt på det regimeskifte, der snart skulle finde sted og havde ikke noget ønske om et islamisk styre. Men lige pludselig kom Khomeini og hans tilhængere på banen. Khomeini vendte under stor ståhej tilbage til Iran fra eksil i Irak og Paris. Det var imperialismen som bragte ham til magten. Året 1979 var midt i den kolde krig mellem det statskapitalistiske Sovjetunionen på den ene side og USA/den vestlige imperialisme på den anden side. Begge frygtede de socialistiske/progressive kræfter i Mellemøsten. USA vidste, at Shahens regime ikke fungerede i Iran. Der måtte findes en løsning, så kapitalismen ikke blev anfægtet - i Iran og dermed i Mellemøsten. Det spillede ind, at Iran er et geo-strategisk meget vigtigt område, ikke mindst på grund af olien og beliggenheden ved Den Persiske Golf.
The Green Belt Doctrine
Da var det, at imperialismen opfandt den berømte “Green Belt Doctrine”. Dens ophavsmand var præsident Carters sikkerhedsrådgiver Brzezinski. Den gik ud på, at hvis folk ville have revolution (socialisme), skulle man give dem religion! Man skulle altså indsætte religiøse/islamiske regimer de steder i Mellemøsten, hvor socialister og anti-imperialister truede imperialismens interesser. Navnet ”Green Belt” henviser til, at grøn er islams farve.
Lige pludselig skrev alle medier i Iran og Vesten om Khomeinis tilbagevenden, om hvordan han blev hyldet i Teheran ved sin tilbagevenden. Han blev nærmest båret til magten af Vesten. I Voice of America sendtes dag og nat propaganda for Khomeini, det samme på BBC og en persisktalende fransk radio. Og ’lige pludselig’ ankom der i tusindvis af kassetter med Khomeinis taler fra udlandet til Iran. I moskeerne pristes Khomeini som frelseren, der ville redde Iran fra Shahens diktatur.
På Guadeloupe-konferencen i 1978 havde USA, Frankrig, England og Tyskland - under ledelse af den franske præsident Giscard d’Estaing, besluttet, at Shahen skulle fjernes fra magten. Man sagde: Vi kan ikke støtte Shahen længere, vi støtter Khomeini. Det har Giscard d’Estaing skrevet en bog om.
Shahen blev ekspederet ud af Iran og sendt til USA.
Den tabte revolution
— Hvordan reagerede befolkningen på den knuste revolution og magtskiftet fra det ene diktatur til det andet?
Ali: Folk fandt hurtigt ud af at i stedet for et politisk diktatur, havde de nu et både politisk og religiøst diktatur. USA havde i forvejen militær og økonomisk kontrol med landet, og det skulle der ikke laves om på, da islamisterne overtog magten. USA vidste godt, at et islamisk regime ville være hardcore modstander af de revolutionære og progressive bevægelser og slå hårdt ned på dem. I starten af det islamiske regime lykkedes det at samle millioner til demonstrationer i Teheran - nogle gange under ledelse af Mujahedin, den islamisk orienterede opposition, og andre gange under ledelse af den revolutionære Folkefedayeen Guerilla. Begge havde vildt stor opbakning i befolkningen på grund af deres mangeårige militante modstand imod Shah-diktaturet.
Islamisterne gik fra første dag efter kvinderne; de skulle gå med slør. Kvinderne gik i protest på gaden og råbte: “Menneskerettigheder er universelle”. Snart viste regimet sit sande ansigt: det greb til fængslinger og tortur; forbød politiske organisationer, fagforeninger og kvindeforeninger; ophævede ytringsfrihed, strejkeretten osv. Aviser blev lukket. Våbnene krævet afleveret. Det var et terrorregime, som det iranske folk havde fået. Konklusion: Folket tabte revolutionen i 1979. Oprøret blev slået ned i et samarbejde mellem USA-imperialismen og det iranske borgerskab - og et islamisk regime tog over.
Men regimet kunne ikke fængsle folks tanker. Mange iranere har ikke glemt deres anti-imperialistiske overbevisning - selvom de er tvunget til at gå med slør og til at gå i moskeen. Mange iranere lever i eksil og holder kontakt med modstanden inde i Iran.
Det var for at imødegå den udbredte anti-imperialistiske holdning i befolkningen, at det islamiske regime foranstaltede studenternes besættelse af USA’s ambassade i Teheran i 1979. Man ville skabe et billede af et islamisk regime, som var uvenner med USA. Skabe en krise. I USA var Jimmy Carter præsident. Det blev udråbt som en sejr for ham, at han kunne fremstå som den, der ‘befriede’ de amerikanske gidsler i ambassaden. Jimmy Carter kunne sige: Vi er i kamp med islamismen. Og det iranske regime kunne sige: Vi er i kamp med imperialismen. Besættelsen af USA-ambassaden var et rent show!
Imens levede det iranske folk i stigende ufrihed. Regimet forsøgte at oppiske nationalistiske og islamistiske følelser - det angreb Irak og indledte krigen, der varede fra 1980-88.
Regimet slog al indre uro ned. Efter krigen mod Irak gennemførte man en massakre på næsten 15.000 politiske fanger i løbet af 2 måneder.
Khatamis "reformfløj"
— Hvordan kom præsident Khatami til magten?
Ali: Efter Iran-Irak krigen var slut, blev Rafsandjani præsident. Han udarbejdede to femårsplaner for økonomien. Samarbejdede med Verdensbanken og Den Internationale Valutafond. Fik lån fra udlandet. Privatiserede. Og var godt og grundigt under imperialismens kontrol. Den iranske økonomi var i krise. Folk blev fattigere og fattigere og blev i stigende grad utilfredse både med deres økonomiske situation og med regimets politisk-religiøse undertrykkelse.
Der var mange mindre oprør og strejker op gennem første halvdel af 90’erne. Oprørene blev stadig mere intense. Der var forskellige holdninger i det iranske borgerskab i forhold til, hvordan man skulle få situationen under kontrol.
Der blev holdt hemmelige konferencer for politikerne og militæret om den voksende økonomiske og politiske krise. En fløj omkring Khatami mente, at man ville kunne inddæmme utilfredsheden ved at præsentere en ‘reformlinie’, som et alternativ til den konservative, autoritære linie, anført af den øverste religiøse leder, Kamenei. Det var også hensigten, at Khatamis reformlinje skulle vise et pænt ansigt i forhold til udlandet. ’Projekt Khatami’ blev sat i gang. Khatami blev valgt til præsident i 1999. Han skulle fungere som en ventil, der tog luften ud af oprøret og skaffe regimet tid til at genvinde legitimiteten og roen. Men taktikken fungerer ikke længere - for det iranske folk mærker dagligt, at Khatamis ‘reformpolitik’ kun er sminke: Aviser bliver stadig lukket, kvinder bliver stadig stenet, der forekommer stadig afhugning af arme og ben. For nylig er en iransk-canadisk journalist blevet tortureret til døde, fordi hun fotograferede fra de store studenterdemonstrationer. Den nuværende præsident Khatami er intet alternativ til de konservative. Præsidenten i Iran spiller ingen reel rolle, han er bare en kransekagefigur. Det er den øverste religiøse leder, som tager alle afgørende beslutninger. Han godkender eller forkaster de beslutninger, som det iranske parlament tager. Hvis Khatami var en reel udfordring til regimet, var han aldrig blevet godkendt som præsidentkandidat.
Oprøret i dag
— Hvordan vurderer du oprøret i dag sammenlignet med oprøret i 1979?
Ali: Oprøret i Iran i dag minder på mange måder om oprøret i Iran i 1978-79. Der er med jævne mellemrum magtfulde demonstrationer på universiteterne, i skolerne, blandt landets mindretal, kurderne osv. Arbejderne strejker i månedsvis på fabrikkerne, fordi de ikke får løn, og strejkerne udvikler sig til politiske strejker med krav om det islamiske regimes afgang. Kurderne går i aktion mod banker, politistationer og brænder regeringsbygninger af. Regimet forsøger at slå oprøret ned ved at stramme linien med hensyn til tortur, offentlige henrettelser, afhugning af arme og ben. Men oprøret fortsætter.
Parolerne er: Frihed og demokrati. Ned med det islamiske regime. Ud med Kamenei. Ned med Khatami. Ned med Rafsandjana. For et retfærdigt samfund.
Man ønsker et regimeskift.
— Er det USA som styrer oprøret?
Ali: I medierne, og også på venstrefløjen i Danmark, er der blevet spekuleret i, om det iranske oprør er styret eller opmuntret af USA. Men det er helt forkert. En af parolerne til de demonstrationer, der har fundet sted efter USA’s invasion i Irak, lyder: Vores kamp er ikke USA’s kamp.
Vi blev i 1979 spurgt, om vi blev støttet og opmuntret i vores oprør fra Sovjetunionen. I dag bliver vi spurgt, om det er USA, som styrer vores kamp. Nej, det er et selvstændigt iransk oprør.
Ingen politisk organisering og ledelse
— Hvad er det for politiske kræfter, der deltager i det iranske oprør i dag?
Ali.: Der er tale om mange forskellige politiske kræfter. Der er venstrefløjskræfter og anti-imperialistiske kræfter, der har politisk erfaring fra tiden før og efter 1979. Der er folk, som kæmper for elementære menneskerettigheder. Der er arbejdere, der strejker på fabrikkerne. Der er studenter, som siger ‘nej til censur’ og kræver demokrati. Der er kvinder, som siger nej til kvindeapartheid. Men de er fælles om at kræve et regimeskift. De vil af med Khatami og det islamiske regime. Problemet i dag er, at til forskel fra 1979, er der ingen organisering og ledelse af oprørsbevægelsen.
USA har været ude med ‘tilbud’ om et monarki (som under shahen) eller en republik. Den gamle Shah’s søn Rezah Pahlevi har været inde i billedet. På BBC og CNN har han været interviewet og har lovet det iranske folk frihed og demokrati. Men den hopper det iranske befolkning næppe på. Problemet er, at ingen har et klart bud på, hvad der vil ske efter et evt. magtskifte - eftersom regimet i de 25 år, der er gået siden det islamiske kup i 1979, totalt har elimineret enhver organiseret modstand og alle kritiske medier.
Befolkningens paroler og krav er de samme som i 1979. Derfor ryster imperialismen og står parat i kulissen med en eller anden form for kupplan, som skal holde socialisterne og anti-imperialisterne fra magten, ganske som i 1979. Dengang var kapitalismens ‘redning’ et islamisk regime. I dag forsøger man sig med en ‘republik’ eller et ‘monarki’. Imperialismen har ingen faste venner, ingen faste principper - kun faste interesser.