Internationalt Forum

Øjenvidne til et kup

Da Venezuelas præsident Hugo Chavez blev afsat ved et kup i april måned, kunne internationale medier fortælle, at præsidenten frivilligt var trådt tilbage. Denne myte blev dog hurtigt punkteret af den venezuelanske befolknings opstand mod kupmagerne, der resulterede i genindsættelsen af Chavez. Men hvad var det egentlig, der skete i Venezuela i de hektiske dage i april. I følgende interview fortæller et vidne til begivenhederne, Aristóbulo Istiris, der er undervisningsminister i Hugo Chavez’ regering, om det mislykkede kupforsøg

Af Blanche Petrich

Kan du fortælle om optakten til kuppet?
Præsidenten blev ført bort om natten den 13. april. Kupmagerne gav ham et ultimatum, - de gav ham 15 minutter til at komme ud, ellers truede de med at bombe præsidentpaladset, hvor vi alle var samlet.

Hvem fremsatte den trussel?
Kupmagerne

Var det en bestemt person fra hærledelsen?
Kupmagerne havde to højtstående generaler som deres forbindelsesled. Det var dem, som viderebragte informationen om, at hvis ikke præsidenten trådte tilbage, ville de bombe paladset mens vi var derinde.

Regeringen var altså sammen med Chavez?
Ja, vi var alle samlet. Der var også flere parlamentsmedlemmer, der var mange mennesker. Vi lod ikke præsidenten stå alene. Vi sagde til ham, at de kunne bombe alt det de ville. Vi ville ikke forlade paladset. Præsidenten bad os om en stund til at overveje sagen, og bagefter sagde han: “Hør her, I må fortsætte kampen, og så må de anholde mig, hvis de vil. Jeg vil ikke træde tilbage, og jeg vil ikke forlade landet. Fortsæt kampen. Jeg ønsker ikke, at I skal ofre jer. Der er et folk derude, som har brug for ledelse, og folket har tillid til jer. Vi kan ikke bare begå selvmord her, for det er det samme som at tvinge folket til selvmord”. Vi overvejede flere andre alternativer, blandt andet at forsøge at komme til en anden by, hvor militæret var loyalt over for præsidenten og regeringen. Men vi var enige om, at ingen skulle træde tilbage, så kupmagerne måtte tage ansvaret for et statskup og for bruddet med det demokratiske system. Da der var fem minutter til fristen udløb, og før vi havde taget en endelig beslutning, sagde Chavez: “Lad dem fængsle mig, jeg træder ikke tilbage, og så må de påtage sig ansvaret over for folket og det internationale samfund”.

Men alt dette blev ikke gengivet i pressen, her blev det derimod sagt, at præsidenten havde skrevet under på et brev, hvori han erklærede, at han frivilligt trådte tilbage. Noget vi alle vidste var løgn.

Vi meddelte generalerne, at vi ikke ville forlade paladset uden en garanti for præsidentens sikkerhed, og de generaler, som havde været vores venner, forsikrede os om at der ikke ville ske ham noget: “I skal ikke bekymre jer, vi garanterer hans sikkerhed. I kan tage hjem og forberede jer på at overdrage jeres ministerier til dem, som skal overtage nu”, sagde de.

Men da ministrene vendte hjem, fandt de deres hjem belejret. Deres familier var blevet brutalt behandlet,og de blev nægtet deres ret til information og ytringsfrihed. Alle kilder fra den tidligere regering var afskåret fra kontakt til medierne. Og de lukkede den offentlige Tv-kanal og to regeringsvenlige radiostationer

Forsøgte I at henvende jer til pressen?
Ja til alle medierne. Jeg afholdt selv et pressemøde i mit hjem. På dette tidspunkt blev det sagt i radioen og TV, at jeg var én af de mest eftersøgte ministre, og at man havde forsøgt at anholde mig i mit hjem, men ikke havde fundet mig. Man fortalte, at jeg var en farlig person, og skabte et indtryk af, at jeg var kriminel.

I virkeligheden havde ingen forsøgt at anholde mig på min bopæl. Til gengæld havde kupmagerne besøgt min mor og mine brødre. Så tog jeg beslutningen om at tage ind til Kanal 2 (stor venezuelansk tv-station). To kammerater hentede mig. Jeg talte med direktøren for kanalen og sagde til ham: ’Du ved, at det ikke er sandt, hvorfor bringer I så de ting?’ Han sendte mig videre til nyhedschefen, en ung journalist, som hedder Andrés Izarra. Han græd og sagde: “Jeg ved, at det er løgn, jeg ved godt, hvad det er der sker, jeg gør bare mit arbejde”. Bagefter sagde han op og fortalte, at han var parat til at fortælle, hvordan det var foregået. Jeg talte også med Radio Caracas. De sagde, at fordi det var mig, ville de gøre mig en tjeneste, men jeg var knap kommet i luften før forbindelsen og programmet blev afbrudt. Vi kunne kort sagt ikke komme igennem til nogen som helst medier, og imens bragte medierne ting, der var totalt ude af trit med virkeligheden. Mange journalister har efterfølgende sagt op af samme årsag som Andrés Izarra. Min datter er journalist, og hun ringede til en kanal, hvor hun har nogle veninder, og spurgte dem, hvorfor de medvirkede til dette. De sagde, at de blev tvunget til at lave de nyheder. Det hele hænger sammen med at ejerne af medierne er en del af konspirationen. De har forsøgt at manipulere folket under hele Chavez’ regeringstid.

Derfor er det også beundringsværdigt, at mange mennesker ikke troede på informationerne og gik på gaden for at kræve, at Chavez blev genindsat?
Alt dette skete meget hurtigt, da det lykkedes os at smugle virkeligheden ud via Internet, telefonen, lokale radio- og Tvstationer, som vores regering har støttet for at opbygge et alternativ medie-net. Og i takt med at det lykkedes os at sprede information ad disse veje, begyndte folk at gå ud på gaderne.

På det tidspunkt havde kupmagerne fløjet Chavez til Orchila-øen. Det var her Chavez fandt ud af, at de sagde, han var trådt tilbage. Derefter skyndte han sig at skrive en kort note, der sagde: ”14:45. Til det venezuelanske folk og hvem det ellers måtte interessere. Jeg, Hugo Chavez Frías, præsident i Venezuela, erklærer: Jeg er ikke fratrådt den legitime magt, som folket har givet mig” - og underskrev.

En soldat sørgede for, at vi fik noten. Vi spredte den til alle huse og til alle kontorer. Så indkaldte rigsadvokaten til et pressemøde, og for at journalisterne skulle komme, sagde han, at pressemødet indkaldtes fordi han ville træde tilbage. Men da pressemødet først var gået i luften, begyndte rigsadvokaten at fortælle, at præsidenten ikke var trådt tilbage, at det brev de læste op i medierne var falsk, at regeringen var ugyldig, fordi grundloven fastslår, at i præsidentens fravær overtager vicepræsidenten ledelsen, og at vicepræsidenten var i live, men blev jagtet og truet på livet. Nu begyndte rygtet om, at præsidenten ikke var trådt tilbage for alvor at løbe. Folk blev ophidsede og bitre over, at de var blevet snydt på denne måde, så de begyndte at omringe Tv-kanalerne og kræve, at sandheden kom frem. I de følgende timer begyndte befolkningen at mobilisere sig i hele landet.

Folkemængder omringede kasernerne.

Ved Fuerte Tiuna-kassernen i Caracas samledes over15.000 vrede borgere. I Maracay, Valencia, Barquisimeto og andre dele af landet overtog mennesker i titusindvis gaderne. Folket oversvømmede slumkvarterene, landsbyerne og storbyerne. Dette førte til, at de der virkelig har magten i hæren, dvs. de undergeneraler som ikke er en del af hærledelsen, overtog ledelsen på kasernerne og bakkede op om folket. Dette skete også ved præsidentpaladset. Da medlemmerne af juntaen så, at de blev omringet af store folkemængder, forlod de sammen med deres allierede paladset. Og da det skete, gjorde nationalgarden oprør og overtog kontrollen med paladset.

Jeg ankom sammen med de andre ministre til præsidentpaladset. Jeg bor tæt på, og det var mig som havde samlet ministrene. Jeg bor i et arbejderkvarter, og dér kunne kupmagerne ikke hente mig, fordi naboerne havde forberedt sig på at gå på gaden tæt ved mit hjem, hvis kupmagerne skulle forsøge at trænge ind. Derfor samledes ministrene i mit hjem. Derfra tog vi en bil til paladset. De folk, som havde indtaget området, beskyttede os, og da vi identificerede os over for soldaterne, gjorde de honnør og lod os passere.

På dette tidspunkt havde vi kontrollen med kasernen i Fuerte Tiuna, Maracay, Valencia, Barquecito, og folket havde kontrollen i gaderne. På dette tidspunkt havde kupmagerne således intet andet end præsidenten - de havde hverken gaderne eller hæren, og derfor var de pludselig villige til at forhandle. Deres udspil var, at de ville acceptere en anden præsident end Chavez.

Vi samledes og besluttede, at der ikke kunne blive tale om forhandling. Vores præsident var og er Chavez. Det var på dette tidspunkt, at kupmagerne besluttede, at de ville hente Chavez. De sendte et fly, der tilhører Gustvo Cisnero - direktøren for et TVselskab
— til Orchila. Mange af de soldater der vogtede Chavez advarede de loyale kaserner om det, der var ved at ske. Soldaterne fik instruktion i, hvordan de skulle de-aktivere flyets system, så det ikke kunne lette. Herefter henvendte flere generaler for hæren og flåden sig til kommandanten på Orchila. Og samtidig forberedtes et alternativ. Et specialhold i helikoptere gjorde klar til at redde præsidenten. Herefter kunne vi genindsætte Chavez.

Da de truede jer med at bombe præsidentpaladset, troede I da virkelig, at de var parate til at dræbe jer?
Det første vi tænkte på, var Allende i Chile. Vi så alle billederne af Allende i det bombede præsidentpalads. Det var den mulighed, vi så, og det var en mulighed som flertallet i regeringen foretrak. Vi mente, at det ville være det mest værdige.

Tror du, at USA var indblandet i kuppet?
Jeg er jo medlem af regeringen, og vi ønsker at forbedre forholdet til USA - hvis du forstår. Men i sidste ende: selvfølgelig var de det.

Hvad skal der ske med de generaler, som støttede kuppet?
I den venezuelanske hær er der stor gensidig respekt på tværs af politiske holdninger. Jeg tror ikke, at der vil ske dem noget alvorligt. De fleste vil nok trække sig fra deres positioner, og dem som har været mindre involveret forflyttes til poster, hvor de ikke har tropper under sig. I Venezuela er der ingen tradition for tortur eller fængsling. De kommer til at stå til ansvar i overensstemmelse med normerne. Afskedigelse, pension, aftaler.

Det fundamentale for os er at arbejde for en samling af venezuelanerne, en forsoning. Det vigtigste er at bevare det demokratiske system, og det lykkedes. Nu skal vi optræde med forsigtighed, for at opnå forsoning mellem venezuelanerne. Blanche Petrich er journalist ved Agencia de Noticias de Chile

Oversat af Pelle Dragsted