Er Verdens Sociale Forum udtryk for en ny strategi for forandring? Wallerstein analyserer anti-system-bevægelserne i et historisk perspektiv: fra de socialistiske og nationalistiske bevægelsers opståen omkring 1850, over 68-oprøret og frem til idag. Hvorfor er det ikke lykkedes for de hidtidige bevægelser at opnå grundlæggende samfundsforandringer? Og hvad er udfordringerne for nutidens globaliseringskritiske bevægelse?
af Immanuel Wallerstein
I 1970’erne brugte jeg begrebet ”anti-system-bevægelse” som en samlet betegnelse for de ”sociale” og de ”nationale” folkelige bevægelser - to former for bevægelser, der ellers historisk og analytisk var forskellige og på mange måder rivaliserende. De sociale bevægelser var først og fremmest socialistiske partier og fagforeninger, som søgte at skærpe klassekampen mod borgerskabet og arbejdsgiverne inden for den enkelte stat. Mens de nationale bevægelser kæmpede for en nationalstat, enten ved at samle, hvad de opfattede som dele af den samme nation eller ved at løsrive sig fra stater, der blev opfattet som imperialistiske og undertrykkende.
Socialister og nationalister - mange fællestræk
De sociale og de nationale bevægelser opstod i anden halvdel af det nittende århundrede og voksede sig med tiden stærkere. Begge havde en tendens til at sætte deres egne mål over alle andre former for politiske mål, hvilket ofte førte til gensidige fordømmelser. De to slags bevægelser samarbejdede sjældent politisk, og når de gjorde, blev det som regel opfattet som en midlertidig taktik, ikke en grundlæggende alliance. Ikke desto mindre afslører bevægelsernes historie mellem 1850 og 1970 en række fælles-træk, som jeg vil beskrive nedenfor:
1. De fleste socialistiske og nationalistiske bevægelser betragtede sig selv som ”revolutionære”, dvs. som fortalere for en fundamental forandring af de sociale relationer. Ofte var der dog en fløj - nogle gange i en separat organisation - som argumenterede for mere gradvise forandringer. Generelt set, betragtede magthavere i begyndelsen alle disse bevægelser - selv de mildere udgaver - som destabiliserende eller endda som en trussel mod de politiske strukturer.
2. Begge varianter var i starten politisk ret svage og måtte kæmpe en hård kamp for at overleve. De blev ofte undertrykt eller forbudt, deres ledere blev arresteret og deres medlemmer udsat for systematisk vold. Mange tidlige udgaver af bevægelserne blev totalt knust.
3. I begge typer bevægelser foregik der i 1800-tallet en række debatter om strategi. Diskussionen stod mellem dem, hvis perspektiv var ”stats-orienteret”, og dem, der lagde vægt på individuel forandring og anså staten for en væsentlig fjende. I den sociale bevægelse førtes debatten mellem marxister og anarkister; i den nationale bevægelse mellem politiske og kulturelle nationalister.
4. Disse diskussioner førte til en sejr for den ”statsorienterede” position. Det afgørende argument var, at den umiddelbare kilde til reel magt lå i statsapparatet: forsøg på at ignorere dets centrale politiske rolle var dømt til at mislykkes, idet staten effektivt ville undertrykke ethvert fremstød for anarkisme eller kulturel nationalisme. I slutningen af 1800-tallet formulerede både de ”nationale” og de ”sociale” bevægelser en såkaldt to-fase-strategi: 1) tag først magten i statsapparatet; 2) lav verden om.
5. Desuden foregik der en større udviskning af de to positioner, end de selv ville anerkende. De socialistiske bevægelser benyttede sig ofte af na-tionalistisk retorik, mens den nationalistiske diskurs ofte havde et socialt indhold. Socialistiske bevægelser i Europa har eksempelvis i mange tilfælde fungeret mere effektivt som skabere af national sammenhængskraft, end både konservative og staten selv. Samtidig var kommunistpartierne, der kom til magten i Kina, Vietnam og Cuba, åbenlyst nationale befrielsesbevægelser. Der er to grunde til denne udviskning af positionerne: For det første tvang mobiliseringsprocessen begge grupper til at forsøge at inddrage bredere og bredere dele af befolkningen, og de måtte derfor udvide deres retoriske spændvidde. For det andet var der en vis forståelse blandt begge slags bevægelsers ledere af, at det eksisterende system var deres fælles fjende. Og at de derfor havde mere til fælles, end de ville indrømme offentligt.
6. Den folkelige mobiliseringsproces var ret ens for de to typer bevægelser. Begge startede de fleste steder som små grupper, bestående af en håndfuld intellektuelle plus nogle få militante fra andre lag. De succesrige bevægelser var de, som det lykkedes via langvarig skoling og organisering at sikre en folkelig basis af militante, sympatisører og passive støtter. Når den ydre cirkel af støtter voksede sig stor nok til, at de militante kunne handle - med Mao Tsetsungs udtryk ”som fisk, der svømmer i vandet” - blev bevægelserne for alvor til udfordrere af den politiske magt. Vi bør naturligvis notere os, at grupper der kaldte sig ”socialdemokratiske” typisk voksede sig stærke i verdensøkonomiens kerneområder [rige lande, red.], mens de, der kaldte sig nationale befrielsesbevægelser, samt kommunistpartierne, i almindelighed blomstrede i semiperifere og perifere zoner [mellemindkomst- og fattige lande, red.]. Begrundelsen er åbenlys: Bevægelserne i de svagere zoner kunne se, at kampen for lighed var knyttet til deres evne til at vriste kontrollen med statsapparatet fra imperialistiske magter, uanset om disse udøvede direkte eller indirekte kontrol. I kerneområderne var der allerede stærke stater. For at gøre fremskridt i kampen for lighed måtte bevægelserne vriste magten fra deres egne dominerende lag. Men præcis fordi staterne var stærke og velhavende, var opstand en upassende taktik, og partierne her benyttede stemmesedlen.
7. Endnu et fællestræk er, at der foregik en kamp om, hvorvidt ”revolution” eller ”reform” var den vigtigste metode til forandring. Der har været uendelige diskussioner om dette emne i begge bevægelser - men debatten viste sig at bero på en fejlopfattelse af virkeligheden. Revolutionære var i praksis ikke særlig revolutionære og reformister ikke altid reformistiske. Forskellene mellem de to positioner blev med tiden mere og mere uklare. Revolutionære måtte gøre mange indrømmelser for at overleve. Reformister lærte, at legale veje til forandring, der fungerede i teorien, ofte blev effektivt blokeret i praksis, og at det krævede magt, eller i det mindste truslen om magt, at nedbryde forhindringerne. Såkaldt revolutionære bevægelser kom som regel til magten som en konsekvens af, at de eksisterende autoriteter var nedbrudt af krige, ikke på grund af deres egen undergravende formåen. Som bolsjevikkerne i Rusland sagde i 1917: ”magten lå og flød i gaderne”. Når først de var kommet til magten, søgte bevægelserne at holde på den, lige meget hvordan den var erobret. Det krævede ofte, at militansen måtte ofres sammen med solidariteten med ligesindede i andre lande. Den folkelige støtte til bevægelserne var i begyndelsen lige stor, uanset om magten var vundet med våben eller stemmesedler - den samme fest i gaderne lykønskede magtovertagelsen efter en lang periode med kamp.
8. Endelig havde begge bevægelser et problem med at gennemføre to-fase-strategien. Så snart ”fase et” var fuldført, og de var kommet til magten, forventede deres tilhængere, at de fuldførte ”fase to”: at forandre verden. Men nu blev det klart, at statsmagten var mere begrænset end hidtil antaget. Hver stat var en del af et mellemstatsligt system, i hvilket ingen nations suverænitet var absolut.
Jo længere bevægelserne blev på posten, jo længere udsatte de realiseringen af deres løfter; en militant mobiliserende bevægelses kadrer blev til funktionærer i et magthavende parti. Hermed forandredes deres sociale position og som en uundgåelig følge: også deres individuelle psykologi. Det, der i Sovjetunionen var kendt som nomenklaturet- en privilegeret kaste af højere embedsmænd med mere magt og velstand end resten af befolkningen - lod til at opstå i en eller anden form i alle de stater, hvor en bevægelse overtog kontrollen. Samtidig blev den almindelige arbejder henvist til at slide endnu hårdere og ofre endnu mere i den nationale udviklings navn. Den militante faglige taktik, der havde været central i den sociale bevægelse, blev ”kontrarevolutionær”, frarådet på det kraftigste og som regel undertrykt, når bevægelsen var kommet til magten.
En analyse af verdenssituationen efter 1960’erne afslører, at de to slags bevægelser lignede hinanden mere end nogensinde. I de fleste lande havde de gennemført ”fase et” i to-fase-strategien, og de var kommet til magten næsten overalt. Kommunistpartier herskede over en tredjedel af verden, fra Elben til Yalu; nationale befrielsesbevægelser dannede regering i Asien og Afrika, populistiske bevægelser i Latin-amerika og socialdemokratiske bevægelser, eller deres slægtninge var med jævne mellemrum ved magten i størstedelen af den pan-europæiske verden. De havde imidlertid ikke lavet verden om.
Det Gamle Venstre - en del af problemet
De faktorer, jeg her har nævnt, skabte grobund for et karakteristisk træk ved verdensrevolutionen i 1968. De revolutionære havde forskellige lokale krav, men derudover delte næsten alle to grundlæggende synspunkter. Først og fremmest modsatte de sig både USAs hegemoni og Sovjetunionens hemmelige indforståethed med dette hegemoni. For det andet fordømte de Det Gamle Venstre for ”ikke at være løsningen, men en del af problemet”. Dette andet fællestræk var et resultat af en udbredt desillusion med den måde, de traditionelle anti-system-bevægelser rent faktisk handlede på, når de kom til magten. Typisk gennemførte de en række reformer, f.eks blev uddannelses- og sundhedssystemet som regel forbedret, og der blev indført beskæftigelsesgaranti. Men uligheden blev ikke afskaffet. Fremmedgørende lønarbejde forsvandt heller ikke; tværtimod voksede dets andel af den samlede arbejdsaktivitet. Den demokratiske deltagelse på regeringsplan eller på arbejdspladsen udvidedes i nogle tilfælde lidt, men ofte var det modsatte tilfældet. På internationalt plan fortsatte landene oftest med at spille næsten samme rolle i verdenssystemet, som de havde spillet før. Cuba var således en sukkereksporterende økonomi både før og efter revolutionen. Kort sagt: alt for lidt havde forandret sig. Trængslerne var måske ændret en smule, men de var ligeså virkelige og lige så udbredte. Befolkningerne blev opfordret til at være tålmodige af de magthavende bevægelser, for historien var på deres side. Men tålmodigheden blev brugt op.
Verdens befolkninger drog en negativ konklusion af de klassiske, nu magthavende, anti-system-bevægelsers præstationer. De ophørte med at tro på, at disse partier kunne skabe en storslået fremtid eller en mere lige verden. Idet de mistede tilliden til bevægelserne, forsvandt også troen på staten som forandringsmekanisme. Store dele af befolkningen ville dog stadig stemme på sådanne partier til et valg; men det var blevet en defensiv stemme på de mindst ringe - ikke et udtryk for ideologi eller store forventninger.
Maoismens rene lære
Siden 1968 har der været en konstant søgen efter en bedre form for anti-system-bevægelse; en der faktisk kunne føre til en mere demokratisk, lige verden. Der har været fire forskellige slags forsøg på dette, hvor af nogle stadig fortsætter.
For det første var der opblomstringen af de mange maoismer. Fra 1960’erne til omkring midten af 1970’erne opstod der et stort antal forskellige, konkurrerende bevægelser - som regel små, men nogle gange imponerende store - som kaldte sig maoistiske. Hermed mente de, at de var inspireret af Kulturrevolutionen i Kina. Dybest set argumenterede de for, at Det Gamle Venstre havde fejlet, fordi det ikke prædikede revolutionens rene lære. Men disse bevægelser løb alle ud i sandet. For det første skændtes de forbitret med hinanden om, hvad den rene lære var, og blev derfor lynhurtigt bittesmå, isolerede, sekteriske grupper. Eller, i de tilfælde hvor de rent faktisk var store, som i Indien, udviklede de sig til nyere versioner af Gamle Venstre-bevægelser. For det andet forsvandt deres inspirationskilde, da maoismen svækkedes i Kina med Mao Tsetsungs død. I dag eksisterer der ingen af den slags bevægelser af betydning.
De nye sociale bevægelser
En anden, mere varig udgave af anti-system-bevægelserne, var de nye sociale bevægelser, såsom de grønne og andre miljøforkæmpere, feminister, samt kampagnerne for racemæssige og etniske ”minoriteter”. Disse bevægelser påberåbte sig en lang historie, men blev reelt først væsentlige i 1970’erne eller genopstod på det tidspunkt i en ny og mere radikal form. De var stærkere i den pan-europæiske verden end i andre dele af verdenssystemet. Deres fællestræk var først og fremmest afvisningen af Det Gamle Venstres to-fase-strategi, dets indre hierarkier og dets prioriteringer - ideen om at kvinde-, ”minoritets-” og miljøspørgsmål var sekundære og burde behandles ”efter revolutionen”. For det andet var de dybt skeptiske overfor staten og statsorienterede strategier. I 1980’erne var de nye bevægelser internt splittet mellem det, de tyske Grønne kaldte fundis og realos [”fundamentalister” og ”realister”, red.]. Dette viste sig at være en genopførelse af ”reformister versus revolutionære”-debatten fra begyndelsen af det tyvende århundrede. Resultatet var, at fundis-erne tabte i alle sager og mere eller mindre forsvandt. De sejrrige realos fik i stigende grad udseende af en art socialdemokratisk parti, der ikke var særlig forskellig fra den klassiske variant, dog med mere retorik om økologi, sexisme, racisme eller alle tre elementer. I dag er disse bevægelser stadig betydningsfulde i visse lande, men de virker ikke mere anti-systemiske end Det Gamle Venstre - især fordi Det Gamle Venstres eneste lære af 1968 var, at de også måtte inkorporere spørgsmål som økologi, køn, seksualitet og racisme i deres program.
Menneskerettigheder
En tredje type anti-system-bevægelser var menneskerettighedsorganisationerne. Naturligvis fandtes nogle, som Amnesty International, før 1968, men de blev generelt først en politisk kraft i 1980’erne, hjulpet af præsident Carters brug af menneskerettighedsterminologi i forholdet til Mellemamerika, samt underskrivelsen af Helsinki-aftalen i 1975 om de kommunistiske stater i Øst- og Centraleuropa. Begge gav Establishment-legitimitet til det store antal organisationer, der nu beskæftigede sig med borgerrettigheder. I 1990’erne førte mediernes fokus på etnisk udrensning, især i Rwanda og på Balkan, til markant offentlig diskussion om disse emner.
Menneskerettighedsorganisationerne hævdede at tale i ”civilsamfundets” navn. Betegnelsen antyder strategien: civilsamfundet er per definition ikke staten. Begrebet trækker på en 1800-tals-distinktion mellem le pays légal og le pays réel - mellem dem, der har magt, og dem, der repræsenterer folkelige synspunkter - og stiller spørgsmålet: hvordan kan civilsamfundet udfylde hullet mellem det selv og staten? Hvordan kan civilsamfundet komme til at kontrollere staten eller få denne til at afspejle civilsamfundets værdier? Distinktionen mellem stat og civilsamfund synes at antage, at staten for tiden er kontrolleret af små privilegerede grupper, hvorimod ”civilsamfundet” består af den oplyste befolkning. Disse organisationer har haft gennemslagskraft til at få nogle stater - måske alle - til at styre deres politik i retning af varetagelse af menneskerettigheder. Men i processen er organisationerne i stigende grad blevet staternes vedhæng, snarere end deres modstandere, og overordnet set virker de ikke særlig anti-systemiske. De er blevet NGO’er, som befinder sig i kerneområder, men søger at gennemføre deres politik i periferien, hvor de ofte opfattes som agenter for deres hjemstater, snarere end som disses kritikere. Under alle omstændigheder har de sjældent mobiliseret masse-opbakning. De satser snarere på at udnytte den magt og position, som deres elite-medlemmer besidder i centret.
Globalisering
Den fjerde og seneste variant har været de såkaldte anti-globaliseringsbevægelser - en betegnelse, der især benyttes af bevægelsernes modstandere. Mediernes brug af betegnelsen rækker ikke meget længere tilbage end protesterne ved WTO-mødet i Seattle i 1999. I løbet af 1990’erne var ”globalisering” blevet en vigtig del af retorikken hos neoliberale fortalere for fri handel med varer og kapital. Medierne fokuserede på Verdens Økonomiske Forum i Davos, og den institutionelle implementering skete gennem ”the Washington Consensus”, IMF’s politik og styrkelsen af WTO. Seattle var tænkt som en nøglebegivenhed i udvidelsen af WTO’s rolle og de bemærkelsesværdige protester, som rent faktisk forstyrrede afholdelsen af mødet, tog mange på sengen. Demonstranterne omfattede mange nordamerikanere fra Det Gamle Venstre, fagforeninger, nye bevægelser og anarkistiske grupper. Alene det, at AFL-CIO [det nordamerikanske fagforbund, red.] var indstillet på at være på samme side som miljøgrupper i så militant en aktion, var noget nyt, især i USA.
Efter Seattle førte rækken af demonstrationer mod mellemstatslige møder, inspireret af den neoliberale dagsorden, til dannelsen af Verdens Sociale Forum (VSF), hvis første møder blev holdt i Porto Alegre; det andet møde i 2002 tiltrak over 50.000 delegerede fra over tusind organisationer [i 2003 samledes over 100.000, red.]. Siden da har der været en række regionale møder som forberedelse til VSF 2003. Denne nye fordrer af rollen som anti-systemisk bevægelse har andre karakteristika end de tidligere forsøg. For det første søger VSF at forene alle de tidligere typer; både Det Gamle Venstre, nye bevægelser, menneskerettighedsgrupper og andre, som ikke let lader sig placere i disse kategorier, ligesom det inkluderer grupper, som er organiseret på lokale, regionale, nationale og transnationale måder. Grundlaget for deltagelse er et fælles mål: kamp mod de sociale dårligdomme, der er en konsekvens af neoliberalismen - og en fælles respekt for hinandens prioriteringer. Meget vigtigt forsøger VSF at forene bevægelser fra Nord og Syd. Det eneste slogan er, indtil videre, ”En anden verden er mulig”. Endnu mere bemærkelsesværdigt er det, at VSF søger at gøre det uden at skabe en overordnet struktur. For øjeblikket har det kun en international koordinerende komité, bestående af omkring 50 personer, der repræsenterer en mangfoldighed af bevægelser og geografiske lokaliteter.
Selvom der har været en vis mumlen fra Det Gamle Venstre om, at VSF er reformistisk, har klagerne indtil videre været ret minimale. Kritikerne sætter spørgs-målstegn; de fordømmer ikke endnu. Det er bredt anerkendt, at VSF’s store succes bygger på den negative afvisning af neoliberalismen, som ideologi og institutionel praksis. Mange har argumenteret for, at det er afgørende for VSF at begynde at fremføre et klarere, mere positivt program. Om det er muligt, samtidig med at niveauet af enhed og fraværet af en overordnet (uundgåeligt hierarkisk) struktur bibeholdes, bliver det store spørgsmål i det næste årti.
Forandringens tidsalder
Jeg har argumenteret for andetsteds, at det moderne verdenssystem er i en strukturel krise, og at vi er trådt ind i en ”forandringens tidsalder” - en periode med forgrening og kaos. Hvis det er sandt, er det klart, at de emner, som anti-system-bevægelserne står overfor, stiller sig an på en meget anderledes måde, end det var tilfældet i det nittende - og det meste af det tyvende århundrede. Den statsorienterede strategi med de to faser er ikke længere relevant. Det forklarer det ubehag, de fleste nuværende arvtagere fra de tidlige anti-systebevægelser har, ved at skulle præsentere langsigtede eller umiddelbare politiske mål. De få, som forsøger, mødes af skepsis - eller værre, af ligegyldighed - fra dem, som de håber at vinde som tilhængere.
Der er to karakteristiske træk ved sådan en forandringsperiode, som er afgørende for udviklingen af en anti-system strategi. For det første vil magthaverne ikke længere forsøge at bevare det eksisterende system (dømt som det er til selvødelæggelse); snarere vil de prøve at sikre, at forandringen fører til skabelsen af et nyt system, der vil kopiere de værste træk ved det eksisterende - dets hierarki, privilegier og ulighed. De bruger måske endnu ikke et sprog, som afspejler de eksisterende strukturers bortgang, men de iværksætter en strategi, som bygger på sådanne antagelser. Deres lejr er selvfølgelig ikke forenet, som det ses af konflikten mellem de såkaldte centrum-højre ”traditionalister” og de ekstremt højreorienterede militaristiske høge. Men de arbejder hårdt for at skabe grundlag for forandringer, som ikke vil være egentlige forandringer, men et nyt system, der er mindst lige så slemt som det nuværende. Det andet grundlæggende træk er, at en forandringsperiode kendetegnes af dyb usikkerhed, hvor det er umuligt at vide, hvad resultatet vil blive. Historien er ikke på nogens side. Vi kan alle påvirke fremtiden, men vi kan ikke vide, hvordan andre vil handle for også at påvirke den. VSF’s struktur afspejler og understreger dette dilemma.
Strategiske overvejelser
En strategi i forandringsperioden bør derfor indeholde fire elementer - som alle er lettere sagt end gjort. Det første er en permanent, åben diskussionsproces omkring forandringen og det endemål, vi håber på. Dette har aldrig været let, og de historiske anti-system-bevægelser var aldrig gode til det. Men atmosfæren er gunstigere i dag, end den nogensinde har været, og opgaven er presserende og absolut nødvendig - og understreger de intellektuelles rolle i denne situation. VSF’s struktur tilskynder til en sådan debat; vi får se, om det er muligt at bevare åbenheden.
Det andet element er selvindlysende: en anti-system-bevægelse må ikke nedprioritere kortsigtede defensive tiltag, inklusive valghandlinger. Verdens befolkninger lever i nutiden, og deres umiddelbare behov må nødvendigvis have opmærksomhed. Enhver bevægelse, som negligerer dem, er dømt til at miste den brede passive støtte, som er afgørende for dens succes på lang sigt. Men motivet til og retfærdiggørelsen af defensive handlinger bør ikke være at redde et system, der er en fiasko, men snarere at forebygge en forværring af dets negative konsekvenser på kort sigt. Dette er ret forskelligt psykologisk og politisk.
Det tredje element er etableringen af midlertidige, mellem-distance-mål, som ser ud til at pege i den rigtige retning. Jeg tror at et af de mest brugbare, både politisk og psykologisk, er at arbejde i retning af en afkommercialisering på udvalgte områder, men i stadig højere grad. Vi konfronteres i dag med en syndflod af neoliberale forsøg på at kommercialisere det, der hidtil sjældent eller aldrig er blevet opfattet som egnet til privat salg - menneskekroppen, vand, hospitaler. Vi skal ikke blot vende os imod disse tilag, men også trække i den anden retning. Industrier, og især pressede industrier, bør afkommercialiseres. Det betyder ikke, at de bør ”nationaliseres” - hvilket oftests bare er en anden form for kommercialisering. Det betyder, at vi må skabe strukturer, som opererer inden for markedet, hvis mål er at fungere og overleve i stedet for at skabe profit. Dette er muligt, som vi ved fra universiteternes og hospitalernes historie. Hvorfor er en sådan logik umulig for de stålfabrikker, der trues med udflytning? Endelig må vi udvikle indholdet af vores langsigtede mål, som jeg antager, er en verden, der er relativt demokratisk og relativt lige. Jeg siger ”relativt”, fordi det er realistisk. Der vil altid være kløfter - men de behøver hverken at være brede, dybe eller arvelige. Er det det, der tidligere blev kaldt socialisme eller endda kommunisme? Måske - måske ikke. Vi må holde op med at forudantage, hvordan det bedre (ikke det perfekte) samfund vil være. Vi må diskutere det, skitsere det og eksperimentere med alternative strukturer for at virkeliggøre det. Og vi må gøre det, mens vi udfører de første tre dele af vores program for en kaotisk verden i system-forandring. Og hvis dette program er utilstrækkeligt - hvad det formentlig er - så bør denne utilstrækkelighed være en del af den debat, som er programmets første punkt.
Artiklen blev første gang offentliggjort i New Left Review 18, November-December 2002.
Oversat af Anders Hassing Redigeret af Britta Thomsen