Tema: Gaza
Læs hele bladet (pdf)Der var fest i gaderne i La Paz, da et stort flertal af bolivianerne stemte deres nye forfatning i hus i januar. Forfatningen indeholder dog langt fra alt det som de sociale bevægelser, fagbevægelsen og de indianske organisationer har drømt om og kæmpet for de sidste mange år. Alligevel er den et symbol på at forandringerne i Sydamerikas fattigste land måske er på vej.
Af Christine Lundgaard
Catalina prikker mig i siden og holder det lille hæfte op foran mig.
– Hvad synes du om den her? Kan den bruges til noget tror du? Catalinas ansigt er vejrbidt, rynket og fuldt af skepsis. Vi mødes til et kvindemøde i byen El Alto i Bolivias højland, nogle uger før forfatningsafstemningen. Alle kvinderne har været på gaden og slås for den nye forfatning, det er første gang de har den trykte udgave i hænderne. Så stikker Catalina fingeren ind i hæftet og bladrer direkte op på kapitlet om ”udvikling og naturresurser”.
– Se her. Alle jordbesiddelser som er i
godsejernes hænder inden den her forfatning træder i kraft, dem kan de bare beholde.
Jordreformen er afblæst, siger hun.
— Det her er oppositionens forfatning. Skal
jeg stemme ja til det?
For få måneder siden kunne ingen sige, om en borgerkrig stod for døren i Bolivia. Stridens kerne var forfatningen som var færdig og klar til at blive vedtaget ved en folkeafstemning. Den rige opposition i landet havde ellers først forsøgt med vold og sabotage at forhindre færdiggørelsen og dernæst at udskyde folkeafstemningen om den i månedsvis. I dag er borgerkrigen foreløbig undgået. Højrefløjen har lagt våbnene på hylden, mens det oprindelige forfatningsforslag er blevet voldsomt redigeret af en ”forsoningskommission”. 62 % af befolkningen stemte ja til forfatningen den 26. januar 2009. Det er ikke fordi oppositionen ikke var repræsenteret i den grundlovgivende forsamling, som blev valgt ved direkte valg tilbage i 2006. Det var kun politiske partier som kunne stille op til forsamlingen, og det kritiseres regeringen for i dag. Det gav nemlig en stor fordel til højrefløjens traditionelle partier frem for venstrefløjens mange bevægelser og fagforeninger. Og det betød en opvågnen for den hensygnede politiske højrefløj, som ellers var ramt af befolkningens politikerlede og manglen på et fælles projekt. Det fik de nu.
Bolivias traditionelle overklasse gik til kamp mod Evo Morales nye regering, og den nye forfatning blev symbolet på de krav om forandring, som højrefløjen er bange for. Mens den grundlovgivende forsamling var samlet i byen Sucre for at lægge sidste hånd på teksten, gik store demonstrationer i på gaden i byen. Demonstrationerne blev ledsaget af en bølge af hærværk og sabotage mod offentlige bygninger og infrastruktur. Under gadekampe mellem modstandere af regeringen på den ene side og bønder og fagforeningsfolk på den anden, blev tre mennesker dræbt. Højrefløjen beskyldte hæren for at have skudt de tre, men sagen forblev uopklaret, da der ingen indicier, billeder eller film fra episoderne dukkede op. Samtidig gik højreorienterede gadebander til angreb på regeringens tilhængere med tæv og trusler i flere byer. Voldsbølgen kulminerede d. 11. september 2008 i delstaten Pando. Her blev mere end 20 fredelige, demonstrerende bønder slået ihjel. Den konservative guvernør fastholdt, at der var tale om sammenstød mellem væbnede grupper. Men det er i dag slået fast, blandt andet ud fra videooptagelser, at guvernørens egne ansatte uprovokeret åbnede ild mod et stort antal ubevæbnede demonstranter. Bondeorganisationer i området siger, at der stadig er mange forsvundne.
Kort tid efter massakren smed Evo Morales USA’s ambassadør ud af landet under anklage for at konspirere mod Bolivia ved aktivt at støtte højreoppositionen. To måneder senere skete det samme for USA’s anti-narkoenhed DEA. I årevis har DEA udført politisk arbejde mod regeringen, sagde den ansvarlige minister. Internt i landet var massakren i Pando dråben, der fik bægeret til at flyde over for mange mennesker. I efteråret 2008 fyldtes flere byer af kæmpemæssige demonstrationer. Én af dem havde kurs direkte mod oppositionens højborg Santa Cruz i Bolivias rige lavland. Catalina og tusindvis af indbyggere fra El Alto var parate til at sætte livet ind og slås. Men regeringen sørgede i sidste øjeblik for at demonstrationen ikke kunne gå ind i byen.
– Tror du ikke vi ku have vundet over dem? spurgte Catalina i dag. Det er der ingen grund til at tvivle på de kunne. Men regeringen sørgede for at indgå kompromis med oppositionens ledere. En ’forsoningskommission’ blev nedsat og reviderede forslaget til den nye forfatning. De mest kontroversielle forslag blev taget ud. Borgerkrigen blev afblæst og højrefløjen lagde våbnene på hylden. Mens medlemmer af MAS i dag forsvarer kompromiset som det eneste, der kunne forhindre åben krig, er Catalina og mange andre stadig utilfredse med det de mener er et vagt kompromis.
Det var først og fremmes forslaget om en radikal omfordeling af jorden, som havde fået overklassen til at se rødt og som siden blev slettet igen. Jordfordelingen i Bolivia er en af Sydamerikas mest ulige, og der har ikke været optræk til en progressiv jordreform i landet siden en national revolution i 1950erne. Dengang blev en jordreform sat i gang i det indianske højland, men den blev aldrig færdiggjort. Den nye forfatning fratager heller ikke godsejerne deres nuværende jordbesiddelser, men ingen må i fremtiden erhverve sig mere end 5000 hektar jord, og det er et krav, at al jord er produktiv og ikke ligger brak. Derfor overrækker regeringen for tiden uproduktiv jord til mange landarbejdere, der hidtil har arbejdet under slavelignende forhold. Overdragelserne sker på trods af voldsomme protester fra godsejerne.
De heftigste kampe i Bolivias nyere historie har handlet om retten til landets naturresurser. I 2000 lykkedes det den daværende regerings modstandere at få privatiseringen af drikkevand rullet tilbage og det nordamerikanske selskab Bechtel smidt ud af landet. I 2003 bølgede kampene mod udenlandske selskabers opkøb af Bolivias værdifulde gasresurser. To præsidenter måtte i 2003 og 2005 trække sig af skræk for folkemassernes protester. Derfor var genforhandlingen af gaskontrakterne Evo Morales første politiske melding fra præsidentstolen i 2006. Bolivianernes råderet over egne naturresurser er nu skrevet ind i forfatningen og en del af olie- og gasindtægterne skal øremærkes til udvikling. Men forfatningen er åben over for at private aktører også kan råde over resurserne, eller der kan være tale om offentlig-private partnerskaber.
Med den nye forfatning går Bolivia officielt fra at være et spansktalende katolsk land til at have 36 anerkendte sprog og nationer med en vis grad af selvstyre. Ingen bestemt religion skal favoriseres af staten. Desuden garanteres det at basale nødvendigheder som vand, elektricitet, uddannelse og sundhed ikke kan privatiseres. Progressive fagforeninger priser progressive toner i teksten, som sikrer ordentlige arbejdsvilkår, går imod diskrimination og forbyder slaveri. De er godt tilfredse med, at lukkede fabrikker med statsstøtte fra nu af kan overtages af arbejderne. Alligevel anbefalede flere fagforeninger at stemme nej til forfatningen eller undlade at stemme, fordi de mener det nye forslag er for vagt. De er skuffede over at forfatningen holder sig inden for rammerne af det borgerlige demokrati og efter deres mening ikke gør op med mange års neoliberalisme.
Som svar på de stærke folkelige krav om omfordeling af landets resurser, er det de sidste par år lykkedes højrefløjen at samles om et modkrav: Autonomi for de fem rige delstater i øst som kalder sig ”Bolivias halvmåne”. Det er her i lavlandet, at olie, gas og den bedste jord findes, og de lokale politikere ser nødig deres rigdom under MAS-regeringens administration. De kræver derfor uafhængighed af Bolivias store fattige højland, hvor hovedstaden La Paz ligger, og hvor de store fagforeninger og indianske bevægelser står stærkest. Samtidig har højrefløjens partier omorganiseret sig og arbejder i dag i højere grad i regionale ”Civilkomiteer” under slogans som autonomi og demokrati. Noget lignende sker i Ecuador og Venezuela, hvor der også er skudt højreorienterede uafhængighedsbevægelser op i de regioner, hvor de største rigdomme er koncentreret.
Selv om Bolivias nye forfatning er et storstilet kompromis, skriver bolivianerne sig med den ind i en progressiv klub af folkelige regeringer i Sydamerika. Venezuela fik sin ny forfatning for 10 år siden mens Ecuador stemte sig til en ny forfatning i 2008. Paraguay er lige gået i gang. Et symbol og en åben dør, kalder Evo Morales den nye forfatning. Med den starter en overgangsfase mod mere forandring, siger han. Om forandringerne bliver til noget afhænger af de kampe, der begynder nu.
Christine Lundgaard er medlem af Internationalt Forums América-gruppe