Den senere tids yderligtgående unionistiske optøjer i Belfast og andre dele af Nordirland er en markant og langt mere organiseret optrapning af volden på protestantisk side end førhen
Af Inger V. Johansen
Loyalistisk vold er ikke noget nyt. Perioden siden indgåelsen af Belfast-aftalen - fredsaftalen - i 1998 har været præget af væbnede opgør i og mellem de loyalistiske væbnede grupper, angreb på katolikker og katolske boligkvarterer og sammenstød mellem især unge fra de to store befolkningsgrupper ved de såkaldte ”interfaces”, hvor katolske og protestantiske boligkvarterer grænser op til hinanden. Årsagen til volden har dels været rivaliseringer og kampe om territorier mellem de loyalistiske væbnede grupper, men også at flere af dem gerne så en tilbagevenden til åben væbnet konflikt. Heri har formålet også været at udfordre IRA til at gribe til våben igen.
Trods denne situation har medierne meget længe fokuseret på IRA som årsagen til, at fredsprocessen står i stampe. Ligesom den lange nordirske konflikt i mediernes og offentlighedens øjne især har handlet om IRA’s væbnede kamp. Selv IRA’s beslutning fra den 28. juli i år om at afslutte sin væbnede kampagne fik i den britiske og danske presse hovedsageligt negative reaktioner med på vejen. IRA blev gjort til årsagen til den voldelige konflikt, som reelt har politiske, nationale og sociale rødder.
Det er først med de nylige loyalistiske optøjer, at omverdenen igen i en kort periode har fået øjnene op for en side af konflikten, som man ikke har beskæftiget sig meget med.
Orange Ordenens rolle
De nu mange dages vold og ødelæggelser med benzinbomber og brændende biler, blokering af gader og veje og slagsmål med det nordirske politi og den britiske hær blev udløst af en march organiseret af den fremstående protestantiske logeorganisation Orange Ordenen i Belfast lørdag den 10. september. Republikanere og nationalister har længe anklaget politiet for passivt at have set til, mens den loyalistiske vold tog til. Men denne gang havde politiet taget opstilling for at hindre Orange Ordenens Whiterock-march i at følge sin traditionelle rute gennem et katolsk beboelsesområde i det vestlige Belfast. Det skete fordi marchen var blevet omdirigeret af ”Parade Kommissionen”, der varetager opgaver i forbindelse med de mange traditionelle marcher i Nordirland, som hovedsageligt er loyalistiske.
Den britiske Nordirlandsminister Peter Hain beskyldte Orange Ordenen, der var ansvarlig for marchen, og den loyalistiske, paramilitære organisation UVF (Ulster Volunteer Force) for at stå bag optøjerne. Politivideoer af marchen viser endog medlemmer af Orange Ordenen kaste sig direkte ud i voldelige angreb på politiet.
Den 13. september valgte den britiske regering således at ophæve sin anerkendelse af UVF’s våbenhvile. UVF og dets tilknyttede politiske parti PUP (Progressive Unionist Party) spillede tidligere en positiv rolle i fredprocessen.
Lederne af Orange Ordenen har nægtet at fordømme urolighederne og har lagt skylden på den britiske Nordirlandsminister, på ”Parade Kommissionen” og politiet. Omkring 60 sårede betjente måtte behandles som følge af weekendens hårde sammenstød med loyalisterne.
Protestanter og katolikker
Mange udenforstående vil sikkert undre sig over, hvordan det i den grad kan ophidse loyalister, at en Orange-march hindres i at gå igennem et katolsk kvarter. Den nordirske konflikt handler ikke om religion, som nogle stadig tror. Men de loyalistiske marcher - ca. 3000 årligt - er stadig et vigtigt symbol på den overmagt, som protestanter og unionister - efterkommere af kolonitidens protestantiske bosættere - engang besad i Nordirland, og som nu er ved at forsvinde. Dette sker af flere årsager, men ganske enkelt også fordi den katolske befolkningsgruppe er ved at blive lige så stor som den protestantiske.
Typisk ser unionister volden som udtryk for loyalisters utilfredshed med fredsprocessen, som de mener ”skader loyalistisk kultur og kun er til gavn for irske nationalister”(citat fra Belfast-avisen Irish News d. 15.9.05). Det er ikke kun de dele af aftalen, som handler om samarbejde med den irske republik i Syd og magtdeling med bl.a. det republikanske parti Sinn Féin i et lokalt selvstyre i Nord, der er unionistisk modvilje imod. Det er også ligestilling og menneskerettigheder, som unionisterne oplever som noget, der tager fra protestanter og giver til katolikker. I Belfast-aftalen er indbygget et konkret og overvåget arbejde for ligestilling og menneskerettigheder.
Unionistiske lokalpolitikere i Belfast, selv moderate unionister, har nu trukket sig fra den lokale institution, der diskuterer de lokale beslutninger om politiet, i protest mod politiets håndtering af den seneste loyalistiske vold. De unionistiske partier kræver bl.a. Parade Kommissionen nedlagt.
Unionismen i dyb krise
Udviklingen er udtryk for dyb krise for unionismen og loyalismen, der let kan føre til en yderligere skærpelse af volden. Det er de mere ekstremistiske og fundamentalistiske kræfter, der nu er toneangivende i den protestantiske og unionistiske lejr.
Det gamle mere moderate unionistparti UUP (Ulster Unionist Party) er i de seneste valg i Nordirland blevet slået totalt af banen af det yderligtgående DUP (Democratic Unionist Party), der ledes af den protestantiske frimenighedspræst Ian Paisley. UUP, der støttede Belfast-aftalen i 1998, har i alt for mange år haft en vaklende linje ift. fredsprocessen for at holde på de dele af partiet, der lå nærmere DUP’s afvisende linje over for Belfast-aftalen. Derved er UUP i virkeligheden kommet til at bane vejen for den styrkelse af DUP, som nu er blevet en realitet.
Over halvdelen af den unionistisk-sindede befolkningsgruppe i Nordirland stemte for fredsaftalen ved folkeafstemningen i 1998. Der var mange, som ville have bakket op om en unionistisk alternativ linje, der tog udgangspunkt i den nye situation og udviklede en ny unionisme i forlængelse af Belfast-aftalen. UUP svigtede denne opgave. Der eksisterer derfor ingen stærk unionistisk kraft her og nu, som kan lede unionismen ind på en bane, hvor unionisterne kan gøre sig positivt gældende i fredsprocessen.
IRA’s våbennedlæggelse
Samtidig nærmer det øjeblik sig, hvor en reel IRA våbennedlæggelse vil finde sted. Ifølge udmeldinger fra ledende republikanere kan det forventes senest i starten af oktober.
Reelt ophørte IRA’s væbnede kamp med våbenhvilen i 1997. Det udestående problem har været nedlæggelse eller destruktion af våbnene. Der er ingen tvivl om, at IRA’s erklæring om at afslutte sin væbnede kampagne er alvor. Det kunne man se ud af især to forhold: At den ikke kun var en erklæring henvendt til offentligheden, men en regulær ordre til alle IRA-medlemmer om at nedlægge deres våben. Noget som de plejer at rette sig efter. Men også at beslutningen skete på basis af en debat med IRA’s medlemmer og med deres godkendelse. Men IRA opløses ikke som organisation. IRA’s medlemmer ville aldrig have accepteret at nedlægge våbnene, hvis det også havde medført en nedlæggelse af IRA.
Der er heller ingen tvivl om, at IRA’s erklæring skete i fuld forståelse med den britiske og den irske regering. Deres positive respons viste, at regeringerne havde været med i processen for at opnå en IRA våbennedlæggelse. For Tony Blair drejer dette sig også om at få pustet nyt liv i fredsprocessen og skabt mere ro og fremgang i Nordirland til at kunne forfølge ”kampen mod terror” i England og andre steder i verden.
Øget frustration hos unionisterne
Der er en snæver sammenhæng mellem IRA’s erklæring fra juli og den øgede vold i den loyalistiske lejr. IRA-ledelsens er-klæring fik det halmstrå til at knække, som loyalister og unionister har klamret sig til for at begrunde deres modarbejdelse af fredsprocessen og magtdelingen med republikanerne i et lokalt selvstyre. Bolden er nu havnet i unionisternes og loyalisternes lejr.
Ifølge Belfast-aftalen skal alle nordirske væbnede grupper, som har indgået våbenhvile, nedlægge deres våben på sigt. Men reelt har IRA skullet gå først. UUP’s obstruktion af arbejdet i det lokale selvstyre i Belfast, der nu har været suspenderet i snart 3 år, har været begrundet med IRA’s manglende totale nedrustning. Omvendt mistede IRA tilliden til unionisternes opbakning til fredsprocessen, og IRA trak derfor tiden ud og destruerede våben i mindre portioner for at se tiden an. I løbet af den stagnerende fredsproces blev IRA’s manglende våbennedlæggelse, og fortsatte uindfriede løfter om dette, til et bevis for mange unionister på, at Belfast-aftalen havde spillet fallit, og at DUP og andre yderligtgående unionister havde haft ret i at være imod den fra starten.
IRA’s afslutning på den væbnede kampagne har derfor skærpet rådvildheden og frustrationen i de unionistiske partier og de loyalistiske væbnede grupper. Ledende unionister advarer mod at situationen er på kogepunktet i de protestantiske områder i Belfast. Men uroen har klart været organiseret og ført an af Orange Ordenen og nogle af de paramilitære loyalistiske grupper, som søger at oppiske til had og uddybe kløften mellem befolkningsgrupperne. De unionistiske partier optræder i mangt og meget som halehæng til dem. En del af frustrationen udmøntes også i intern splid og militære opgør mellem de loyalistiske grupper, som man f.eks. har set i løbet af sommeren mellem UVF og en udbryder gruppe LVF (Loyalist Volunteer Force - som afviste Belfast-aftalen i 1998). UVF har decideret søgt at udradere LVF militært.
Men frustrationerne i den protestantiske befolkningsgruppe næres i høj grad også af de elendige sociale vilkår i Nordirland for mange mennesker. En undersøgelse fra 2003 viser, at ifølge EU’s fattig-domskriterier vil over en tredjedel af de katolske familier og over en fjerdedel af de protestantiske kunne betegnes som fattige. Sådanne sociale forhold er ikke gavnlige for at dæmpe den politiske konflikt. Generelt set er de sociale forhold i Nordirland blevet bedre i løbet af de sidste 20 år - men den sociale polarisering og ulighed er også øget gevaldigt. Uligheden er større end i det sydlige Europa. Undersøgelsen viser, at katolikker stadig i praksis er forfordelt på en række områder, især hvad angår arbejdsløshed og på boligområdet, selv om de tidligere tiders diskrimination i mange år har været lovgivningsmæssigt forbudt.
Voksende kriminalitet
Tidligere i år har der været meget fokus på en sag, hvor lokale IRA-medlemmer slog en katolik ihjel i kølvandet på et værtshusslagsmål. Der har været voksende kriminalitet, vold og magtmisbrug fra lokale IRA-medlemmers side i de katolsk-nationalistiske ghettoer. Men ikke i nær det samme omfang som har været set på loyalistisk side. Det hænger dels sammen med de væbnede gruppers problemer med at vende tilbage til en normaliseret hverdag efter den væbnede konflikt. Men den magt, som IRA udøver lokalt, skyldes også, at den lokale befolkning endnu ikke har fuld tillid til det reformerede nordirske politi PSNI (Police Service of Northern Ireland), som tidligere var en unionistisk politistyrke, og derfor stadig går til IRA for at få løst, hvad der egentlig er politimæssige opgaver.
Dette forstærkes yderligere af, at Sinn Féin endnu ikke har villet anerkende den nye politistyrke, fordi de kritiserer reformen af politiet som utilstrækkelig. En kritik der også har været rejst af lokale menneskeretsorganisationer. Der har været betydelig modstand internt i politiet mod reformen. Men Sinn Féin’s holdning til politistyrken har store konsekvenser, idet det betyder at partiet ikke anbefaler sine tilhængere at samarbejde med politiet.
De stigende problemer med kriminalitet i dele af IRA har også været en stærkt medvirkende faktor i Gerry Adams’ og andre republikanske lederes ønske om at opnå en hurtig afslutning på IRA’s væbnede kampagne og en egentlig våbennedlæggelse. IRA-erklæringen fra juli siger, at de ”frivillige” beordres til udelukkende at hjælpe med til at styrke politiske og demokratiske ”programmer” og anvende fredelige midler: Hermed udelukkes de brodne kar fra IRA, hvis de fortsætter en kriminel løbebane.
Samarbejde mellem DUP og Sinn Féin?
Der kommer nu til at ligge et stærkt pres på unionisterne og loyalisterne for at tage de næste skridt i fredsprocessen, som vil øge de interne spændinger. Efter en IRA våbennedlæggelse vil det blive overordentligt svært for Ian Paisley og DUP at fastholde modstanden mod fredsprocessen og magtdelingen med Sinn Féin på længere sigt i en ny lokalregering. Ifølge Belfast-aftalen skal de fire største partier dele magten i det lokale selvstyre, og de to største - dvs. DUP og Sinn Féin - indtage henholdsvis førsteminister- og vice-førsteministerposten.
DUP har tidligere gået på kompromis med modstanden mod Belfast-aftalen og indgået i en magtdelingsregering, som også Sinn Féin deltog i. DUP og Sinn Féin var tæt på et kompromis i december sidste år. I DUP er der en pragmatisk fløj, som mener, at DUP må tilpasse sig den reelle situation og gå ind i et lokalt nordirsk samarbejde, og en anden mere fundamentalistisk, der er utvetydige modstandere. Den nye situation kan få de interne uenigheder mellem de to fløje til yderligere at blusse op. DUP kan her og nu undskylde sig med, at de ikke tror på våbennedlæggelsen eller på verificeringen af den, men det er ingen holdbar undskyldning i længden. Alternativt vil de henvise til, at IRA stadig eksisterer som organisation.
Men det er slet ikke umuligt på lidt længere sigt at se en ny samarbejdsregering i Belfast ledet af DUP og Sinn Féin.
Inger V. Johansen er cand.mag. og har skrevet en ph.d. om den nordirske konflikt og undervist i nyere irsk historie, fredsprocessen og konfliktløsning.