Forventningerne til Chiles nyvalgte socialistiske præsident, Ricardo Lagos, er store. Så store at den internationale presse har kaldt ham Allendes efterfølger. Men landets venstrefløjsopposition er mindre optimistisk og tror ikke på at præsidentskiftet vil føre til grundlæggende forandringer i det chilenske samfund.
Af Janne Tynell
"Hvis folk tror at Chile har fået en ny socialistisk præsident, så har de ikke lyttet til Ricardo Lagos. Inden valget sagde han: ‘Hvis jeg bliver valgt, bliver jeg ikke Chiles anden socialistiske præsident. Jeg bliver den tredje præsident for nationalt samarbejde. Han sagde at han ville fortsætte den politiske linie som hans koalitionen Concertación por la Democracia hele tiden har ført, og det er grundlæggende en neoliberal linie." fortæller Javier Chavez fra Chiles Kommunistiske Parti.
Lagos og Chavez er ellers tidligere politisk allierede, men da Socialistpartiet i 1980erne dannede koalition med centrumpartiet, Partido Social Cristiano, stod Kommunistpartiet af. Ifølge Javier Chavez begyndte Socialistpartiet at føre en neoliberal politik, der blandt andet betød en accept af Chiles politiske system:
"Den neoliberale model som man har indført i Chile er en anti-demokratisk model. Landets valglov er den samme som den Pinochet formulerede i sin tid - et topartisystem, hvor det kun er de to største politiske kræfter i landet der har mulighed for at repræsentere befolkningen. Mindretallet har altså ingen muligheder for at få nogen form for magt eller indflydelse. Hæren og de væbnede styrker har til gengæld grundlovsfæstede beføjelser til at blande sig i politik. Og for militæret er det ligegyldigt at præsidenten nu hedder Lagos, for de vil fortsætte efter samme model som den de gennemtvang med magt for år tilbage. Det er ikke det vi kalder demokrati." siger Chavez.
Neoliberalismens legeplads
Ifølge Javier Chavez er der ikke udsigt til en ændring af den neoliberale økonomiske politik som Chile har ført siden 1980erne. Chile har i de senere år udmærket sig som den flinke dreng i klassen hos Verdensbanken og IMF, på grund af landets disciplinerede og effektive tilpasning af den økonomisk politik til verdensmarkedet. En tilpasning lige efter bogen, der først og fremmest betyder at staten har været på slankekur, at store dele af den offentlige sektor er blevet privatiseret og at en stor del af landets nationale produktion er blevet eksportorienteret:
"Lagos har klare aftaler med det private erhvervsliv og virksomhedsejerne. For ham og hans parti er det vigtigste at holde de økonomiske hjul i gang ved at give kapitalen de bedste betingelser frem for at give folket de bedste betingelser. Det betyder bla. at udenlandske selskaber har fri adgang til vores marked og vores produkter og at rigdommene strømmer ud af landet. F.eks. sælger store tømmerfirmaer vores træstammer til japanerne, der forarbejder træet og sælger præfabrikerede huse tilbage til os til meget højere priser, end det de købte træet for." fortæller Chavez
Mens de sociale konsekvenser af den økonomiske side af neoliberalismen i Chile er iøjnefaldende, lægger Javier Chavez også vægt på de mindre synlige konsekvenser af den sociale og politiske side af neoliberalismen:
"Den sociale side af neoliberalismen går ud på at hæmme den sociale bevægelse ved at atomisere og splitte den. Eksempelvis har man i Chile en arbejdslovgivning som i stedet for at beskytte arbejderne, giver arbejdsgiverne mulighed for at presse lønnen helt i bund, minimere de sociale ydelser og forhindre arbejderne i at organisere sig i fagforeninger. I Chile kan arbejderne organisere sig i hvilken som helst fagforening. Dvs. at der på en arbejdsplads med 300 ansatte kan eksistere op til 6-7 forskellige fagforeninger. Det er indlysende at det begrænser fagforeningernes kapacitet til at handle, fagforeningerne bliver svagere. Før i tiden forhandlede man kollektivt i hver branche. Det betød at fagforeningerne var meget stærke med stor pression, fordi de repræsenterede f.eks. alle minearbejderne i landet. I dag er branche-forhandlinger forbudte og hver lille fagforening forhandler med sin arbejdsgiver for at få en aftale der gælder for dem alene. Det betyder at der indenfor industrien er en masse fagforeninger, der forhandler mange forskellige ting igennem. Arbejdsgiverne laver særaftaler med forskellige grupper af arbejdere, tilgodeser nogle frem for nogle andre og splitter arbejderbevægelsen." fortæller Chavez.
Han peger samtidig på at man har gjort brug af lignende metoder overfor universitetsstuderende, borgerrettighedsbevægelser mm., med det resultat at den sociale bevægelser i Chile i dag er fragmenteret og splittet.
Styrket social bevægelse
Chavez og hans partifæller ser det som deres vigtigste opgave at være med til at genopbygge den sociale bevægelse og dermed også Chiles politiske venstrefløj. For dem er parlamentet ikke scenen for de store forandringer i samfundet. Selvom Kommunistpartiet stiller op til valgene i Chile er det primære formål ikke at vinde stemmer:
"Vi bruger valgkampagnen til at sætte fokus på de store problemer som chilenerne har. I stedet for bare at få folk til at stemme på vores kandidater, bruger vi kampagnen til at mobilisere og organisere forskellige dele af befolkningen omkring de problemer der eksisterer tæt på dem. For eksempel organisere de unge til at kæmpe sammen mod de problemer de har i skolerne, på universiteterne, på gaden osv. Under den sidste valgkampagne lykkedes det os at danne komitéer af arbejdsløse i næsten alle dele af landet. Vi ved ikke om de arbejdsløse vil stemme på os af den grund, men det er også sekundært. Det vigtigste er at de organiserer sig" siger Javier Chavez.
Det er også i de folkelige bevægelser at venstrefløjen finder sin styrke. Med kun 3, 3% af stemmerne ved sidste valg og ca. 15.000 medlemmer, er Kommunistpartiet et lille parti rent elektoralt, men vender man blikket mod fagforeningerne og studenterbevægelserne står kommunisterne og de øvrige partier på venstrefløjen stærkt:
"Venstrefløjen står stærkt i fagbevægelsen, formanden for fagforeningen CUT - Central Unidad de Trabajadores er kommunist, venstrefløjen leder lærernes fagforbund, som tæller mere end 100.000 medlemmer, venstrefløjen leder forbundet af arbejderne i sundhedssektoren som tæller mere end 30.000. Den kommunistiske ungdom leder studenterbevægelsen i Chile. Hvis den splittede chilenske venstrefløj skal overleve, skal den betragte de sociale bevægelser som dens politiske bagland." afslutter Chavez.