Da Evo Morales sidste år blev valgt til præsident i Bolivia, lovede han at lovliggøre koka-dyrkning. Dermed er Bolivia gået fra at være USA’s darling i Sydamerika til at blive betragtet som sabotør af supermagtens såkaldte krig mod narko. Det er blandt andet Bolivianernes modstand mod denne “krig”, som har været med til at sikre den indianske bondeleder, Evo Morales, præsidentposten.
Af Lars Gaardsøe
Ved starten af det nye årtusinde blev Bolivia fremhævet af USA som det eneste land i Sydamerika, der succesfuldt bekæmpede koka-produktionen.
Da den tidligere diktator Hugo Banzer i 1997 genvandt præsidentposten, hvor han havde siddet under militærdiktaturet mellem 1971-1978, lovede han til USA’s store tilfredshed, at bekæmpe koka-produktionen med alle tilgængelige midler.
Det er ironisk, at det netop var Banzer, som tog kampen op imod narkoen. For det var under hans militærdiktatur, at kokain-økonomien for alvor blomstrede i Bolivia. Endnu mere ironisk blev Banzers plan døbt “planen for værdighed”. Han lovede, at ved afslutningen af hans embedsperiode i 2002 ville hans regering have fjernet al koka-dyrkning i Bolivia pånær de 12.000 hektar i regionen Yungas, som regeringen anslog som nødvendige for traditionelle ritualer og medicinsk brug.
I 1970’erne begyndte koka-dyrkningen at sprede sig fra Yungas, hvor den er blevet dyrket siden den spanske invasion, til Chapare regionen øst for Cochabamba. Produktionen i Chapare steg i takt med efterspørgslen på kokain i USA og Europa. Da der blev dyrket mest, var der optil 40.000 hektar med koka, hvor omkring 90 % gik til det internationale kokainmarked.
De over 350 mio. dollars, som USA har pumpet ind i bekæmpelsen af koka i Bolivia siden 1993, har hovedsagligt været rettet mod en militær løsning af komplekse sociale, økonomiske og politiske problemer. I takt med at rydningen af koka-marker startede i 1997 begyndte Banzers regering, at anmode USA om økonomisk hjælp til Bolivias skrantende økonomi. Men uden held. Washington insisterede på, at Banzer skulle fortsætte koka-bekæmpelsen for fuld kræft, men man ville ikke garantere yderligere støtte. Den daværende udenrigsminister pointerede, at USA i løbet af de sidste ti år allerede havde afskrevet 450 mio. dollars af Bolivias gæld, men det havde ikke gjort livet mærkbart nemmere for de bønder, som blev ofre for koka-bekæmpelsen.
Koka er ikke kokain
I stedet for at finde et gangbart alternativ krævede USA, at regeringen i Bolivia genovervejede grænsen på de 12.000 hektar til lovlig koka-dyrkning. Dermed overser man bevidst den kendsgerning, at koka ikke er kokain. Og at koka har været en vigtig afgrøde i over tusind år. Det var den første handelsvare i Andesbjergene, og den har stor symbolsk værdi. Den kulturelle betydning af koka er blevet ignoreret i krigen mod narko. Kokaens virkning kan sammenlignes med kaffe, og det er en vigtig kilde til vitaminer og mineraler, hvilket befolkningen i Andesbjergene mangler. Koka indgår i stort set alle traditioner og ceremonier fra såning til indflytningsfester.
Siden kokain blev opdaget som et kraftigt afhængighedsskabende og euforiserende stof, er koka blevet dæmoniseret. De fattige bønder, som dyrker den, er blevet sidestillet med narkosmuglere af regeringen og USA. I de hjælpeprogrammer, som skulle hjælpe bønderne til at finde alternative afgrøder, har regeringen og de udenlandske hjælpeorganisationer nægtet af samarbejde med bøndernes organisationer. Som Feliciano Mamani Quispe, fra den største bondeorganisation i Chapare, udtrykker det: “Regeringen har aldrig tilladt os at deltage, og faktisk har de krævet at bønderne forlod fagforeningerne, hvis de ville have del i hjælpeprogrammerne. Alle pengene er gået til at gøre embedsmændene rigere. Vi har hele tiden være villige til at vise regeringen, at vi kan forvalte pengene og få projekterne til at virke. De har aldrig ville give os en chance.”
En anden bonde pointerer, at “kokain ikke er boliviansk problem. Jeg har aldrig set kokain. Kokain er et amerikansk problem. Vores problem er dem, der behandler os som kriminelle, fordi vi dyrker koka, hvilket vi har gjort i tusind år”.
Ved hjælp af militærpoliti fra det USA finansierede Joint Task Force, ødelagde “Planen for værdighed” omkring 28.000 hektar med koka i Chapare. Og USA virkede tydeligvis tilfreds: “Bolivia har på to eller tre år gjort det som ingen andre har formået i Latinamerika,” sagde USA’s ambassadør Manuel Pacha i 2000. “I Latinamerika er dette succeshistorien”.
Men denne “succes” er skabt på bekostning af de fattige og dem i bunden af narkoens globale produktionsnetværk. Koka-bekæmpelsen kostede den bolivianske økonomi, omkring 500 mio. dollars om året og ødelagde fuldstændig den regionale økonomi i Cochabamba. Før udgjorde indtægterne fra koka-dyrkningen omkring 90 % af al landbrug i regionen.
Som erstatning fik bønderne et engangsbeløb på 2.500 dollars pr. hektar. Det svarer stort set til den samme kompensation, som blev givet i starten af 1990’erne, og som både embedsmænd fra Bolivia og USA i dag erkender, var helt utilstrækkelig. “Selvom de tilbød 10.000 dollars pr. hektar ville det ikke være nok” siger Fidel Ticon fra bøndernes fagforening.
Det økonomiske sammenbrud i Chapare førte i 2000 til alvorlige uroligheder i regionen. Bevægelsen for Socialisme (MAS) førte an i denne kamp med vejblokader og store demonstrationer mod regeringens plan om at privatisere vandressourcerne. Det er her lederen for MAS, Evo Morales, først for alvor blev internationalt kendt.
Fra kokabonde til præsident
Evo Morales personlige historie afspejler Bolivias udvikling. Efter det økonomiske kollaps i starten af 1980’erne og Den Internationale Valutafonds rigide strukturtilpasningsprogram i 1985 var koka den eneste mulighed for bønderne, hvis de ikke ville sulte. Privatiseringen af minedriften tvang unge, som Evo Morales, fra højlandet ned mod det subtropiske Chapare. Her forsøgte flere at brødføde sig som risbønder, men Den Internationale Valutafond tvang Bolivia til at åbne sine grænser for billige brasilianske ris, og dem kunne de ikke konkurrere med. Derfor begyndte de at dyrke koka.
Efter at kokabøndernes organisationer havde vundet 7 ud af 9 borgmesterposter i Chapare, blev Morales i 1997 valgt ind i parlamentet. Det var fra denne position, at Morales stod i spidsen for de sociale kampe i 2000. Kokabønderne begyndte at organisere sig i selvforsvarsgrupper, og 2001 blev der for første gang siden “planen for værdighed” startede, dræbt flere soldater og politifolk end bønder.
Evo Morales støtte til bøndernes krav om selvbestemmelse førte i 2001 til, at han blev smidt ud af parlamentet. Men ved valget i juli 2002 var Morales tilbage. Denne gang blev kokabønderne i MAS valgets helt store overraskelse. Som præsidentkandidat fik Morales 20,9 % af stemmerne mod 22,5 % til den konservative højrepopulist Gonzalo Sanchez de Lozada.
Der skulle kun gå tre år før MAS med Morales i spidsen igen fik chancen i valglokalerne. Denne gang lykkedes det Morales at blive den første indianske præsident i et landet med et politisk system, der ligesom de fleste andre på kontinentet, historisk er blevet domineret af nogle få stenrige familier, som ikke har meget andet end foragt for landets indianske befolkningsflertal.
USA mister indflydelse
Et af Morales første forslag i sin tid som parlamentsmedlem var at kræve USA’s narkokontor DEA lukket. Det blev ikke vedtaget i 2002, men som præsident er det lykkedes Morales at afvæbne det nordamerikansk narkopoliti, og deres agenter må ikke længere bære uniform.
Morales har også gjort det lovligt for alle familier at dyrke en tredjedel hektar med koka, og hans regering arbejder på at få fjernet kokaplanten fra FN’s liste over forbudte stoffer. Hvis det lykkes, vil Bolivia kunne begynde at eksportere kokathe, kokatandpasta og alle de andre koka-produkter, som er meget populære i landet.
USA siger, at hovedparten af kokaen stadig ender i narkohandlen, men i et interview med det tyske magasin Der Spiegel, svarer Morales:
“USA siger en masse ting. De anklager os for ikke at leve op til betingelserne for deres udviklingshjælp. Min kapitalistiske forgænger støttede massakre på koka-bønder. Mere end 800 bønder er døde i krigen mod narko. USA bruger denne krig mod narko som en undskyldning for at udvide deres magt i Latinamerika.”
Morales ønsker ikke en fuldstændig legalisering af al koka-produktion. I stedet skal produktionen kontrolleres af staten og bøndernes fagforeninger. Selvom Morales-regeringen har besluttet at arbejde for en frivillig reduktion af koka-produktion, så har USA i hvert fald midlertidigt mistet sin nærmest allierede i krigen mod narko.
Lars Gaardsøe er med i Gaias redaktion.
Kilder
Ben Kohl og Linda Farthing, 2001, “The price of success”, Nacla, Vol XXXV No 1
Niels Boel, 2002, “Kokabonden der vil være præsident”, Dagbladet Information, 3. august
Pelle Dragsted, 2002, “Indiansk socialisme”, GAIA nr. 39