Af Lars Gaardsøe
Det er velkendt, at kampen om naturressourcer kan føre til krige og konflikter. Det har vi bl.a. set med de to Golfkrige, hvor kontrollen over Mellemøstens olieressourcer har spillet en central rolle. Økonomien i den rige del af verden med USA i spidsen er afhængige af den billige olie, men menneskets bemægtigelse af naturressourcerne er ikke kun et middel til økonomisk udvikling. Det er også udtryk for menneskers magt over andre mennesker med naturressourcerne som våben. Det sidste er den israelske besættelse af Palæstina i høj grad et eksempel på.
Ekstreme uligheder
Langt hovedparten af den israelske vandforsyning kommer fra vandressourcer i besatte områder eller vandressourcer, som Israel deler med de arabiske naboer. At der ikke er tale om noget retfærdigt bytteforhold, kan ses umiddelbart. Israel bruger mere end dobbelt så meget vand fra Jordanfloden som Jordan selv, mens palæstinenserne overhovedet ikke har adgang til flodens vand, selvom hele Vestbredden grænser op til den. Årsagen er at israelerne næsten har tømt den nedre Jordanflod ved at kanalisere store mængder vand fra floden ned til de tørre egne i det sydlige Israel, Resultatet er en næsten udtørret flod, hvor det resterende vand er totalt ubrugeligt spildevand. Den dalende vandføring har også forårsaget en hastigt faldende vandstand i Det Døde Hav med ødelæggende konsekvenser for økosystemerne.
Udover Jordanfloden er de vigtigste vandressourcer grundvandsmagasinerne i Karmelbjergerne på Vestbredden. Grundvandet her dannes når den varme fugtige luft, der kommer ind fra Middelhavet, presses op over bjergmassivet, hvorved luften afkøles, og der dannes nedbør. Det betyder, at der falder væsentligt mere nedbør på Vestbredden end inde i Israel. Men umiddelbart efter besættelsen i 1967 konfiskerede Israel disse vandressourcer, og udvinding kom under den militære administration. I 1982 blev ansvaret for vandressourcerne i de besatte områder overdraget til den statslige israelske vandmyndighed Mekorot, og på den måde blev de besatte vandressourcer integreret i Israels nationale vandforsyning.
Mekorot har systematisk omdannet forsyningsstrukturen på Vestbredden til effektivt at servicere Israel og besætterne. De palæstinensiske brønde er efterhånden blevet ødelagt eller udtørret af de dybere israelske vandboringer.
Resultatet er en ekstrem ulige adgang til vand. Det anslås, at den gennemsnitlige palæstinenser i Gaza og på Vestbredden kun har adgang til 70 liter vand om dagen, mens tallet er 350 liter for israelerne og hele 600 liter om dagen for bosætterne. Endvidere har kun halvdelen af palæstinenserne på Vestbredden overhovedet adgang til rørlagt vandforsyning, og de steder, hvor der er lagt rør, bliver forsyningen jævnt afbrudt pga. vandmangel. Således er det ikke unormalt, at små landsbyer lever uden sikker vandforsyning i flere måneder i sommerperioden. I byer som Betlehem er man nødt til at have en rotationsordning, hvor de forskellige kvarterer skiftes til at få lukket for deres vand.
Grunden til denne ulige fordeling af regionens vandressourcer blev allerede lagt inden oprettelsen af staten Israel. Allerede i 1926, hvor både Palæstina og Jordan var under britisk mandat, gav kolonimagten en 70 års koncession på udviklingen af vandkraft i området til en zionistisk ingeniør. Sammen med denne koncession fik ingeniøren også vetoret i forhold til overrislingsanlæg på begge sider af Jordanfloden. På den måde blev landbruget i de begyndende jødiske bosættelser favoriseret med mulighed for at udvikle kunstvandingssystemer.
Netop landbruget er stadig langt den største forbruger af vand i Israel. Det tørre klima gør det umuligt at opdyrke større dele af landet uden kunstvanding. På trods af dette har landbruget spillet en central ideologisk rolle i opbygningen af staten Israel. Den israelske nationalisme, zionismen, bygger på myten om at skabe en enhed mellem jord og folk gennem opdyrkning af jorden og forestillingen om at få “ørkenen til at blomstre”. Landbruget har ikke længere den store nationaløkonomiske betydning i Israel, men alligevel betyder denne ideologi, at det er svært at begrænse vandforbruget. Israel subsidierer f.eks. stadig vandforsyningen til landbruget, således at bosætterne slipper med at betale under en ottendedel af hvad palæstinenserne betaler, selvom begge parter får vandet fra de samme israelsk kontrollerede boringer.
Vandsituationen i regionen er bestemt ikke holdbar eller bæredygtig. Allerede i 1970’erne begyndte Israel at bruge mere vand end der gendannes. Dette overforbrug opretholdes ved at udnytte ikke-fornybart grundvand og gennem overpumpning af andre magasiner, som i sidste ende kan resultere i ødelæggelse af disse. I dag bruger Israel omkring 25% mere vand end ressourcerne kan bære. Dette er en situation, som skriger på politisk handling, og derfor har vandspørgsmålet da også spillet en central rolle i Oslo-aftalerne.
Oslo: Mere af det samme
Faktisk er vandspørgsmålet ofte blevet fremhævet som en af succeshistorierne i Oslo-processen.
Allerede 1993-deklarationen taler om etableringen af en palæstinensisk vandadministration og om samarbejde om vandspørgsmålet, men det bliver ved nogle vage hensigtserklæringer. Det er først i Oslo II aftalen fra 1995, at der decideret bliver talt om palæstinensiske rettigheder til Vestbreddens vandressourcer, og hvor der bliver etableret en Fælles Vandkomite, der skal kontrollere udnyttelsen af områdets vandressourcer. På papiret stiller komiteen israelere og palæstinensere lige. Den består af lige mange israelere og palæstinensere, og komiteens beslutninger tages ved konsensus. Men i praksis bevares alle væsentlige vandressourcer på israelske hænder, for som det hedder i aftalen, så får palæstinenserne kun kontrollen over ressourcer, som udelukkende har betydning for de palæstinensiske indbyggere, mens Israel fortsat skal kontrollere de delte ressourcer. Som konsekvens af Mekorots “effektiviseringer” leverer langt hovedparten af boringerne på Vestbredden vand til både palæstinenserne, Israel og bosætterne, hvilket altså gør, at Israel bevarer kontrollen med dem. Parterne står hver især for den daglige drift, og Den Fælles Vandkomite er ikke andet end et koordinerede organ - en papirtiger.
Udover Vandkomiteen er der som følge af Oslo II blevet etableret fælles overvågningsteams, men også her er alt ved det gamle. Disse teams arbejder ud fra stort set de samme retningslinjer og med de samme metoder, som besættelsesmagten har gjort lige siden 1967. Faktisk blev dette arbejde i nogen grad også udført af palæstinenserne før Oslo-aftalerne. Det eneste, der er ændret, er at det Palæstinensiske Selvstyre i princippet har adgang til de samme informationer om vandressourcerne. Men i praksis har det været svært for den palæstinensiske vandforvaltning, som er meget afhængig af internationale donorer, at opbygge brugbare databaser, fordi donorerne ikke er interesserede i at deltage i sådanne ikke prestigefyldte projekter.
Udover de institutionsopbyggende elementer i Oslo II rummer aftalen også et reelt løfte til palæstinenserne. Vandkomiteen skal stå for at identificere og udvikle nye vandressourcer til at dække palæstinensernes umiddelbare behov. Dette er da heller ikke en stor byrde for Israel, som kun skal finansiere en brøkdel af arbejdet. Langt hovedparten af arbejdet skal palæstinenserne selv stå for, og også på dette område er de helt afhængige af international bistand. Ydermere er palæstinensernes muligheder begrænset til at udvinde ekstra vand fra den tørre østlige side af bjergene. Selvom Oslo II ikke udelukker andre områder, så har Israel nedlagt veto mod alle projekter andre steder, og det på trods af, at det er meget tvivlsomt om de østlige grundvandmagasiner indeholder vand nok til, at der kan indvindes den aftalte mængde. Reelt er løftet om mere vand altså også en forflyttelse af ansvaret for at løse Vestbreddens vandproblemer fra besættelsesmagten Israel til internationale donorer.
Et andet eksempel på at Oslo II fritager Israel for byrder i forbindelse med besættelsen er at det nu er det Palæstinensiske Selvstyre, som skal opkræve betalingen for vand i de besatte områder. I forbindelse med den første Intifada begyndte palæstinenserne ellers flere steder at nægte at betale for vandet. I 1995 manglede Israel således betaling svarende til $ 4,5 mio, og det beløb betales nu tilbage af selvstyret. Israel har stadig kontrollen med vandet, men nu skal selvstyret administrere besættelsen.
Intet nyt under solen
Oslo-aftalerne har altså ikke forrykket magtforholdet mellem Israel og palæstinenserne væsentligt. Men til gengæld har det ændret en hel del på magtforholdene internt mellem palæstinenserne. Med etableringen af den nye palæstinensiske vandforvaltning - ligesom med resten af selvstyret - er magten blevet centraliseret og koncentreret hos PLO-eliten omkring nu afdøde Arafat, som vendte hjem fra eksil i Tunis.
Al den megen tale Oslo-aftalernes “gennembrud” for “samarbejde” synes tom. Reelt samarbejde forudsætter at deltagerne er lige og respekterer hinanden, og et sådant er ikke muligt så længe Palæstina er besat. Under besættelsen er vandressourcerne blot endnu et af midlerne til at kontrollere og undertrykke palæstinenserne.
Litteratur:
Jan Selby, Dressing up domination as ‘coorperation’: the case of Israeli-Palestinian water relations, Review of international Studies (2003), 29
Bjarne Riisgaard, Kampen om Vandet, Palestina-info, http://palaestina-info.dk/side/11/m/9