Den amerikanske og europæiske venstrefløj mangler evne til at forstå grundlæggende militære og politiske vilkår for befrielsesbevægelsers væbnede kamp. Ifølge Goff skyldes det moralsk imperialisme, når venstrefløjen vil gøre Mexicos EZLN til et eksempel på en god guerilla, mens Colombias FARC gøres til en ond guerilla.
Af Stan Goff
Acteal, Mexico 1997: Det begyndte i en kirke. Den anspændte stilhed i det besatte område blev brudt af lyden af skud fra automatvåben. Nogle mistede livet, mens andres liv for altid blev forandret på grund af det pludselige tab af venner, slægtninge, forældre eller børn. Livet blev reduceret til ?her og nu?, og nødvendigheden af at flygte. Sorgen måtte vente, indtil overlevelsen var sikret.
De løb ned af grusvejene, mellem husene af ler, mens den tørre metalsmag af rædsel bredte sig i deres munde. En efter en styrtede de omkuld på grund af følgerne af højhastighedsammunitionen; chokvirkningen, når skud trængte ind i kroppen, smadrede knogler og opsprættede organer ? hver enkeltes eget personlige ragnarok.
Oprøret i Chiapas gik ind i en ny fase i Acteal den 22. december 1997. Siden den oprindelige befolkning i Chiapas begyndte deres opstand i 1994, var omkring 500 oprørere, sympatisører og mistænkte sympatisører blevet myrdet. Men massakren i Acteal var en voldsom eskalation. Udlændinge var først blevet udvist for at rense området for vidner.
Oprørernes omhyggelige planlægning, deres imponerende succesfulde aktioner mod de overraskede regeringstropper og deres karismatiske talsperson Subcomandante Marcos, havde sikret en særlig mystik omkring oprøret. Chiapas var blevet en populær sag i venstreliberale kredse i USA og resten af verden. Konfliktens karakter af David mod Goliath var en af grundene til oprørets tiltrækningskraft. Men en anden grund var, at oprørerne havde formået at opretholde en høj moralsk standard og afstod fra den slags aktiviteter, der ellers hører til krigens mere brutale og modbydelige kendetegn. De havde kun dræbt få, og dermed undgik de den slags militære og politiske krydsilds-situationer, hvor alle bliver transformeret til en kombatant. Indtil Acteal.
De sidste hundrede år har været fyldt med eksempler - som det fra Chiapas ? på ægteskabet mellem vold og kapital. Massakren på de 45 Tzotzil-indianere i Acteal var en bevidst optrapning af konflikten, som var designet for at den politiske elite, der beordrede angrebet, kunne opnå sit mål. Den mexicanske regering var i 1996 gået ind på ikke at sende militæret til Acteal-området. Det var det rene bedrag. Regeringen så gennem fingre med de dødspatruljer, der kunne gøre arbejdet langt mere effektivt ved at sprede terror. Terroren var sponsoreret af den økonomiske elite, der ville frigøre den kapital, der var knyttet til kaffeproduktionen på den jord, som de besværlige indianere boede på. Historien burde have lært os - og zapatisterne - at troen på, at det er muligt at reformere eller standse de usynlige bagmand bag spekulationen i jord, blot er en from fantasi. Enten ville bagmændene knuse de indianske oprørere, eller også ville oprørerne knuse dem.
Massakren i Acteal var et logisk skridt for den herskende klasse i Mexico. Logikken var så ren og kold som en skalpel. Derfor havde zapatisterne heller ikke længere råd til at være forsigtige og tilbageholdende, bortset fra hvis det var udfra en logik, som var ligeså kold og beregnende, som deres fjenders. Kampen var gået ind i en ny fase. De ville blive nødt til at føre krig, rigtig krig, ellers ville de systematisk blive ødelagt.
Tøven under disse omstændigheder ville være fatal. Oprørerne var nødt til at kæmpe. For at kunne kæmpe havde de brug for våben - mange våben, ammunition og kommunikationsudstyr. Der er kun én måde at skaffe sig dette udstyr på for en isoleret gruppe uden militær støtte udefra. De ville blive nødt til at udføre hyppige, dristige og dødelige angreb på små politi- og militærstyrker for at erobre deres våben og udstyr.
De ville blive nødt til at dræbe mennesker med familier, forældre, bedsteforældre og børn. Krigens nøgne sandhed er, at fjenden aldrig er et umenneskeligt monster. Militærfolk har ofte prøvet at reducere deres fjender til ikke-mennesker for at retfærdiggøre sig selv. Men kendsgerningerne er, at fjenden også er én, der drømmer og elsker, én der bare havde brug for et job, én som bare venter på en pause for at tisse eller spise sin mad ? et menneske, ligesom os. For at kunne udføre offensive operati oner er det nødvendigt at have en central koordinering, og at uddanne en generalstab til at lede operationer og til at træffe beslutninger om placeringen af nye tropper og udstyr. Oprørerne ville få brug for at udvikle sig til at blive endnu mere disciplinerede, hemmelighedsfulde, handlekraftige og på vagt. De eneste principper, de ville kunne lægge til grund for alle situationer, ville være krigens principper. De ville ikke længere ligne pletfrie helte, men i stedet begynde at få soldaternes rå overflade.
De ville møde spioner og kollaboratører, som de måtte håndtere med hård hånd. Hvis de undlod at gøre det, ville det føre til sikkerhedsbrister og tabet af værdifulde kampfæller. Der ville blive begået fejl. Hvis og når sejren nærmede sig, ville der blandt de erfarne oprørere være nogen, der havde gået for vidt. Alle soldater er de samme fejlbare mennesker som vi selv. Krig, selv den mest nødvendige og retfærdige krig, forhærder mennesker. Krig har sin egen indre logik, en logik, som er isnende ond og umulig at forfine.
Disse oprørere ville ikke have en nation, de kunne vende sig imod for at få hjælp. Lande som Sovjetunionen og Cuba, som støttede de nationale befrielsesbevægelser i Afrika, eksisterer ikke mere eller har ikke den samme styrke. Oprørerne i Chiapas ville være uendeligt afhængige af omverdenens solidaritet med deres politiske kamp. Mere end nogensinde ville de have brug for vores forståelse for nødvendigheden af det, de nu måtte gøre. De ville have brug for international anerkendelse og urokkelig støtte til retfærdigheden i deres kamp. En solidaritet, som kunne forblive uanfægtet af brutalitet i den kamp, som de var blevet tvunget til at føre, for at sikre retfærdighed.
Men de blev kvalt. Hverken zapatisterne selv eller deres internationale støtter havde viljen til det, der var nødvendigt.
Massakren i Acteal blev fremstillet som meningsløs, men min pointe er, at når militære aktioner er succesfulde, er de alt andet end meningsløse. Der var et formål med massakren. Målet var at fremskynde affolkningen af nøgleområder i konfliktzonen ? og det virkede. Nu er de sidste, ineffektive rester af zapatisternes militære styrker fortrængt til Lacondon-junglen. De er afskåret fra forbindelse med omverdenen, de er omringet og effektivt neutraliserede. Det kan ikke romantiseres væk. Det er de nøgne fakta.
Det er vigtigt at pointere, at militær succes ikke kan måles linært. Det er ikke en fodboldkamp. Militær succes måles på baggrund af de politiske målsætninger, og zapatisterne har altid været en reformistisk bevægelse. De har aldrig søgt den militære sejr eller overtagelsen af statsmagten. Det er forklaringen på, at zapatisterne også er populære selv på smarte cafeér i de vestlige storbyer, hvor klassekamp ellers er bandlyst. Det er også forklaringen på den trinvise ødelæggelse af den zapatistiske guerillabevægelse.
Det er i denne forbindelse interessant at læse publikationen Insurrection: An Analysis of the Chiapas Uprising, som er udgivet af USA?s hærs generalstab og skrevet af major Grady G. Reese. Det er en meget veldokumenteret redegørelse for oprøret, om end der mangler en beskrivelse af forbindelsen mellem jordejere, politiske strukturer, paramilitære grupper og det mexicanske militær. Det amerikanske militær hader at tale om politiske ting, men vi hader jo også alle at snakke om vores svagheder.
Her er et uddrag af konklusionen: Den Zapatistiske Hær for National Befrielse (EZLN) begrænsede sit mål til forbedringen af forholdene for indianerne. Ønsket var, at det indianske lokalsamfund kunne få en større andel af de nationale rigdomme. De ville ikke nødvendigvis vælte centralregeringen, men det var en tilsigtet strategi at tvinge regeringen til forhandlinger. Deres militære operationer understøttede det strategiske mål, indtil de begik den fejl at forsøge at indtage Rancho Nuevo. EZLN?s ledelse planlagde kampagnen nøje. Den største strategiske fejl var at undervurdere regeringens forhandlingsvilje. Da regeringen erklærede en ensidig våbenhvile, mistede EZLN det strategiske initiativ.
I ti år har skiftende mexicanske regeringer leget diplomatisk og militær kispus med zapatisterne. Gentagende gange er der blevet givet politiske indrømmelser, som så igen er blevet trukket tilbage. Med hver high-publicity tilbagetrækning af militære styrker fra delstaterne Chiapas, Guerrero og Oaxaca, er hullerne blevet udfyldt af mere effektive paramilitære grupper, hvis hænder ikke er bundet af loven.
Zapatisterne får lov til at demonstrere i tusindvis i Mexicos hovedstad uden at blive chikaneret, og hovedstadens indbyggere hilser dem velkommen som folkehelte. Men i Chiapas er de langsomt blevet jaget op i bjergene og omringet. Zapatisternes militære styrker er blevet afskåret fra deres støtter i lokalbefolkningen, der til gengæld er underkastet et intenst militært og økonomisk pres, herunder tvangsfordrivelser. Dette har ført til et utal af interetniske rivaliseringer. Det eneste der mangler for den mexicanske regering er at afvente det øjeblik, hvor den internationale politiske opbakning til EZLN er forsvundet.
Vurderingen af væbnet kamp skal sammenholdes nøje med de politiske mål, der vil opnås. Som publikationen fra det amerikanske militær antyder, uden helt at forstå implikationerne af det, så kan et politisk mål, der er mindre end at overtage statsmagten, få oprørere til at miste det mest afgørende element i krigsførelse, nemlig initiativet.
Blandt folk med de rigtige meninger på caféer og universiteter rundt omkring i Amerika og Europa er der en naiv og farlig tro på, at ?retfærdigheden? vil vinde i sidste ende. De forstår ikke konteksten for den ikke-voldelige kamp mod britisk kolonialisme i Indien, der ikke kunne have fundet sted uden en velbevæbnet socialistisk Østblok i ryggen. Denne historieløse tiltro til ikke-voldelig modstandskamp, har kombineret med moralsk imperialisme fået folk på venstrefløjen til at tage afstand fra aggressiv væbnet modstandskamp.
Støtten til zapatisterne har været så bred, netop fordi EZLN har begrænset sine politiske målsætninger og undgået kamphandlinger. Både venstreliberale og mange anarkister er glade for dét, fordi de ? om end af forskellige årsager ? nærer modvilje mod ethvert forsøg på at overtage statsmagten. Men når staten er fast besluttet på at udrydde dig, er sådan en modvilje livsfarlig.
Zapatistenes charme bygger på, at de har nægtet at gå til angreb og på deres skruppelløse afvisning af enhver form for marxistisk sprogbrug. De er blevet den gode guerilla, som står i modsætning til den colombianske guerillabevægelse Fuerzas Armadas Revolucionarias de Colombia (FARC). FARC ses nu som den onde guerilla af kystbanesocialisterne.
Den centrale fejl, der er ved at forårsage zapatisternes politiske nederlag, er deres afvisning af at udføre offensive operationer. De har afvist at forhøje deres politiske målsætning fra reform til revolution, med alt hvad det indebærer for valget af militære angrebsmål. Hverken PR-værdien eller de moralske styrkepositioner, de dermed har vundet, kan ændre på nederlaget.
Man kan ikke forsvare sig mod en angribende hær fra en moralsk styrkeposition. Der er brug for virkelige styrkepositioner, som fx at dominere nøglepositioner i terrænet, kontrollere forsyningslinjer, og råde over effektive automatvåben og den rette kamptaktik. Den mexicanske regering har stort set sejret, og zapatisternes støtter i den rige verden kan ikke gøre meget ved det andet end at begræde eller benægte det.
Når en konflikt, uanset dens politiske og sociale indhold, eskalerer til krig ? gennemtvinger krigen en enkel logik. Alle mål er underordnet valget mellem at knuse fjendens kapacitet og vilje til at slås - eller at gå til grunde som en modstandsdygtig militær styrke. Militære operationer er skabt af og underlagt politiske mål, men krigsførelse er i sig selv fysisk og brutal. Fysiske lovmæssigheder bliver med hæslig hensynsløshed anvendt for at forårsage ødelæggelse. Når en befolkning eller en folkelig bevægelse er målet for en sådan ødelæggelse, er den tvunget til at anvende den samme kolde pragmatisme til sit forsvar for ikke at drukne i sit eget blod.
Jeg så en gang et lille skilt på skrivebordet hos en sydkoreansk generel, hvor der stod ?Gud begunstiger de stærke?. De, der er stærke, kan være tålmodige. Men styrke i krig er ikke udelukkende bestemt af størrelse eller teknologi. De store guerillaledere har vist, at initiativ er nøglen. Når du har initiativet er du foran, og når du mister initiativet, er du bagude.
Krigsførelse er en midlertidig proces. Tiden og hastigheden har stor betydning. Det har stor betydning at bryde fjendens beslutningskredsløb og erobre initiativet. Det er afgørende at være offensiv. Der er ingen retfærdig rettergang. Der er ingen time-outs. Og der er ingen fuldkommenhed.
Væbnede styrker, såvel undertrykkende som befrielsestyrker, er organisationer, der når de er begyndt på aktive kamphandlinger, er nødt til at administrere sig selv, forsyne sig selv, træne sig selv, og beskytte sig selv med alle nødvendige midler ? midt i en kaotisk konflikt. De anvender, hvad der er umiddelbart tilgængeligt. Her er der en grundlæggende forskel på en regulær regeringshær og en guerillabevægelse.
Guerillaen kan ikke gå til staten for at få forsyninger. Guerillaen har intet anerkendt retsvæsen eller en velfinansieret presse, som den kan legitimere sig gennem overfor velbjergede udlændinge. Og en guerillabevægelse kan ikke standse, når den først er sat i gang.
Efter massakren i Acteal førte guerillaens manglende evne til militær optrapning og udbygning af kontrol til et fuldstændigt tab af initiativ i kampzonen. Zapatisterne er ikke længere en modstandsdygtig militær styrke. Deres ’væbnede kamp’ er nu udelukkende symbolsk. Lad mig sammenligne med FARC:
Ligesom zapatisterne udsprang FARC af kampen om jorden. Efter Anden Verdenskrig støttede en del af Colombias Liberale Parti bøndernes organisering af selforsvarsgrupper, som kunne gøre krav på omfordeling af jorden og delvist selvstyre. De colombianske oprørere brugte en strategi som er uhyre lig med EZLNs; væbnet modstandskamp kombineret med forsøg på at opnå indenlandsk og udenlandsk solidaritet. Krigen blev meget brutal på begge sider, og den colombianske regering tilbød i 1952 en fredsforhandling. Tilbuddet blev modtaget af det Liberale Parti og tilknyttede væbnede grupper.
Men en lille gruppe af bønder, anført af kommunisten Pedro Antonio Marín, nægtede at nedlægge våbene. Marín havde intet af Subcomandante Marcos cafécharme, men han havde stor forståelse for militære anliggender.
Marín var overbevist om regeringens og de liberales dobbeltspil, og han forsatte med at organisere selvforsvarsgrupper blandt bønderne. Disse militser blev så effektive, at regeringen begyndte at omtale til disse bondesamfund som ?uafhængige kommunistiske republiker?. I 1964 udførte regeringen, med tilskyndelse fra USA, et pludseligt overraskelsesangreb på bøndernes selvforsvarsgruppe i Marquetalia.
Marín, der på daværende tidspunkt havde skiftet navn til Manuel Marulanda Vélez, anførte 48 guerillasoldater i et vellykket forsvar mod det massive militærangreb.
Guerillagruppen tog efterfølgende navnet Fuerzas Armadas Revolucionarias de Colombia: FARC (Colombias Revolutionære Væbnede Styrker). Marulanda var kendt for at vægte guerillasoldaternes skydefærdigheder højt, og var selv lidt af en legende på grund af sine evner med en riffel. Han fik øgenavnet ?Tiro Fijo? eller ?Træfsikker?.
FARC indså, at den væbnede kamp var uigenkaldeligt brudt ud, og at der ikke ville blive vist nogen bamhjertighed. Kampen ville ende med overtagelse af statsmagten eller nederlag. De iværksatte vovemodige angreb, og forfinede deres troppers evne til hurtigt at samles og sprede sig igen. Samles til hurtige angreb og derefter trække sig tilbage i små grupper. De udførte den ene vellykkede nålestiksaktion efter den anden, mens de erobrede materiel og rekrutterede nye guerillaer undervejs.
Jeg er blevet spurgt, om jeg virkelig tror, at FARC er ved at vinde. Det gør jeg. Fra de 48 guerillasoldater er de nu vokset til en stærk politisk og militært organisation på omkring 20.000 guerillasoldater, med syv regionale fronter og mere end 60 selvstændige og manøvredygtige militære enheder. I de seneste to år har de nedkæmpet store dele af de paramilitæres styrker, og ødelagt omkring 10 procent af deres tropper (sandsynligvis flere). De har overlevet og modstået en af de mest velfinansierede militære offensiver på den vestlige halvkugle. De har også modstået tabet af den selvstyrende demilitariserede zone, som den tidligere colombianske regering skrottede, da højrefløjen og den amerikanske ambassade tvang den til at afbryde fredsforhandlingerne med FARC i 2002.
Hvis den fascistoide regering i Colombia ikke fik hjælp fra USA, ville FARC kunne overtage statsmagten på under 5 år. De paramilitære kan ikke hamle op med FARC på slagmarken, og de har heller ikke nogen støtte fra landbefolkningen. Det colombianske militær består primært af værnepligtige, som er ledet af korrupte og racistiske officerer, der hader underklassen. FARC består af mennesker fra forskellige befolkningsmæssige baggrunde, og 30 procent er kvinder.
Uden støtte fra det amerikanske luftvåben og ville det colombianske militær ikke kunne matche FARC?s militære formåen. Det colombianske militær har desuden ikke folkelig støtte andre steder end i den herskende klasse og i småborgerlige lag blandt bybefolkningen.
Den antikommunistiske venstrefløj i den rige verden hævder nu, at FARC har udviklet sig til at være et autoritært monster, som undertrykker befolkningen i samme grad som regeringen. FARC er blevet en slags kriminel organisation, og de forhandler ikke i god tro. Det er et klassisk eksempel på, at venstrefløjen falder for mainstream-pressens bagvaskelser. Venstrefløjens fald er hjulpet godt på vej af den borgerlige højrefløj og af moralsk imperialisme: Den mest bekvemme moral for de velbjergede i imperialismens højborge, som aldrig har oplevet krig, og som aldrig bliver trætte af at fortælle alle de brune mennesker, hvad det rigtige er at gøre.
FARC indgik i 1984 en våbenhvile og dannede samtidig partiet Unión Patriotica (UP), som skulle stille op til de kommende valg. Omkring 4.000 medlemmer af UP blev derefter myrdet af dødspatruljer. Det var FARC?s flirt med den borgerlige højrefløj. FARC er nu i krig, og især efter 1984 forstår de krigens barske logik.
I 2002 blev det colombianske militær beordret ind i den demilitariserede zone, hvor fredsforhandlinger mellem FARC og regering havde fundet sted. Herefter løb deres offensiv ud i sandet. Samtidigt indledte paramilitære styrker en barbarisk kampagne mod civilbefolkningen i området omkring byen Bojayá. Det colombianske militær sikrede adgangen til området for de paramilitære. De paramilitære blev dog mødt af en overraskende modoffensiv fra FARC, som dræbte over 500 paramilitære og selv mistede omkring 130 guerillasoldater, primært på grund af beskydning fra det colombianske luftvåben, der kom de paramilitære til undsætning.
De paramilitære søgte ind i byen Bojayá, hvor de gik i stilling ved siden af et sundhedscenter og kirken. FARC affyrede en mortérgranat, som ved et uheld ramte kirken, hvor civile havde søgte tilflugt. Mange blev dræbt.
Da dette først kom frem i medierne, blev det ikke fortalt, at der havde været kamphandlinger mellem FARC og de paramilitære. Der blev ikke fortalt om de paramilitæres angreb på civile i området. Regeringshærens medansvar blev ikke omtalt. De paramilitæres taktiske nederlag kom ikke frem. FARC?s mortérangreb, som ødelagde kirken og dræbte de civile, blev ikke udlagt som utilsigtede tab af liv i forbindelse med kamphandlinger, men derimod som en massakre begået af FARC.
FARC indrømmede den forfærdelige fejl, sådan som de altid har gjort det i lignende situationer. FARC har studeret den myrdede revolutionære Amílcar Cabral fra Cape Verde, som advarede kammerater mod at ?dække over vanskeligheder, fejl og svigt?.
Våben og militært udstyr bliver automatisk udleveret til en regeringssoldat, hvor i mod en oprører må erobre disse ting på slagmarken, eller i nogle tilfælde lave dem selv, som fx de mortérgranater, FARC anvender. Det er naturligvis ikke perfekte eller standardiserede våben.
Alle guerillasoldater er rekrutteret fra de områder, hvor guerillaen opererer, og de er trænet og uddannet med de evner og resurser, der nu engang er til rådighed. Der skal findes erstatninger for de, der falder i kamp. Det gælder såvel kamptropper, som forsyningstropper, sundhedspersonale og officerer. Guerillasoldaterne vil uundgåeligt være mennesker med forskellige medfødte evner, forskellige grader af bevidsthed og motivation, forskellige karaktertræk, og de vil opføre sig på forskellige og uforudsigelige måder. De vil aldrig komme til at handle udfra et fuldstændigt overblik over situation, oppefra og ned. Og situationerne nede på bunden vil aldrig være fuldstændigt klare for ledelsen i toppen, og slet ikke for de, der står helt udenfor den væbnede konflikt.
I sidste ende vil det ikke være enkelte, hverdagsagtige udslag af overbeslutsomhed, som afgør hvem, der vinder krigen. Det vil over tid være en række andre faktorer, som er afgørende, herunder i hvor høj grad organisationens politiske program hænger sammen, strategien, disciplinen, handlekraftigheden og fleksibiliteten, resurserne, kvaliteten af de militære efterretninger, de forskellige taktiske kampformers egnethed, ledelsens evner, og sidst men ikke mindst - selve størrelsen af organisationen.
Når vi vurderer venstrefløjens væbnede kampe rundt omkring i verden, er det værd at huske Shermans ord om at ?krig er grusomhed og kan ikke forfines?. (Sherman var general for Nordstaterne i den Amerikanske Borgerkrig 1861-65, red.) Ingen ordentlig officer vil nogensinde træffe beslutninger ud fra fredstidens etiske målestok. Enten er kampen en krig værd, eller også er den ikke. Det er enten eller. Det er det politiske mål, som er altafgørende. Det er ikke anerkendelsen fra pacifister i imperialismens højborge eller fra de borgerlige medier, der er det vigtigste. Og heller ikke velsignelsen fra de, der burde være allierede, men som ikke er der, og som ikke kan forstå de nødvendigheder, der nogle gange fører til forfærdelige fejl og endda til forbrydelser.
Så jeg vil sige følgende om zapatisterne og FARC. Når det kommer til stykket, er forskellen mellem de to - bortset fra hvem, der bliver billiget og hvem der bliver fordømt af de, der står udenfor konflikten - at den ene er ved at vinde, og den anden er ved at tabe. Grunden er, at den ene forstår krigens barske logik og den anden gør det ikke.
Oversat af Anne Rehder. Denne tekst er et bearbejdet uddrag fra Stan Goff’s bog Full spectrum disorder - The military in the new American century.
Den tidligere elitesoldat Stan Goff er blandt de mere usædvanlige stemmer blandt USA?s progressive forfattere. Gennem 26 år i det amerikanske militær har han deltaget i en række invasioner af lande som Vietnam, Haiti og Somalia, og han har trænet colombianske soldater til at kæmpe mod FARC-guerillaen.