Internationalt Forum

Modstand er det fælles sprog

Nedskæringer i udgifter til uddannelse udløste store protester i den mexicanske delstat, Oaxaca, hvor store folkemængder besatte rådhuspladsen, og kom i direkte konfrontationer med myndighederne. GAIA bringer et interview med demonstrant fra Oaxaca.

Af Erik Pedersen

Efter et guvernørvalg i 2005 præget af omfattende svindel, fik lokalbefolkningen i den mexicanske delstat Oaxaca omsider nok. Med en strejke organiseret af lærernes fagforening som løftestang, besatte en række folkelige organisationer, forenet i folkeforsamlingen APPO, i juni 2006 Rådhuspladsen i Oaxaca By, hovedparten af delstatens kommunale bygninger samt flere radio- og tv-stationer. Årsagen til lærernes aktion var nedskæringer i delstatens udgifter til uddannelse og den nød stor opbakning fra de lokale indbyggere, som bl.a. stod for bespisning af de strejkende. Støttedemonstrationer for APPO havde over en million deltagere.

Den omstridte guvernør, Ulises Ruíz Ortíz fra partiet PRI, der til sin valgkamp havde valgt mottoet: ”Ingen strejker eller blokader”, beordrede politiet sat ind mod demonstranterne i oktober-november 2006. Det skete under udfoldelse af hvad menneskerettighedsorganisationer senere har karakteriseret som ”overdreven anvendelse af vold”, der resulterede i 24 dræbte aktivister, her iblandt den nordamerikanske fotograf Brad Will, som blev dræbt af skud på klos hold fra en civilklædt betjent. Desuden blev små 350 aktivister anholdt, hvoraf langt de fleste senere er blevet løsladt.

Efter afslutningen på de direkte konfrontationer mellem APPO og de offentlige myndigheder i Oaxaca, har man ikke sporet en faldende opbakning til folkeforsamlingen blandt lokalbefolkningen. I et forsøg på at skabe international interesse om konflikten i Oaxaca, har den 31-årige zapoteca-indianer Ruben Valencia Nuñez fra én af APPO’s medlemsorganisationer ”VOCAL”, indvilget i at give Dagbladet Arbejderen et interview om den seneste udvikling.

”Vi er ikke gået under jorden, men har valgt ikke at være helt så ”åbenlyse”. Det er af sikkerhedshensyn!” fortæller Ruben og hans udsagn underbygges af den kendsgerning, at han 10. januar 2009 overlevede et attentatforsøg i Oaxaca, hvor en håndfuld maskerede mænd affyrede deres våben mod ham.

At det er lykkedes Mexicos indianske befolkningsgrupper at overleve mere end 500 års undertrykkelse skyldes i høj grad en måde at organisere sig på, som til forskel fra europæisk tankesæt, er en satsning på det kollektive. Men er APPO f.eks. et socialistisk ”eksperiment”?

Ruben ryster lidt på hovedet: ”Måske skulle man ikke være så skematisk oven i hovedet, vel? Når I snakker om socialisme, så handler det om at have læst Lenin og Engels, men det er ikke et omdrejningspunkt for ret mange af Mexicos indianske befolkningsgrupper. Vi håndterer en samfundsmodel, der måske kunne kaldes ”kommunalisme” og som er et led i vore oldgamle traditioner. Vores samfund er opbygget omkring 4 søjler: den kollektive jord, det kollektive arbejde, den årlige fest samt den ”kommunalistiske magt”. Det er et konsensusdemokrati, hvis sokkel er en årlig folkeforsamling, hvor lokalbefolkningen vælger en række tillidsfolk til at organisere undervisnings- eller sundhedssystemet, ungdoms- og kvindeorganisationerne, eller til ledelsen af landsbyen. Tillidsposten gælder for ét år, og beboerne kan til hver en tid afsætte den valgte, hvis han eller hun ikke lever op til sit ansvar, lige som der føres vagtsomt tilsyn med at vedtagne projekter føres ud i livet og at de afsatte resurser anvendes efter hensigten. Tilsynet er i virkeligheden en hjælp fra landsbyen til tillidsrepræsentanten. Det er for han ikke skal føle sig for tynget af ansvaret”, forklarer Ruben. ”Zapatisterne i Chiapas har formuleret ledelsesprincippet således: ”man leder ved at lade sig lede”. Hos os er ”politikerne” valgt til at stå i befolkningens tjeneste. Hos jer kan det godt forekomme stik modsat, ikke?”

APPOs primære mål er at få fjernet den siddende guvernør. Man kunne fristes til at mene, det er et problem, der løses af sig selv, da den mexicanske forfatning ikke tillader genvalg af guvernører. Næste guvernørvalg i Oaxaca finder sted i 2010. Hvorfor ikke bare vente?

”I regeringspartiet PRI er man ved at finde den næste kandidat. Der er to muligheder: Den ene er regeringens generalsekretær, Chuquí Franco, der stod bag politiets aktioner i oktober-november og den anden, Adolfo Toledo, er en senator, der ganske vist forsøger at give indtryk af samarbejdsvilje, men som ikke repræsenterer noget alternativ. Vi fra APPO er stadig ikke blevet enige om, hvorvidt vi skal stille op, men diskussionen fortsætter og hvem ved? Måske taler du med Oaxacas næste guvernær, ikke?” siger Ruben og bryder sammen i grin.

Men hverken Ulises Ruíz Ortiz eller nedskæring i uddannelssesktoren er hovedfjenden. Den hedder iflg. Ruben neoliberalisme og den har fundet sit helt eget udtryk i Mexicos sydligste delstater. I 2001 offentliggjorde Mexicos daværende præsident Vicente Fox en udviklingsplan for den sydlige del af landet, den såkaldte ”Plan Puebla-Panama”, senere omdøbt til ”Plan Mesoamérica”. Iflg. Fox var planen en omfattende social indsats i et område, hvor ekstrem fattigdom er den generelle fællesnævner. Fox fremhævede især den omfattende ”elektrificering” af en region, hvor langt størsteparten af landbefolkningen aldrig har haft adgang til elektrisk lys.

Kritikere fremhæver, at hvis ”Plan Mesoamérica” har til formål at forsyne lokalbefolkningen med el, så er etableringen af bl.a. syv vandkraftværker i Usumatán-floden på grænsen mellem Mexico og Guatemala fuldstændigt ude af proportion, al den stund at der praktisk taget ikke bor mennesker i dette område, Lacandona-junglen. ”Plan Mesoamérica” indeholder desuden et projekt om konstruktion af en afløser for den bedagede Panama-kanal, som i realiteten udelukkende vil være til gavn for USA´s eksport til Asien. Alle større eksporthavne i USA ligger på østkysten, fordi Europa traditionelt var den store samhandelpartner. Nu hvor Kina er langt mere interessant som afsætningsmarked, har USA valget mellem selv at skulle afholde de gigantiske udgifter til infrastruktur og havneanlæg på sin vestkyst eller at få Mexico til at afholde udgifterne til et alternativ.

Ruben Valencia Nuñez påpeger også et andet formål med ”Plan Mesoamérica”: ”Det drejer sig om at få etableret en infrastruktur, der gør det muligt for de multinationale selskaber at udplyndre Mexico for råstoffer. Derfor skal de bruge el! I Oaxaca er det især jernmalm og uran, der er interessant, og der foregår i øjeblikket en omfattende fordrivelse af de indianske bønder fra deres kollektivt ejede jorde. Et led i ”Plan Mesoamérica” er oprettelse af en netværk af ”maquiladores” eller sweatshops, hvor bønderne nu skal være fabriksarbejdere. Det er især koreanske og japanske virksomheder, der anlægger deres fabrikker her, mens europæiske selkaber, som det spanske ”Iberdrola”, mest er interesserede i energisektoren og canadiere koncentrerer sig om minedrift. Men indtil videre er det faktisk lykkedes befolkningen at få bremset samtlige udenlandske investeringer i Oaxaca!”

Konflikten i Oaxaca er begyndt at brede sig til resten af landet. Som tilfældet var med den indianske oprørsbevægelse EZLN´s opstand i Chiapas i 1994 og med kollektivbøndernes protester mod eksproprieringen af deres jorde til opførelse af en ny international lufthavn i landsbyen San Atenco i 2002, har konflikten i Oaxaca fundet national klangbund. Spørgsmålet er så hvordan man konkretiserer denne nationale modstand?

”Vi er ved at indse, at man er nødt til at udvide horisonten til ikke kun at omhandle Oaxaca. Vi må mødes med repræsentanter fra andre basisdemokratiske organisationer i Mexico. Vi overlevede de voldsomme dage i oktober-november, netop fordi vi kombinerede den traditionelle kollektive organiseringsform med fagforeningenes traditioner for direkte aktioner - det er den etape, vi befinder os i lige nu!” siger Ruben og vil godt medgive at her støder man på et problem: sprogbarrieren! ”I Oaxaca alene er vi 16 forskellige grupperinger, der indbyrdes ikke forstår hinanden. Zapoteca er lige så langt fra mixteca som dansk og kinesisk. På den anden side så har vi igennem tiden været i stand til at skaffe os af med 3 guvernører, og har overlevet 500 års undertrykkelse. Modstand er ikke afhængig af et fælles sprog. Modstand ER det fælles sprog!”

Modstand er også et fælles internationalt sprog og det er årsagen til, at Ruben Valencia i øjeblikket rejser undt i Europa. ”Vores naturlige samarbejdspartnere er folk fra Mellemamerika og Latinamerika, som står over for de samme problemer som os. Men da mange af investeringerne i ”Plan Mesoamérica” kommer fra europæiske virksomheder, har vi mødtes med folk fra Frankrig, Tyskland, Schweitz, Skotland, Danmark, Sverige, Finland, Holland og Belgien for at orientere modstandere af neoliberalismen om situationen i Mexico. Det er hensigten at finde kammerater, vi kan arbejde sammen med. Vi kommer egentlig ikke for at tigge om hjælp. Vi kommer for at tilbyde at dele vores erfaringer med at organisere modstanden.”

Erik Pedersen er journalist ved Dagbladet Arbejderen. Her blev artiklen bragt den 22.08.09

Fakta:

Oaxaca

Ca. 3 millioner indbyggere 80% af arealet er kollektivjord, beboet af 16 indianske befolkningsgrupper. Landbrug er hovederhverv.

APPO’s politiske vision:

”Vi har brug for og vi ønsker en rigtig regering; en regering, som repræsenterer Oaxacas indbyggere i alle dens afskygninger.: indianere, byboere, bønder, arbejdere, virksomhedsejere, kvinder, børn, unge og homoseksuelle. En regering, hvis vigtigste mål er at oprette en platform for forhandlinger, der rummer alle; som opbygger institutioner, vedtager love og håndhæver en politik, der respekterer Oaxacas indbyggeres kulturelle mangfoldighed og autonomi; som respekterer ytringsfriheden og styrker retten til at udtrykke sig inden for rammerne af kulturel pluralisme. En regering, der etablerer forhold for folkelig deltagelse, så hele samfundet kan medvirke i udviklingen, i demokratiet og i ledelsen af delstaten. En regering, der arbejder for at finde løsninger på Oaxaca’s politiske, sociale og økonomiske problemer og som bestræber sig på at oprette institutioner,derreelt er folkets repræsentanter, og som tager afsæt i gennemskuelighed, ærlighed og folkelig vilje.”