 |
|
Endnu en gang rettedes vores blik mod de sociale kampe i Frankrig. Temaet for lederen i sidste GAIA var bl.a. det oprør som brød ud i de parisiske forstæder som reaktion mod den isolation og økonomiske eksklusion, som de unge oplever her, samt en arrogant og racistisk indenrigsminister. Dette oprør var i virkeligheden et udtryk for en marginalisering som flygtninge og indvandrere udsættes for i hele Europa. Franskmændene gik igen på gaden i marts og april. Denne gang var det imod arbejdsmarkedsreformen CPE, hvis navn kan oversættes med "Den Første Jobkontrakt". Reformen kunne blandt andet betyde, at arbejdsgivere ville kunne fyre unge under 26 uden grund og uden varsel i de første 2 år af ansættelsen. Faktisk blev arbejdsmarkedsreformen udlagt af regeringen, som et forsøg på at afhjælpe forstædernes problemer. I virkeligheden var der tale om et forsøg på at ophøje den usikkerhed, som udsatte på arbejdsmarkedet såsom unge og indvandrere allerede oplever, til lov.
Gennem den månedslange mobilisering mod reformen lykkedes det at få millioner af franskmænd på gaden. Der opstod en sjældent stærk alliance mellem ungdommen og fagbevægelsen, og den brede folkelige støtte tvang i sidste ende regeringen til at tage forslaget af bordet. Der gav naturligvis anledning til stor optimisme over hele Europa, men det var kun et første slag mod den dominerende tendens på arbejdsmarkedet, nemlig den stigende usikkerhed, som giver sig udslag i nye ansættelsesformer og lønsystemer. Flere og flere ansættes på daglejerlignende vilkår eller påtvinges en fleksibilitet, som i praksis gør, at vi aldrig har fri. Denne usikkerhed er bestemt ikke noget fransk fænomen, om end udviklingen har et andet udtryk i Nordeuropa end i Sydeuropa. I Danmark er det allerede let for arbejdsgiverne at fyre folk, derfor oplever vi i stedet et øget pres for at skære i den sociale sikkerhed. Når den borgerlige regering i Danmark forsøger at gennemføre velfærdsforringelser er det med samme mål for øje som den franske regering, nemlig at cementere den stigende usikkerhed på arbejdsmarkedet til gavn for konkurrenceevnen - et andet ord for større overskud til de i forvejen rige. Det er naturligvis i denne kontekst at vi skal forstå regeringens udspil til velfærdsreformer, som de lancerede i april. Angreb på efterløn, dagpenge og SU er alt sammen med til at øge usikkerheden på et arbejdsmarked, hvor livslang fastansættelse langt fra er normen længere. Det er bestemt ikke fordi, at vi foretrækker 50 år på samme fabriksgulv, men fleksibilitet bliver brugt som våben til at gennemtvinge længere arbejdstider og dårligere arbejdsvilkår - vi vil have fleksibilitet på egne præmisser.
Usikkerheden truer med at blive et globalt grundvilkår, hvad enten det er i diktaturlignede Eksport Produktionszoner i den såkaldte tredje verden eller om det er daglejerlignende forhold som præger callcentrene eller vikarbureauerne i de vesteuropæiske storbyer. Derfor er det langt fra nok at håbe på en ny regering, vi må have noget meget større i spil - en global arbejderbevægelse.
Mod usikkerhedens institutionalisering Dobbelt bifald til Evo? Krigen går til valg Verdens Sociale Forum ved en skillevej Latinamerikas Daggry Militær, mennesker og rettigheder i Guerrero Diktatoren er død, diktaturet lever "Fængslerne er den globale kapitalismes instrumenter" Overvågning eller terror Valget gik godt, men de forkerte vandt Imperiets tilstand 2006 Samlebåndet kører stadig Venstrefløjen og det irakiske spørgsmål Tre årtiers fiasko Feminisme med hud og hårOffentliggjort online:
fredag 23. juni 2006
Bliv fan af IF på facebook
Nu er IF også på facebook. Du kan blive fan og vise din støtte til kampen for global retfærdighed. Som fan vil du få opdateringer om arrangementer i IF.
