Tema: Klima
Læs hele bladet (pdf)Netop som man troede at militærkup var et glemt kapitel i Latinamerikas historie, lagde en mørk skygge sig over Honduras’ spinkle demokrati. Udviklingen i landet er afgørende for det latinamerikanske forår.
Af Marcelo Llorente
Den 28. juni i år tvang Honduras’ militær den folkevalgte præsident Manuel Zelaya til at forlade landet. Trods latinamerikansk og international fordømmelse er kupmagerne i dag stadig ved magten. Krænkelser af menneskerettighederne er eskaleret i ly af kuppet og den folkelige modstand er under hård repression. Kuppet er en kolossal udfordring for Honduras’ spinkle demokrati og folkelige bevægelser, såvel som for de venstreorienterede processer i Latinamerika. Hvis det lykkes kupmagerne i Honduras at opnå legitimitet, vil højrekræfterne i resten af Latinamerika have en opskrift på at komme de forskellige venstreorienterede processer til livs. Under Manuel Zelayas regeringsperiode blev der opnået en række samfundsmæssige forbedringer, som kom et bredt spektrum af befolkningen til gode. Kupmagerne fra den honduranske elite, fra militæret og det gamle oligarki, frygtede at den forfatningsændring, der var undervejs ville fremme denne udvikling og øge befolkningens indflydelse yderligere.
Kupmagerne har stræbt efter at påvise, at Zelayas regering var korrupt og at den havde ledt landet ind i økonomisk kaos, men fakta viser en hel anden realitet, og her har vi måske årsagen til kuppet. Under Zelayas regeringsperiode er der sket en bedre fordeling af landets økonomisk resurser og der er blevet indført et dristigt socialt program, som vil forbedre vilkårene for de fattigste – hvilket vil sige flertallet af Honduras’ befolkning. Under Zelayas regering havde økonomien en fremgang på 5,6 %, der blev skabt 114.000 nye arbejdspladser, ligesom der blev underskrevet adskillige frihandelsaftaler, med blandt andre El Salvador, Taiwan, Colombia og Guatemala. Høsten af centrale afgrøder som majs, kaffe og bønner var i vækst og på uddannelsesområdet blev der skabt 1.750.000 frie skolepladser. Investeringerne på uddannelsesområdet nåede 9,5 % af BNP - en af de største af sin slags i Latinamerika. Der blev trykt 6.000.000 skolebøger på spansk og for første gang også på de oprindelige befolkningers sprog. Over 1 million børn fik gavn af et projekt, der sikrede morgenmad til alle skolelever. Mindstelønnen blev hævet og det lykkedes Zelayas regering at få 1,4 milliarder dollars af udlandsgælden indfriet. Men den største bedrift var indgåelsen af en aftale med det venezuelanske statslige olieselskab PetroCaribe, som er stiftet med henblik på forretninger og regional integration. PetroCaribe skelner mellem sine handelspartnere ved at have forskellige priser til partnere fra udviklede lande og fra udviklingslande, således at fattige lande betaler en fast pris og lave renter samt får bedre betalingsordninger. Der stilles dog krav om, at det der spares i renten skal bruges til sociale programmer. Det var på denne måde at Honduras kunne finansiere sine sociale projekter.
I disse forandringsprocesser indså Zelayas regering, at Honduras’ nuværende forfatning ikke ville tillade en fortsættelse af de omfattende sociale forandringer som er nødvendige i Honduras, der er det 15. mest ulige land i verden. Derfor startede Zelaya en underskriftsindsamling, der havde til formål at se om der var et folkeligt grundlag for at lave forfatningsændringer. På trods af, at der blev samlet 400.000 underskrifter, blev Zelaya beskyldt for blot at ville ændre forfatningen for at kunne blive genvalgt. Den gældende forfatning blev udarbejdet i 1982 af militærdiktaturet og Honduras’ elite, herunder den nuværende de-facto præsident Roberto Micheletti. Zelaya insisterede på at gennemføre en folkeafstemning om, hvorvidt der skulle laves forfatningsændringer. Den 28. juni 2009 var datoen, hvor Honduras’ befolkning skulle bestemme, om der til præsidentvalget den 29. november også skulle stemmes for en forfatningsgivende forsamling. Dette kunne ikke accepteres af det gamle oligarki, som kunne se at en fornyelse af forfatningen vil betyde, at den almindelige befolkning vil få mere indflydelse i samfundet. I en arrogant handling fra kongressens side valgte de at erklære afstemningen den 28. juni ulovlig, og prøvede samtidig at fratage præsident Zelaya embedet under påskud af, at han havde brudt grundloven ved at prøve at genvælge sig selv. Zelaya forklarede flere gange, at han på ingen måde havde til hensigt at blive genvalgt, og han manede til at respektere befolkningens vilje ved at afholde afstemningen den 28. juni.
Op til at afstemningen skulle løbe af stablen spidsede situationen til. Militæret indtog strategiske vigtige punkter i hovedstaden Tegucigalpa og hærens reservister gik på gaden og demonstrerede imod Zelaya. Hærens øverste chef Romeo Vasquez nægtede at udlevere stemmeboksene og stemmesedlerne. Zelaya og en gruppe tilhængere trådte ind i flyvevåbnets base, hvor stemmeboksene lå og fik dem tilbage. Situationen var så alvorlig, at Zelaya kom med et forslag om at danne en forsoningskommission, hvor parterne kunne tale sammen. På dagen hvor afstemningen skulle afholdes blev præsident Zelaya kidnappet og fløjet til Costa Rica. Roberto Micheletti, den tidligere præsident for kongressen og Zelayas partifælle, indtrådte som de-facto præsident. Kupmagerne forsøgte at legitimere de-facto regeringen ved at sige, at Zelaya var trådt tilbage og de fremviste et brev, som tilsyneladende skulle være skrevet af Zelaya, men brevet var så groft at ingen troede på det. Siden da har kupmagerne forsøgt at sværte Zelaya til ved at påstå at hans eneste mål med forfatningsændringerne var at opnå genvalg, ligesom de har fremført påstande om at Zelaya ville indføre et kommunistisk diktatur sammen med Venezuela og Cuba. Det sidste argument er nærmest komisk, for hvis der er noget Manuel Zelaya og hans parti ikke er, er det kommunistisk eller venstrefløjsagtigt. Zelaya er bare en mand som i stedet for at stjæle penge til sig selv og være tjener for det nationale oligarki, har prøvet at fordele resurserne til de mest fattige og skabe en platform, hvor man vil skabe et mere retfærdigt samfund - den tanke var hans forbrydelse.
Kuppet har skabt en interessant politisk situation, da man for første gang i Latinamerikas historie har et næsten samlet Latinamerika, som fordømmer kuppet og prøver at få genindsat præsidenten. USA, som på mange måder har nøglen til problemets løsning, har været relativt passiv. Den første melding fra præsident Barack Obama var, at USA forlanger respekt for de demokratiske normer. På baggrund af det samlede Latinamerika som fordømmer kuppet, har USA senere erklæret, at man kun anerkender Zelaya som retsmæssig præsident. Dette viser hvordan magtbalancen har rykket sig. USA har sædvanligvis ikke fordømt militærkup i Latinamerika, men har derimod ofte været dybt involveret i disse. USA fordømte ikke kuppene i Chile (1973), Argentina (1976), Guatemala (1954), Bolivia (1971, 1978 og 1980), Venezuela (2002), Den Dominikanske republik (1965) og Brasilien (1964). Organisation af Amerikanske stater (OAS) fordømte kuppet, ligesom et resolut ALBA indførte sanktioner, økonomiske såvel som diplomatiske. Dette gav et synligt resultat. Venezuela og Bolivia som er medlemmer af ALBA ved udmærket, hvad et militærkup indebærer, da de har oplevet mange af dem, og de ved at man skal handle hurtigt. EU og USAs første vage udmeldinger er senere blevet mere resolutte. Bistanden er blevet suspenderet og man har slået fast, at man kun anerkender Zelaya som retsmæssig præsident. For nylig har USA endda fastslået, at man ikke udsteder flere visa til kupmagerne, samt at man ikke vil anerkende valget den 29. november, medmindre Zelaya bliver genindsat inden da.
Selvom repressionen i ly af kuppet har været hård har Honduras’ befolkning imod alle odds formået at organisere sig og skabe en socialt bredt sammensat bevægelse imod kuppet og for demokratiet, hvilket kom til udtryk da man stiftede Movimiento de Resistencia Popular. Et af de første dekreter som kupmagerne iværksatte, var et udgangsforbud der skulle forhindre demonstrationer imod kuppet. Militærets krænkelser af menneskerettighederne er siden eskaleret med mord på fagforeningsfolk, ulovlige tilbageholdelser og voldsom repression af demonstrationer, blokader og strejker. Kuppet har paradoksalt nok bidraget til, at Honduras’ befolkning har fået en national samvittighed. Man kæmper ikke blot for at sikre Zelayas genindsættelse, men også for at bevare de sociale forbedringer man har opnået, samt at sikre fortsatte forandringer og øget indflydelse.
Situation i Honduras kunne have ændret sig allerede kort tid efter kuppet, som præsident Zelaya sagde: ” USA kunne stoppe kuppet på 5 min, hvis de ville.” En udtalelse, der skal ses i lyset af at Honduras’ økonomi er 90% afhængig af USA. De latinamerikanske lande kritiserer USA for dets passivitet, men præsident Obama svarede Zelaya i en kontroversiel udtalelse, at det er: ”Dårligt hvis vi griber ind i et land og dårligt hvis vi ikke griber ind.” USAs passivitet er blevet udnyttet af defacto regeringen, der på trods af flere møder med FN, OAS og Costa Rica, blot er ude efter er at vinde tid, så presset fra den folkelige modstand svinder. Det ser ud til at de ønsker at fortie kuppet, så der kan afholdes valg den 29. november uden Zelaya og på den måde opnå legitimitet. Udviklingen af situationen i Honduras vil være afgørende for fremtidige muligheder for sociale forandringer i Latinamerika og videreudviklingen af de venstreorienterede processer. Det samlede Latinamerika og den internationale fordømmelse har indtil videre betydet at kupmagerne ikke har kunnet opnå politisk legitimitet, men samtidig er kupmagerne stadig ved magten og menneskerettighedssituationen i landet er alvorlig. Det er lykkedes både i FN, OAS, ALBA og De Sydamerikanske Nationers Forbund (UNASUR) at have en solid enstemmig holdning, hvor man gør det tydeligt og klart, at man ikke vil finde sig i militærkup. Men det mest opmuntrende, selv i dette alvorens øjeblik hvor højrekræfterne prøver på at vælte det latinamerikanske forår, er, at de sociale og folkelige bevægelser har opnået en stor enhed og bevidsthed og dermed er det stærkeste våben imod ethvert forsøg fra reaktionære kræfters side på at omstyrte de revolutionære processer i Latinamerika.
Marcelo Llorente er mangeårig aktivist i Internationalt Forum og ekspert i latinamerikanske forhold.
Efter redaktionens afslutning er der indgået en aftale om genindsættelse af Zelaya op til præsidentvalget den 29. november. For løbende opdatering på situationen, følg med på engelske narconews.com eller spanske telesurtv.net
Internationalt Forum er med i et netværk af danske organisationer, der arbejder for at demokratiet genindføres i Honduras, samt at der lægges yderligere internationalt pres på de-facto regeringen.
Fakta: Honduras
Honduras er et lille land i Mellemamerika med omkring 7 millioner indbyggere. 73% af befolkningen lever i fattigdom og 56% af dem i ekstrem fattigdom, hvilket gør Honduras til verdens 15. mest ulige land. Den rigeste tiendedel af befolkning har 42.2% af landets indkomster, mens den fattigste tiendedel blot har 1,2%. Ni familier kontrollerer næsten hele Honduras’ økonomi. Landet er præget af korruption og hårdt ramt af naturkatastrofer i form af orkaner. Honduras’ kuppede præsident Manuel Zelaya kommer fra en velhavende familie af godsejere, han er medlem af det liberale parti og blev præsident i januar 2006.