Amnesty International havde i februar inviteret menneskerettigheds-forkæmpere advokat Mario Patron og psykoterapeut Alejandra Gonzalez Marín fra menneskerettighedscenteret Tlachinollan i Guerrero, Mexico. Her bringer vi et interview, hvor Internationalt Forum fik mulighed for at høre om deres arbejde og syn på den aktuelle situation i Mexico.
Hvad består jeres arbejde i?
Vi arbejder for at forsvare og udbrede menneskerettighederne. En vigtig del af vores arbejde er juridisk rådgivning og bistand, en anden del er information om og udbredelsen af menneskerettighederne, en tredje del er information om overtrædelser af menneskerettighederne, og så har vi en international del, der handler om at formidle for at skabe international solidaritet.
Hvordan ser I den aktuelle politiske situation i Mexico?
Det, vi ser hos de tre aktuelle præsidentkandidater, er at ingen af dem siger noget nyt eller anderledes, og at alle deres forslag hælder mod midten. Okay, de højreorienterede hælder mod højre som altid, men de, der kalder sig venstrefløjspartier, i dette tilfælde PRD, har nogle meget midtersøgende forslag som, i det tilfælde de skulle gå hen at vinde, hverken kan eller vil generere nogen form for strukturel ændring i den aktuelle menneskerettighedssituation i Mexico.
Fra et menneskerettighedssynspunkt har de politiske partier ikke kunnet skabe sig legitimitet i samfundet, tværtimod. Det mexicanske partisystem bliver stadig mere illegitimt hos borgerne. På den måde bliver der sat spørgsmålstegn ved det repræsentative system, og det som regeringen og de politiske partier i dag står for. Fra et menneskerettighedssynspunkt er det trist, at ingen af kandidaterne har inkluderet menneskerettighedstemaet i deres politiske dagsorden. Som menneskerettighedscenter mener vi, at det er et tværgående tema, der burde inkluderes i alle offentlige programmer og politikker. Det som skaber denne situation er, at demokratiet er blev begrænset til at afgive sin stemme, men vi siger, at demokrati ikke kun er valghandlingen, men også en måde at regere. Og demokrati som regeringsform bør skabe større lighed, mens Mexico i dag er sammensat af flere Mexico’er, og de flere Mexico’er er i realiteten ulige.
Hvad mener I om Zapatisternes ’Anden Kampagne’?
Vi mener den rammer rigtigt, og den er lige præcis en konsekvens af denne kritik af den aktuelle politik i Mexico og det, som de politiske partier repræsenterer. Der er ingen af dem, der repræsenterer kravene fra de forsvarsløse og sårbare. I den forstand repræsenterer Den Anden Kampagne en anden måde at lave politik, og især repræsenterer den efter vores mening muligheden for at skabe en magt fra neden, fra folket, og som er organiseret. Den Anden Kampagne repræsenterer udøvelsen af de oprindelige folks kollektive ret til autonomi, hvilket er den måde, man ville praktisere en anden form for magt i vores land. Og vi betragter det som et vigtigt øjeblik for den zapatistiske bevægelse. Den zapatistiske bevægelse har virkelig været et eksempel for hele Mexico, og har givet håb til den indianske kamp i andre stater, og vi håber, at denne anden kampagne vil skabe sig legitimitet og især en stærk støtte fra samfundet.
Hvad er situationen for kvinderne i Mexico?
Der eksisterer flere Mexico’er, og sådan er det også hvad angår kvindernes situation. Det kan godt være, at situationen for mange kvinder i de store byer har ændret sig og der er nogen, der har fået flere muligheder. Men sådan er det ikke i de indianske landsbyer. Man kunne lave sammenligninger mellem forskellige indianske folk i Mexico. Guerreros indianere er de mest diskriminerede blandt hele den indianske befolkning i regionen. De diskrimeres både, fordi de er fattige, fordi de er indianere, men derudover også for at være kvinder. Det er altså en tredobbelt undertrykkelse. Det er sjældent, at kvinderne har mulighed for at studere, for at uddanne sig. Hun bliver begrænset til at udføre husligt arbejde, og hun har kun meget lidt indflydelse på kollektivt plan i landsbyen. Derfor er det svært for dem at træffe fælles beslutninger. Også i spørgsmål om sociale, økonomiske og politiske rettigheder kan vi se, hvordan det påvirker dem i alvorlig grad, og disse rettigheder bliver stadig ikke overholdt.
Kvinderne udsættes for en daglig og konstant vold i hjemmet i næsten alle de landsbyer, vi kender. Det skyldes, at de er i en situation, hvor de ikke kan udvikle sig og uddanne sig udenfor familiesfæren. Det er ofte svært for dem at tage store beslutninger, som at blive skilt fra manden, eller at sige: "Nej! Nu vil jeg også arbejde for at forsørge familien". De har ikke de muligheder. Det, vi prøver at skabe i Centeret, er måder at styrke kvinderne, at give dem mere værdighed, så de kan træffe beslutninger og bliver mere bevidste om, at de virkelig har evnen til at klare sig.
Der findes også en strukturel, politisk vold mod kvinderne, som rammer dem hårdere, da de stadig er mere sårbare end resten af befolkningen. Kvindernes i Guerreros bjerge er det bløde punkt, som myndighederne kan ramme ved for eksempel at militæret eller politiet begår voldtægt. Kvinderne er et afgørende og sårbart punkt, hvor trusler mod et helt folk kan ramme ned. Så det bekymrer os, at man ikke anerkender indianernes kollektive rettigheder, og dette gør vores arbejde for, at de indianske kvinder får deres værdighed igen, betydeligt sværere.
Hvad er situationen i Guerrero med hensyn til militariseringen?
Det er en kompliceret situation. Regeringen prøver at retfærdiggøre militariseringen ved at sige, at det er en kamp mod narkotrafikken. I virkeligheden er formålet også oprørsbekæmpelse i delstaten. Som menneskerettighedscenter har vi kunnet dokumentere militariseringens konsekvenser. Militæret kommer ofte som en ekstern aktør til landsbyerne og udøver et magtmisbrug, idet de bemægtiger sig landsbyens vandforsyning, dyr, skove etc. Derudover er hæren en menneskerettighedsaktør, der rager op i landskabet. Vi har dokumenteret mindst seks sager, hvor elementer fra den mexicanske hær har begået voldtægt mod indianske kvinder. Det vi siger er: når regeringen prøver at legitimere hærens tilstedeværelse i landsbyerne med deres noget udprægede kamp mod narkotrafikken, så er det at kriminalisere de fattige. Det er klart for alle, at landsbyerne i Guerrero er de, der producerer flest opiumsvalmuer i Mexico, men det skyldes ikke en kriminel adfærd, men socio-økonomiske årsager, der tvinger landsbyerne til at gå ind i narkotrafikkens kredsløb. Det, vi i virkeligheden siger, er at landsbyerne er ofre og ikke en medskyldig del af dette netværk. Derfor siger vi, at i stedet for at sætte militæret ind, skulle staten bekæmpe fattigdommen, og det er lige præcis det, den ikke gør. Derudover skulle de tage at indrømme, at kampen mod narkotrafikken er en kamp, som hæren har tabt år efter år. I Guerrero steg dyrkningen af opiumsvalmue mellem 2002 og 2004 med 20%. Hvis man køber tre kort, et over fattigdommen, et andet over dyrkningen af opiumvalmue og et tredje der viser militariseringen, vil kortene være sammenfaldende. Det er meget underligt, at det netop er i de militariserede områder, at produktionen af opiumsvalmue vokser; og det er det, der efter vores mening sætter spørgsmålstegn ved det såkaldte arbejde, regeringen prøver at legitimere.
Hvad angår hærens magtmisbrug, har vi desværre også kunnet konstatere, at der eksisterer en oprørsbekæmpelse, og at der til og med er en stigning i brugen af nogle torturmetoder. Det jeg mener er, at de seksuelle overgreb mod kvinderne også kan være en slags tortur. Vi har to konkrete sager, hvor to tlapaneca-indianere blev voldtaget, da soldaterne viste dem et fotografi og spurgte efter en person eller en liste af personer, og det var lige efter at kvinderne havde svaret, at de ikke kendte dem, at de blev voldtaget. Det er altså en torturmetode, der bliver brugt i bekæmpelsen af guerrillabevægelser.
Desværre er det sådan i Mexico, at både hvad angår fortidige såvel som aktuelle krænkelser af menneskerettighederne, er hæren stadig den instans, der nyder mest beskyttelse og størst straffrihed af de tre magter: den udøvende, den lovgivende og den dømmende. Hvad angår fortidens forbrydelser har man altid frikendt sig selv, og i dag får disse sager om krænkelser af menneskerettighederne ingen opmærksomhed fra hærens side. Det er derfor, at vi som strategi har valgt at forsvare disse sager, og det gør vi konkret ved at sende dem til internationale organisationer, hvor vi kan opnå en uafhængighed og upartiskhed.
Staten Guerrero ligger sammen med staterne Oaxaca og Chiapas i Pacifico Syd, en region i México. Guerrero deles i 7 regioner: Acapulco, Centro ,Costa Chica, Costa grande, Norte, La montaña y Tierra Caliente. En tredjedel af befolkningen er indiansk. La Montaña og Costa Chica er nogle af de fattigste regioner i hele México.