Tema: Mexico
I Mexicos sydligste delstat Chiapas kæmper de indianske oprørere zapatisterne for autonomi. Det er lykkedes dem at danne 38 autonome kommuner, der fungerer i aktiv modstand til det officielle Mexico. Men hvad er det egentlig de vil: at løsrive sig fra Mexico eller bo i reservater som nordamerikanske indianere?
af Maj-Britt Svendsen
I Mexico hører man ofte ordet autonomi. Universiteterne UNAM og UAM er autonome. Delstaterne nyder autonomi, siger man. Og zapatisterne kæmper for autonomi. Også i Danmark bruges ordet autonomi i vidt forskellige sammenhænge. Hætteklædte autonome på Nørrebro kaster sten mod politiet, lyder det i formiddagsbladene. Og vi taler om Grønlands autonomi. Autonomi er ikke en entydig størrelse, men er blevet et mangetydigt begreb.
Selve ordet autonomi er græsk, sammensat af auto, der betyder selv, og nomos, der betyder brug eller lov. Men de indianske folks kamp for autonomi i Mexico er meget mere end blot en kamp for selvstyre. Det er en kamp for en radikalt anderledes verden, og det drejer sig om de værdier og normer, der udvikles i områderne, som zapatisterne kontrollerer. Derfor er bevægelsens autonomi og magtopfattelse blevet inspirationskilde for marginaliserede grupper, aktivister, modstandsnetværk og solidaritetsbevægelser rundt om i verden.
Modstandere og fortalere
Debatten i Mexico foregår ikke kun mellem tilhængere og modstandere af autonomi, men også mellem fortalere for lokalautonomi og de, der arbejder for regionalautonomi. Ifølge den mexicanske kvindelige antropolog Consuelo Sánchez er de største modstandere af autonomi i Mexico de liberale, der mener, at det må være tilstrækkeligt at sikre de individuelle rettigheder, som allerede er nedfældet i forfatningen, og som er gældende for alle landets borgere - mestizer såvel som indianere. Liberalisterne nægter at anerkende specifikke og kollektive indianske rettigheder, fordi det, som de siger, er udtryk for privilegier. Man kunne måske nok mene, at det er lidt af en overdrivelse at begynde at tale om privilegier i forbindelse med de oprindelige folks krav om anerkendelse - især når man tænker på de over 500 års undertrykkelse og diskrimination, de hidtil har været udsat for. Det liberalistiske, individualistiske menneskesyn giver ikke plads til kollektivisme og etnisk mangfoldighed, og som konsekvens heraf udgør rettigheder, der bygger på etnisk identitet, en trussel mod det liberale projekt og den moderne civilisation. En sådan tankegang anser de oprindelige folks traditioner og værdier som uforenelige med gængs retsopfattelse og mexicanske samfundsværdier.
Heroverfor står så tilhængere af autonomi i en eller anden form og udstrækning. Diskussionen mellem tilhængere af lokalautonomi og fortalere for regionalt autonomi drejer sig ikke udelukkende om autonomiens udstrækning eller territoriale omfang, men handler også om mere grundlæggende forhold, som fx magtdeling, decentralisering og forholdet til de indianske folk. Tilhængere af lokalautonomi hævder, at autonomien bør tage udgangspunkt i og udelukkende praktiseres på lokalt plan, eftersom det er det naturlige ’rum’ for indianernes liv. De accepterer ikke, at indianere udgør et folk med tilhørende sociopolitiske rettigheder. Og ikke mindst ser de bort fra, at de indianske grupper gennem tiden i stor udstrækning har opbygget en fælles forståelse af sig selv som etniske enheder på højere og bredere niveauer end blot det geografisk lokale.
Med denne insisteren på landsbyen som den eneste ramme for autonomi reduceres debatten til blot at dreje sig om landbrugsforhold og leveområde. Lokalautonomi bliver intet andet end reservater. På den måde undgås spørgsmål om fordeling af beføjelser, da landsbyautonomi ikke har et omfang, der vil kunne bidrage til at ændre ved de nuværende regionale og nationale magtforhold. Lokalautonomi udelukkende på landsbyplan uden territoriale rettigheder og jurisdiktion står desuden i modsætning til de såkaldte San Andrés-aftaler, som den mexicanske regering rent faktisk indgik med den indianske oprørsbevægelse EZLN så langt tilbage som i 1996, og som netop handler om de oprindelige folks rettigheder og kultur. Samtidig er det et udtryk for en manglende opfyldelse af den Internationale Arbejderorganisation - ILOs artikel 169, som blev underskrevet af Mexico i 1990.
EZLN og andre indianske grupper fra organisationer som fx ANIPA (Asamblea Nacional Indígena Plural por la Autonomía) og paraplyorganisationen CNI (Congreso Nacional Indígena) kræver derimod regionalt autonomi. De tager udgangspunkt i princippet om, at landsbyen udgør basen, det grundlæggende niveau i autonomien, men man afviser på det kraftigste, at autonomien skulle kunne begrænse sig til landsby-niveau. CNI, den Nationale Indianske Kongres, der repræsenterer størstedelen af Mexicos 56 indianske befolkningsgrupper er stiftet under parolen "aldrig mere et Mexico uden os" og kæmper for de oprindelige folks ret til selv at bestemme deres interne styre- og organiseringsformer. Indiansk autonomi skal være en del af Mexico og være et system, der omfatter de 3 niveauer: landsbyen, kommunen og regionen. De indianske folks mulighed for at opnå autonomi på højere niveau end det lokale og dermed danne selvstyre på kommune- og regionalplan er, ifølge Consuelo Sánchez, lige præcis den minimumsgaranti, der kan være med til at sikre at indianske kulturer og værdier kan overleve og udvikle sig. Hun mener, at forkæmpere for regionalt autonomi søger at skabe et moderne samfundssystem, hvor de oprindelige folk kan koordinere og organisere sig i overensstemmelse med egne styreformer, traditioner og værdier med tilhørende kompetencer og magtbeføjelser, og hun foreslår, at man skaber en slags "4. sal" indenfor nationens magtdeling; det vil sige et regionalt niveau, der omfatter autonomi på de førnævnte 3 niveauer. En konstruktion, der altså introducerer en ny territorialenhed - den regionale autonomi - som en del at den politiske organisering af staten i tillæg til de andre instanser, som Mexicos Forenede Stater er opbygget omkring: føderation, delstater og kommuner.
Traditionsfornyelse
I et interview til GAIA forklarer Héctor Díaz-Polanco, antropolog og rådgiver under den nicaraguanske autonomi-proces i 80’erne og i Dialogen mellem EZLN og den mexicanske regering i 1996, hvordan netop zapatisternes autonomi og kamp for anerkendelse af de indianske folks rettigheder er traditionsfornyende og står i kontrast til landsby-autonomien, som visse regeringstro sektorer indenfor staten og de konservative fraktioner i den indianske bevægelse er tilhængere af. Konsekvensen af landsby-autonomi er en ’atomisering’ og isolation af de indianske landsbyer, der vil gøre dem til ’turist-reservater’, som vi kender dem fra USA. Zapatisterne ønsker hverken at bevare de indianske landsbyer i en marginaliseret position eller løsrivelse fra det mexicanske samfund. For zapatisterne betyder autonomi forandringer indadtil i landsbyerne - og udadtil i resten af samfundet, og skal som sådan være med til at løse nationens problemer, herunder konflikten i Chiapas. Der eksisterer ikke noget ’indiansk problem’ i Mexico; det er et begreb der er opfundet af opportunistiske politikere og antropologer. Problemet er det politiske system, der undertrykker og udelukker store dele af befolkningen fra deltagelse i samfundet, og som nægter at opfylde selv de mest basale rettigheder. Indiansk autonomi, som nu skyder op rundt om i Mexico blandt andet i Oaxaca og Chihuahua, i kølvandet på zapatisternes oprør, skal ikke bare være løsningen på en kulturel eller etnisk problematik, men skal udgøre en politisk løsning, der påvirker hele samfundet. Autonomi er ikke et lokalt anliggende. Ligesom de grundlæggende årsager til konflikten i Chiapas ikke er et lokalt spørgsmål, er kravet om autonomi det heller ikke, og det kan ikke løses uden grundlæggende forandringer i hele det mexicanske samfund. Det indianske autonomi skal heller ikke ’konservere’ de indianske traditioner og værdier, men skal for eksempel, som også zapatisterne kæmper for, inddrage kvinder i beslutningsprocesserne og åbne rum for politisk deltagelse og diskussion for alle.
Ny ’Indianer-lov’ i Mexico: Ét skridt frem og to tilbage
Den mexicanske kongres vedtog i april i år en lovreform om indianske rettigheder, den såkaldte ’Indianer-lov’. EZLN og den Nationale Indianske Kongres, CNI, er modstandere af reformen, der nu er sendt videre til vedtagelse i delstatsparlamenterne, før den kan blive indskrevet i forfatningen. Mexico består af 31 delstater og et Forbundsdistrikt. Indtil nu har kun delstatsparlamenterne i Oaxaca og Zacatecas afvist at ratificere ’Indianer-loven’, mens seks andre delstater har vedtaget den. EZLN fordømmer i et kommuniké den 29. april reformen for direkte at gå imod San Andrés-aftalerne og ikke mindst det reformforslag, som blev udarbejdet af freds- og forsoningskommissionen COCOPA, der netop bygger på disse aftaler. CNI fordømmer også ’Indianer-loven’ og kritiserer den for på en række centrale områder at være et alvorligt tilbageskridt og et forsøg på en annullering af de aftaler, man indgik i San Andrés. Specielt har loven udvandet centrale spørgsmål omkring autonomi og selvbestemmelse; om de indianske folks status i forhold til staten; om jord og territorialspørgsmål; om brugsretten til naturressourcer; og om egne styreformer og regional koordinering.
En række lokale NGO’er betegner den nye lov som en alvorlig hindring for fredsprocessen i landet. Heriblandt organisationer som det uafhængige økonomiske og politiske forskningsnetværk, CIEPAC, samt menneskerettighedscentret Fray Bartolomé de las Casas - der var inviterede og fungerede som rådgivere under Dialogen mellem EZLN og regeringen i 1996. Også fra international side protesterer et bredt netværk af menneskerettighedscentre og solidaritetsforeninger mod den nye lov. De kræver, at loven bliver annulleret og at det oprindelige lovforslag fra COCOPA bliver vedtaget for dermed at sikre en fuldstændig forfatningsmæssig anerkendelse af de oprindelige folks rettigheder og kultur i overensstemmelse med San Andrés-aftalerne.
Lovens vedtagelse afhænger nu i høj grad af den modstand, den uvægerligt møder især i de delstater, hvor der er stor koncentration af indiansk befolkning - og ikke mindst af presset på den politiske elite, heriblandt den højre-populistiske Vicente Fox, der tiltrådte præsidentposten i december 2000 efter over 70 års etpartistyre med PRI ved magten. Som det seneste blokerede tlapaneco-, mixteco-, nahua- og amuzgo-indianere den 13. juni delstatsparlamentet i Guerrero i modstand mod den racistiske ’Indianer-lov’, fordi den reducerer de indianske folk til størrelser af samme interessse for staten som firmaer og indkøbskæder og fordi den på ingen måde indeholder retten til autonomi og selvbestemmelse.
Hårknude
Vicente Fox spillede ellers ud med en imødekommende attitude overfor zapatisternes tre betingelser for at genoptage Fredsdialogen. EZLN krævede hæren trukket tilbage fra 7 ud af 250 militære positioner i Chiapas; frigivelse af samtlige zapatistiske fanger i mexicanske fængsler; samt opfyldelse af San Andrés-aftalerne. Med udtalelser som "Marcos er min ven" foregav Fox at være indstillet på en genoptagelse af fredsprocessen.
Fox indvilligede i at sende COCOPA-forslaget til behandling i kongressen. Han beordrede hæren væk fra de syv baser og fik løsladt en del af de zapatistiske fanger. Det militære pres på landsbyerne blev lettet en anelse. EZLN sendte i en karavane 23 af deres kommandanter sammen med deres talsmand, Subcomandante Marcos, til Mexico City for sammen med repræsentanter fra CNI at orientere parlamentet om de vanskelige forhold, de indianske folk lever under og samtidig argumentere for en vedtagelse af COCOPA-forslaget. Trods opbakning fra store menneskemængder, der havde fulgt zapatisternes karavane til Mexico City, gjorde de indianske taler ikke indtryk på landets lovgivere, der i stedet valgte at udfærdige og vedtage ’Indianer-loven’. Siden er det gået stødt ned ad bakke for fredsprocessen i landet. Antallet af soldater er uforandret i Chiapas, de syv positioner er ved at blive genetableret og atter modtages dagligt beretninger om militærets trusler, overgreb og krænkelser af menneskerettighederne mod de indianske landsbyer. Som den kvindelige zapatist-kommandant "Esther" udtalte på et spørgsmål om den tidligere PRI-regeringens fald havde været ensbetydende med et håb om forandringer: "Vi har aldrig sagt at Fox ville betyde nogen forandring. Nej. Forandringerne er det ikke dem, der står for. Det er ikke fordi, at PRI er faldet, at der vil ske forandringer. Det har ingen betydning om det er den ene eller anden præsident, der er kommet til magten. Det har vi set nu. Det er det mexicanske folk, som bliver nødt til at skabe forandringerne!".
Kollektive værdier
Kravet om anerkendelse af indiansk autonomi og egne styreformer er et vigtigt led i kampen for demokrati og grundlæggende forandringer i Mexico. Hvad zapatisterne foreslår er ikke det repræsentative demokrati eller et partipolitisk system, men en form for direkte demokrati, hvor beslutningerne kommer nedefra. Zapatisterne vil opbygge samfund, der på en lang række områder bryder med de officielle strukturer. Eksempelvis skal afgørende beslutninger tages i landsbyernes fællesråd, med deltagelse af kvinder og mænd, børn og gamle. Et andet eksempel er et retssystem, der ikke fokuserer på straf, men på udbedring af den forøvede skade. En landsby kan fx beslutte at en mand, der har begået drab, skal arbejde for enken og hendes børn. Havde man sat drabsmanden i fængsel ville landsbyen have haft to uforsørgede familier - en utiltænkt ’dobbeltstraf’, som ingen ville have gavn af.
Opbygningen af de zapatistiske autonome kommuner er dybt forankret i værdier, der bygger på de indianske folks kollektive bevidsthed og princippet om at "lede ved at adlyde", som zapatisterne udtrykker det. Det vil sige en slags omvendt lederskab, hvor det er ledernes opgave at lytte til og gennemføre de decentrale kollektive beslutninger. "Antonio" fra det autonome råd i San Andrés forklarer det således: "Vi vælger ikke vores repræsentanter ligesom regeringen gør det. De indsætter repræsentanter, som vi ikke kender. Vi vil have demokrati, og når vi taler om demokrati, mener vi at praktisere det, at gennemføre det. Og det gør vi, når vi vælger vores egne repræsentanter. Deres pligt er at gennemføre det, som befolkningen siger - at lede ved at adlyde. Og hvis der er behov for at skifte dem ud, kan befolkningen gøre det når som helst." Det autonome råd i San Andrés fungerer side om side med de officielle strukturer og den højreorienterede PRI-kommune, der er den eneste officielt lovlige myndighed, men som ikke er reelt legitime, eftersom zapatisterne udgør flertallet i kommunen.
En stor trussel ?
De indianske autonomier, som zapatisterne har opbygget i Chiapas har været udsat for kraftig repression fra statens side med militære såvel som paramilitære angreb rettet direkte mod den civile befolkning i landsbyerne. Som resultat er over 20.000 indianere drevet på flugt fra deres landsbyer. Til trods for dette har de autonome kommuner formået at opbygge samfund, der med vægten på de kollektive værdier yder aktiv modstand mod undertrykkelsen og som har været med til at bremse udplyndringen af regionens rige forekomster af naturressourcer og biodiversitet. Spørgsmålet er nu, om de er godt nok rustet til at modstå den planlagte intensivering af neoliberale projekter i form af indførelsen af den famøse Plan Puebla-Panamá*, stigende biopirateri og oprettelse af maquiladora-industrier*, bl.a. tilskyndet af USA, IMF og Verdensbanken. USA’s efterretningstjeneste CIA har offentliggjort en rapport, hvori det hedder, at den største trussel, som USA-interesser står over for i Latiname-rika, er de indianske bevægelsers kamp. En kamp for en menneskeværdig tilværelse mod undertrykkelse og udstødelse. En kamp for frihed, retfærdighed og demokrati. Og altså - åbenbart - en stor trussel mod de neoliberale interesser...
*) for uddybning se artikler herom andetsteds i GAIA
Kilder:
— "La rebelión zapatista y la autonomía", af Héctor Díaz-Polanco, Siglo Veiniuno, S.A. de C.V., 1997
— "Acuerdos de San Andrés", kompileret af Luis Hernández Navarro og Ramón Vera Herrera, Ediciones Era, S.A. de C.V., 1998
— "Los Primeros Acuerdos de Sacam Ch’en", Ce-Acatl, Revista de la Cultura de Anáhuac, nr. 78-79, 1996
— Artiklen "Stat, nationalisme og autonomi" i det mexicanske månedsmagasin Memoria: "Memoria", nr 145, http://www.memoria.com.mx/145/Sanchez/
— "Aldrig mer ett Mexiko utan os - Autonomi", Färnebo Folkhögskolas Chiapaskurs, af Kari Berg, Anna Fonsmark og Anna Missions, 1999
— "Hvem er zapatisterne? Introduktion til den indianske oprørsbevægelse EZLN i Chiapas, Mexico" af Maj-Britt Svendsen, Internationalt Forum, 2000
— "Subcomandante Marcos, El sueño zapatista", af Yvon Le Bot, Plaza & Janés Editores, S.A., 1997
— "La Jornada en Internet", http://unam.netgate.net/jornada/