Når vi forstår kapitalismen som et altomfattende og verdensomspændende system, tager vi modet fra ethvert forsøg på at skabe forandring. Ser vi derimod kapitalisme som blot én af mange sociale relationer i samfundet, får vi mulighed for gradvist at forandre vores tilværelse i stedet for frugtesløst at vente på revolutionen
Af J. K. Gibson-Graham
Redigeret af Stinne Lyager Bech og Britta Thomsen Hvordan kan det være, at feminister kan få deres revolution nu, mens marxister må vente? Spørgsmålet henleder opmærksomheden på, at visse former for feminisme er tæt på social forandring; de forestiller sig kønnet som noget, der altid er til forhandling og har en vision om forandring, der skaber rum både på det mellemmenneskelige og det større samfundsmæssige plan. Min feminisme omformer dagligt min tilværelse. Hvordan kan det så være, at min marxisme ikke kan udvikle en socialistisk konstruktion, der kan leves?
Spørgsmålet har ført mig til forskellige svar, men specielt et har i den seneste tid optaget mine tanker. Det virker som om, marxismen har sat sig selv til at forandre noget, som ikke kan forandres - nemlig Kapitalismen. Lad mig udtrykke det klarere; marxismen har skabt en måde at tale om og forstå Kapitalismen på, som umiddelbart ser ud til at pege på et objekt, der kan forandres via klassepolitik. Men som når det kommer til stykket, snarere resulterer i at modet bliver taget fra ethvert projekt for klasseomvæltning.
Indenfor den post-strukturalistiske teori er både det politiske subjekt og den sociale helhed blevet revet itu og re-teoretiseret. Begge dele opfattes nu som noget, der er under stadig opførelse, decentreret, fragmenteret, gennemskåret af modsætninger, mangfoldiggjort og såvel diskursivt som socialt konstrueret. Men Kapitalismen har ikke været genstand for sådanne radikale begrebsmæssige omfortolkninger. Tilsyneladende findes der inden for marxismen en opfattelse af, at der kun kan lægges én mening i ordet. Når vi kalder USA for et kapitalistisk land, gør vi det således uden at frygte modsigelser - betydningen af Kapitalisme er simpelthen ikke et emne for nytænkning og reformulering.
Uden at definere Kapitalismen endeligt vil jeg i det følgende pege på nogle af de karakteristiske træk, som giver Kapitalismen magten til at afværge socialistiske (og andre progressive) forandringer. I teorier om kapitalismen fremført af forskellige økonomiske teoretikere (bl.a. Harvey, Aglietta, Mandel og Wallerstein), antager Kapitalismen nogle iøjnefaldende diskursive former. Disse vil jeg kalde ”enhed”, ”særegenhed” og ”totalitet”. Betragtet under ét former disse dele Kapitalismen til et objekt for forandring, som ikke kan forandres!
Enhed Fødslen af begrebet Kapitalisme, som vi kender det, skete samtidig med fødslen af ”økonomi” som en selvstændig samfundsmæssig sfære. Ikke overraskende deler Kapitalismen derfor egenskaberne ved et fuldstændigt system med sin mere abstrakte søster og er i stand til at reproducere sig selv (eller blive reproduceret). Fremstillet som en organisme, gennem hvilken strømmen af samfundets arbejde cirkulerer i skiftende former, regulerer Kapitalismen sig selv i overensstemmelse med logikker eller love, drevet frem af en iboende livskraft langs en forudbestemt (om end ikke uforstyrret) livsbane. Ofte fremstilles Kapitalismens enhed i arkitektoniske termer. Den arkitektoniske/strukturelle metafor tildeler Kapitalismen egenskaber som udholdenhed og vedvarende beståen, såvel som enhed og sammenhæng.. Selvom de marxistiske forestillinger sædvanligvis betoner den modsætningsfyldte og kriseplagede natur ved den kapitalistiske udvikling, kan kapitalistiske kriser i sig selv ses som en enhedsskabende proces. Kriser fremstilles i almindelighed som noget, der stammer fra det kapitalistiske samfunds organiske centrum - f.eks. relationen mellem kapital og arbejde - hvorfra de spreder sig for at destabilisere hele den økonomiske og samfundsmæssige orden.
Det vigtige her er ikke de forskellige metaforer og billeder af økonomi og samfund, men det faktum, at de alle underbygger forestillingen om Kapitalismens fuldstændighed. På grund af den arkitektoniske eller organiske fremstilling af Kapitalismen som et bygningsværk eller en krop, bliver den ikke opfattet som summen af en lang række forskellige praktikker, men som en strukturel og systematisk enhed, der potentielt er udstrakt til hele den nationale eller globale økonomi. Når Kapitalismen bliver opfattet som et ensartet system, bliver den aldrig sårbar overfor lokale forandringsforsøg. De vil alle kunne undermineres af Kapitalismen på et andet niveau eller ud fra et andet aspekt. F.eks bliver forsøg på at forandre produktionen uden at finanssystemet kontrolleres, opfattet som håbløse, ligesom socialisme i én by eller ét land vil blive undermineret af Kapitalismen på internationalt niveau. Kapitalismen kan ikke gradvist erstattes eller fjernes bid for bid; den må omstyrtes helt - eller slet ikke. Som en konsekvens af denne opfattelse står venstrefløjen overfor opgaven at forandre systemet i sin helhed.
Særegenhed Kapitalismen fremstiller sig selv som unik. Både fordi der ikke eksisterer dens lige eller modstykke og i kraft af at Kapitalismen, når den er fuldt udviklet indenfor en bestemt samfundsopbygning, har en tilbøjelighed til at være dominerende. Som økonomisk form savner Kapitalismen paralleller. Slaveriet, den uafhængige vareproduktion, feudalismen, socialismen og den primitive kommunisme savner alle kapitalismens organiske egenskaber, dens evne til at reproducere sig selv og ekspandere i overensstemmelse med indre love. I modsætning til socialismen, som altid kæmper for at blive født, som behøver statens beskyttelse og næring og som er skrøbelig, antager Kapitalismen sin fuldbyrdede form som et resultat af en naturlig tilvækstproces med en indre drivkraft.
Kapitalismens organiske enhed giver den en besynderlig magt til at kunne genskabe sig selv og endda gøre sine kriser til forudsætninger for sin fortsatte tilvækst og udvikling. Socialismen er aldrig blevet begavet med denne mytiske evne til at ernære sig selv gennem egne kriser; dens reproduktion drives aldrig indefra af en livskraft, men altid udefra. Andre produktionsmåder som savner Kapitalismens organiske enhed, kan i højere grad oprettes eller erstattes gradvist, og det er mere sandsynligt, at de sameksisterer med andre økonomiske former. I modsætning hertil har Kapitalismen en tilbøjelighed til at optræde alene. Hvis feudale eller antikke klasser f.eks. eksisterer i USA, gør de det som overlevede former. Hvis slaveri eksisterer, er det som en marginal form. Hvis socialismen eller kommunismen eksisterer, er det ikke i en fuldbyrdet form, men blot som en antydning af noget fremtidigt. Ingen af disse former eksisterer på lige fod med Kapitalismen. Hvis Kapitalismen sameksisterer med andre former, betragtes disse områder (f.eks. den såkaldte tredje verden) som ikke fuldt ”udviklede”. Den samtidige tilstedeværelse af Kapitalisme og ikke-kapitalisme stempler den tredje verden som utilstrækkelig og ufuldstændig, frem for at signalere en reel mulighed for sameksistens mellem Kapitalistiske og ikke-kapitalistiske former.
Et resultat af forestillingen om kapitalistisk eksklusivitet er et entydigt klassebegreb, i hvert fald hvad angår de ”avancerede kapitalistiske” lande. Termen klasse henviser normalt til en social kløft, som løber langs med kapitalens og arbejdets akse, eftersom Kapitalismen ikke kan sameksistere med andet end uddøende eller antydede ikke-kapitalistiske relationer. Kapitalismens altomfavnende karakter afviser ikke alene muligheden for, at der kan eksistere forskellige økonomier og klasser i nuet; den forudsætter også en altomfavnende socialisme - hvor alle er kammerater og der ikke eksisterer forskellige klasser. Forestillingen om Kapitalismens særegenhed modarbejder aktiviteter, der stræber efter at skabe alternative økonomiske institutioner og klasserelationer, eftersom de nødvendigvis vil blive marginale i forhold til Kapitalismens eksklusivitet. Når Kapitalismen opfattes som særegen, bliver alternativer ikke bare umulige i nuet, men også usandsynlige fremover. Socialistiske projekter bliver hermed forvist til en fjern og uopnåelig fremtid..
Totalitet
Det tredje af Kapitalismens karaktertræk er, at den bliver fremstillet som en samfundsmæssig totalitet. Det ses mest tydeligt i den måde som inddæmning og indordning skabes. Ikke-kapitalistiske produktionsformer, som selvstændige arbejderes vareproduktion eller produktion af husholdningens varer og tjenester, bliver betragtet som om, de udspiller sig indenfor Kapitalismens rum. Husholdningen underordnes Kapitalismen som kapitalistisk ”reproduktion”. Undertrykkelse som opleves i kraft af helt andre sociale modsætningsforhold, bliver indlemmet i Kapitalismens samfundsmæssige favntag. Vores liv gennemsyres af Kapitalismen; vi kan ikke komme ud over den - der er ikke noget udenfor. Banksystemet, nationalstaten, husholdningen, kulturen, naturen som produkt, medierne - alle bliver de til vilkår inden for Kapitalismens eksistens, og synes dermed at miste deres selvstændighed og deres potentiale til at fungere som noget, der står i modsætning til Kapitalismen. Selv socialismen fungerer som suppleant eller stand-in for Kapitalismen, snarere end som dens energiske og uforenelige modpol. Socialismen er blot Kapitalismens modstykke - et socialt rum Kapitalismen fuldstændig fornægter. Da den socialistiske boble i Østeuropa brast, strømmede Kapitalismen ind som en epidemisk smittebølge.
Vi har tilsyneladende forkastet opfattelsen af, at det er økonomien, der bestemmer, og forestillingen om at klasse skulle være samfundets primære forandringsmotor. Men vi har bevaret økonomien - bare under et andet navn: kapitalismen (som er navnet på en økonomisk model) påkaldes som beskrivelse af alle dele af samfundet. Vores rige industrisamfund karakteriseres uden videre som kapitalistiske samfund. På den ene side har vi taget det samfundsmæssige liv tilbage fra økonomien, mens vi på den anden har tilladt Kapitalismen at kolonisere hele det samfundsmæssige rum.
Det betyder, at venstrefløjen ikke bare stilles over for den revolutionære opgave at omvælte hele økonomien. Den må samtidig erstatte hele samfundet. Det er lidet overraskende, at der ikke findes nogen plads i en sådan forståelse for en spirende og stærk ikke-kapitalistisk økonomi, politik og kultur - selvom det er opmuntrende at overveje, om de ikke desto mindre eksisterer.
Alternativer til Kapitalismen
Jeg har karakteriseret marxismen ved at hævde, at den skaber en diskurs om Kapitalismen, som fremstiller den som ensartet, unik og total - snarere end spredt, sammensat og ufuldstændig - i forhold til økonomien og samfundet i sin helhed.. Denne måde at forstå og tale om kapitalismen er så gennemgribende, at den stort set efterlader os ude af stand til at skabe alternative opfattelser.
Måske er det nødvendigt, for at vi kan løsrive os fra Kapitalismen, at vi stiller dens herskende forestillinger på hovedet. Hvad nu, hvis vi teoretiserede omkring kapitalismen, ikke som noget stort og altomfattende, men som én del af samfundet blandt andre dele? Hvad nu, hvis vi udelukkede de eksistensvilkår - ejendomsretten, for eksempel - som i øjeblikket er indeholdt i kapitalismebegrebet og tillod dem selvstændighed? På den måde ville de blive eksistensvilkår ikke bare for kapitalismen, men også for ikke-kapitalismen - for kapitalismens ikke-eksistens. Hvad nu, hvis kapitalismen ikke var et helt økonomisk system, en makrostruktur eller en produktionsmåde, men ganske enkelt én form for udbytning blandt mange andre? Hvad nu, hvis økonomien ikke var en enhed, men mangfoldighed, ikke homogen men heterogen, ikke samlet men fragmenteret? Hvad nu hvis kapitalismen var en række praksisser spredt over landskabet, som (for bekvemmelighedens skyld og i strid med forskellene) var bundet sammen i én kategori? Hvis ”subjektivitet” og ”samfund” kan udsættes for radikal nytænkning, og derigennem bringe den individuelle og sociale identitet i krise, kan vi så ikke også bibringe Kapitalismen en identitetskrise? Hvis vi gjorde det, hvordan ville det ”socialistiske projekt” så blive forandret?
Spørgsmålet er, hvordan vi kan holde op med at betragte den mastodont-agtige og homogene Kapitalisme som vores ”virkelighed”, men i stedet se den som en fantasi om fuldstændighed, som skjuler mangfoldigheden og splittelsen i økonomi og samfund. For at kunne begynde at tænke sådan, må vi nærme os en anden definition af Kapitalismen. Dette er imidlertid svært. Hvis vi skiller Kapitalismen fra enhed, fra særegenhed og fra totalitet, står vi tilbage med ”kapitalisme” - og hvad kan det så tænkes at være? Lad os begynde i den ende, hvor de fleste mennesker begynder i dag. En af de ting, der har skabt følelsen af kapitalismens allestedsnærværelse, er dens sammenkobling med markedet. Men der sker så mange økonomiske transaktioner uden for markedet, at ved nærmere eftertanke bliver det tydeligt, at hvis man sætter Kapitalismen lig markedet, så indebærer det, at utrolig megen økonomisk aktivitet kan defineres som ikke-kapitalistisk.
Forskellige udbytningsformer
Det, som for mig har kastet mest lys over kapitalismediskursen, er de studier af ”husholdningens økonomi”, som er foretaget af Nancy Folbre, Harriet Fraad og andre feministiske teoretikere. De argumenterer overbevisende for, at husholdningen i såkaldte avancerede kapitalistiske samfund udgør en enorm produktionsplads og at husholdningssektoren, både i forhold til den værdi, der skabes og antallet af mennesker, der er indblandet, dårligt kan kaldes marginal. Faktisk kan den betragtes som ligeværdig eller endda mere betydningsfuld end den kapitalistiske sektor. At husholdningen bliver opfattet som marginal i vores måde at tale om økonomi, er derfor ikke et udtryk for, at husholdningsøkonomien i sig selv har en marginal betydning.
Hvis vi kan være enige om, at ikke-markedstransaktioner (både indenfor og udenfor husholdningen) udgør en betydelig del af alle transaktioner, og at det som vi uden eftertanke har kaldt en kapitalistisk økonomi, derfor i virkeligheden hverken er fuldstændig eller endda fortrinsvis en markedsøkonomi, kan vi måske se ind i og bagved markedet og opdage de forskelligheder, der gemmer sig der. Som marxister er vi måske interesserede i noget andet, end den måde varer og tjenester cirkulerer på. Måske vælger vi i stedet at tage udgangspunkt i Marx’ beskrivelse af økonomiske uligheder i termer af udbytningsformer. Med andre ord, de specifikke former hvormed merarbejde produceres, tilegnes og distribueres - hvilket i virkeligheden var det, som Marx var interesseret i at forstå og forandre.
I hvert enkelt samfund kan vi finde en stor mangfoldighed af udbytningsformer, som er forbundet med produktionen til markedet: Uafhængige former inden for hvilke selvstændige producenter tilegner sig sit eget merarbejde; kapitalistiske former inden for hvilke merværdi tillægges ud fra lønarbejde; kollektive eller fællesskabsformer inden for hvilke producenterne sammen tilegner sig merarbejdet; slaveformer inden for hvilke merarbejde tilegnes fra arbejdere, som ikke har den frihed, der er forbundet med en skreven kontrakt. Ingen af disse former for klasseudbytning kan antages at være marginale, før vi overhovedet har løftet tæppet.
At kalde økonomien ”kapitalistisk” er at fornægte forekomsten af disse forskelligartede økonomiske og klassemæssige processer. Men hvad nu, hvis vi kunne tvinge Kapitalismen til at ophøre med at definere økonomien som noget altomfattende? Måske kunne vi så få øje på feudalisme, primitiv kommunisme, socialisme, uafhængig vareproduktion, slaveri og naturligvis kapitalisme, såvel som hidtil uspecificerede former for udbytning. Defineret ud fra de måder hvorpå merarbejde produceres og tilegnes, kunne disse forskelligartede udbytningsformer introducere mangfoldighed i klassespørgsmålet, og samtidig gøre muligheden for en socialistisk klasseomvæltning tænkelig (det vil sige åbenlyst rimelig og realistisk). Intet af alt dette indebærer, at vi fornægter kapitalismens magt eller dens udbredelse. Det indebærer derimod at drage tvivl om forudsætningen for begge dele.
Økonomien er fragmenteret
Det siges at venstrefløjen er grebet af forvirring. En af årsagerne til denne forvirring, er forestillingen om, hvad venstrefløjen gør front imod. Når kapitalismen fremstilles som et ensartet system med samme udstrækning som nationen, eller endda som omfattende hele verden, når den skildres som noget, der fortrænger alle andre økonomiske former, når den får lov til at definere hele samfund - så bliver den til noget, som kun kan besejres og erstattes af en omfattende social bevægelse (eller gennem en opløsning af systemet, som en sådan bevægelse kan bistå). Stillet foran sådan en modstander vil venstrefløjen altid være forvirret. I en verden af mangfoldighed og forskellighed optræder økonomien som den sidste fæstning for enhed og totalitet. Men hvorfor kan økonomien ikke også være fragmenteret? Hvis vi opfatter økonomien i USA som fragmenteret, bliver det muligt at se en enorm statslig sektor (som omfatter en mængde former for tilegnelse af merværdi), en meget stor sektor af selvstændige og familiebaserede producenter (de fleste ikke-kapitalistiske), en enorm husholdningssektor (igen, meget varierende når det gælder udbytningsformer, hvor nogle husholdninger bevæger sig mod fælles eller kollektiv tilegnelse, mens andre virker på en traditionel måde med en mand, som tilegner sig merarbejde fra en kvinde).
Hvis Kapitalismen udfylder det samfundsmæssige rum, der er til rådighed, bliver der intet rum for andet. Hvis Kapitalismen ikke kan sameksistere, findes ingen mulighed for andet. Hvis Kapitalismen er stor, bliver alt andet småt og ubetydeligt. Hvis Kapitalismen opfattes som noget udeleligt, kan den ikke erstattes delvist eller lokalt. Mit projekt (som jeg ikke er ene om) går ud på at hjælpe til med at skabe de diskursive vilkår - dvs. de måder at tale og tænke om verden på - under hvilke en socialistisk konstruktion bliver en ”realistisk”, nærværende aktivitet, snarere end et latterligt eller utopisk fremtidigt mål. For at opnå det, må jeg knuse Kapitalismen og betragte den spredt i tusinde småstykker. Jeg må gøre dens enhed til en illusion, som opretholdes ene og alene for at fornægte mangfoldighed og forandring.
Udbytning som socialismens objekt
I Kapitalismens fravær vil jeg foreslå et andet objekt for den socialistiske stræben. Måske kan vi rette en del af vores forandringsenergi mod udbytningen, mod den produktion og tilegnelse af merarbejde, som foregår rundt omkring os i så mange former, og som vi deltager i på forskellige måder. Merarbejde produceres og tilegnes hver dag i husholdningen, på den såkaldte arbejdsplads og i lokalsamfundet af os selv og af andre. Marx synliggjorde disse processer, men de har været skjult af kapitalismediskursen med dens forestilling om to store klasser fanget i en tusindårskamp. Trods sin autoritet og magt kan denne måde at opfatte samfundet på, ikke gøre rede for alle vore erfaringer med udbytning eller for klassernes mangfoldighed og de former for bevidsthed, som udbytningen er med til at skabe.
Hvis vi kan adskille vores forestillinger om klasse fra vores opfattelser af hele samfundssystemet og samtidig adskille vores idéer om klasseforandring fra systemforandrende projekter, burde det være muligt at forestille sig lokale og nære socialismer. Ved at definere socialisme som den fælles produktion og den fælles tilegnelse af merarbejde, burde vi kunne møde og skabe den i hjemmet, på arbejdet, i almindelighed. Disse ”tyndt definerede” former for socialisme kan ikke omskabe vores samfund fra den ene dag til den anden. Men de kunne medvirke til at forandre vores hverdag. De kan ikke udgøre et universalmiddel mod alle de misforhold, som vi elsker at ophobe på kapitalismens dørtærskel, men de kunne blive synlige og mulige at leve efter her og nu.
At træde ud af diskursen om Kapitalismen, at afsværge dens kræfter og overskride de grænser, som den har optegnet for den socialistiske aktivitet, er ikke ensbetydende med at træde ud af marxismen, som jeg forstår den. Det indebærer snarere at skille marxismen fra et af dens mange og problematiske ægteskaber - ægteskabet med ”økonomien” i dens holistiske og selvnærende form. Dette ægteskab har opfostret en sund slægt indenfor den marxistiske tradition og har båret ved til en lang række politiske bevægelser og succeser. Nu hævder jeg, at ægteskabet ikke længere er frugtbart eller mere præcist, at dets seneste afkom er vanskabt og skrøbeligt. Uden at skitsere de utallige grunde til at opløse ægteskabet hilser jeg dets opløsning velkommen, og opfordrer mig selv og andre til ikke at forveksle dets opløsning med selve marxismens opløsning. For marxismen leder os til at fæstne vores opmærksomhed på udbytning, og det er noget, der ingenlunde er blevet opløst.
J. K. Gibson-Graham er pseudonym for Katherine Gibson og Julie A. Graham. Gibson er tilknyttet Centre for Women’s Studies ved Monash University i Australien. Graham er professor i geografi ved University of Massachusetts i USA.
Artiklen er oprindeligt bragt i Callari m.fl. (red.) Marxism in the Postmodern Age: Confronting the New World Order, Guilford Press, 1995. Artiklen findes på dansk i fuld længde på www.modkraft.dk/kontradoxa