Tema: Racisme
I november måned fandt der en grusom massakre sted i den Filippinske Maguindanao-provins i den autonome region Mindanao. 57 mennesker blev dræbt af ’gunmen’ fra paramilitære enheder. Massakren er et eksempel på hvordan private hære bruges af gamle familiedynastier i kampen om magten i det semi-feudale Filippinerne.
Af Irene Clausen
Ishmael Manguidadatu, der er viceborgmester i byen Buluan i Maguindanao, fik den 23. november om morgenen et telefonopkald fra sin kone Ganalyn, der fortalte at mindst 100 ’gunmen’ holdt hende som gidsel. Mandag aften blev hendes og 56 andre lig fundet. Der var tale om drab på en delegation der skulle anmelde Ishmael Manguidadato som kandidat til guvernørposten og dermed udfordre den herskende Ampatuan-klan. Delegationen bestod foruden Ganalyn Manguidadatu af politikere fra oppositionen, journalister og advokater. Ampatuan-klanen har i årtier regeret over den autonome region Mindanao og blandt andet siddet på guvernør- og borgmesterposter. De har opretholdt deres krigsherre-position gennem tætte forbindelser til Arroyo-regimet og har leveret et stort antal svigagtige stemmer ved de seneste valg og dermed bidraget til at sikre Arroyo hendes position. Derfor får de lov til at undertrykke og udbytte lokalbefolkningen og på brutal vis knuse enhver opposition med væbnet magt.
Alt tyder på at massakren blev begået af Ampatuan’erne i samarbejde med private hære for at forhindre Ishmael Manguidadatu i at fratage dem guvernørposten. Myndighederne har sigtet Andal Ampatuan junior for at stå bag massakren, søn af den siddende guvernør Ampatuan senior. Andal Ampatuan havde planer om ved valget til næste år at overtage farens guvernørpost. Vidner har genkendt Andan Ampatuan som en af gerningsmændene. Alt tyder endvidere på at politi, militær og private hære var involveret. Man har fundet våben med tilknytning til hæren og militæret. Ofre for massakren var hovedsageligt folk fra den politiske opposition og journalister (28 dræbte) og advokater. Reporters without Borders har meddelt at det er den største massakre på journalister nogensinde.
Det er dog ikke kun interne filippinske magtinteresser som er på spil i denne massakre. Også ”krigen mod terror” er involveret. Det var USA der dikterede at Arroy skulle vedtage og gennemføre den nationale interne sikkerhedsplan ’Oplan Bantay Laya’ som led i USAs krig mod terror. Oplan Bantay Laya legitimerer brugen af både de regulære væbnede styrker, politiet og de paramilitære grupper af Ampatuan-typen med henblik på at ”opretholde nationens sikkerhed”. Og skaber hermed grobund for, som i Ampatuan-massakren, at dræbe politiske rivaler. USA har været meget aktiv i bestræbelserne på at oppiske den filippinske statsterror og overvågning af oppositionen under påskud af kampen mod kommunismen og ”den muslimske fare”. USA har leveret militært udstyr, træning og rådgivning til det filippinske regime og har selv udstationeret militære enheder i Mindanao. USA betragter Filippinerne og især Mindanao som en vigtig strategisk base for sine interesser i Sydøstasien. US-AID har sponseret store dele af infrastrukturen på Mindanao – med henblik på at yde transport og anden støtte til USA’s militære operationer og investeringer i regionen. Arroyo-regeringen erklærede i første omgang provinsen Maguindanao i undtagelsestilstand, men dette blev den 4. december opgraderet til martial laws, det vil sige de facto militærregime med ophævelse af de civile politiske rettigheder (martial laws er et levn fra Marcos-tiden, red.). Kort tid efter blev martial laws ophævet, mens der fortsat er undtagelsestilstand i flere provinser. Rygter vil vide at Arroyo med indførelsen af martial laws ville teste sin opbakning i parlamentet forud for valget i 2010. Arroyo kræver de skyldige for massakren straffet og har allerede gennemført hundredvis af arrestationer. KMU formand Elmer Labog har udtalt at hvis der er en ting man kan være sikker på så er det at ingen vil blive straffet for massakren. ”Det står klart”, fastslår Labog, ”at Arroyo selv havde tænderne i massakren i Maguindanao”. Valget i maj 2010 vil vise om Arroyo og hendes klanvenner denne gang gik for vidt.
Fakta:
Selvom Filippinerne i 1948 formelt opnåede selvstændighed i forhold til kolonimagten USA, beholdt den tidligere kolonimagt sit greb om Filippinerne. Ved selvstændigheden blev der indgået en aftale om, at der skulle være frihandel mellem de to lande, og at USA skulle have samme ret som Filippinerne til økonomisk virksomhed og udnyttelse af naturresurserne (”ligestillingsbeslutningen”). USA fik også ret til at udstationere militære baser på øriget Filippinerne i 99 år fremover. Nogle af aftalerne blev siden, efter folkeligt pres, revideret og indskrænket, i hvert fald på papiret. Filippinerne har sjældent haft legale venstrefløjsorganisationer. Da det kommunistiske parti blev dannet i 1930, blev det straks forbudt. Men flere århundreders antikolonial kamp mod først kolonimagten Spanien (1565 - 1948) og siden USA har givet det filippinske folk lige så mange års erfaringer i frihedskamp, hvilket måske er en del af forklaringen på den altid skærpede klassekamp i Filippinerne. Denne kommer til udtryk i eksistensen af en lang række illegale bevægelser, hvoraf den største er det kommunistiske parti CPP og dets militære gren, guerillabevægelsen New Peoples Army. Og den kommer til udtryk i et voldsomt repressivt statsapparat der ikke kun benytter politi, militær og efterretningsvæsener i kampen mod oppositionen, men også anvender dødspatruljer. Filippinerne kommer ind på en andenplads når det gælder mord på politiske og faglige aktivister – efter Colombia som er nummer ét.