Tema: Fødevarekrise
Læs hele bladet (pdf)Hvordan spekulanterne drager fordel af den globale fødevarekrise
Af Arun Gupta
De stigende priser er næppe gået hen over hovedet på nogen. Det skulle da lige være medmindre du lever i en boble, ligesom George Bush, der blev totalt overrasket, da en journalist i februar fortalte ham at benzin kostede næsten $ 4 pr. tønde. De stigende priser viser sig tydeligt i supermarkedet, i følge det amerikanske Bureau of Labor Statistics. Prisen på mælk er gået op med 17 procent, mens et dusin æg er steget 40 procent i de sidste år og et normalt brød er steget næsten 30 procent i løbet af to år. På de nordamerikanske benzinstationer er prisen på benzin fordoblet siden 2005, og det ser ud til at prisen denne sommer vil stige endnu mere.
Ligeså dramatisk som prisstigningerne er for forbrugerne, er raserianfaldene på råvarebørserne, hvor der forhandles såkaldte futures-kontrakter, der er et værdipapir, som fastsætter fremtidige priser og leveringsvilkår. Commodity Futures Trading Commission (CFTC), der har undersøgt baggrunden for prisstigningerne, skriver at ”i de sidste tre måneder har priserne på hvede, majs, sojabønner, ris og havre nået hidtil usete højder.”
I løbet af det sidste år er priserne på hvede steget med 95 procent, sojabønner 88 procent og majs 66 procent. Thailandsk B-klasse ris, der et benchmark på verdensmarkedet, gik fra en pris på omkring $ 360 pr. ton ved udgangen af 2007, til $ 760 i slutningen af marts 2008 og fortsatte sin svimlende klatretur til $ 1.080 mindre end en måned senere. Råolie futures er endvidere mere end fordoblet siden januar 2007. I april i år blev de solgt for en smule under § 120 pr. tønde.
Et slående karaktertræk ved de stigende råvarepriser er, at de ved afbildning på en kurve ligner dot.com boblen på en prik. Dette er ikke blot en tilfældighed. En af de vigtigste faktorer i de accelererende fødevarepriser er økonomisk spekulation. Det er de samme Wall Street banker og investeringsfonde, der var skyld i dot.com boblen og senere boligboblen, der angiveligt kaster milliarder af dollars ind i råvaremarkederne. Det er indvesteringer, som de forventer at lave hurtige penge på. En analytiker interviewet af Wall Street Journal vurderer, at ”investorer har hældt omkring $ 175 milliarder til $ 200 milliarder i råvarerelaterede handler siden 2001.” Avisen forklarer at: ”Som med energimarkedet for et par år siden, har pensionskasser og investeringsfonde flokkedes om investeringer i majs-industrien, samtidig med, at produktionen er faldet relativet i forhold til befolkningsvæksten og den stigende efterspørgsel på afgrøder til biobrændstof og mad. Disse investeringer er overvejende bullish indsatser,” hvilket vil sige, at man investerer fordi, der er en forventning om, at prisen stiger.
De daglige udsving på råvarebørserne er mange gange større end det vi tidligere så i løbet af et helt år. Alene den 25. februar i år gik én type hvede op med 29 procent på Minneapolis Grain Exchange. På en enkelt dag i marts ”hoppede prisen for bomuld 15 procent trods rapporter om, at udbuddet nærmest var rekord højt,” ifølge Toronto Globe and Mail. Under CFTC høringerne gav råvareproducenter spekulanter skylden for de skyhøje priser. En repræsentant for the National Grain og Feed Association sagde, ”60 procent af det nuværende [hvede] marked er ejet af én fond. Det har selvfølgelig en indvirkning på markedet,” mens en bomuldsproducent erklærede, ”Markedet virker ikke, det er i stykker”.
Hvis der er en primær synder, er det markedet som sådan. Der er meget snak om stigende forbrug og faldende forsyninger på både fødevarer og energi, men de fleste data modsiger disse påstande. På trods af en tørke i Australien, is- og snestorme i Kina, og en kold, våd vinter i den amerikanske forrådskammer, forudser FN’s Fødevare- og Landbrugsorganisation, at den globale kornproduktion i 2007-2008 vil stige med 92 millioner tons til i alt 2,102 milliarder tons. Størstedelen af denne stigning er forårsaget af en rekordstor høst af amerikansk majs, som skal fodre det nye marked for biobrændstof.
En horde af spekulanter fra Wall Streets banker og investeringsfonde over olie- og landbrugsgiganter har kastet sig over handelen med råvarer. Analytikere siger, at nogle af aktørerne kan manipulere med markederne, men det er ekstremt svært at bevise, fordi det lovpligtige tilsyn med disse markeder helt bevidst har været rullet tilbage. Samtidig er det tydeligt, at meget af den handel der foregår er ren spekulation. Det er ikke blot finansspekulanter, der står bag, men også dagligvarebutikker, fødevareproducenter og gødningsfabrikanter. Det ironiske ved den nuværende situation er, at selvom landmændenes indtægter er stigende, især i USA, så går de glip af endnu større fortjenester på grund af de vilde prissvingninger på råvaremarkedet.
Manglen på korn skyldes, at spekulanternes fortjenester bogstaveligt talt sker på verdens fattiges bekostning. Der har været madoptøjerne i Egypten, Cameroun, Burkina Faso, Mauritanien, Elfenbenskysten, Senegal og Etiopien - alle lande, hvor mange bruger over halvdelen af deres indkomst på fødevarer, mens amerikanerne bruger mindre end 10 procent. Konsekvenserne ses tydeligt i lande som Haiti, hvor de fattige har måttet ty til mudderkager lavet med olie og sukker for at få næring, mens prisen på ris er eksploderet.
Forfatteren til bogen Stuffed and Starved, Raj Patel, siger: ”Det er selvfølgelig en forbrydelse mod menneskeheden, at denne form for økonomisk spekulation tillades at fortsætte. Det er én ting at have spekulation på forbrugsgoder eller bildele, men det er en helt anden ting at have spekulation i menneskers livsgrundlag (...) Dette bør være et wake-up call, der hjælper os til at indse, at fødevarer ikke er en vare, men derimod en menneskeret.” I en tale den 2. april bemærkede Verdensbankens præsident Robert Zoellick, at fødevarepriserne ”er steget med 80 procent” siden 2005, og at ”33 lande rundt om i verden står over for potentiel social uro på grund af fødevare- og energiprisernes himmelflugt.” Et par uger senere kaldte Verdensfødevareprogrammet de høje fødevarepriser for ”tavse tsunamier”, der allerede har skubbet omkring 100 millioner mennesker dybere ned i fattigdom og som truer med at ”kaste mere end 100 millioner mennesker på alle kontinenter ud i sult.”
Der er blevet fremsagt en lang række forklaringer på de stigende priser, herunder: aftagende lagre af korn, større forbrug af animalske produkter i Asien, en voksende global befolkning, global opvarmning, øget efterspørgsel på biobrændstof, naturlige grænser for fødevareproduktion, finansiel spekulation, den faldende dollar, eskalerende oliepriser, Verdensbanken og IMF’s politikker, eksport restriktioner og meget meget mere. Alle disse faktorer hænger på den ene eller anden måde sammen med inflationen. Det er ikke et tilfældigt virvar af faktorer, men derimod er faktorerne knyttet sammen i en kritisk årsagssammenhæng, der ligger bagved det umiddelbare kaos. I brede vendinger er det den globaliserede økonomis natur, der gør at priserne skyder op. Omdrejningspunktet er finansiel spekulation, dumpning af subsidierede fødevarer fra vestlige lande i de fattige lande, der er tvunget til at ”liberalisere” deres landbrugssektorer, den faldende dollar, og overophedede oliemarkeder. Det, der knytter alle disse faktorer sammen, er politik. Det er en politisk beslutning at tillade hæmningsløs spekulation i råvarer, at mindske regulering af handel, at devaluere dollaren ved at øge underskuddene og sænke rentesatserne. Det er en politisk beslutning at gennemtvinge, at fattige lande afskaffer støtten til deres landbrugssektor, og de tvinges til at købe mad på verdensmarkedet, i stedet for at gøre adgangen til fødevarer til en grundlæggende menneskeret.
Meget af debatten kan koges ned til et spørgsmål om politik kontra naturlige grænser. Denne debat har sine rødder i Thomas Malthus ”Essay på princippet om Befolkning” fra 1798. Her fremførte Malthus, det som John Bellamy Foster har forklaret som: ”Der er et konstant pres fra befolkningen mod fødevareforsyning, hvilket altid har gjort sig gældende og altid vil gælde.” Uden at oprulle flere århundredes debat, er det vigtigt at bemærke, at den stadig er af stor relevans i dag. Mange, der taler om naturlige grænser, såsom ”peak olie” eller ”peak fødevarer” er neo-malthusianere. De udviser ofte den samme fjendtlighed mod de fattige som Malthus, der skrev: ”Vi kan ikke, i sagens natur, hjælpe de fattige, på nogen måde, uden at give dem mulighed for at opdrætte et større antal børn.”
Nogle deltagere i dagens debat, som Lester Brown og World Watch Institute, ligger helt tæt op af den malthusianske linje, når de argumenterer for, at det er et ”befolkningsproblem”, der er den væsentligste grund til, at råvarepriserne er stigende. Trods snak om øget fødevarehjælp, er der fortsat en vilje til at lade fattige dø i massevis for at tilpasse verden til den neoliberale dagsorden. Den øgede fødevarehjælp indbefatter desuden opkøb af subsidierede vestlige fødevarer og efterfølgende dumping af dem i fattige lande, hvilket yderligere undergraver landendes fødevaresikkerhed, da små landbrug udkonkurreres af de gratis fødevarer.
Der er selvfølgelig grænser for, hvor meget mad og energi jorden kan producere. Men som Marx hævdede i Grundrisse, er overbefolkning ”et historisk betinget forhold, der på ingen måde afgøres af abstrakte numre eller ved en absolut grænse for produktiviteten af livsfornødenheder, men grænserne bliver fastsat af de specifikke betingelser for produktionen.” Det er disse begrænsninger, såsom produktionen af biobrændstof og spekulation, der er årsagen til den globale fødevarekrise.
Samtidig er der en strategi, der går ud på at bebrejde den tredje verden for både fødevare- og brændstofskrisen. Kina og Indien, med deres blomstrende økonomier, bliver gjort til syndebukke for den stigende efterspørgsel og dermed faldende forsyning af fødevarer og energi. Indien og Kinas befolkning og kalorieindtag er stigende, især af kød og mejeriprodukter. Men dette er en årtier lang tendens. En stabil vækst over 20 eller 30 år ville på ingen måde have kunnet forårsage råvareprisernes fordobling på et år eller to. Et eksempel er Indiens kalorieindtag, der fra 1990 til 2003 voksede med 155 kalorier pr. person, hvilket svarer til knap 12 kalorier om året, mens Kinas steg med 231 kalorier, altså 18 kalorier om året. I samme periode er indtaget for den gennemsnitlige amerikaner steget med 310 kalorier. Samtidig er verdens kornproduktion steget, på trods af ugunstige klimatiske forhold, såsom fejlslagen høst i Australien. En del af problemet, noterer Raj Patel, er, at omkring ”740 millioner tons korn blev givet som foder til dyr sidste år og det ville have dækket det nuværende fødevareunderskud 14 gange.”
Biobrændstofindustrien er ivrig for at skyde skylden på Kina. En rapport fra april 2008 udgivet af Biofuels Digest havde overskriften ”Kinas kødforbrug forårsager global knaphed på korn.” Men undersøgelsen modsagde sig selv, da den fandt, at Kina’s årlige kødforbrug per indbygger steg med mindre end syv pund i alt fra 2000 til 2007, en minimal stigning. Strategien med at skyde skylden på Kina og Indien bliver også brugt, når det gælder såvel energikrisen som den globale opvarmning. Kina og Indien bruger tilsammen omkring 10 millioner tønder olieprodukter om dagen. Men det er blot halvdelen af det amerikanske forbrug på 20,6 millioner tønder om dagen, og de to lande har næsten 8 gange så stor en befolkningen.
Det er i det industrielle landbrug, at sammenhængen mellem energi- og fødevarekrisen bliver tydelig. Den mad, vi spiser, er bogstaveligt talt skabt af olie. Olie bruges til pesticider og herbicider til plantning, høst, og malning af korn, til fremstilling af fødevarer, til at transportere dem og køre dem hjem fra supermarkedet. Olie er endvidere af endnu mere central betydning for kødproduktion, hvor dyrene er opdrættet på korntung kost. Oven i alt dette er gødning, industriel landbrugs bonkammerat, hovedsageligt fremstillet af naturgas, hvilket også har været stigende i pris.
De stigende oliepriser har skabt et boom i biobrændstof som eksempelvis kornbaseret ethanol. I december sidste år underskrev præsident Bush en lov om obligatorisk brug af mindst 36 milliarder gallons af biobrændstof i 2020. Nordamerikanske landmænd taler i spøg om en ”dot-majs” boble, mens mange af dem og deres leverandører skovler penge ind. For alle andre, herunder ethanol producenter, har det været en katastrofe. Analyser viser, at der bruges mere energi til at fremstille ethanol af majs end der kommer ud af det. Samtidig resulterer det i større udslip af drivhusgas end mineralolie, ligesom det er med til at presse omkostninger i vejret for kvægavlere og ægproducenter.
Virkningerne er endnu mere vidtrækkende. Majs eller majssirup anvendes i tre fjerdedele af alle forarbejdede fødevarer, lige fra brød, over chips og sodavand til jordnøddesmør, gryn og salatdressing. Det er endda fundet i bleer og batterier, hvilket betyder, at tusindvis af produkter oplever et tiltagende prispres.
Prisen på hvede er eksploderet, hvilket er blevet forstærket af den svage dollar, faldende forsyninger og spekulation. Prisen på sojaolie er også stigende, dette skyldes blandt andet den stigende efterspørgsel på biodiesel. I august 2007 ”blev 376,2 millioner pund sojaolie brugt til biodiesel produktion, hvilket tegner sig for 20.6 procent af brugen af amerikansk sojaolie,” ifølge University of Illinois.
Stigende energipriser udgør en væsentlig faktor i de eskalerende omkostninger i forbindelse med landbrugsprodukter. Men der er stadig spørgsmålet om, hvorfor oliepriserne er gået amok siden 2002. Der er tre væsentlige forklaringer: udbud og efterspørgsel, spekulation, og den amerikanske regerings monetære politik. Det Hvide Hus og mange kloge hoveder peger på udbud og efterspørgsel, og det bliver præsenteret som en naturlig økonomisk lov uden for nogens kontrol. I denne opfattelse er Kina, Indien, og resten af den tredje verden de skyldige. Ja, Kina og Indiens forbrug stiger hurtigt, ligesom Mellemøsten overskylles med olie.- Men fra 2002 til 2006 har den globale olieproduktion holdt trit med efterspørgslen ved at hæve produktionen fra 7,6 til 84,6 millioner tønder per dag. Det er sket samtidig med at oliepriserne er tredoblet. Efterspørgslen er svundet ind til en stigning på 1,1 millioner tønder per dag årligt fra 2005 til 2008, sammenlignet med en stigning på 3 millioner tønder per dag i 2004 alene.
Endnu mere sigende er det, at OPEC har meddelt talrige produktionsnedskæringer i de seneste år, fordi de ønsker at holde olieprisen høj. Så hvis vi tilsyneladende har nået den naturlige grænse for produktion af olie, hvorfor er produktionen så blevet reduceret? Ministre fra OPEC lande har offentligt proklameret, at de ønsker at holde olieprisen høj på grund af den faldende dollar. Den faldende dollar er forårsaget af to vigtige faktorer: USA’s handel og det offentlige budgetunderskud.
Det er også et spørgsmål om ”overskydende kapacitet.” Skellet mellem produktion og forbrug er steget drastisk i de seneste seks år, hvilket har skabt leveringsproblemer og højere priser. Årsagen er ikke geologiske grænser, men en anden faktor: USA’s udenrigspolitik. Bush-administrationen har destabiliseret store olieproducerende lande, såsom Iran, Irak og Venezuela, og det har ført til faldende produktion de seneste år.
De råvarer, der traditionelt udgør byggestenene i den moderne økonomi, omfatter alt lige fra kul, olie, guld og kobber over træ til bomuld, mælk, korn, kvæg og sukker. Producenterne har brug for råvarer til fremstilling af færdige varer, mens forbrugerne oftest støder på råvarer hos købmanden. Råvarehandel, såsom husdyr, daterer sig tilbage til gammel tid, men det moderne marked for ”futures” blev etableret i Chicago i 1840’erne. Her er råvarerne standardiseret i henhold til ”mængde, kvalitet, leveringsmåned og vilkår,” mens børsmæglerne forhandler priser og kontraktbeløb. Ideelt set bør dette system, gennem opkøb og salg af futures-kontrakter, gør det muligt for landmænd at bestemme, hvad man skal plante baseret på futures-priserne for majs og hvede, mens et industrielt bageri kan vide hvad priserne for mel, smør og sukker er måneder i forvejen.
Efter internetboblen sprang i 2000 sænkede den amerikanske nationalbank renten til et historisk lavt niveau, hvilket øgede mængden af penge, der blev lånt og dermed også den samlede mængde af penge i omløb. Dette er kendt som monetær inflation. Det der sker er, at pengemængden øges i et hurtigere tempo end produktionen af varer og tjenesteydelser.
Når der er flere penge til at konkurrere om købet af disse varer og tjenesteydelser, er resultatet uundgåeligt prisstigninger. Et eksempel på dette er sammenhængen mellem stigende oliepriser og den amerikanske nationalbanks rentesænkninger. Da nationalbanken begyndte at sænke renten i september, steg olien med mere end $ 40 pr. tønde og guld nåede på et tidspunkt $ 300 pr. ounce. Nationalbanken øger pengemængden, hvilket betyder, at der nu er flere dollars i omløb end før i forhold til euroen, så dollaren falder i værdi. Da dollaren falder i forhold til euroen, kræver de olieproducerende lande flere dollars per tønde.
En anden faktor, der øger inflationspresset er det offentlige budgetunderskud, som er blevet fordoblet under Bushs præsidentperiode, og underskuddet på handelsbalancen. For at stabilisere ”betalingsbalancens løbende poster,” har USA behov for en tilførsel af næsten $ 1 trillion per år for at indhente forskellen. Dollars flyder ud af landet på grund af overforbrug og uforholdsmæssigt store offentlige udgifter, mens investeringer bruges på at indfri virksomhedernes, forbrugernes og det offentliges gæld. Den voldsomme strøm af dollars svækker værdien af samme. Underskuddet på handelsbalancen ligger på omkring $58 milliarder om måneden. Mere end to tredjedele af det går til at betale for de 12,5 millioner tønder af importeret olie, vi bruger hver dag. Stigende oliepriser er blevet en ond cirkel. Mens olieprisernes forsætter i en spiral opad og dollaren strømmer ud af landet, så falder dollaren i værdi, hvilket ansporer den næste runde af olieprisstigninger, et større udbud af dollars og et yderligere fald i værdi.
Der er en anden faktor som der sjældent tales om, undtagen i finansmedierne, hvilket er spekulation som ”forstærker” prisbevægelser. Efter internetboblen sprang begyndte mange investeringsbanker og investeringsfonde at spekulere i råvarer. Når spekulanter køber en futures-kontrakt skaber de efterspørgsel, men de er ikke interesseret i at få det faktiske svinekød eller kul. De ønsker blot at lave nogle hurtige penge. Når inflationen stiger betydeligt, bliver råvarer en attraktiv investering, da de stiger hurtigt i pris. Men spekulationen fuldender den onde cirkel ved at gøre prisstigningen uundgåelig og dermed lokkes flere spekulanter til.
Dette er en væsentlig faktor i oliehandlen. I 2004 refererede New York Times en spektakulær episode: ”Da olielagrene svandt ind og der var nyheder om voldelige angreb på olieledninger og faciliteter i Saudi-Arabien, blev prisen på olie-futures presset op og spekulanterne stod, ifølge markedsanalytikere, i kø. Deres køb tvang olieprisen endnu højere op, hvilket fik endnu flere investorer til at satse på en fortsat stigning, og så videre i en klassisk spiral.” Selv lederen af Exxon bemærkede på en pressekonference den 5. marts, at spekulationen var en afgørende faktor for prisstigningerne. Ifølge det finansielle nyhedswebsite MarketWatch, kaldte direktør Rex Tillerson prisstigningerne ”temmelig vanvittigt” og sagde at ”en svag dollar tegner sig for omkring en tredjedel af den seneste rekordstigning af oliepriserne, en anden tredjedel den geopolitiske usikkerhed og resten skyldes spekulation.”
Der er ingen simpel forklaring på, hvorfor alle råvarer er steget i pris. Mens verdens fabrikshal Kina, skaber efterspørgselsdrevet inflation for forskellige industrielle råvarer, har den brug for bjerge af kul, enorme skove og store vener af kobbermalm til at brødføde industrien.
I modsætning hertil er prisen på thailandsk B-klasse ris fordoblet siden slutningen af 2007 til $ 760 per ton ved udgangen af marts og få uger herefter nåede prisen $ 1.080. Årsagen til den oprindelige prisstigning tilskrives forskellige problemer med udbud og efterspørgsel skabt af et plantesygdomsudbrud i Vietnam, lave globale lagre, biobrændstof boom, og stigende efterspørgsel på grund af øget velstand. Men spekulation driver disse enorme prisspring til nye højder. Nu føler alle de involverede parter i rishandlen sig tvunget til at tænke i spekulation. Store riseksporterende lande som Indien, Thailand og Vietnam er begyndt at begrænse eksporten for at sikre udbuddet på det hjemlige marked, og dermed begrænses forsyningerne til risimportører. Landmænd, blandt andet i Thailand, er efter sigende, begyndt at hamstre ris, for som en observatør fortalte The Guardian ”Hvem vil sælge ris til $ 750 pr. ton, når de tror, at prisen snart rammer $ 1000?” Ifølge andre beretninger køber mange forbrugere i Asien stort ind af ris nu på grund af frygt for, at de kommer til at betale mere senere hen.
Alt denne panik og spekulation reproducerer sig selv. En global fødevarekrise skabt af normale efterspørgsels- eller udbudsproblemer kan ikke forklare, hvorfor rispriserne er tredoblet i Asien på bare et par måneder.
At stoppe inflationens onde ånd tilbage i flasken er ikke nogen let eller enkel opgave. En umiddelbar løsning er at regulere råvaremarkederne og beskatte handlen med futures. En lignende idé er blevet foreslået omkring valutaspekulationen, der er kendt som Tobinskatten. En lille afgift ville ikke hindre de faktiske købere og sælgere, men det ville dæmpe spekulationen.
Arun Gupta er forfatter og redaktør for Indypendent siden 2000. Han har skrevet udførligt om Irak-krigen for Indypendent samt Z Magazine og Left Turn.
Artiklen har tidligere været bragt i Z Magazine og er oversat og redigeret af Lars Gaardsøe.