Af Britta Thomsen
I takt med de stadig mere brutale overgreb i de besatte områder har den palæstinensiske og israelske fredsbevægelse skabt et system af ikke-voldelig modstand. Det går ud på konstant at udfordre den israelske besættelsesmagt ved at bryde militære blokader af byer eller lejre, fjerne vejspærringer eller dokumentere militærets overgreb på sagesløse civile. Udenlandske fredsvagter spiller en stor rolle i dette arbejde, der bliver koordineret af det palæstinensiske solidaritetsnetværk ISM - International Solidarity Movement. Indtil videre har over 40 danskere været i Palæstina som fredsvagter. På de næste sider kan du læse Sonja Andersens fortælling om sit arbejde som freds-vagt i Jenin og Gaza og Ulrik Kohls øjenvidneskildring af livet i en flygtningelejr på Vestbredden.
Jeg besluttede mig til at rejse til Palæstina, fordi det er så urimeligt og umenneskeligt, alt det der sker. Og man hører mere og mere om, hvordan palæstinenserne systematisk bliver chicaneret. Udover at deltage i nogle demonstrationer, havde jeg ikke været aktiv i Palæstina solidaritetsarbejde før. Men som fredsvagt følte jeg endelig, at det var muligt at gøre noget konkret istedet for bare at rense min samvittighed ved at indbetale nogle penge. Jeg rejste sammen med min tidligere kollega fra medborgerhuset Blågården på Nørrebro. Det var hende, der gerne ville afsted. Det var lidt svært at få det til at hænge sammen med mit arbejde. Men så tænkte jeg, ”det skal jeg bare”, selvom jeg egentlig ikke havde økonomi til det.
Jeg tænkte ikke så meget over det med sikkerhed. Jeg var mest nervøs for, at vi ville blive afvist i lufthavnen. Men selvfølgelig vidste jeg, at det er farligt, det er klart. Jeg fortalte det heller ikke til min mor, men havde aftalt med mine søskende, at de skulle sige, at jeg var på Bornholm og min mobiltelefon var i stykker. Min nærmeste familie, som vidste det, blev først skidesure. ”Hvorfor er det lige dig?” - de var nervøse. Da de havde vænnet sig til tanken, synes de alligevel, at det var fedt.
Se på børnene
Min veninde og jeg var fredsvagter i to uger i juni i år. Da vi ankom til Jerusalem, skulle det hele være lidt hemmeligt og derfor endte det med, at vi kom til at gå fejl af den gruppe fredsvagter, vi skulle have fulgtes med til Jenin. Istedet hørte vi, at en japansk fredsdelegation også skulle til Jenin og fik plads i deres store turistbus. På vejen besøgte vi en landsby, der hedder Tulkarm. Vi så en skole, der var fuldstændig sønderskudt og ruinerne af et hus, der tilhørte faderen til en selvmordsbomber. Det var helt pulveriseret og de huse, som lå omkring det, var røget med i købet. Bagefter blev vi modtaget i landsbyen. Det var helt vildt. Der var så mange unger, der gik helt banzai. Det var som at være landsholdet, der lige havde vundet VM. Milliarder af mennesker i gaden, der råbte og vinkede
Mens vi kiggede på ødelagte bygninger, kom der en mand og sagde: ”Prøv at hør. Det er jo ikke bygningerne, det handler om. Se på børnene. Prøv at se hvordan de har det. Mine børn vågner op midt om natten. De ligger og skriger. De kan ikke koncentrere sig i skolen. De bliver sendt hjem, fordi de har skidt i bukserne. De bliver skadet for livet. Og jo længere tid der går, jo sværere bliver det at rette op på..”
Ubeskriveligt
Dagen efter ville vi til Jenin. Men da vi kom i vores store fede turistbus, blev vi afvist. I stedet blev vi smuglet ind via en lille landsby. Vi måtte gå over et meget uvejsomt landskab i 42 graders varme sammen med de 33 japanere, hvoraf to var i rullestol. Der var store sten, og jeg ved ikke hvad. Da vi kom til den nærmeste landsby og blev vi kørt i taxaer direkte ind i Jenin-flygtningelejren.
Når man ser ødelæggelserne, tror man simpelthen, det er løgn. Man har jo set billedet i medierne af de store områder, hvor alt er lavet til smulder. Husene rundt omkring, hvor der er blevet pløjet gennem etagerne og du kan se folks møbler og tæpper hænge ud. Men folk lever i det alligevel, de har ikke andre steder. Jeg ved ikke, hvad tænkte jeg imens. Det er svært at sætte ord på. Det er fuldstændig ufor-ståeligt, at nogen kan gøre sådan mod andre. Man er rystet. Man kommer ind i folks huse, hvor der er skudhuller overalt, og de fortæller: ”de israelske soldater kom ind i vores huse og smed os ind i et værelse, og så stod de her og skød folk igennem hullet der i væggen”. Japanerne tog videre, mens min veninde og jeg overnattede i flygtningelejren hos en familie - en ung mand i starten af 20’erne, hans kone og datter på 1 1/2 år, en søster og lillebroderen på 12 år. Moderen og faderen havde boet i stueetagen, men den var smadret, så de var flyttet ud af flygtningelejren. De er så fattige! Men selvom de ingenting har, bliver man beværtet og får the og kaffe og mad. Hvis de er heldige, og der er nutella, så er det gæsterne, der får det.
En almindelig aften
Mens vi sad hos familien om aftenen, rullede tanks ind i byen og skyderierne begyndte nærmest lige rundt om hjørnet. Når der sker noget, kommunikerer folk med mobiltelefoner og walkietalkies. Vi prøvede at følge med i, hvad der skete og analysere deres ansigtsudtryk for at finde ud af, om det var slemt eller ”bare” som det plejer at være. Da vi sad der, tænkte vi, at det var lidt dumt, at vi var blevet smuglet ind, så der ikke var nogen, der vidste, at vi var der. Vi burde have kontaktet ambassaden prompte - men da vi prøvede at ringe, var den lukket. Der var udgangsforbud, så du kunne ikke engang gå ud i gaden med dit hvide flag, vel. Det er meget frustrerende at være spærret inde i et hus, for ens naturlige reaktion er at gøre et eller andet - at stikke af eller gemme sig. Men du kan ingenting. Du kan bare sidde der og stirre ud i luften og håbe.
Tingene udviklede sig og der kom heli-koptere. Det er drøn ubehageligt, lyden fra apachehelikopterne er så uhyggelig. Det første ord den lille pige i huset kunne sige var ”apache”! Det var også slemt at høre, hvordan den ældste fyr talte om sit liv - sin fortid. Det var kun cirka halvandet år siden, han arbejdede i Tel Aviv som bartender. Men når han snakkede om det, lød han som en gammel mand, der fortalte, om dengang han havde et liv. Lillebroderen var pisse bange, og den lille pige, hvad forstår hun? Men hun begyndte at græde, når skyderierne begyndte. Det er forfærdeligt - jeg mener, en ting er, at jeg har prøvet det en enkelt nat, men palæstinenserne gennemlever det hver evig eneste nat. Det er ikke til at bære.
Det var helt almindeligt, det der foregik den aften. De kunne fortælle, at imorgen tidlig klokken 7 ville de komme igen - og det gjorde de.
At åbne et checkpoint
Da vi kom tilbage til Jerusalem, mødtes vi med den gruppe, vi skulle have været sammen med tidligere. 11-12 af os besluttede at tage til Gaza. Vi ville til den sydligste flygtningelejr, Rafah, der ligger på grænsen til Egypten. Man siger, at checkpointet ind til den lejr, er det mest farlige overhovedet. Rigtig mange bliver dræbt dér.
Grunden til at der er et checkpoint, er, at vejen krydses af en vej mellem nogle bosættelser. Derfor må palæstinenserne ikke køre igennem. De må vente. Det kan være folk på vej til eller fra arbejde, eller familier med børn, som har været på familiebesøg, der sidder i deres bil og hverken kan komme frem eller tilbage. Der kan heller ikke komme mad eller medicin ind i flygtningelejren - ikke engang ambulancerne får lov at komme igennem.
Vi var blevet bedt om at være med til at åbne checkpointet. Da vi kom dertil, mødte der os et syn - man tror det er løgn. Det er et fuldstændigt kuperet område, hvor israelerne har fjernet alting, bygninger, træer, buske. Der stod biler og omkring 3000 mennesker, der stod i kø for at komme igennem. Og der stinker så grimt. Der er ikke nogen toiletter - der er ingenting. Nogle små drenge, render rundt og sælger vand og kiks og cigaretter, og heden er fuldstændig dræbende. Det hele står og vibrerer pga. varmen. Og folk har siddet der i dagevis.
Vi stiller vores bil og alle internationale fredsvagter går op igennem køen. Foran, hvor palæstinenserne har fået besked om at stoppe, fortsætter vi med hænderne i vejret og vores pas i hånden. Der er cirka 50 meter fra det sted, hvor palæstineneserne står og hen til en stor betonbunker med nogle små sprækker oppe i toppen, hvor du kan se et gevær stikke ud. Vi går bare, indtil der bliver råbt, at vi skal stoppe. Det gør vi så. De beder én af os komme hen og snakke med dem. En fredsvagt siger, at vi gerne vil have åbnet check-pointet, fordi der er en masse mennesker - som om de ikke har opdaget det! - der skal igennem. Først siger de, at det kan de ikke gøre noget ved og at vi lige må vente. Vi sætter os ned på asfalten. Det er et tidspunkt, hvor der nemt kan opstå en farlig situation. For der er rigtig mange mennesker, det er meget varmt og folks lunter er korte. Mange af børnene har ikke rigtig nogen frygt for noget, for de har set noget af det værste. De er bare så hårde de unger. Og de har en idé om, at når der er internationale, så er de mere i sikkerhed og kan tilllade sig lidt mere. Så mens vi venter, gælder det om at få ungerne til at gå tilbage, samtidig med at man skal ikke lave hurtige bevægelser. Der gik faktisk kun 10 minutter, så åbnede de checkpointet. Det var heldigt. Nogen har prøvet at åbne i 4 dage, uden held. Jeg ved ikke, hvorfor de synes, det skulle åbnes - det er fuldstændig op til soldaternes humør, hvornår de åbner checkpointet. Det er ikke fordi, der er trafik på bosætternes vej. Der kører måske 4-5 biler i døgnet.
Så lykkedes det os og en hel masse andre at komme ind i flygtningelejren. Det var fantastisk. Og der var ligeså mange mennesker på den anden side. Det var rart at opleve. Man kunne se, at der skete i hvert fald noget.
For at gøre en lang historie kort, så åbnede vi også checkpointet dagen efter. Sammen med min veninde og en fransk kvinde tog jeg tilbage til Gaza om aftenen, mens nogle af de andre blev inde i flygtningelejren. Næste dag kunne vi så presse dem fra begge sider af checkpointet. Og tro det eller ej, der var ligeså mange i køen dagen efter. Ligeså snart checkpointet åbner, ringer folk nemlig til hinanden, og så kommer folk, det er klart, for hvem gider stå i kø i fire dage?
Ikke hævn men fred
Nogle af mine oplevelser i Palæstina, har virkelig sat sine spor. Det, der forundrer mig allermest ved palæstinenserne er deres utrolige livskraft. At de kan blive ved med at være levende mennesker, der stadig har deres håb i behold. Men det er endnu mere vildt, at de ikke bare hader israelerne. For sådan fik jeg det. Mange palæstinensere kan godt sætte sig ind i de israelske soldaters situation og siger, ”jamen mange af dem er jo bange og mange ønsker ikke at være her. Men de bliver nødt til det, for ellers vil deres familie ikke have noget med dem at gøre, og de kan ikke gøre karriere i arbejdslivet, for hvis du ikke har dine militærpapirer i orden, så er der ingen, der vil røre ved dig”. Så sidder du med åben mund og polypper og tænker, det er løgn, hvordan kan de have sådan en forståelse for nogen, der simpelthen undertrykker og piner dem hver eneste dag. Det er nok det, jeg blev mest overrasket over. At man kan bevare sin menneskelighed, selvom man bliver behandlet så umenneskeligt. De ønsker ikke hævn - de ønsker fred.
Og så skred jeg igen
Da jeg var i Palæstina ville jeg gerne nå at lave så mange aktioner og hjælpe så meget som muligt. Det er vel, fordi man tror, at det nytter. Men det bliver ikke nemmere at forestille sig en løsning på situationen, når man er der. Jeg føler heller ikke, at jeg var afklaret, da jeg kom hjem. Jeg tænkte bare, ”så skred jeg igen, og de kan de stå der i suppedasen”. Hvis man tager afsted, fordi man er frustereret, skal man ikke regne med at være mindre frustreret, når man kommer hjem. Mens man er dernede, synes man, det er muligt at gøre noget. Men når man kommer hjem, kan man godt få følelsen af ikke at kunne gøre så meget. Så står du i din almindelige hverdag og folk spørger, ”nå havde du en fed tur?” Men selv om man kan have den følelse af frustration, er der selvfølgelig en masse ting, man kan gøre herhjemme. Når man har været øjenvidne til palæstinensernes situation, er det vigtigt, at man fortæller andre om sine oplevelser, f.eks. gennem pressen, foredrag, udstillinger eller andre ting, der kan åbne folks øjne.
Sonja Andersen er idag aktiv i et netværk af hjemvendte fredsvagter. Her er hun blandt andet med til at forberede nye fredsvagter, ligesom hun har været medarrangør af en udstilling i Helsingør, der symboliserer, de børn, der er blevet dræbt under den anden intifada.
Sonja Andersen kunne ikke længere holde følelsen af afmagt ud, når hun så billeder og hørte historier om den grove undertrykkelse af palæstinenserne. Hun fortalte sin mor, at hun skulle til Bornholm, men tog til Palæstina som fredsvagt. Her kunne hun pludselig gøre noget konkret for at bakke palæstinenserne op i deres nådesløse hverdag.