Gaia har taget temperaturen på Cameroun - Afrikas armhule
Af Signe Yde-Andersen
"I skal virkelig passe på, når I tager derud. Sidste år var der ni der ikke kom tilbage" Formaningerne kommer fra en bekymret Monsieur Nzong, faderen i familien vi bor hos i byen Nkongsamba. "Hvis høvdingen beder jer om penge, skal I give ham dem med det samme, og drik eller spis intet af hvad I bliver budt på i landsbyen - jeg kan godt se, at I ikke tror på det jeg siger, men jeg advarer jer - pas på !" Det er tydeligt, at han mener det alvorligt, men på vejen i bilen virker det nu alligevel en anelse overdrevet. Det er jo bare et vandfald, vi skal se. Vi drejer af fra hovedvejen og kører ud ad en lille grusvej, der langsomt fører os længere ind i junglen. I vejkanten passerer vi mange gående, der stopper op og træder til side for at lade bilen komme forbi og for at se, hvem vi er. Jeg får øjenkontakt med en mand, der stirrer med store blodskudte øjne ind i bilen, og jeg tænker straks på, om det var sådanne onde øjne, faderen i familien talte om. Jeg skubber tanken væk - helt ærligt! Vi når frem til landsbyen og vandfaldet, der vælter ud over klippesiden ned i en helt ubeskrivelig smuk dal - så smuk, at Tarzan valgte at lade sig filme hér, fortæller guiden, der er fulgt med os fra landsbyen. Vi spørger ham lidt ud om de mange, der ikke er vendt tilbage fra vandfaldene, og han fortæller, at det skam er rigtigt nok - er man for besværlig og skaber problemer, kommer man ikke levende derfra. Efter at have set os mætte forlader vi vandfaldet og landsbyen, og når ud på hovedvejen - vi var altså ikke besværlige.
Vi har været i Cameroun i to uger, og den magiske virkelighed er ved at få tag i mig. Det er svært at holde hovedet koldt, når alle omkring mig forklarer oplevelser og ulykker med magi, og når der, i ’den virkelige verden’, er gået mode i at forgifte folk, man er misundelig på. Det er heller ikke helt nemt at hamle op med de magiske forklaringer, når de selv i fjernsynet begrunder et dødsfald med, at manden var forhekset, og da man åbnede ham op, så man, at han havde en panter i maven. Retfærdigt nok; det er ikke helt normalt at have en panter i maven - så der må jo være magi med i spillet.
Men magien var ikke det første, jeg lagde mærke til i dagene efter, at vi var landet i Douala, landets økonomiske hovedstad med det lidet flatterende øgenavn ’Afrikas armhule’ - hvilket vist siger alt om temperaturen og luftfugtigheden i byen. Jeg så først kontrasterne, der er så typiske for de såkaldte u-lande. Kæmpe store airconditionerede biler med store, tykke mennesker inden i, der stryger forbi svedende, hårdt arbejdende mennesker, der skubber trækvogne med læs af tømmer eller colaflasker. Der er kvarterer i Douala med asfalterede veje og enorme villaer, og kun få minutter derfra presses huse af bølgeblik sammen i byens slumkvarterer.
Men selv for dem, der før var velstillede, er tiderne blevet hårde, fortæller Maman Laurence, som vi bor hos i Douala. For nogle måneder siden bestemte præsidenten, at alle lønninger skulle skæres ned til en trediedel på grund af underskud i statskassen, og gør man sig håb om at få den trediedel udbetalt, skal man betale mindst 10% til administrationen. "Er der ikke nogen der protesterer, der er jo demokrati i Cameroun, kan præsidenten ikke væltes?" spørger vi, og får et skræmmende, men logisk svar, når man ser på de erfaringer det afrikanske folk har med deres ledere. "Oppositionen har jo ikke en chance, de ryger direkte i fængsel, og i øvrigt vil det være dumt at stemme en ny til magten. Han har intet og skal starte helt forfra med at berige sig, det ville blive meget værre." Det virker ellers ikke som om, folk er bange for at tale om deres utilfredshed med præsidenten, mange giver udtryk for deres frustration, men kun få af dem vi taler med, synes for alvor, at det er nødvendigt at ændre situationen. "Så længe en camerouner går mæt i seng, er han tilfreds", lyder ordsproget, der ofte følges op af en bemærkning om, at man jo nødigt skulle få tilstande som i mange andre afrikanske lande, så hellere lade stå til.
Efter at have besøgt Tarzans vandfald, rejser vi rundt i det vestlige højland, der grænser op mod Nigeria. Det er bamilékéernes land. De udgør et af de over hundrede forskellige folk, der findes i Cameroun, alle med forskellige sprog, der gør kommunikation på fransk eller engelsk til et nødvendigt onde. Transporten klares af de overfyldte, overophedede minibusser, der suser afsted så hurtigt vejene tillader det. Enkelte steder er vejen uden huller, "men præsidenten har vist også været forbi for ikke så længe siden", fortæller manden ved siden af os i bussen. De sidste dage i Cameroun tilbringer vi ved atlanterhavskysten, hvor vi prøver at få det maksimale ud af solen og varmen, inden turen går mod det februarkolde Danmark. På stranden har vi udsigt til en boreplatform og et par store fragtskibe, der læsser kæmpe stammer af tropisk træ ombord. Døgnet rundt sejler prammene ud til skibene. Det er præsidentens træ, han har forbudt al privat salg af træ, for at beskytte de camerounesiske skove. I radioen er der en rapporter, der sarkastisk kommenterer præsidentens beskyttelsespolitik, men sendingen bliver afbrudt og genoptages et par minutter senere med en glad popsang.
Cameroun ligger i Centralafrika, og grænser op til Nigeria i nord, Den Centralafrikanske Republik i øst og Ækvatorialt Guinea i syd. Landets hovedstad er Yaounde og den økonomiske hovedstad er Douala. Cameroun er 10 gange større end Danmark, og der bor cirka 15 millioner indbyggere. Fransk og engelsk er de officielle sprog, men der findes over 200 afrikanske sprog, hvor Bamiléké, Ewondo og Bamoun er blandt de største.