Fra den 13.-15. december samledes EU’s statsledere til topmøde i København. Topmødet gav ligesom i tidligere tilfælde anledning til modtopmøder, protester og demonstrationer. Janne Tynell har talt med tre aktivister fra organisationer, som var aktive under topmødet. Her giver de deres syn på protesternes resultater, svagheder og betydning for fremtiden
SF’ere og anarkister ved samme bord
Topmødemodstanden er et stafetløb, som handler om at skabe et fælles fodslag for forskellige politiske grupperinger på den globale venstrefløj. København blev et skridt på vejen
Knud Holt, Initiativet for et andet Europa, fortæller:
“Fra starten stod det klart for os, at København ikke ville blive et af ‘de store topmøder’ - det ville ikke blive Amsterdam 1997. Men vores konkrete succeskriterium var at mobilisere 10.000 demonstranter til den store demonstration. Og det landede vi faktisk på - og lidt til, og det synes jeg var meget pænt, årstiden og landet taget i betragtning.”
“Et andet succeskriterium var at præge den mediemæssige dagsorden og det lykkedes kun meget begrænset eller slet ikke. Allerede i januar, da Initiativet for et andet Europa blev dannet, var man låst fast i en vold/ikke-volds-diskurs. Topmøderne blev i medierne et synonym med vold og gade uroligheder. Desværre var de traditionelle udviklingsorganisationer i høj grad medvirkende til det, for man valgte at lave et forum, der skulle hedde Stop Volden - af alle navne.”
“Omvendt kan man sige, at topmødet var en succes i forhold til udgangspunktet. Hvis man tænker tilbage til august 2001, så det rigtig sort ud: Vi havde haft Göteborg og Genova, der havde skabt splittelser og samtidig etableret nogle konstellationer, der fuldstændig havde pillet globaliseringsmodstanden af programmet: På den ene side havde man fået etableret et Stop Unionen, som samlede den traditionelle EU-modstand, som havde et meget nationalt udgangspunkt for EU-modstanden - det handlede om Danmark og EU. På den anden side havde man NGO-forum Stop Volden, som på overfladen var ekstremt apolitisk, men i realiteten var først og fremmest Mellemfolkeligt Samvirkes forsøg på at sætte sig på globaliseringsmodstanden og pille den politiske kritik af nyliberalismen ud af bevægelsen for at lave et tandløst forum, der skulle i dialog med politikerne. Man havde så at sige skubbet hele kernen i den bevægelse, der havde udviklet sig i løbet af de seneste ti år, ud af spillet.”
Sammenhæng i modstanden
“Alligevel lykkedes det Initiativet for et andet Europa, at skabe en platform for international mobilisering og fastholde den politiske linie, der for mig at se går fra Amsterdam 1997 på europæisk plan til Seattle 1999 på globalt plan - og videreføre den til København 2002 som et næste stop. På den måde har det været en succes, at vi har fået skabt en sammenhæng i modstanden, som jeg ser som et stafet løb.”
“For hvad handler topmødemodstanden om? For mig at se handler det om, at venstrefløjen er i gang med at genfinde den internationalisme, som oprindeligt lå i det socialistiske projekt. Man skaber altså et handlingsfællesskab omkring topmøderne, hvor man ikke bare handler solidarisk med hinanden, men sammen. Vi går i demonstration sammen, og selv om det er en symbolsk handling, så flytter det nogen gange noget og giver os anledning til at få taget nogle vigtige diskussioner på tværs af grænserne.”
“Som jeg ser det, er man i gang med at formulere tværnationale politiske krav, som godt nok er meget overfladiske på overskriftsplan, men der bliver i stigende grad skabt en form for fælles fodslag. Og det er det, som topmøderne handler om for os. At nå længere og længere i retning af at skabe en fælles europæisk og global venstrefløj. F.eks. er modstanden mod EU’s flygtninge- og asylpolitik efterhånden blevet en almen europæisk sag, fordi den i årevis er blevet diskuteret igen og igen i forbindelse med sådanne møder. Man skal altså se topmødet i København som en del af et langt træk.”
“Det ærgerlige ved modstanden i København var, at de politiske diskussioner var så ringe prioriteret også fra mange aktivisters side. Det eneste virkelig store politiske møde, der var tematiseret, var Initiativets privatiserings-seminar, der faktisk samlede 250 mennesker og bragte en meget bred vifte af danske og udenlandske oplægsholdere sammen i et kritisk forum. Hvis diskussionerne for alvor skal udvikle sig i fremtiden, må andre grupperinger også prioritere de politiske møder højere.”
Katalysator for krigsmodstanden
“En af vores praktiske erfaringer er, at man skal bruge mange flere ressourcer på mediesiden. Vi fik simpelthen skrevet for få debatindlæg og kronikker. Også på den front er man nødt til at finde et fælles fodslag, for i realiteten havde hver af de organisationer, som var en del af Initiativet for et andet Europa, hver deres presseberedskab kørende. Koordineringen var ringe, men omvendt kan man pege på det positive i, at der var nogle samarbejdsveje, som ikke eksisterende før. Alene det, at det lykkedes os at få anakister og SF’ere til at sidde ved samme bord hele vejen igennem på trods af en masse knas, det er i sig selv lidt af en præstation.” “Det er også min fornemmelse, at mange af de konstellationer går igen i anti-krigsarbejdet. Og man skal heller ikke undervurdere, at det lykkedes os at få vist, at det kan lade sig gøre at arrangere demonstrationer med gang i, og det har haft stor betydning for tilslutningen til krigsmodstanden. I øjeblikket ser man, hvad den slags massedemonstrationer faktisk kan. Der er jo mange, der peger på, at de store demonstrationer i øjeblikket har større indflydelse på regeringer og politikere end nok så mange militante aktioner.”
En protestbevægelse til protestbevægelsen
Paranoia og tandløshed prægede topmødemodstanden i København. I fremtiden må kritiske aktivister genoverveje, hvis præmisser de vil demonstrere på. Christian A. fra Anarkist Føderationen fortæller: “Før topmødet var der en heftig paranoia-stemning overalt i det venstreradikale miljø, og mange valgte slet ikke at lave aktioner osv., fordi de syntes, det var for risikabelt, hvilket det på nogle punkter også var. Men det lykkedes desværre mange, der ikke nødvendigvis havde behøvet at lade sig skræmme, at få skræmt sig selv væk fra alt, hvad der hedder direkte aktion. I stedet dækkede de sig ind under de brede demonstrationer - det var det mest sikre. For os var det vigtigt at lave en demonstration mod politistat-Europa og melde klart ud, at det var på vores præmisser, vi demonstrerede. Det var vigtigt for os at vise, at vi kunne lave en fed demonstration uden at gå i dialog med politiet.”
“Vi endte med at få en mystisk rolle som en protestbevægelse til protestbevægelsen. Mange af vores udenlandske kammerater havde takket nej til at deltage i de planlagte demonstrationer, fordi de var gennemkontrollerede, og fordi de forskellige grupper skulle skrive under på et ikke-volds-grundlag, der blandt andet også indebar, at man ikke måtte slå igen, hvis politiet angreb - vel at mærke under hele topmødet. Det kunne hverken vi eller vores udenlandske kammerater leve med, og derfor valgte vi at mobilisere på et andet grundlag.”
“Jeg synes, at det var super-nødvendigt, at der var nogle, der meldte klart ud, at det her ikke kun var Stop Voldens topmøde. Omvendt kan jeg godt se nu, at vi fik fokuseret lidt for meget på netop det - altså selve formen, selv om vi forsøgte at råde bod på det ved at udgive en avis om vores politiske grundlag i forhold til topmødet.”
Høj pris for provokation
“Det vi lavede var ikke en ubetinget succes. Og jeg synes ikke, at vi vandt en stor sejr. Vores demonstration var en succes på den groteske måde, at vi fik fremprovokeret en adfærd fra ordensmagten, der viste, at politiet kun var ude på at tage røven på demonstranterne. De brød alle de aftaler, de havde indgået med forskellige grupper. Det havde vi sagt lige fra starten. At der så er femten kammerater, der blev anholdt på det grundlag, er i min bog en alt for høj pris for at vise dette.”
“Vi gik ikke i demonstration for at vise, at vi kan være ikke-voldelige, men heller ikke for at vise, at vi kan være voldelige. Vi fik tydeligt vist, at det er politiet, der skaber vold, og dog lykkedes det dem ikke at splitte demonstrationen - det var meget vigtigt for os. Men hvis det var kommet til gadekampe i forbindelse med demonstrationen, så havde det udelukkende været politiets fortjeneste.”
Mistro og tandløshed
“Efter topmødet er vi blevet enige om, at vi ikke vil indgå i så brede sammenhænge igen - f.eks. Initiativet for et andet Europa. Paranoia-stemningen havde simpelthen afsporet for mange af organisationerne, og der lå en latent mistro til os i initiativet. Derfor skulle vi bruge lang tid på at diskutere form med nogle organisationer, som vi i mange sammenhænge anser for tandløse - og det vil vi nok ikke bruge tid på en anden gang.” “ Det lykkedes en organisation som Globale Rødder at indgå i brede samarbejder og komme ud i pressen. Og det er helt klart en fjer i hatten til Globale Rødder, at de fik skabt talerum omkring sig selv, men jeg syntes ikke, de fik brugt det rum til en skid.” “Globale Rødder burde have lavet radikale aktioner under topmødet. Jeg ved godt, at deres aktionsdag gik helt galt, og betingelserne var de dårligst tænkelige for at lave aktioner - politiets massive opbud og overgreb taget i betragtning. Men jeg tror, at både vi og Globale Rødder havde fejlvurderet det frie initiativ. Vi troede, at når så mange fede mennesker var samlet på ét sted, så ville det automatisk føre til gode og overraskende aktioner, som det ofte før er sket ved topmøder, men det skete bare ikke. Blandt andet fordi der ikke kom nær så mange fra udlandet, som vi havde regnet med. Vi var simpelthen for få i det hele taget.”
Voldeligt topmøde
“En af de største katastrofer ved topmødet var Stop Volden. Det initiativ viste både før, under og efter topmødet, at det eneste de kunne bidrage med var fokus på gadevold - vold mellem dårlige demonstranter og politiet. I vores bog findes der ikke dårlige demonstranter. Der findes folk, der er i stand til at tage imod en masse tæsk, og så findes der dem, der slår igen. Stop Volden skabte et ‘hype’ omkring deres måde at løse konflikter mellem demonstranter og politi op til topmødet, men de fejlede totalt i at stoppe den egentlige vold til topmødet. For mig at se er den værste vold, at vi havde udenlandske kammerater, der sad anholdt i næsten to måneder for reelt at modsætte sig anholdelse. Men det var Stop Volden ikke interesseret i at beskæftige sig med.”
“Vi skrev til Stop Volden, at hvis de virkelig havde forsøgt at forhindre volden, så var det dem, der var kommet i fængsel. For det ville være ensbetydende med, at de skulle have lagt sig imellem, når politiet udførte deres arbejde, og det ville være en overtrædelse af straffeloven.”
På hvilke præmisser
“Vi har lært, at vi ikke skal spilde uanede mængder af tid på at holde møder med de helt brede organisationer, for hvis man bliver for bred bliver man også for tandløs. Vi skulle have koncentreret os om at arbejde tættere sammen med grupper, som vi trods alt har lidt mere til fælles med som f.eks. Globale Rødder. Og lektien for bevægelsen generelt er, at man kan organisere sig selv langt ned i jorden. Det var godt nok en stor og fin demonstration med mange deltagere, men det behøver man ikke at holde møder hver eneste uge i et år for at arrangere.”
“Noget andet man skal gøre sig klart er, at betingelserne for at protestere f.eks. i forbindelse med topmøder bliver dårligere og dårligere sådan som terrorloven er udformet og med kriminaliseringen af demonstranter i det hele taget. Så alle må gøre op med sig selv, om man i fremtiden har tænkt sig at demonstrere på systemets præmisser eller om man skal gå skridtet videre og gøre det på sine egne præmisser. Og det behøver jo ikke nødvendigvis at være ensbetydende med at løbe ud og brænde noget ned.”
Ud af isolationen - ind i civil samfundet
De radikale ideers isolation blev langt hen ad vejen brudt under topmøde-modstanden i København. Men på gadeplan lykkedes det ikke at få illustreret samfundets store konflikter. Nikolaj Heltoft fra Globale Rødder fortæller: “For os er der tre vigtige positive resultater af topmødemodstanden: På det rent praktiske plan har mange nye folk fået en masse erfaring. En anden ting er, at vi over for resten af venstrefløjen har fået vist os som en seriøs størrelse og har fået skabt nogle gode netværk, hvor vi i fællesskab har lagt nogle nye retninger for venstrefløjens arbejde fremover - jeg tænker specielt på Initiativet for et andet Europa. Samarbejdet var i udgangspunktet meget bredt, men initiativet formåede ikke desto mindre at formulere en meget klar og radikal politik i forhold til, hvad den type samarbejder hidtil har gjort. EU-modstanden fik et internationalistisk og anti-neoliberalt ansigt, og det er vi glade for. På den måde kan man sige, at der blev tegnet nogle streger i sandet i forhold til den måde, hvorpå man tidligere har udøvet EU-kritik og EU-modstand i Danmark, hvor fokus har ligget på det nationale spørgsmål. Fokus på demokratiet er ikke forsvundet i vores EU-modstand, men det er blevet rykket ud af det nidkære forsvar for nationalstaten.”
“På et tredje niveau, har vi fået legitimeret ulydigheds-tankegangen ved direkte at gå i konflikt med myndigheder og magt. Dermed har vi legitimeret et radikalt projekt, der længe har stået i skyggen af floskuløse “stempel-betragtninger” i pressen af autonome, vold, bål, brand og terror.”
“I forhold til hvad vores målsætninger var på gadeplan, er vi nok lidt skuffede over niveauet af konflikt, som det lykkedes os at illustrere på gaden. Men overordnet set har vi nået det, vi satte os for nemlig at bryde de radikale ideers isolation samt et billede af konsensus, som man forsøgte at bygge op omkring topmødet i København.”
Gode og dårlige demonstranter
“Den kommunikative taktik, som vi valgte, var rigtig. Vi er kommet i kontakt med en masse mennesker, som vi ikke tidligere er nået ud til. Vi har sprængt et hul i debatten både mediemæssigt, i forhold til at placere os som “både og” og “hverken eller” og vi er nået ud til f.eks. universitetsmiljøet, kunstnere osv. som vi ikke tidligere har haft så tæt kontakt til. Det er jo også påfaldende at se, at lige efter topmødet så kaster togstewardesserne sig ud foran deres tog og bornholmerne laver direkte aktioner for at beholde deres natfærge osv.”
“Vores håb om at bryde med retorikken om gode og dårlige demonstranter lykkedes ikke helt, og vi har på mange måder døjet med at blive gjort til “de flinke demonstranter”. Det har været svært at have med at gøre, også fordi mange af de grupper, der lavede aktiviteter i forbindelse med topmødet, i den grad cementerede forestillingen om gode og dårlige demonstranter. Jeg tænker især på Stop Volden-netværket, der viste sig at være en upolitisk størrelse, der kun kunne enes om at være imod vold. Dermed skabte de et enormt fokus på spørgsmålet om vold, og på hvem der var de gode og de dårlige demonstranter. Det var en fejlprioritering fra vores side, at gå ind i det samarbejde:”
“I Danmark formåede vi altså ikke at skabe et helt bredt forum for politisk kritik a la det italienske Social Forum i Firenze, hvor det lykkedes at skitsere et politisk landskab, der kunne samles om modstanden mod neoliberalisme. ‘Panikangsten’ forud for topmødet blev årsag til, at folk enøjede stirrede sig blinde på at polere deres egne glorier og holde deres rygge fri, dels for ikke at kompromittere deres respektive partier og EU-valgkampe i 2004 og dels for - i Mellemfolkeligt Samvirke-agtig stil - at promovere deres eget navn. Hele den rituelle fejring af politi og aktivister efter topmødet viste med al tydelighed, at det var det, det havde drejet sig om for mange af aktivisterne i Stop Volden. Det var beskæmmende at opleve.”
Iscenesættelse
“En lektie vi har lært er, at man skal lave et helvedes godt pressearbejde. Man skal være offensiv over for pressen og ikke være bange for eller skamme sig over at lave historierne selv og iscenesætte dem bevidst. Medierne skammer sig ikke over at misbruge os. En anden lektie er, at vi næste gang skal definere og konkretisere vores succeskriterier og udgangspunkt bedre. I kraft af vores organiseringsform og det at vi er en ny ulydig gruppering, har vi været dårligt defineret i forhold til, hvad vi ønskede af det her cirkus.”
“Det betyder langt fra, at man ikke skal samarbejde i brede initiativer, men man skal være helt afklaret med, hvad man vil være med til og hvad der er det vigtige. Samtidig håber jeg på, at man i fremtiden kan lukrere på, at der er blevet kridtet nogle nye baner op, fordi folk har fået vist, hvem de er. Dermed er der blevet skabt nogle nye muligheder for os i forhold til at samarbejde med andre organisationer. En trejde lektie er meget konkret: pust dine balloner op og mal dine bannere tre måneder før, så det ikke er det, du skal bekymre dig om og bruge tid på, når det hele går løs.”
Alliance med civilsamfundet
“Jeg mener, at et af vores mål i fremtiden skal være at opsøge situationer, hvor man i langt højere grad kommer i kontakt med bredere dele af civilsamfundet end man normalt gør. Man skal selvfølgelig vælge sit radikale eller kritiske udgangspunkt, men et mål må være at gøre sig til en del af den civile organisering, der finder sted her. Derfor vil jeg heller ikke afvise at arbejde sammen med Red Barnet en anden gang, men jeg vil fan’me samarbejde med Red Barnet om et politisk spørgsmål. Lektien er altså, at vi må finde sammen om en relevant sag, som et minimum.”