Dette nummer af GAIA sætter fokus på kampe omkring lønarbejdet. Her er vores ambition at sætte spot på nogle af de forskellige kampe, der føres - blandt Nestlé-arbejdere i Filippinerne, i et supermarked i Tyskland, af colombianske fagforeningsaktivister eller af strejkende buschauffører fra Teheran.
Det brede spektrum af kampe omkring lønarbejdet vi præsenterer i dette nummer, håber vi, kan være med til at rokke ved den berøringsangst, der ofte findes på dele af venstrefløjen for at diskutere ens egen stilling i produk-tionen. Indenfor venstrefløjen organiseres modstanden således omkring enkeltsager, som fx krigsmodstand, eller omkring en abstrakt kritik af den globale kapitalisme. Der forekommer ofte en blokering for at tage del i kampen ud fra sin egen livssituation og se på, hvordan man selv indgår i produktionen. Der er en tendens til at kapitalismen opfattes som en monolitisk uoverkommelig størrelse, og at det aktivistiske arbejde snarere kredser om ”andres kampe”. Dette forhindrer ofte integrationen af ens eget liv i kampen mod kapitalismen. Her er en kritik af GAIA som et vindue til kampe ”ude i verden” på sin plads, og det er på tide at vi sætter vores egen position i perspektiv ud fra de kampe vi deltager i. Ikke fordi, at den internationale solidaritet er ligegyldig, tværtimod, men fordi, den bliver tandløs, hvis kampen ikke også føres ud fra et klasseperspektiv.
Forståelsen af politik som en ”sag”, der er adskilt fra ens eget liv, gør professionaliseringen og selvopofrelsen til normen og repræsenterer i yderste konsekvens den fejlopfattelse, at aktivister har andre interesser end almindelige mennesker. Når aktivismen adskilles så meget fra vores egen stilling i produktionen, kan den uheldigvis være med til at genspejle det kapitalistiske samfunds værdier som fx arbejdsdelingen mellem professionelle og menige. Og i sidste ende være med til at bibeholde myten om konsensussamfundet, hvor løsningerne på konflikterne ikke kræver et brud med den nuværende orden, og hvis de gør, så er det nede i de varme lande.
Ofte opretholder vi selv myten om vores eget liv som blottet for konflikt. Det sker selvom vi fx presses til længere arbejdstider, kontrollen øges på jobbet eller middagspausen sløjfes. Men det er her vi finder nogle af de modsætninger, der kan rive kapitalismen i stykker. Vi går primært i skole for at blive forvandlet til velopdragen arbejdskraft, metroen fragter os først og fremmest til arbejde og som arbejdsløse disciplineres vi til nyt arbejde, eller til at presse lønniveauet. Klassekampen finder både sted inden for og uden for arbejdspladsen. Når disciplineringen og tilpasningen til arbejdsmarkedet finder sted gennem alle aspekter af livet, må modstanden også udbredes til hele livssituationen, hvad enten det er på socialkontoret, i skolen eller på arbejdspladsen. Dette nødvendiggør også en bredere forståelse af hvad arbejde er. En forståelse der ser arbejdskamp som kampen om livsbetingelserne som sådan.
Klassekampen findes dér, hvor der udspiller sig en konflikt mellem dem der har, og dem der ikke har. Den findes dér, hvor arbejdere kæmper for sine rettigheder, dér hvor mennesker nægter at producere for kapitalen og lade sig reducere til arbejdskraft, og dér hvor mennesker modsætter sig kapitalismens konstante varegørelse af de fælles goder. Modstanden tager forskellig form om det er hos de strejkende iranske buschauffører, Nestlé-arbejderne, de argentinske arbejdsløse, der kæmper for værdighed og retfærdighed, eller de argentinske arbejdere, som overtager produktionen på deres konkursramte fabrik. Eller på mikroplanet, hvor den arbejdsløse forsøger at undslippe aktiverings-pisken og nægter at adlyde sin ”jobkonsulent”, eller hvor du nægter at adlyde din chefs ordre om at arbejde hurtigere.
Mange af arbejdernes organisationer er i historiens løb blevet professionaliserede og bureaukratiske apparater med en egen selvopretholdende logik. Uden at devaluere arbejderbevægelsens historiske landvindinger overfor kapitalen, er det ikke for meget at sige at den danske fagbevægelse frem for at være vores egen, mere ligner en bureaukratisk, statslig organisation med professionelle ledere løsrevet fra vores virkelighed.
I en nordeuropæisk sammenhæng har fagbevægelsen længe været en garant for den kapitalistiske stabilitet. En institution der med anerkendelsen af arbejdskøbernes ledelsesret i 1899 blev blottet for det vigtigste konfliktpotentiale - nemlig kampen om kontrollen over arbejdet. Dernæst følger, at den radikale kritik af kapitalismen og det fremmedgørende lønarbejde er overladt til andre.
Det er på tide at vi fremsætter visioner for et samfund, hvor kapitalismens varegørelse af arbejdet - med den umyndiggørelse og tvang det medfører - ikke er et naturgivent vilkår og åbner vores øjne for den mangfoldighed af modstand der allerede finder sted hver dag.