Da den kolde krig fandt sin afslutning i 1989, kom der ikke den fred i verden, som Vestens ledere forudsagde. Tværtimod blussede krige op verden over. Selv i Europa blev 50 års fred brudt med krige på Balkan. Det var åbenbart ikke "det onde imperium i Sovjet", der havde stået bag alle verdens konflikter, som vi havde fået ørerne tudet fulde af. Vi vidste nu godt, at det var de økonomiske og sociale modsætninger, som kapitalismen skabte i form af kolonialisme og imperialisme, der var den grundlæggende årsag til hovedparten af verdens konflikter.
Men noget er alligevel forandret. Det er som om krigen i dag har fået en anden status og karakter. Før blev krige ført mellem nationer på afgrænsede geografiske områder. Der var krigserklæringer, og der var fredsaftaler. Krigstilstanden var en undtagelse, freden var det normale. Måske ikke altid i virkelighedens verden - man kan med nogen ret tale om en Tredje Verdenskrig i Den Tredje Verden efter 1945 - men det var sådan man tænkte forholdet mellem krig og fred skulle være. Sådan havde man forestillet sig krigens karakter og forholdet mellem krig og fred siden Trediveårskrigen i første halvdel af 16-hundredetallet og fremefter. Sådan havde den sidste store krig - Vietnamkrigen - set ud.
Efter den kolde krigs fjendebilleder opløste sig i 1989, var der en periode med forvirring. Hvad var årsagen til, at den globale fred og idyl ikke indfandt sig? Det første bud var et forvirret fjendebillede af narkokarteller og anden organiseret kriminalitet fra Colombia til Rusland, kombineret med "slyngelstater" som Irak, Libyen, Nordkorea, Jugoslavien. Efter 11. september er der imidlertid kommet et nyt fjendebillede til. Det er ikke længere en klar geografisk defineret modstander, men et illegalt, hemmeligt, globalt netværk hvori kriminalitet og fundamentalistisk fanatisme smelter sammen. Krigen har fået flydende geografiske grænser, og overgangen mellem krig og fred er blevet uklar. Krigen er overalt. De fleste krigshandlinger er stadig henlagt til Den Tredje Verden, men krigen kan momentvis bluse op hvor som helst, og vi bliver alle tættere draget ind i den nye krig og dens konsekvenser.
Lad os tage Danmark som eksempel. Vi har som stat ikke været i egentlig krig siden krigen mod Preussen i 1864. Der var den tyske besættelse og modstandskampen 1940-45, men den sluttede også med en klar fred. Siden den kolde krigs afslutning har danske soldater imidlertid næsten været permanent i krig: på Balkan, i Golfen og nu i Afghanistan med elitesoldater og F16-fly. Vi har allerede meldt klar til den næste krig mod Sadam Hussein, eller til hvor USA måtte finde det nødvendigt i "krigen mod terrorisme". Samtidig har denne krig fået konsekvenser for alle borgere gennem "anti-terrorlovgivningen", der har sat fundamentale politiske rettigheder ud af kraft. Vi er på vej ind i en "lav-intensiv" global 30-årskrig. En krig uden faste geografiske grænser, og en krig uden grænse mellem krig og fred. En permanent borgerkrig i det globale imperium med USA som verdens sherif og EU som vicesherif.
Man søger at sælge denne nye "tilstand" til os på mange måder. Krigen er ikke længere krig men "humanitære pacifistiske operationer". Det ene øjeblik kaster amerikanske fly bomber over Afghanistan, det næste øjeblik madpakker. Egentlige humanitære organisationer er ikke "nødvendige", og Røde Kors accepteres ikke som en neutral part, der kan organisere udveksling af krigsfanger. USA opfatter sig ikke som én af de stridende parter, men som skaberen af fred, retfærdighed og orden, der må knuse det onde, for at kunne yde humanitær hjælp til befolkningen. Krig er blevet til fred.
Udenrigsminister Colin Powell forsøger at præsentere den nye krig, som en krig uden tab - på Vestens side i hvert fald. Da en journalist spurgte krigsminister Donald Rumsfeld om målet med de amerikanske bombardementer i Afghanistan, svarede han: "Jo ser du, at dræbe så mange talebansoldater og al-Qaeda medlemmer som muligt." Dette udsagn er ikke så selvindlysende, som det umiddelbart kan forekomme at være. Normalt er det målet at vinde krigen, ikke at maksimere fjendens tab. Hvis man ser Rumsfelds udtalelse i sammenhæng med den status de afghanske fanger på Guan-tanamo basen har, bliver umenneskeliggørelsen af fjenden tydelige. De er ikke krigsfanger, for man anerkender dem ikke som regulære soldater. De er heller ikke almindelige kriminelle, for man nægter dem den kriminelles rettigheder i form af et forsvar m.m. Man accepterer dem heller ikke som politiske mennesker, de opfattes som "afskum" der sætter sig op mod den universelle orden, og derfor er de også uden for enhver lov og orden, inklusive Folkeretten og menneskerettighederne.
På samme måde som den israelske hær er forbitret over, at palæstinenserne skyder tilbage, når israelere udfører deres militære operationer på Vestbredden, var amerikanerne rystet over, at Taleban ydede så forbitret modstand i Afghanistans bjerge.
Den nye krigs form og indhold kræver en fredsbevægelse der ikke bare retter sin kritik mod de "gamle" former for militære operationer, men også mod den kriminalisering af politisk modstand, som indgår i den nye krigstilstand. Der er brug for en kritik af den nedbrydning af de helt elementære folkeretslige og humanitære principper som "Krigen mod terror" har banet vejen for. Der er brug for en fredsbevægelse, der tager stilling til de grundlæggende årsager til den permanente krigstilstand, som verden er gået ind i. En sådan fredsbevægelse vil sandsynligvis blive opfattet som en del af fjendens netværk i den permanente krigstilstand, vi befinder os i.
Redaktionen
P.S. Dette nummmer indeholder intet om det netop afholdte Topmødet i København, da redaktionen blev afsluttet den 25/11. Vi håber aktiviteterne har givet fornyet styrke til modstad mod globaliseringen fra oven!