Tema: Fødevarekrise
Læs hele bladet (pdf)Når man læser avisernes historier om den såkaldte fødevarekrise, kan man godt få det indtryk, at der er tale om en art naturkatastrofe. Som om fødevarekrisen blot er den seneste i rækken af mere eller mindre naturlige katastrofer, som igen og igen kaster den fattigere del af verden ud i kaos. De selv samme aviser beskriver på de følgende sider, hvordan olieprisen sætter endnu en rekord eller om en rapport, der påpeger de rige landes ansvar for de kraftige klimaforandringer, som allerede nu viser sig i udviklingslandene. Der er påfaldende mangel på evne eller vilje til at se en sammenhæng, uanset hvor tydelig den er. Mindre ringe aviser, som dagbladet Information, begynder at tale om en systemkrise, men i virkeligheden kan det virke temmelig arrogant, når vi i den rige del af verden kalder den nuværende situation for en krise – som om der ikke var krise før. Før den såkaldte krise indtræf vurderede FN, at omkring 1 mia. af klodens befolkning på cirka 6 mia. lider af kronisk sult, og dette tal medregner ikke en gang dem, der lider under vitaminunderskud og fejlernæring. Hvis man medregner alle dem, så er tallet nærmere 3 mia. – det vil sige, halvdelen af alle mennesker har ikke adgang til nok og nærende mad! Krisen har været her hele tiden. Det nye ligger i, at vi nu kan aflæse krisetegnene i de stigende priser i vores egne bugnende supermarkeder. Den nuværende fødevarekrise er selvsagt ikke skabt af fremtidige klimaforandringer alene, selvom der for tiden er en tendens til at reducere diverse sociale og økonomiske konflikter til et spørgsmål om global opvarmning. Denne fødevarekrise er også skabt af helt klassiske fejlslagne politikker og velkendte skævheder i den herskende verdensorden. Der er mange årsager til de stigende fødevarepriser. Når prisen på majs stiger i Mexico, så skyldes det blandt andet USA’s stigende efterspørgsel på biobrændsel og den nordamerikanske ”frihandelsaftale” NAFTA’s liberaliseringer. Denne situation viser med alt ønskelig tydelighed, hvordan de neoliberale forsøg på at håndtere klimakrisen spiller fallit og i sidste ende ender med at forværre situationen. Der tegner sig dystre mønstre, hvor stigende oliepriser skaber øget efterspørgsel på biobrændsel, som presser priserne op på almindelige fødevarer. Men situationen bliver helt utilregnelig, når spekulanter kommer ind i billedet. Et marked med stærkt stigende stiger er altid interessant for folk, der ønsker at tjene hurtige penge. Det har vi blandt andet set i Asien, hvor ris er blevet et populært investeringsobjekt, og det har været med til at skabe en endnu mere ustabil situation for regionens mange fattige, for hvem ris er livsnødvendigt. Det går rigtig galt, når vi nægter at se sammenhængen og vælger at betragte verdens skæve gang som blot en serie ulykker, der tilfældigvis rammer os lige nu. Det er dette tunnelsyn, der fratager os evnen til at reagere på de virkelige problemer.
Redaktionen