I september faldt der dom i landsretten i sagen mod Fighters and Lovers. Modsat byretten dømte landsretten seks ud af syv for støtte til terror. Således blev t-shirts til støtte for en radiostation i Colombia og et trykkeri i Palæstina til terrorisme. Radiostationen og trykkeriet havde nemlig forbindelse til oprørsgrupperne FARC og PFLP. Disse grupper kæmper begge mod udemokratiske og undertrykkende regimer, men det valgte landsretten altså at se bort fra.
Landsretten underkendte dermed retten til modstand mod besættelsesmagter og illegitime styrer. Det er det, som vi normalt kalder modstandsretten. Hvis vi ser på forarbejdet til terrorlovgivningen, så viser det sig, at der faktisk var bekymring for, at modstandsretten skulle forsvinde i de gråzoner som den nye lovgivning skabte. Når landsretten har valgt at se bort fra dette, betyder det at der er al mulig grund til at være bekymret, da modstandsretten dermed er så godt som væk. Modstandsretten er anerkendt i internationale institutioner, i en EU-rådserklæring og i forarbejderne til den danske terrorlovgivning. I Folketingets forarbejde hedder det: ”Terrorisme er følgelig ikke politisk vold mod en hvilken som helst retsorden. Den angrebne retsorden skal indeholde bestemte retlige kriterier, for at volden kan karakteriseres som terror. Den skal bygge på princippet om demokrati og retsstatsprincippet. I Rådserklæringen udtrykkes det direkte at adfærd med det formål at bevare eller genskabe demokratiske værdier, ikke kan betragtes som ”terroristhandlinger”, idet der henvises til situationen i visse medlemslande under anden verdenskrig. Denne type handlinger er legitime handlinger og hører under modstandsretten.” Og det præciseres af et flertal af Folketingets partier at: ”S, V, KF, SF, RV og EL ønsker at fremhæve, at begrebet terrorisme er defineret i forhold til den legitime stat, der bygger på de universelle værdier: menneskets værdighed, frihed, lighed og solidaritet, respekt for menneskerettighederne og de grundlæggende frihedsrettigheder. Den legitime stat bygger på princippet om demokrati og retsstatsprincippet.”
Folketinget gør det altså klart, at det er legitimt at kæmpe væbnet mod illegitime stater, som ikke bygger på demokrati og retsstatsprincippet. At Colombia ikke bygger på retsstatsprincippet, blev da også under retssagens forløb erkendt af landsretten, idet den afviste anklagerens brug af domme fra Colombia som bevismateriale, med den begrundelse at oplysningerne kunne være fremkommet under tortur. Det er paradoksalt, at landsretten underkender anklagerens bevismateriale med henvisning til den colombianske stats udbredte brug af tortur, og samtidig – med sin domfældelse – lader som om, at den selv samme stat er demokratisk og retfærdig. Det samme kan siges at gøre sig gældende i forhold til Israels brutale besættelse af Palæstina. At landsretsdommen så tydeligt strider mod intentionerne bag loven, burde medvirke til at sagen bliver optaget ved højesteret. Argumentationen i dette er, at terrorlovgivningen ikke er tolket som den var tiltænkt. Forsvaret har sagt, at hvis man ikke får lov at tage den i højesteret, så vender man sig måske mod menneskerettighedsdomstolen i Strassbourg. Dommen kunne på det nærmeste være skrevet af anklageren før retssagens start, da så godt som intet af det materiale, der er fremlagt af forsvaret, såvel som forsvarets procedure, ser ud til at være taget i betragtning. Men hvad værre er, så kan dommen betragtes som et skulderklap til regeringerne i Colombia og Israel – ja, vel til alle undertrykkende regimer. Når domstolen nægter at forholde sig til den kontekst, hvori en politisk kamp udspiller sig, så kan alt gøres til terrorisme.
Efter domsafsigelsen udtalte en af de dømte, Michael Schølardt: ”Domstolen kunne have valgt at trække en streg i sandet, men valgte i stedet at stille sig på undertrykkernes side. Nu må vi finde ud af, hvordan vi kæmper videre og står fast i kampen for fred og retfærdighed. Vi må ikke lade os skræmme af en statsmagt, der kriminaliserer solidaritetsarbejde.”