Ungdomshuset på Jagtvej er nu endegyldigt væk, omdannet til en byggetomt til gavn for kristne fundamentalister, griske developere eller lokalpolitikere med storhedsvanvid. Matriklens fremtid er uvis. Sikkert og vist er det dog, at et københavnsk monument for eksperimenterende kultur og anti-autoritær politik er kylet på historiens losseplads. Tilbage står mange mennesker med en vrede, der i uhørt omfang har ført til besættelser, demonstrationer, gadekampe, spektakulære aktioner og happenings. Et oprør uden center har nu i længere tid været den konkrete realitet. Et miskmask af nye grupper, alliancer og identiteter er blevet udfoldet ovenpå en kulturkamp, der i lang tid har udviklet sig latent blandt den københavnske ungdom.
Men hvordan kan det være, at rydningen af et alternativt kulturhus, som havde placeret sig i en relativt defensiv skyttegravsposition overfor kommunen og omverdenen, pludselig tordner frem som et samlende moment for en ny politisk bevægelse? Svaret herpå er nok hverken klart eller åbenlyst, men må findes et sted mellem en generations kreativitet og begær efter reelle fællesskaber og samtidig en lede over neoliberalismens besnærende krav og kontrolmekanismer. I dette spændingsfelt viste Ungdomshuset sig pludselig at blive et stærkt symbol på frihed fra formynderi og en afvisning af egoisme og markedslogik.
Midt i urolighederne og kampene efter Ungdomshusets rydning forsøgte medier og opinionsdannere ofte at fremstille demonstranterne som to grupper placeret på hver sin side af en dyb kløft. Enten var man uskyldsren teenager, for hvem demonstrationerne bare var en uforpligtende flirt med venstreorienteret idealisme, ellers var man en del af en hård militant kerne, der skånselsløst ville hærge hele byen og tvinge alle andre med i sit voldsorgie. Denne modstilling har fra starten været usand. For hvem har været på gaden?
Det har været de kulturelle producenter, som ikke finder sig i mere blodsugning fra en kulturel og politisk elite, der på den ene side snakker om mangfoldighed og kulturelt frisind, mens den samtidig sender politistyrker ud mod piratradio og -fester, straffer digitale fildelere og forvandler frigørelsestanker til smarte salgsstrategier for sko og biler.
På gaden har også været arbejdere og studerende, der piskes igennem deres uddannelser, men nægter at underkaste sig reglerne for det konkurrencesamfund, der i stigende grad forsøger at ensrette deres hjerner og kroppe. Unge ildsjæle, som kender den højt besungne velfærdsstat som en underlig forhistorisk myte og den neoliberale kontrolstat som en konkret virkelighed befolket af ’noget for noget’-ideologi og usikre arbejds- og livsvilkår.
Det har været unge 2. og 3. generations-indvandrere som ikke finder sig i den sociale og økonomiske fornedrelse, de dagligt oplever på deres egne kroppe. De lægges for had af populistiske politikere og meningsdannere, mens de bliver lynafledere for en asocial politik. Politiets chikane samt arbejdsgivernes og det sociale systems racisme har således skabt en stor gruppe unge, der gang på gang vil forsøge at bryde ud af marginaliseringen.
Der har også været “almindelige” nørrebroere og københavnere på gaden. Byboere der er trætte af deres bys udvikling. Når det bliver et privilegium for rige at bo i bykernen, bliver byen overdænget med asocial og kedsommelig parcelhuskultur, der ikke levner plads til alternative og eksperimenterende former for fællesskaber og kultur.
Grupper som disse har været på gaden. Og det i en sådan grad, at flere har udråbt det som et socialt oprør. Et oprør der har været med til at rive det danske glansbillede itu og undergrave forestillingen om, at vi lever i et konfliktfrit samfund. Disse forestillinger er derimod blevet erstattet af et billede af en magtsyg stat, der bruger ufattelige ressourcer på at bekæmpe sine egne borgere.
Her knap to måneder efter rydningen af Ungdomshuset er de sidste jyske betjente draget tilbage til deres landkommuner og de fleste af de 800 fængslede demonstranter er lukket ud fra fængsler og arresthuse. Nu må det være tid at sende en tanke til den tidligere socialdemokratiske borgmester Jens Kramer Mikkelsen, der var hovedansvarlig for salget af huset til de kristne fundamentalister tilbage i 1999. I dag sidder han som administrerende direktør for Ørestadsselskabet, hvor han gøder jorden for bygherrer og developere, som menes at kunne gøre København til en internationalt konkurrerende metropol.
Men denne bevægelse er ikke tilfældig. Idéen om en global storbykonkurrence med København som et af flere vækstcentre kan ikke forstås adskilt fra rydningen af Ungdomshuset og normaliseringen af Christiania. Kampen om byens udvikling er således i gang. I de københavnske gader har den vist sig at antage overraskende former og anspore til nye politiske og kulturelle samarbejder. Hvordan dette potentiale vil finde en form i denne kamp er dér, vi nu må rette blikket henimod.