GAIA, tidsskrift for internationalt solidaritet, har rundet et skarpt hjørne. Det er nemlig nr. 50 du sidder med i hånden, kære læser. At der er sket meget i verden - og i Internationalt Forum - siden GAIA nr. 1 så dagens lys i 1993, kan man overbevise sig om ved at besøge vores nye bladarkiv på www.internationaltforum.dk/gaia. I de forløbne snart 13 år er der sket en spændende udvikling i Internationalt Forum. Vi er blevet langt flere aktivister, vi rejser mere, vi modtager flere gæster fra den store verden, vi laver flere aktioner, vi fører flere teoretiske debatter, og vi har udbredt vores solidaritetsarbejde til større områder i verden. Det, der i 1993 startede som Kurdistangruppen, er i dag blevet til Mellemøstgruppen, der arbejder med hele Mellemøst-regionen. Det, der midt i 1990’erne startede som Colombiagruppen, er i dag blevet til Americagruppen, der arbejder med hele kontinentet. Internationalt Forum har for nylig fået en Nordamerikagruppe, som vil bringe os tættere på konflikterne og klassekampen i USA. Men vi skal ikke glemme konflikterne og problemerne i ”vores egen baggård”, f.eks. den ekstreme racisme som både den borgerlige regering og den såkaldte ”socialdemokratiske opposition” står for.
Jubilæumsnummeret udgør en del af Internationalt Forums kampagne for at få nye medlemmer og vi udsender bladet til en række forskellige mennesker. Hvis du ikke allerede er medlem af IF, er det vores håb, at du efter læsningen får lyst til at blive medlem og derigennem modtage vores tidsskrift 4 gange om året. Internationalt Forum er en anti-imperialistisk ungdomsorganisation, der siden 1970’erne har lavet oplysnings- og solidaritetsarbejde til støtte for folkelige kræfter, som kæmper mod undertrykkelse og udbytning over alt i verden. Det kan være jordløse bønder i Brasilien, fagforeningsfolk i Colombia, politiske aktivister i Kurdistan, indianske kvinder i Chiapas, politiske fanger eller asylansøgere i Europa. IF driver desuden en info- og solidaritetsbutik med foldere, tidsskrifter, plakater, bøger om internationale temaer, bæredygtig kaffe, T-shirts, pins, etc. i Griffenfeldsgade 41 på Nørrebro i København.
Med det nylige redaktionsskifte er der grund til at bruge GAIA’s jubilæum til at reflektere over bladets fremtid, og hvilke ønsker den nye reaktion har til den. Men først en stor tak til den gamle redaktion for dens imponerende arbejde med fremstillingen af mange gode numre og med udviklingen af GAIA. Den nye redaktion vil helt sikkert sætte sit helt eget præg på bladet, men kort sagt ønsker vi at fortsætte GAIA som et mangfoldigt blad, der tør tage hul på vigtige teoretiske debatter, som et blad der rummer mange kampe, mange udtryk og mange journalistiske genrer.
I dette nummer kan læserne få en forsmag på hvad den nye redaktion står for. Bladet afspejler de forskellige aktiviteter i IF, og du kan f.eks. læse interviews med en repræsentant for MST, de jordløses bevægelse i Brasilien, og med en filippinsk aktivist, som begge har gæstet IF indenfor de sidste måneder. Derudover kan du også læse et interview med PFLP-lederen Admed Saddat, som medlemmer af IF har besøgt i fængslet i Palæstina, og i denne forbindelse bringer vi også en rejsebeskrivelse fra Palæstina, samt en artikel om kampen om vand i Palæstina. Udover artikler om IF’s aktiviteter bringer vi også aktuelle analyser af konflikter rundt om i verden. I dette nummer kan du f.eks. læse en analyse af situationen i Nordirland efter IRA’s våbennedsættelse og en analyse af de seneste udviklinger hos Zapatisterne i Chiapas. Gaia afspejler de forskellige stømninger og tendenser indenfor IF, og derfor bringer vi i dette nummer både en artikel af Michael Hardt, medforfatter til venstrefløjs-bestselleren Imperiet, samt en kritisk anmeldelse af samme bog.
Til sidst skal vi ikke undlade at nævne, at de første 50 nye medlemmer får en boggave. Hvis du melder dig ind nu, kan du vælge imellem bøgerne: Latinamerikas åreladning af Eduardo Galeano, Revolutionære Visioner af Swing, Ridenour og Lauesen (red.) og Barbari eller befrielse i det nye årtusinde af James Petras. Vi håber, at vores jubilæum kan blive en anledning for nye læsere til at fatte interesse for bladet og, hvem ved, blive medlem af IF. I så fald glæder vi os til at kunne byde dig velkommen som medlem inden udløbet af 2005.
Rigtig god læselyst. Kampen fortsætter.
redaktionen