Ministermødet i Verdenshandelsorganisationenen WTO brød sammen uden resultat søndag den 15. september 2003.
Sammenbruddet var kulminationen på en styrkeprøve mellem u-landene på den ene side og EU og USA på den anden. En gruppe af ulande krævede et reelt opgør med USA og EUs subsidiering og støtte til landbrugsvareeksport, mens en anden gruppe krævede ret til at beskytte egen landbrugsproduktion. Samtidig nægtede flertallet af ulande at åbne for forhandlinger om de såkaldt “nye emner”, der blandt andet vil begrænse regeringernes magt til at regulere udenlandske investeringer. Lørdag fremlagde WTO-sekretariatet et “kompromisforslag”. Der var blot det specielle ved dette kompromis, at det fuldstændig negligerede ulandenes krav. Da dette blev klart for ulandene, der ved dette WTO-møde stod mere samlet end nogensinde før, var løbet kørt. Som en repræsentant for ulandene sagde: “hellere ingen aftale, end en dårlig aftale”.
Sammenbruddet blev fejret af de tusindevis af demonstranter, der havde været på gaderne under topmødet og af mange af de NGO’er, der havde forsøgt at støtte ulandenes krav.
Men samme dag som topmødet brød sammen begyndte kampen om “eftermælet” - Hvad er betydningen af sammenbrudet og hvad bliver resultaterne? I Danmark har en række debattører allerede været på banen. Lederskribenter ved flere dagblade, økonomer, samt personer med tilknytning til det professionelle NGO-miljø, har ikke delt begejstringen over WTO-mødets sammenbrud. I følge disse debatører er ulandene dem, som taber mest ved mødets sammenbrud, fordi ulandene vil have den største fordel af yderligere liberaliseringer i verdenshandelen.
Den bagvedliggende logik for denne holdning er, at ægte frihandel er godt og retfærdigt. Frihandel er at skabe en udjævnet spillebane, hvor alle aktører har samme muligheder og hvor ingen bliver forfordelt. U-landene vil således kunne konkurrere på de områder, hvor de har komparative fordele og adgangen til de rige landes markeder vil skabe udvikling og velfærd i landene i syd. Ud fra denne betragtning kritiserer selv borgerlige debatører EU og USAs hykleriske og paradoksale protektionisme og eksportsubsidier.
Men problemerne ved denne tilgang er åbenlyse. Man behøver ikke at være fodboldekspert for at regne ud, hvem der vinder, hvis et hold fra superligaen møder lilleputterne fra den lokale fodboldklub. Og det er netop det, der sker, når små lokale producenter skal konkurrere med toptunede transnationale giganter. Selv hvis EU og USA bøjede sig og afskaffede deres uretfærdige landbrugsstøtte og der blev skabt reel frihandel ville det i langt de fleste tilfælde være de store selskaber, der trak det lange strå. De sidste 10 års liberaliseringer taler deres eget sprog. I de ti år er uligheden i verden vokset både globalt og i de enkelte lande. Samtidig har de transnationale selskaber mangedoblet deres profit.
Mange af de professionelle NGO’er da også enige i disse betragtninger. Derfor foreslår de, at der skal etableres nogle overgangsordninger, der gør det muligt for u-landene at beskytte egen produktion i en periode, indtil de er i stand til at konkurrere på mere lige vilkår. Denne type liberalisering kaldes “asymmetriske”, og hvis vi skal blive i fodboldsproget kunne det beskrives som en hældende bane, der gav det dårligste hold en fordel. Selvom der er forskel på de to tilgange til liberaliseringer, er de dog enige om det grundlæggende. Frihandel er af det gode!
Men lad os nu forestille os, at det virkelig var muligt at skabe et globalt marked hvor ulandene var i stand til at konkurrere med de udviklede lande. Ville det så være positivt og er det noget, som progressive bevægelser skal kæmpe for? Svaret må blive et rungende nej. Og det er der flere gode grunde til.
Lad os først kigge på det kontroversielle område fødevarer. Hvad vil det betyde, hvis der bliver etableret reel frihandel på dette område? Jo, der er nok ingen tvivl om, at nogle af de største agro-industrier i nogle af de stærkeste ulande vil kunne konkurrere på verdensmarkedet. Men for det store flertal af bønder i verden, som producerer fødevare i lille skala rettet mod deres eget hjemmemarked, vil følgerne blive katastrofale. De allerede gennemførte liberaliseringer har tvunget millioner af bønder verden over til at opgive deres traditionelle landbrugstraditioner og rejse til byrerne eller søge mod det rige nord. Disse bønder har ingen interesse i adgang til det internationale marked, de har brug for en adgang til deres eget marked, uden konkurrence fra udenlandske agroindustri. I Cancún var der så megen fokus på kravet om at fjerne susidierne, at det næsten blev ignoreret at en anden stor gruppe ulande havde et andet krav: Retten til at beskytte egen landbrugsproduktion. Den verdensomspændende bondebevægelse Vía Campesina går endnu videre og kræver, at WTO skal helt ud af fødevareområdet og at alle nationer skal have ret til det de kalder “fødevaresuverænitet”. Det vil sige, at alle lande både i syd og nord har ret til at bestemme over deres egen fødevareproduktion og ret til at beskytte sig selv mod lavpris-import af fødevarer og fremme bæredygtige familiebaserede landbrug.
Men det er ikke kun på fødevareområdet at frihandel er negativ. Den italienske økonom Massimo de Angelis (som gæster DK i november) har peget på, at verdenshandelen i dag primært har en disciplinær funktion. Udtrykt i grove træk har handel traditionelt, også i det tidlige kapitalistiske samfund, haft til formål at distribuere varer fra steder, hvor de blev produceret til steder, hvor der var behov for dem. En stor del af den nuværende handel har intet med dette at gøre. Liberaliseringerne og de tekniske fremskridt indenfor transport og kommunikation har betydet at en stor del af handelen vedrører produkter, der lige så godt kunne produceres i den region, de eksporteres til. Handel i dag handler således først og fremmest om at disciplinere arbejdere på hele kloden, ved at tvinge dem til at konkurrere mod hinanden på globalt niveau. ·Vi kender erhvervslivets og regeringernes mantra om nødvendigheden af at bevare konkurrencevne i en globale økonomi. Sagt med andre ord betyder dette, at lønningerne skal ned og krav til miljøbeskyttelse og arbejdsmiljø skal lempes. Ellers udvandrer produktionen. Når én gruppe arbejdere vinder på grund af deres konkurenceevne, er der en anden gruppe som taber, indtil taberne igen er konkurrencedygtige (læs: lavere lønnede o.s.v.) og kan genvinde produktionen. Og i den forbindelse er det ligegyldigt, om det er indiske IT-arbejdere, der udkonkurrer danske, eller danske sukkerbønder, der udkonkurrerer haitianske - det er selve spillereglerne, der er katastrofale.
Hvis det lykkedes arbejderne i et land at opbygge en stærk fagbevægelse, udvandrer produktionen indtil arbejdsløsheden har ødelagt den faglige organisering.
Den globale handel er i dag kapitalismens vigtigste redskab til at ødelægge den sociale model, som arbejdere i nord har opnået, og sikre at arbejderne i syd ikke får lignende idéer. Derfor var sammenbruddet for Cancún-mødet et glædeligt budskab.
Idéen om en demokratisk global organisation, der regulerer det økonomiske samkvem mellem regioner er ikke nødvendigvis dårlig. Problemet er, at i WTO er handel lig med disciplinær frihandel. Fremtidens verdenshandelsorganisation skal have et helt andet udgangspunkt. Her skal lokal bæredygtig produktion, der sikrer beskæftigelse og beskyttelse af miljøet prioriteres og den internationale handel skal fratages sit disciplinære indhold, så økonomien kan virke for menneskene og miljøet - ikke omvendt.
I dette nummer af Gaia bringer vi blandt andet en serie “rejsebreve” fra to aktivister, der var øjenvidner til begivenhederne i Cancún. I de kommende numre vil vi forsætte debatten om, hvordan en retfærdig verdenshandel kunne organiseres. God læselyst.