Tema: Racisme
Med det aktuelle tema om racisme, er det nærliggende at rette blikket mod bevægelsen og kampagnen Kirkeasyl, der efter mange års uimodsagt højredrejning, formåede at bryde den asylpolitiske konsensus med de største protester mod dansk asylpolitik nogensinde henover sommeren 2009.
Vigtige diskussioner melder sig naturligvis i kølvandet på en så skelsættende bevægelse. Én diskussion handler om Kirkeasyls fravalg af en strukturelt orienteret kritik af den danske asylpolitik, frem for det enkeltsagsorienterede fokus på en gruppe irakere i klemme i systemet. I dette nummer af GAIA diskuteres også skismaet mellem radikalitet og reformisme i Kirkeasyls arbejde i artiklen Fra lejr til by. Kirkeasyls vigtigste bedrift har været at bryde den offentlige konsensus om den såkaldt faste og fair udlændingepolitik. Den konsensus viste sig i løbet af 00’erne vanvittig svær at bryde, og dette resulterede i en slags handlingslammelse hos de der ønskede at sætte en anden asyl- og udlændingepolitisk dagsorden. Kritikere af regeringens udlændingepolitik blev kaldt tossegode og naive. Her har Kirkeasyl formået at rykke den offentlige diskussion fra hvordan man taler om udlændinge – den meget omtalte tone i debatten – til at handle om asylpolitikkens store menneskelige konsekvenser og asylsystemets kynisme.
Dermed forlod Kirkeasyl det defensive fokus på at tale pænt til fordel for en offensiv dagsorden via det frugtbare samarbejde mellem asylansøgere og ikke-asylansøgere. Med den brudte isolation og det fælles politiske projekt handlede det ikke længere om at tale pænt om andre – disse ”andre” fik faktisk selv taletid i offentligheden. Dette suppleredes af en meget konkret kampagne der var nem at solidarisere sig med for udenforstående. Meningsmålinger viste et stort og voksende flertal for asyl til irakerne – et flertal der langt fra var repræsentativt for holdningen blandt partierne på Christiansborg.
Kunne Kirkeasyl have opnået dette ved at fastholde en systemisk kritik af asylpolitikken og ved at bruge begrebet racisme i kampagnen ligesom under Luk Lejren aktionen? Denne diskussion tages op i artiklen Fra lejr til by. Her argumenteres for at Kirkeasyls humanitære og afradikaliserede strategier spillede fallit og at man derfor i fremtiden må tage mere radikale midler i brug.
Kirkeasyl har været udsat for en overdreven statslig repression og arrogance, med konfiskerede penge, politivold og fuldstændig mangel på lydhørhed overfor respekterede menneskeretsorganisationer. På trods af Kirkeasyls humanistisk inspirerede kampagne, har erfaringen af politisk modstand og repressionen været meget omfattende.
Men bevægelsen har også medført andre vigtige erfaringer. Blandt andet erfaringen af hvor magtfuld alliancen mellem asylansøgere og ikke-asylansøgere er i den asylpolitiske kamp. Samtidig fik Kirkeasyl gennemført nogle meget slagkraftige civil ulydighedsaktioner med blokader ved bl.a. kirken og lufthavnen, uden at miste den brede opbakning. Dette kan meget vel hænge sammen med den humanistisk orienterede kampagne.
Hvis man ser aktionen som begyndelsen på en stærk asylpolitisk bevægelse, er der ingen grund til at tale sejrene ned og sige at vi må gribe til mere radikale midler. Slet ikke hvis hovedformålet med påkaldelsen af radikale midler er at bestyrke et svækket aktivistmiljø i det rigtige i at tænke ustrategisk, men affirmativt overfor ens egen identitet. ”Radikalitetsbarometeret” kan ofte blokere for vigtige strategiske diskussioner. Diskussioner om hvad Kirkeasyl har opnået og hvordan bevægelsen har ændret vilkårene for den asylpolitiske aktivisme i Danmark.