Tema: Krise
Den verdensomspændende økonomiske krise har siden det amerikanske boligmarked krakkede i sidste efterår, været et stort samtaleemne. Særligt på venstrefløjen er krisens årsager blevet debatteret. Her kredser analyserne tit om at det er ’kapitalismens natur’ at producere kriser, og at krisen derfor er én ud af de mange kriser som den kapitalistiske økonomi er endt i siden 1800 tallet. De marxistiske analyser af den økonomiske krise fokuserer altså på de kapitalistiske krisers generelle kendetegn og Marx’ begreb om profitratens tendens til fald.
De mere keynesianske analyser, der vil forstå krisen som mere end en tilbagevendende hændelse i kapitalismen og vil udpege nogle mere konkrete årsager til denne krise har ofte udråbt de grådige spekulanter som bagmænd. Og derefter hævdet at vi gennem regulering kan skabe en menneskelig kapitalisme. Ofte vil denne slags analyser hævde at krisen er begrænset til finanssystemet og at realøkonomien er grundlæggende sund.
Den marxistiske analyse overser ofte det specifikke ved netop denne krise, imens den keynesianske analyse forbigår de langsigtede krisedynamikker i den kapitalistiske økonomi. En interessant analyse af krisen tager udgangspunkt i hvilken historisk situation krisen har bragt kapitalismen i og hvilke perspektiver der er for en fremtidig økonomi, og det er med dette perspektiv, at vi i dette nummer af GAIA vil sætte fokus på krisen.
Den amerikanske økonomiske historiker, Rober Brenner, mener at den nuværende krise er et symptom på nogle grundlæggende problemer hos de rige økonomier, der siden 1973 er blevet voldsomt svækkede, hvis man ser på BNP, reallønninger og investeringer. Samtidig er selv højrefløjens ideologer, som Francis Fukuyama, nu begyndt at tale om at vi må til at re-regulere store dele af økonomien, og sår dermed tvivl om neoliberalismens velsignelser. Det sker efter det er blevet klart for selv nogle borgerlige økonomer, at neoliberale politikker ikke har været med til at skabe udvikling blandt verdens fattigste, men tværtimod har medført mere forarmelse og ulighed.
Meget tyder på at vi nu står overfor et stort opbrud i økonomien på flere planer og at en central komponent i krisen er svækkelsen af det økonomiske paradigme omkring fossile brændstoffer og bilismen som dominerende transportform. Flere af verdens største bilproducenter er i dyb krise. Kapitalismens historie har været domineret af forskellige energikilder. Fra dampmaskinen over kulkraften til olien. Og nu ser det ud til at olien er ved at være forældet. Men spørgsmålet er om en ”New Green Deal” vil blive en realitet, eller om en grøn kapitalisme er en illusion der ikke reelt vil udfordre de store klima-syndere, energiselskaberne, bil- og flyindustrien.
Kriser er gode for kapitalismen fordi de skaber grundlag for nye perioder med vækst baseret på nye produkter og nye måder at producere på. Men det er altid almindelige mennesker der skal betale for at kapitalismen kommer sig over chokket, i form af massiv arbejdsløshed, skattefinansierede bankpakker og denne gang også klimaforandringer der er ved at ændre betingelserne for livet på jorden.
Klima-krisen og neoliberalismens krise har skabt et potentiale for en gennemgribende kapitalismekritik og en diskussion om hvem der har magt og ret til at forme fremtidens økonomiske visioner. Visioner for et økonomisk system der ikke skal gennemgå jævnlige kriser og depressioner for at kunne overleve, på bekostning af de mennesker der er en del af det.