Tema: Klima
Læs hele bladet (pdf)Der er flere forskellige kriser på spil i verden for tiden. Fødevarekrise, økonomisk krise og energikrise er nogle af dem. Samtidig er både de nationale og globale politiske institutioner havnet i en legitimitetskrise. Dette er blevet forstærket af at flere årtiers neoliberal økonomisk politik har ført verden ud i den dybeste recession i mange år. Mistilliden til de nationale politikere har været stigende siden efterkrigstidens keynesianske kompromisser blev brudt i 1970’erne og 1980’erne og i WTO - en af neoliberalismens hof-institutioner - er frihandelsforhandlingerne for længst kørt fast efter flere udviklingslande nægtede at acceptere I-landenes krav om at sænke tolden på industrivarer. Samtidig har der foregået en langvarig kamp på græsrodsniveau for at dellegitimere neoliberalismen både i Syd og Nord.
Både for legitimitetskrisen i de politiske institutioner og for den globale økonomiske krise, har klimakrisen vist sig at komme belejligt. I klimakrisen kan den politiske og økonomiske elite nemlig finde potentialet til at bringe den kapitalistiske vækstøkonomi styrket gennem turbulensen. Den politiske elite kan genvinde legitimitet gennem ideen om ”den grønne kapitalisme”. Ved at lave en New Green Deal gives der et indtryk af at politikerne ”gør noget for klimaet”. Den økonomiske krise er karakteriseret ved manglende investeringsmuligheder og en deraf følgende voldsom opbremsning i den økonomiske vækst. Her kan ideen om grøn kapitalisme netop bruges til at sætte gang i en ny runde af økonomisk vækst gennem investeringer i nye energikilder og i klimavenlig produktion. Som klimaaktivisten og politologen Tadzio Müller, der netop har gæstet København, formulerer det, kan klimakrisen altså gå hen og blive en vækstmotor i den fremtidige kapitalisme og dermed løse både den økonomiske krise, den politiske krise og energikrisen.
Men udfaldet af dette afhænger af om der skabes opbakning og tillid til denne grønne kapitalisme. Med det globale klimatopmøde COP15 i december kommer København til at danne rammen om den foreløbige politiske kulmination på bestræbelserne for skabe denne opbakning og tillid. Omtrent samtidig med at klimaforandringernes alvor gik op for lederne i den rige del af verden, opstod der en international konsensus om, hvordan klimaproblemerne skulle forstås og hvor de skal løses. En bemærkelsesværdig alliance af politikere, NGOer og virksomhedsledere syntes pludselig at være enige om at klimaforandringerne skal bekæmpes ved at begrænse CO2-udslippet globalt set. I dag har denne nye enighed bredt sig til næsten hele det politiske spektrum, og dermed er et af vor tids vigtigste spørgsmål ophørt med at være et politisk emne. Det er blevet en præmis, som gennemsyrer dagsordenen og alle, fra gadesælgeren i Rio til reklamedirektøren nord for København, er i samme båd.
Konsekvenserne af klimaforandringerne er meget reelle, og der er brug for politisk handling. Men hvis klimapolitik blot handler om at være fælles om at nedbringe udslippet af drivhusgasser, glemmer vi at disse gasser kommer et sted fra og den høje koncentration i atmosfæren skyldes nogle bestemte måder at producere på, som foregår i bestemte områder i verden. Det er ikke gadesælgeren eller for den sags skyld kineserne, der har skabt problemerne. De er skabt af den kapitalistiske vækstøkonomi i de rige lande. Det faktum må være udgangspunktet for klimadiskussionen. Når der så hurtigt opstod denne fælles enighed, kan det skyldes sagens alvor. Klimaforandringerne kan potentielt være ødelæggende for vores livsbetingelser og gøre dele af jordkloden ubeboelig. Men under enighedens overflade står det klart at klimaforandringerne i virkeligheden kommer til at få vidt forskellige konsekvenser for gadesælgeren og direktøren, der har vidt forskellige livsbetingelser – og derfor foregår der lige nu en hidsig politisk kamp om hvem der skal betale omkostningerne. I denne kamp har gadesælgeren og direktøren helt forskellige muligheder for at gøre sig gældende. Og det bliver kun sværere for verdenens fattige at blive hørt, når kampen foregår i en situationen, hvor ingen kan være uenige og konflikten gøres teknisk og apolitisk.
Spørgsmålet er også om den grønne kapitalisme vil formå at løse klimakrisen, sådan som politikerne præsenterer det. Man kan argumentere for et negativt svar ved at sige at kernen i problemet netop er den økonomiske vækst, og påpege at det udelukkende er en lavere grad af økonomisk vækst der har ført til mindre CO2-udledninger de seneste fyrre år – sammenbruddet i de østeuropæiske økonomier og den nuværende recession. På den anden siden kan man argumentere for at det rent faktisk er muligt at koble den økonomiske vækst fra den økologiske ødelæggelse ved at basere den på vedvarende energi og genbrug af ressourcerne. Sikkert er det, at udfaldet af en politisk aftale på COP15 er afgørende for hvordan den globale økonomi kommer ud af kriserne. Men mindst lige så vigtigt er hvad der kommer til at ske udenfor mødet på Københavns gader.