På trods af meningsmålinger, der viste af Ehud Barak stod som sikker vinder af valget i Israel, var det alligevel med en vis spænding, at jeg fulgte optællingen af stemmer mandag aften. Vil fredsprocessen komme i gang igen? Kommer der en leder af Israel, som ikke behøver at støtte sig op af nationalistiske og religiøse tosser?
Og selv om jeg følte en vis glæde, da jeg sent mandag aften kunne konstatere, at Barak havde vundet valget og Netanyahu til min store fornøjelse trak sig ud af israelsk politik, så gnaver frygten alligevel for, at valget af Barak blot betyder, at det internationale samfund (læs: USA og EU) falder lettede sammen på deres taburetter og tror, at situationen vil løse sig selv. Det er jeg overbevist om, at den ikke gør!
For det første fordi Barak har udtalt sig skamløst i en situation, hvor han besøgte en af Vestbreddens mange bosættelser: "Vi bliver i Bet El for altid" sagde han. Bet El er en bosættelse, der er placeret ved Ramallah, som er den største palæstinensiske by på Vestbredden. Ifølge Haagkonventionen og Den Fjerde Genevekonvention er det ikke tilladt at annektere eller overtage besatte områder. Begge disse konventioner er tiltrådt af Israel og noget kunne tyde på, at Israel endnu engang har gjort det: Valgt en leder, der ikke føler sig det mindste forpligtet af internationale aftaler, menneskerettigheder og mindst af alt det palæstinensiske problem som sådan.
Bosættelserne er generelt den største trussel imod, at palæstinenserne og israelerne nogensinde kan komme frem til en holdbar løsning. Bosættelserne skærer Vestbredden og Gaza over i små øer, hvor palæstinenserne vil få mere end svært ved at skabe en stat. Og det vil naturligvis have konsekvenser for forholdet mellem Israel og palæstinenserne på lang sigt. Med den holdning, som Barak ligger for dagen, synes håbet om en løsning - der også er en løsning for palæstinenserne - at svinde ind. Baraks signaler ligner til forveksling den politik som blev ført under den sidste arbejderregering under ledelse af Rabin, under hvilken udvidelsen af bosættelserne fortsatte uhindret.
For det andet fordi Barak melder hårdnakket ud, at Jerusalem altid vil være Israel evige og udelelige hovedstad. Jerusalem omfatter set fra Israels side hele oplandet til selve byen. Bl.a. derfor ser man - som i forbindelse med valget - billeder i TV af det israelerne kalder for Jerusalem og det vi andre kalder for marker i et tyndt beboet område. Ved at kalde disse områder for Jerusalem udvider Israel naturligvis deres territorium. Endvidere isolerer bosættelserne og infrastrukturen mellem bosættelserne og Jerusalem den østlige, arabiske del af Jerusalem fra resten af Vestbredden.
Et andet væsentligt formuleret mål er naturligvis at bibeholde et israelsk befolkningsflertal i Jerusalem. For at opnå dette mål er en lang række forskellige midler blevet taget i brug siden anneksionen i 1967. Arabere er blevet godt gammeldags truet væk fra deres hjem, hvorefter bulldozere har jævnet bygningerne med jorden. Senere er mere raffinerede metoder blevet taget i brug. Det handler primært om bøjelige og absurde cirkulære og bestemmelser og om ekspropriationer, der ifølge israelsk lovgivning er tilladte. Og selvfølgelig gennem den fra andre områder nok så kendte bosættelsestaktik, som i bund og grund går ud på at købe jord og ejendomme af palæstinenserne uden nogensinde at ville sælge tilbage til arabere. Og for den fattige, palæstinensiske befolkning i Jerusalem kan det ind imellem være svært at holde fanen højt, når de tilbydes en net sum for deres bolig.
Sagens kerne er, at både palæstinensere og israelere ønsker Jerusalem som hovedstad. Og det ville vel ubetinget være fremmende for fredsprocessen, hvis hr. Barak meldte ud, at løsningen måske findes et sted midt imellem de to folk. At begge parter faktisk kunne have hovedstad i Jerusalem i forbindelse med en palæstinensisk statsdannelse.
Palæstinenserne er underdog
For det tredje fordi Israel og palæstinenserne er to meget ulige størrelser - økonomisk, militært og alliancemæssigt. Siden Osloaftalen har der bestemt ikke været fremgang i den palæstinensiske økonomi. I Danmark kom Palæstina på listen over u-lande i 1997. Dette skyldes i vid udstrækning de import og eksportbarrierer, som Israel opretholder. Store dele af befolkningen i Palæstina håbede på, at der med Osloaftalen blev tændt lys for enden af tunnelen - også hvad angår arbejdsløsheds- og fattigdomsproblemer. Disse forhåbninger er blevet gjort til skamme af Israel, det internationale samfund og af Arafat, hvis myndighedspersoner synes at være de eneste, der er kommet til muffen siden Osloaftalen. Palæstinenserne har ganske simpelt ingenting at forhandle med. Man sætter - og har sat - to parter til forhandlingsbordet, hvoraf den ene part er underdog. Hvis der på nogen måde skal komme et holdbart resultat ud af en sådan situation, er det nødvendigt, at der er et massivt pres fra omverdenen. Et pres som bl.a. skal sætte fokus på den lange række af resolutioner, som Israel har forbrudt sig imod og de menneskerettigheder, som bliver gjort til grin af selv samme. Og som skal sættes fokus på en langsigtet løsning, hvor både bosættelses- og Jerusalemproblematikken behandles - og hvor der også tages stilling til den håbløse situation palæstinenserne rent økonomisk befinder sig i.